Arsenal, Man U, Juve og Bayern: Nu Liverpools tur

Artiklen er fra Tipsbladets trykte udgave fredag 22. april

Da Unai Emery blev ansat af Villarreal i sommeren 2020, gjorde han, som trænere gør flest. Afholdte et møde med sine spillere forud for den nye sæson.

Han ville lære sin trup bedre at kende, men også høre, hvordan spillerne så på fremtiden.

Han spurgte truppen, hvad de selv havde af ambitioner for sæsonen, og velvidende at det nok alligevel var for stor en mundfuld at drømme om at vinde La Liga, så var svaret tilbage; Europa League. Der havde han jo en del erfaring, lød argumentet.

Med tre finalesejre med Sevilla og en finaleplads med Arsenal var det svært at være uenig. Så det stod vel næsten skrevet, at Villarreal skulle vinde klubbens første trofæ nogensinde, da de sidste år slog Manchester United i finalen.

I øvrigt efter at have besejret Unai Emerys tidligere klub fra Arsenal i semifinalen. Historien har det jo som bekendt med at gentage sig, og det ved de om nogen alt om i Villarreal, men mere om det lidt senere.

Sejren i Europa League var højdepunkt i historien om Villarreal. Er foreløbigt vel at mærke. For med Europa League triumfen blev deltagelsen i Conference League med ét vekslet til direkte adgang til Champions League, og her har den gule ubåd fra keramikbyen skabt en af de største overraskelser i nyere tid.

Først smed de Juventus ud i ottendedelsfinalerne efter 3-0 i Torino. Så blev det Bayern Münchens tur til at lade livet i kvartfinalerne, da Samuel Chukwueze dukkede op ved bagstolpen i de sidste minutter på Allianz Arena, og nu venter så Liverpool i semifinalerne. Anderledes kunne det vel næsten ikke være?

Fodboldens IKEA

For lige som keramik er en del af byen Vila-real, ligeså naturligt er det, at det er et engelsk hold, der igen står mellem Villarreal og europæisk succes.

Historien begynder for 16 år siden på det stadion, der dengang hed Madrigal. Arsenal var modstanderen, og efter at have vundet 1-0 i London var englænderne på vej mod finalen, da Gaël Clichy begik straffe i det 88. minut.

Villarreals helt store stjerne i de år Juan Román Riquelme, der den sæson havde scoret 14 mål, gik til bolden ansigt til ansigt med Jens Lehmann – og brændte. For tredje gang i sæsonen fra 11-meter pletten. Året efter nåede de så frem til kvartfinalen i Champions League, hvor Arsenal nok en gang ventede, og nok engang blev det til samlet exit. 1-4 efter 1-1 på hjemmebane og 0-3 i returen.

Den argentinske playmaker Riquelme brænder på Jens Lehmann.

Lige ved og næsten. Den gule ubåd blev slået ud af kurs, og den sank faktisk til bunds nogle år senere, da de rykkede ned i den næstbedste række i 2011/12-sæsonen. Det lignede den klassiske historie om klubben, der overraskede alt og alle, kom fra ingenting og forsvandt ud i ingenting. Men Villarreal er ikke som andre klubber. Og slet ikke andre spanske klubber.

Når Villarreal i begyndelsen af dette årtusinde pludselig kunne gå fra at være midterhold i den næstbedste spanske række til at bide skeer med Europas største klubber, skyldes det ene og alene en mand. Fernando Roig.

En lokal rigmand og præsident i virksomheden Pamesa Cerámica, der, som navnet antyder, specialiserer sig i keramik, ikke mindst dekorative fliser. Da han opkøbte klubben i 1997, grinede omverdenen, da han stolt proklamerede, at Villarreal først skulle etablere sig i La Liga og siden Europa. For hvordan skulle det nogensinde gå godt for en klub uden den store historie eller fanbase i en by med 50.000 indbyggere?

Et stadion med plads til 2.500 tilskuere vidnede heller ikke just om snarlig storhed. Men Fernando Roig havde en plan, og her 25 år senere har han på intet tidspunkt afveget fra den.

Klubpræsident Fernando Roig.

– I begyndelsen slog de sig op på at hente argentinske spillere til klubben, fordi det var et marked, hvor de kunne hente spillere til billige penge. Planen var dog hele tiden, at klubben skulle udvikle sine egne spillere via et godt akademi, og det er det, de blandt andet i dag høster frugterne af.

– Det er en ekstrem familiær klub, hvor alle kender alle. Når de unge spillere træner eller spiller kamp, så sidder præsidenten og førsteholdets trænere og ser på fra tribunerne, og når de yngre spillere spiser i klubbens kantine, så sidder de ved siden af profiler som Paco Alcácer og Gerard Moreno.

Der er en samhørighed hele vejen rundt. Klubber som PSG kan med alle sine penge samle et bedre orkester til at spille musik, men skal en turné være succesfuld, skal man også have det godt i turbussen, og det har Villarreal, lyder det fra Javi Mata, der har dækket Villarreal i en årrække for blandt andre den store spanske sportsavis AS.

Den særlige symbiose mellem klub og fans blev nok engang tydeliggjort i den forgangne uge. 600 euro blev turen til Liverpool anslået til at koste en lokal fan, når der skulle betales for fly, hotel og billet til kampen. En ikke uvæsentlig udgift i et land, hvor gennemsnitslønnen sidste år blev opgjort til at være 2.236 euro per måned.

Villarreals fanbase er fortsat lokal forankret, så der måtte gøres noget for at få så mange som muligt på stadion for at støtte klubben. Derfor gik præsident Fernando Roig personligt ind og lagde godt en million euro og halverede omkostningerne for fansene, så klubben nu kan sende 3.000 fans til en af de største kampe i Villarreals historie.

Det var jo også fansenes fortjeneste, at de spillede sig videre mod først Juventus og siden Bayern München, så hvad var mere naturligt end at betale lidt tilbage af de præmiepenge, som Champions League i år har kastet af sig?

– Villarreal har altid været tro mod sit ophav. Det er lille klub i en lille by, og den forståelse har været nøglen til, at de trods bump på vejen altid har formået at rejse sig og udvikle sig. De er lidt fodboldens svar på IKEA. Nogle ønsker dyre og mere ekstravagante møbler til at indrette deres hjem, men det er kun de få, som Barcelona og Real Madrid, der kan levere det. Med Villarreal ved du ligesom med IKEA, præcis, hvad du får. De prøver aldrig at være noget, de ikke er, siger Javi Mata.

”We all live in a Yellow Submarine"

Efter nedrykningen i 2012 vendte Villarreal allerede året efter tilbage i den bedste spanske række, og inden længe var de også tilbage i Europa. På den store scene, hvor de hørte hjemme.

De blev klubben med flest kampe i Europa Leagues historie, der altid gik videre, men aldrig tog det sidste skridt, og for seks år siden stod en engelsk klub så igen i vejen for den store drøm. Til de på aftenen velvalgte toner af ”We all Live in a Yellow Submarine”, gik Villarreals spillere den 28. april 2016 på banen mod Jürgen Klopps Liverpool, men selvom de vandt 1-0 på en sen scoring af Adrián López, så rakte det ikke til en finaleplads, da Liverpool på Anfield fortjent sejrede med 3-0.

En tabt semifinale til et engelsk hold i en europæisk turnering. Det fjerde semifinalenederlag i træk, efter Valencia og Porto tidligere havde ageret stopklods i europæisk regi. Og så måtte det jo næsten gå, som det gik i årene efter kampene mod Arsenal i 2006. Med en nedrykning. Og det var tæt på. I sæsonen 2018/19 flirtede Villarreal længe med stregen, og den ellers så veldrevne klub lignede i en periode et galehus.

Javier Calleja havde afløst Fran Escribá, der havde erstattet den succesfulde Marcelino, der var raget uklar med ledelsen, men han kunne ikke følge op på succesen sæsonen forinden. Derfor var det heller ikke overraskende, at Calleja blev fyret i begyndelsen af december 2018, da klubben kun lå tre point over stregen. Mere overraskende var det, at Villarreal valgte at genansætte selvsamme Calleja blot 50 dage senere. Det var ikke just et tegn på en klub i harmoni. Og så alligevel.

For de rykkede sammen i ubåden. Calleja var trods alt en af deres egne med en fortid som spiller og ungdomstræner i klubben, og sådanne personer skyller man ikke bare ud med vandet. Klubben indså, at den havde begået en fejl og indrømmede det. Med Calleja tilbage ved roret blev abonnementet på La Liga sikret i rimelig ro og orden, og det efterfølgende år formåede han at føre holdet til en femteplads og Europa League adgang efter en flot slutspurt.

Og så er vi tilbage ved Unai Emerys møde med sin spillertrup i sommeren 2020. Mr. Europa League lyttede til sine spillere, holdt ord og gav klubben sit første trofæ nogensinde. Naturligvis efter to kampe mod engelske hold.

Rulli redder De Geas forsøg, og så er Villarreal Europa League-vinder.

Først var det Arsenal, der røg ud efter sammenlagt 2-1, hvormed man fik vasket noget af traumet fra 2006 væk. Og i finalen vandt man så efter en mærkværdig straffesparkskonkurrence, hvor samtlige markspillere og målmand Geronimo Rulli scorede fra 11-meter pletten, før Manchester Uniteds målmand, David De Gea, som den eneste af de 22 aktører, brændte sigt forsøg. Den sidste rest fra Riquelmes brændte straffe fra 2006 var væk, og Villarreal kunne løfte klubbens første trofæ.

For ligesom med genansættelsen af Calleja havde Villarreal lært af sine fejl. Det engelske traume og det brændte straffe var blevet til engelsk succes og triumf fra 11-meter pletten, og nu mangler kun det sidste åbne regnskab. Revanchen mod Liverpool fra 2016

Det europæiske paradoks

Da de to mandskaber senest mødtes i en semifinale, var Liverpool et hold på vej til at finde sig selv under Jürgen Klopp, og kun James Milner og Roberto Firmino er tilbage fra den trup, der gæstede Villarreal for seks år siden.

Det er sidenhen kun gået frem for Liverpool, der fortsat kan vinde historiske fire titler i denne sæson, mens Villarreal omvendt har lagt alle æg i den kurv, der hedder Champions League. I pokalen røg de allerede ud i tredje runde mod Sporting Gijón fra den næstbedste række, og at La Liga i løbet af foråret blev sekundært blev også tydelig for enhver, da de mellem de to kampe mod Bayern München valgte at udskifte samtlige 11 spillere til opgøret mod Athletic.

En direkte konkurrent til kampen om syvendepladsen i La Liga, der potentielt kunne give adgang til Conference League.

Europæisk succes, en ny en af slagsen, er blevet til det altoverskyggende mål, men det er ikke i rotationerne sidst på sæsonen, at vi finder forklaringen på, hvorfor Villarreal for andet år i træk leverer store resultater i Europa for kun at kæmpe med om at holde fast i subtoppen i La Liga.

For hvordan kan et hold, der vinder 3-0 i Torino mod Juventus fire dage senere tabte med 1-0 til Cádiz og kort efter Levante, to hold begge under stregen, for så at slå Bayern München med 1-0 på hjemmebane?

– Deres spillestil er bedre egnet til Europa, hvor de møder hold, der giver dem plads. I La Liga er det lige omvendt. Her står hold som Levante og Cádiz dybt, og det er ikke Villarreals force at åbne sådanne defensiver op. Derudover handler det formentlig også om motivation. Det er alt andet lettere at motivere sig til kampe mod Manchester United, Bayern München og Liverpool end mod hold fra den lavere ende af tabellen i La Liga, forklarer Javi Mata og uddyber:

– Den spanske liga er vanskelig. Skal du vinde, skal du have en anderledes stor bredde, som et hold som Villarreal ikke har. Det er svært at konkurrere i to turneringer, og de store penge er i Europa, så det er bevidst der, man satser på at levere. Over 38 kampe vil Villarreal komme til kort, men på dagen kan de slå selv de bedste. Ingen, hverken trænere eller eksperter, gav dem mere end fem procents chance mod Bayern, men de gik videre. Det var det samme mod Juventus og i gruppen mod Manchester United og Atalanta. Det var mirakler, og nu skal de levere endnu et.

Og troen i byen er på, at de kan gøre det igen. For 25 år siden havde ingen forestillet sig, at Villarreal en dag skulle blive en fast del af La Liga og da slet ikke i spille i Europa.

Da de tabte til Arsenal i semifinalen i Champions League var indtrykket, at man havde glippet en unik chance for at komme i en finale i den største klubturnering. Men nu står de her igen og med en træner, der i sine knap to år i klubben endnu har til gode at tabe en knockoutkamp i Europa.

Det tog fire tabte semifinaler i Europa, før de knækkede koden og brød forbandelsen mod de engelske hold, og nu skal de gentage triumfen fra i sommer, når de over to kampe møder Liverpool i semifinalerne. En klub og en by holder vejret og står sammen, mens nye kapitler føjes til den utrolige historie om Villarreal.