FCM's iskolde målhelt: Det her er noget, vi kommer til at have med os for evigt

Det var et par lange minutter for Alexander Scholz mod slutningen af FC Midtjyllands Champions League-playoffkamp mod Slavia Prag. Dommeren havde dømt, at det midtjyske straffespark skulle tages på ny, og mens Slavia-spillerne brokkede sig, stod Scholz alene med sine egne tanker.

Her kunne han tænke på alle de penge - omkring 200 millioner kroner - som hans klub kunne indkassere, hvis han scorede. Eller på skuffelsen, hvis han brændte, og Champions League glippede.

Her fortæller han selv, hvordan han oplevede de skæbnesvangre minutter før, under og efter den 2-1-scoring, der tippede kampen i FC Midtjyllands favør.

- Først brændte vi, og der var lidt forvirring. Han fløjtede, og vi vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske. Da vi så så, at det var straffespark igen, kiggede jeg lige hurtigt ud for at få bekræftet, at det var mig, der skulle sparke. Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg skulle tage den.

- Det kom ude fra trænerbænken. Jeg kiggede ret hurtigt ud, og de råbte ind, og jeg fik de nik, der skulle til. Så tror jeg lidt, at da de andre så, at jeg tog den, så var der ikke så meget diskussion. Der var flere, der havde sagt, at de gerne ville sparke, men der er ligesom et naturligt hierarki på holdet, og det var dejligt, at der ikke skulle diskussion til.

- Så gik der et par minutter, før jeg fik lov til at sparke. Jeg fik snakket lidt med nogle af deres spillere, der kom hen, og der var nogle af vores henne at skubbe lidt. Det var bare med at holde fokus og forsøge at nyde det.

- Det var blevet besluttet, at jeg skulle sparke. Jeg kunne score, jeg kunne brænde, men jeg følte mig ret sikker på, at jeg ville score. Han får så godt nok hånden på, men jeg følte egentlig godt, at jeg kunne have sat den lidt yderligere også.

- Jeg var okay i overskud i momentet, og jeg har det fint med at skulle sparke et spark som det. I Superligaen vil det ikke være mig, der skal sparke. Der er andre, der skal have de mål. Men i sådan et moment synes jeg, det er fint, at jeg tog det ansvar. Det havde jeg det godt med.

Hvad gik gennem dit hoved, da du stod og ventede?

- Ikke så meget, egentlig. Jeg prøvede at holde det så tomt som muligt, tænke på sparket, tænke på tilløbet, min fodstilling, hvordan jeg havde planlagt at sparke det. Alt det larm og de ting; jeg hørte faktisk ikke, hvad der blev sagt. Det var virkelig med at snævre det så meget ind, jeg nu kunne.

- Der var nogle, der græd simpelthen, allerede ved 2-1, og andre, der stod helt målløse. Men der er det med lige at give et par lussinger og sige: "Prøv at høre her, guys. Der er stadig 10 minutter at køre på. Det er ikke nu, man skal vise følelserne alt for meget."

- Ved 3-1 bliver det bare endnu vildere. Jeg tror, jeg har en sekvens med Erik, hvor vi kigger på hinanden i 10-15 sekunder, hvor vi står: "Hvad sker der lige pludselig?" Ved 4-1 siger Erik til mig: "Er det slut?"

Erik Sviatchenko bryder ind med et grin:

- Jeg sagde: "Er den hjemme nu?"

Alexander Scholz opsummerer sit svar:

- "Det tror jeg, den er."

- Men det er jo helt vildt, hvad man går igennem. Som Priske sagde til os efter kampen: Det er noget, vi kommer til at have med os for evigt, det her.