Det har været en travl sommer.

Jonathan Bolingi, Joseph Paintsil og Luka Adzic er kommet til på lejeaftaler fra den belgiske liga, i kroatiske Zvonimir Sarlija har man fundet en høj, ung midtstopper, der så sent som i sidste sæson var lejet til CSKA Moskva, og til den centrale midtbane har klubben tilknyttet den erfarne polske ekslandsholdsspiller Daniel Lukasik, en ung tyrkisk spiller fra Ankaraspor og så tysk-tyrkiske Sahverdi Cetin fra Eintracht Frankfurt.

Det er rimelige spillere, Ankaragücü har hentet, uden at det umiddelbart fritager hovedstadsklubben fra at være blandt forhåndsfavoritterne til nedrykning i Süper Lig, der begyndte i sidste weekend.

Men en spiller, der ikke er der, er Mustafa Amini.

Australieren var ellers i Ankara med sin kone og deres lille datter, men til Amini og hans agent Buddy Farahs store overraskelse ville klubben ikke stå ved den aftale, der ifølge Amini ville honorere ham med omkring 10 millioner kroner over tre år.

Hvor den sag havner er nu op til Aminis advokat og de relevante instanser, men sagen bliver næppe den sidste i denne sæson.

Det er en gammelkendt øvelse ikke at leve op til aftaler i en række fodboldligaer.

I år frygter jeg, at der kommer ekstra mange af disse sager, hvor spillerne enten ikke får løn eller på forskellige måder bliver presset af økonomisk trængte klubber med tilbageholdt løn, lavere løn end det, der står i kontrakten, dobbeltaftaler med én løn i den officielle kontrakt og en helt anden på en skjult af slagsen, og alt muligt andet snask fra fodboldverdenens beskidte bug.

Spillere bliver fyret, hvis de ikke nikker ja til voldsomme lønnedgange, løfter om aftaler bliver til noget helt andet på papir eller bliver endda brudt som i Aminis tilfælde.

At AGF og Amini finder sammen frem til nytår giver fin mening, og hvis virussen ikke hærger fodboldverdenen endnu mere i de mellemliggende måneder, bør australieren have en god chance for at få en fin og fortjent millionkontrakt til nytår.

Mange ligaer i Asien rekrutterer flittigt, nogle begynder også en ny sæson umiddelbart efter nytår, og dermed kan Amini med fordel få spilletid i benene i Århus i efteråret.

Som australsk statsborger tæller Amini på en særlig asiatisk udlændingekvote, der gør ham særdeles attraktiv for klubber fra de pengestærke ligaer i Mellemøsten og Asien, og nytår vil være et fint tidspunkt at skifte på. Det er bare nemmere at konkurrere om pladserne med spillere fra Usbekistan og Jordan end med et hav af brasilianere, portugisere og spillere fra de vestafrikanske lande.

Men mange andre kommer ikke til at være i en nær så god position som landsholdsspilleren Mustafa Amini, og mit gæt er, at vi i de fem dage i oktober med åbent transfervindue kommer til at se spillere acceptere aftaler og klubskifter til beløb, der ikke havde været mulige for et år siden.

Det er fedt for de klubber, der har penge. Men for spillerne og klubberne under de øverste hylder bliver det et farefuldt år, og hvis danske spillere får tilsyneladende gode kontrakttilbud i de kommende uger fra klubber og ligaer, de ikke kender så meget til, er det en rigtig god idé at gøre sin research grundigt, før man siger ja og sælger huset.

Transfer-leder: Amini-sagen skal få alarmklokkerne til at ringe