Det var nemt at lade sig snyde af FC Midtjylland.
De var en straffesparkskonkurrence fra at slå Legia Warszawa og komme i Conference Leagues gruppespil, men hjemme i Superligaen skræmte sporene så meget, at jeg som så mange andre var tæt på at afskrive FC Midtjylland.
Værst var kampen i Lyngby, hvor man stillede en alternativ opstilling og fik smæk med 1-4. Det kom tre dage efter et yderst skuffende og bekymrende nederlag ude til totalt upåagtede Progres Niederkorn, der tvang FCM ud i forlænget spilletid, og kønne var nederlag på Cypern til et nærmest ringe Omonia Nicosia så sandelig heller ikke.
At få tæv på kunstgræsset i Farum i slutningen af august var måske ikke så katastrofalt, men man sad tilbage med indtrykket af et ubalanceret og usikkert hold, der ikke kunne gøre sig gældende helt i toppen.
Var Sverrir Ingi Ingason nu også det kup, FC Midtjyllands ledelse gjorde ham til? Skulle man ikke have skiftet endnu mere ud i defensiven, nu man var i gang? Og hvorfor så den midtbane så stakåndet ud?
Helt afklaret synes jeg nu stadig ikke, FC Midtjylland er, i hvert fald i forhold til det langsigtede arbejde, hvor man stadig må hige efter at blive et boldbesiddende hold i stedet for ofte at overlade kuglen til modstanderen.
Det er immervæk næsten en naturlov, at man skal have bolden mest i den hjemlige liga, hvis man vil vinde mesterskaber og igen komme i Champions League, og det kan jeg garantere, at midtjyderne på de indre linjer tørster efter.
Men især oktober og november gav nogle af de svar, FC Midtjylland gerne ville have ud af sommerens rekordstore investeringer med nye spillere for i omegnen af 150 millioner kroner.
FCM scorede 23 mål i de tre efterårsmåneder, og det endda uden at den ellers så interessante og opspilsstærke Cho Gue-sung har været lige så målfarlig og god i afslutningerne i åbent spil, som han var i et flot udlæg i juli og august.
Franculino ligner en kommende topspiller i Superligaen, når han har vænnet sig til de krav, Thomas Thomasberg stiller til sine startspillere.
Det samme gør lynhurtige, udfordrende Dario Osorio, der er FC Midtjyllands dyreste køb nogensinde og nok også står til en fast startplads, når det defensive arbejde sidder mere i skabet.
Adam Gabriel på højre back ligner en forstærkning, og Paulinho i modsatte side har spillet sit bedste år i FCM siden Champions League-året i 2020.
Da islandske Ingasons tå var klar til fodbold igen, begyndte man at se, hvorfor PAOK var så kede af at miste ham, og Mads Bech Sørensen har på samme måde vist, at det rent sportsligt var med god grund, at AGF's cheftræner og sportsdirektør var drøntrætte af, at han i sidste øjeblik valgte FCM i stedet for Århus.
Man må også sige, at det var på høje tid for FC Midtjylland. 2021, 2022 og 2023 må bare siges at fremstå spildt i det store billede, selvom man såmænd har hentet en del point i Superligaen undervejs.
Det er bare ikke nok, når man med så relativt stor afstand er Superligaens økonomisk næststærkeste klub og efterhånden køber de største profiler lige så dyrt som FC København.
Der skal bare trofæer i hus, og jeg kan love for, de verbale knive var blevet hvæsset i vores del af mediebranchen, hvis ikke FC Midtjylland havde vendt bøtten i efteråret.
Så havde vi talt jobsikkerhed for Claus Steinlein, Svend Graversen, Thomas Thomasberg og snart sagt alle andre, der ikke spiller fodbold i FCM.
Men vende bøtten, det gjorde FC Midtjylland, og der er tilpas meget forbedringspotentiale i spillet med kuglen, at jeg nu igen ser FC Midtjylland som en helt klar guldkandidat, ja faktisk foran FC Nordsjælland, der pinedød skal spille sig op i foråret efter et 2023 med meget beskedne 1,47 point per ligakamp, og også foran Brøndby IF, der har hentet flere point, end chancerne groft sagt berettigede til, og derfor er afhængig af fortsatte toppræstationer fra især suveræne Nicolai Vallys.
På de store linjer bliver midtjyderne vildt interessante at følge i 2024.
Jeg tror, man (igen) kommer til at lægge en ekstra indsats i det boldbesiddende spil, vi får et par justeringer at se i truppen i januar, og så kommer midtjyderne til at sætte yderligere turbo på deres talentarbejde hjemme i Ikast og hos satellitklubben Mafra i Portugal, både organisk med teenagere, man har haft i adskillige år i ungdomsafdelingen, og flere lovende teenagere hentet i andre lande end Danmark.
FC København er for mig stadig favorit til DM og i et slutspil, når man har spillet færdig i Europa, men FC Midtjylland er begyndt at finde vejen tilbage en top, man ellers var ved at tabe af syne.
