Det vil vi huske Champions League 2017/18 for

Den 63. udgave af Europas fineste klubturnering viste sig at blive en af de bedste i mange år. Med 401 mål i 125 kampe og et snit på 3,21 mål per kamp blev sæsonen 2017-18 i hvert fald den mest målrige udgave af turneringen, siden den skiftede navn til Champions League i 1992.

Gareth Bales saksesparksmål i det 64. minut af den forrygende finale mellem Real Madrid og Liverpool på Olimpiyskiy Stadium i Kiev vil af mange blive husket som det mest ikoniske øjeblik fra sidste sæsons Champions League. Straks efter finalen handlede debatten blandt fodboldfolk om, hvorvidt Zidanes mål i 2002 stadig var det største finalemål nogensinde, eller om Bales var endnu bedre. At waliseren scorede sit saksesparksmål som en af sine første aktioner efter sin indskiftning gjorde bestemt ikke målet dårligere.

Sidste sæsons Champions League vil fremover blive set tilbage på, som året, hvor Real Madrid snuppede pokalen med de store ører for tredje gang i træk. En nærmest uvirkelig bedrift efter at madrilenerne året før som de første nogensinde havde genvundet turneringen.

Midt i al jubelen fik klubbens forvænte fans dog hurtigt blandet væsentlige bekymringer ind i jubelen, idet Cristiano Ronaldo efter slutfløjtet skabte tvivl om sin fremtid i den spanske hovedstad. Og fem dage efter finalen i Kiev smed cheftræner Zinedine Zidane lidt af en bombe på et hurtigt indkaldt pressemøde: Efter to en halv sæson og tre Champions League-titler takkede franskmanden af for denne gang.

Cristiano Ronaldo rykkede til Juventus efter VM-slutrunden, og dermed stod Real Madrid og Florentino Perez tilbage uden klubbens største stjerne og sin legendariske cheftræner. Medmindre det lykkes for Los Blancos at genvinde turneringen igen i år, vil 2017-18-udgaven af Champions League på flere måder stå tilbage som enden på en fabelagtig epoke i Madrid-klubben, hvor Zidanes mandskab bare var en maskine i Champions League, trods problemer i den hjemlige liga.

Klopps skræmmende offensiv
Sidste års turnering stod der derudover i høj grad Liverpool på. Jürgen Klopps mandskab tog hele Europa med storm med en frygtindgydende offensiv og attraktiv, tempofyldt fodbold. Få havde på forhånd forudset, at Merseyside-klubben skulle stå i finalen i slutningen af maj. At selve finalen blev en bitter oplevelse for englænderne med en tidlig skade til Mohamed Salah og to store drop af Loris Karius kunne ikke ødelægge indtrykket af Klopps tropper som en kommende magtfaktor i europæisk fodbold.

At fronttrioen Sadio Mané–Roberto Firmino–Mohamed Salah hver især skulle banke ti kasser i nettet i Champions League sagde alt om, hvor svær Liverpools offensiv var at dæmme op for.

I gruppespillet spillede Liverpool tre gange uafgjort, men fik banket både Maribor og Spartak Moskva med 7-0, hvilket gav et indtryk af et hold, der var skræmmende, når de fik momentum. 5-0-nedslagtningen af FC Porto på udebane i ottendedelsfinalen var nærmest chokerende, og da Manchester City blev trukket i kvartfinalen, var der lagt i ovnen til to højdramatiske opgør, dog med Guardiolas hold som svag favorit.

Selvom City kunne have trukket modstandere, der på papiret var større, var der ikke den store begejstring at spore i Manchester over at skulle op imod Liverpools dræberoffensiv. Et par måneder forinden havde Klopp og kompagni som det hidtil eneste mandskab i Premier League besejret de lyseblå fra Manchester, og tilmed scoret fire gange undervejs i 4-3-sejren.

I første opgør af kvartfinalen fik Guardiolas udvalgte da også for alvor ørerne i maskinen på Anfield. Efter en halv time var man på chokerende vis bagud med 3-0. Det lå lidt i luften, at Manchester City nok skulle få nappet en vigtig reducering, men Liverpools nye solide defensiv med Virgil van Dijk holdt stand indtil slutfløjtet, og dermed fik Liverpool et genialt udgangspunkt for returkampen.

Trods en mareridtsstart med Gabriel Jesus’ scoring i første minut fik Liverpool stoppet Citys offensiv resten af første halvleg. Og da Mohamed Salah i begyndelsen af anden halvleg chippede bolden over Ederson, punkterede han al spænding i opgøret. På tilskuerpladserne kunne en bortvist Pep Guardiola slukøret konstatere, at dette heller ikke blev året, hvor han genvandt Champions League. Til slut lukkede og slukkede Firmino med scoringen til 2-1.

Katalansk nedsmeltning i Rom
Samme aften var FC Barcelona i Rom for at køre en sikker samlet sejr hjem, efter at have slået AS Roma med 4-1 på Camp Nou. Det var dog et apatisk mandskab, Ernesto Valverde fik sendt på banen denne tirsdag aften på Stadio Olimpico, og allerede efter seks minutter fik romerne færten af blod, da Edin Dzeko udnyttede alt for passivt forsvarsspil af Umtiti og bragte hjemmeholdet foran.

Den bosniske angriber, som også havde scoret romernes udebanemål på Nou Camp, var et grimt bekendtskab for Barcelonas defensiv. Da Gerard Piqué rev Edin Dzeko omkuld i feltet i det 58. minut, begyndte sveden for alvor at pible frem på Valverdes pande. Anfører Daniele de Rossi var sikker fra pletten, og nu var det katalanske storhold pludselig kun ét mål fra at ryge ud på en aften, hvor de havde forventet at gå sikkert videre.

Presset blev gradvist større og større i takt med at romerne begyndte at tro mere og mere på sensationen. Barcelona spillede i lavt tempo og uden fantasi, mens Roma væltede sig i chancer. I det 82. minut steg græske Kostas Manolas så til vejrs, og snittede et hjørnespark ind bag ter Stegen, og så var overraskelsen i hus, selvom Messi var tæt på at redde sit hold til allersidst.

Farvel til Simeone og kompagni i gruppespillet
Allerede i efterårets gruppespil var en del store klubber blevet siet fra. Mest iøjnefaldende var det, at finalisterne fra 2014 og 2016, Diego Simeones Atlético Madrid, i deres gruppe endte som treer bag AS Roma og Chelsea. Trods føring ved pausen endte Atlético med at tabe hjemme til Chelsea på en scoring af Michy Batshuayi i tredje minut af tillægstiden.

Derefter fulgte to skuffende uafgjorte kampe mod FC Københavns azerbaijanske overmænd, Qarabag. En 2-0-sejr hjemme over AS Roma og 1-1 på Stamford Bridge rakte ikke til avancement for madrilenerne, der dog fik reddet sæsonen lidt med deres Europa League-triumf.

Dortmund, som var endt i gruppe med Real Madrid og Tottenham, havde også et skrækkeligt gruppespil under cheftræner Peter Bosz, der blev fyret i december. To point blev det til, begge hentet i opgørene mod cypriotiske APOEL. Semifinalisterne fra 2016-17-sæsonen, Leonardo Jardims AS Monaco, havde det ligeledes svært uden Kylian Mbappé, Bernardo Silva og Benjamin Mendy. Monegaskerne hentede blot to point i seks kampe mod Besiktas, FC Porto og Red Bull Leipzig, og indkasserede undervejs 16 mål.

Og mens Maurizio Sarri i Serie A var tæt på at vippe Juventus af tronen, blev det i Champions League til et ret skuffende gruppespilsexit. To nederlag til Guardiolas Manchester City, herunder et 4-2-nederlag hjemme på San Paolo, og nederlag i udekampene mod Shakhtar Donetsk og Feyenoord gjorde, at napolitanerne var langt fra at spille sig videre.

I Gruppe B var Paris Saint-Germain og Bayern München lysår foran Celtic og Anderlecht, men sydtyskernes 3-0-afklapsning i Paris kostede alligevel cheftræner Carlo Ancelotti en fyreseddel. Unai Emerys mandskab så skræmmende ud med 25 scoringer i de seks kampe i gruppespillet, men tabte dog alligevel 3-1 i München i sjette gruppespilskamp.

Engelske kvaler
For de engelske klubber forløb gruppespillet anderledes glimrende. Manchester City, Liverpool, Manchester United og Tottenham vandt alle deres respektive grupper, sidstnævnte endda foran Real Madrid. Chelsea kvalificerede sig også til ottendedelsfinalerne, men smed førstepladsen i gruppen i sidste spillerunde, og trak derefter FC Barcelona i ottendedelsfinalen, med andet opgør på Camp Nou. En hård skæbne.

Men fem engelske klubber blandt de sidste 16 tegnede alligevel overordentligt positivt for Premier League, og snakken gik på, om de engelske hold kunne ende med at dominere årets turnering.

Mens Manchester City og Liverpool cruisede videre mod FC Basel og FC Porto, sluttede eventyret dog allerede i ottendedelsfinalen for både Tottenham, Chelsea og Manchester United i opgørene mod henholdsvis Juventus, FC Barcelona og Sevilla. Chelsea var uheldige på hjemmebane mod FC Barcelona, hvor Willian ramte stolpen to gange før han endelig fik bolden forbi ter Stegen, inden Andreas Christensen var involveret i en opspilsfejl, der endte med en dyr udligning af Lionel Messi.

I returkampen var London-klubben bagud med 2-0 efter tyve minutter, og endte med at tabe 3-0. For Christian Eriksen og Tottenham endte første kamp i ottendedelsfinalen, på udebane mod Juventus i Torino, overraskende godt efter en mareridtsstart, hvor Gonzalo Higuaín havde bragt Den Gamle Dame på 2-0 efter ni minutter.

På scoringer af først Harry Kane og til slut Christian Eriksen direkte på frispark fik Pochettinos Tottenham et fremragende udgangspunkt. Og da sydkoreanske Son Heung-min bragte Tottenham foran i hjemmekampen på Wembley lignede det et italiensk exit. I anden halvleg lykkedes det dog den erfarne taktiker Massimiliano Allegri at ændre kampen med en indskiftning af Stephan Lichtsteiner og igennem en taktisk ændring, hvor italieneren rykkede backerne længere frem.

Mål af Gonzalo Higuaín og Paulo Dybala i det 64. og 67. minut vendte kampen fuldstændig på hovedet, og selvom Spurs pressede alvorligt på til sidst, endte det med at blive et bittert exit for Christian Eriksen og hans holdkammerater.

Mens Tottenhams exit var bittert, var Manchester Uniteds mere i den pinlige ende af skalaen. Efter en 0-0-langgaber mod Simon Kjær og Sevilla på Ramón Sánchez Pizjuán var der en del undren over, hvorfor United tilsyneladende var gået ind til kampen med en ambition om at gå efter en nulløsning, og altså ikke satse på at få et vigtigt udebanemål.

Hjemme på Old Trafford spillede Mourinhos tropper igen underligt afventende, og da indskiftede Wissam Ben Yedder bragte Sevilla foran med et kvarter tilbage, var skaden sket. Ben Yedder øgede til 2-0 kort efter, og så var det helt ligegyldigt, at Romelu Lukaku fik reduceret. Et Manchester United-exit, der for alvor fik skabt debat om, hvorvidt José Mourinhos storhedstid som træner er forbi.

Juventus var millimeter fra sensationen
Udover Liverpools og AS Romas dramatiske sejre over FC Barcelona og Manchester City bød kvartfinalerne også på et mindeværdigt opgør mellem Real Madrid og Juventus. Zidanes tropper havde været i krise det meste af efteråret, og derfor havde mange set Neymar og Paris Saint-Germain som favoritter i parisernes ottendedelsfinale mod Real Madrid.

Madrilenerne fik dog vendt et faretruende nederlag til en 3-1-sejr hjemme på Santiago Bernabéu, og da Neymar pådrog sig en skade inden returopgøret, blev det aldrig for alvor spændende i Paris, hvor hjemmeholdet endte med at tabe 2-1 og dermed 5-2 sammenlagt.

Nu var Cristiano Ronaldo og holdkammeraterne pludselig oppe i omdrejninger. Og de forsvarende europæiske konger fortsatte deres momentum ude mod Juventus i kvartfinalen. Ronaldo nettede allerede efter tre minutter, og da portugiseren med et uforglemmeligt saksespark i anden halvleg leverede et af turneringens bedste mål i mange år, så Real Madrid pludselig skræmmende stærke ud.

Med Marcelos scoring til 3-0 var krisesnakken pludselig ændret til en debat om, hvorvidt det overhovedet virkede realistisk for andre klubber at stoppe Real Madrid i Europa. Madrilenerne kom dog ned på jorden igen allerede ugen efter, hvor man i returkampen på Santiago Bernabéu var uden en karantæneramt Sergio Ramos.

Madrid-defensiven fik i den grad gummiben i første halvleg, hvor udeholdets Mario Mandžukić to gange fik lov til at stå udækket på bagerste stolpe og heade bolden ind bag Keylor Navas. Pludselig var en lukket kamp blevet sprængt fuldstændig åben. Og da Keylor Navas fumlede bolden hen i fødderne på Blaise Matuidi efter en times spil, stod det pludselig 3-0 til Juventus. Real Madrid var i chok og lignede et hold med det ene ben i graven.

Dybt inde i overtiden fik hjemmeholdet dog alligevel reddet kastanjerne ud af ilden, da Juventus’ Mehdi Benatia begik straffespark på Lucas Vazquez. Da den engelske dommer, Michael Oliver, pegede på pletten, blev han overfuset af Juventus-keeper, Gianluigi Buffon, der endte med at blive udvist for sine intense protester. Cristiano Ronaldo var iskold fra pletten, og reddede Real Madrid fra en historisk katastrofe.

Zidane stoppede på toppen
Herefter ventede Bayern München i semifinalen. Tyskerne havde før kampene mod Real Madrid ekspederet Besiktas og Sevilla ud i de forudgående  knockoutkampe. Hjemme på Allianz Arena kom Jupp Heynckes og Bayern München fornemt fra start, da Joshua Kimmich bragte det tyske storhold foran. Marcelos udligning før pausen var dog som en kold spand vand i ansigtet på hjemmeholdet, og da Rafinha efter en times spil forærede Marco Asensio en friløber endte det med et dårligt udgangspunkt før returkampen i Madrid.

På Santiago Bernabéu var Kimmich dog igen på pletten, denne gang allerede efter blot tre minutter. Karim Benzema fik imidlertid udlignet kort efter, og den stilling holdt halvlegen ud. Anden halvleg var få sekunder gammel, da Sven Ulreich i Bayern-målet blev i tvivl ved en tilbagelægning, og endte med at lade bolden gå, så Karim Benzema kunne nøjes med at prikke bolden i et tomt mål til 2-1. En katastrofal brøler. Det skulle vise sig ikke at være sidste gang, at madrilenerne modtog gaver fra modstandernes målmand i denne udgave af Champions League-turneringen.

Den tidligere Real Madrid-spiller, colombianske James Rodríguez, fik udlignet for Bayern med en halv time igen, og endnu engang var Real Madrid alvorligt på hælene på hjemmebane. De tyske gæster fik presset værterne langt tilbage, og belejrede nærmest Real Madrids felt til sidst. Sergio Ramos og kompagni lykkedes dog med det yderste af neglene at holde stand og dermed var Real Madrid klar til deres tredje Champions League-finale i streg, denne gang i Kiev.

Modstanderen i dette opgør skulle findes mellem AS Roma og Liverpool, som ikke havde været helt uheldige med at trække hinanden i semifinalen. Begge hold havde noget overraskende spillet sig videre, og skulle nu dyste om en plads i finalen. Det første opgør i semifinalen, på Anfield Road, udviklede sig til en legendarisk Champions League-aften. Et regulært Mohamed Salah-show. Egypteren fik for alvor markeret sig på den helt store scene denne tirsdag aften i april, hvor han med to flotte kasser til slut i første halvleg satte Liverpool i gang.

AS Romas træner, Eusebio Di Francesco, havde valgt en uforståelig høj defensiv linje mod Liverpools hurtigløbere, og det skulle vise sig at være en yderst tvivlsom beslutning. Det romerske forsvar blev overløbet gang på gang. I anden halvleg øgede Sadio Mané til 3-0, inden Roberto Firmino gjorde til 4-0 og 5-0. Al spænding så ud til at være forduftet, da Liverpool dummede sig ved at lukke to mål ind i de sidste ti minutter. Slutresultatet endte således med de vanvittige cifre 5-2.

Det rodede returopgør nåede underholdningsmæssigt aldrig op i nærheden af samme højder, fordi romerne kom bagud med både 1-0 og 2-1 i første halvleg. De to mål af Radja Nainggolan til slut faldt alt for sent, og AS Roma kunne ikke deres bruge deres 4-2-sejr til noget i sidste ende.

Liverpool fortsatte med de defensive brølere i finalen, denne gang fra keeper Loris Karius, der havde sit livs værste aften på en fodboldbane. Men Liverpool står med gode kort på hånden i forhold til at revanchere sig i år og spille sig til finalen på Wanda Metropolitano. Primært fordi klubben sprængte banken for at hente brasilianske Alisson hos deres semifinalemodstander, AS Roma.

I sidste ende vil 2017-18-udgaven af Champions League dog blive husket som turneringen, hvor franske Zinédine Zidane førte sit hold til sin tredje Champions League-triumf på to-et-halvt år, og derefter takkede af, mens han befandt sig på den absolutte top.