Før EM: Tipsbladets personlige landsholdsminder

Danske fodboldlandshold har givet masser af oplevelser de sidste 40 år, hvor Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen, Bo Johansson, Morten Olsen og Åge Hareide alle tog Danmark med til en eller flere slutrunder. Og nu er det så altså Kasper Hjulmands tur.

Men hvad skal der egentlig til, for at det bliver en af de helt store slutrunder, og hvad husker Tipsbladets folk selv af store minder om landsholdsfodbold og EM-slutrunder i det hele taget.

Det vil vi give dig svaret på i denne artikel.

Hvad glæder du dig særligt til ved EM-slutrunden?

Troels Bager Thøgersen, cheftredaktør for Tipsbladet
- Det bliver da noget særligt at se en vaskeægte slutrundekamp på dansk jord. Ja ikke bare én, men hele fire styks, de tre første af dem med det danske landshold.

- Selvfølgelig ville jeg gerne have haft fulde huse, og hvor er det synd for finnerne, at de ikke kan komme afsted på en kæmpe folkevandring til deres første store slutrunde, som Island gjorde i 2016, men i stedet kun får relativt få tilskuere med i Parken. Men jeg glæder mig så meget over, at den forbandede coronavirus ikke får lukket ned for alt, der er sjovt. Det bliver en fest.

Sebastian Stanbury, journalist på Tipsbladet
- Danmarks åbningskamp mod Finland. Jeg bor på Østerbro i København og har Parken som nabo. I årevis har jeg drømt om at kunne gå ud gennem min hoveddør og spadsere til EM-fodbold. Det lykkedes mig at købe billetter, drømmen så ud til at gå i opfyldelse, og så kom coronapandemien og ændrede verden, som vi kender den. En meget lille konsekvens var, at slutrunden pludselig var på usikker grund. Ville det overhovedet blive spillet? Skulle der stadig spilles i Danmark? Måtte der være tilskuere? Ville jeg være en af dem?

- Nu tør jeg tro på, at det kommer til at ske. Lørdag den 12. juni går jeg ud gennem min hoveddør, og sammen med nogle af mine bedste venner spadserer jeg til EM-fodbold ovre hos naboen i Fælledparken. Måske skinner solen endda. Hvor heldig har man lov til at være?

Ole Hoffskov, journalist på Tipsbladet.dk
- Efter et ulideligt år uden tilskuere glæder jeg mig ubeskriveligt meget til en masse kampe med fans på lægterne. Jeg ved godt, at det ikke bliver med fuld kapacitet, og at det hele kommer til at foregå under skrappe coronarestriktioner, men bare det at høre, at der igen bliver sunget med på nationalmelodierne, bliver et højdepunkt for mig.

Lasse Sylvest Mikkelsen, journalist på Tipsbladet.dk
- Udover Danmarks kampe glæder jeg mig til at følge “dødens pulje” med Tyskland, Frankrig, Portugal og Ungarn. Kommer alle tre favoritter videre, og hvor står tyskerne overhovedet efter deres skuffende exit ved VM for tre år siden? Og så bliver det spændende, om England kan bygge videre på deres semifinale fra VM 2018.

Victor Risager, journalist på Tipsbladet.dk
- At se nogle af de lande og spillere, vi ikke normalt ser meget til, og den helt specielle stemning, som slutrunder byder på. Jeg glæder mig også til at se, om der er spillere, der overrasker og spiller sig til stjernestatus, som man til tider har set ved tidligere slutrunder.

Torsten Kjems, nyhedschef på Tipsbladet
At vi har en slutrunde med tre hjemmekampe for det danske landshold, der med stærk tilskuerstøtte i ryggen kan være med til at skabe en særlig feststemning i Danmark og som kan skyde Kasper Hjulmands hold videre fra gruppen.

Anders Dehn, journalist på Tipsbladet.dk
- Danmarks åbningskamp. Jeg har været så heldig at beholde de billetter, jeg havde købt til mig og mine venner, så vi skal i Parken for at se kampen mod Finland.

- Stemningen omkring en slutrunde er enestående, og jeg kan ikke vente med at opleve den i København. Jeg var med stort set de samme venner i Moskva til VM 2018, og den tur taler vi stadig om. Vi skal nok have mindre vodka den her gang, men ikke nødvendigvis være mindre berusede.

Kenneth Jensen, redaktør på Tipsbladet.dk
- Jeg glæder mig mest af alt til slutrunde-fodbold. Det er tre år siden, vi sidst har set et VM eller et EM. Det er tid til at mærke spillet og fansene. At sidde på Brøndby Stadion til sidste testkamp mod Bosnien-Hercegovina en sommerdag i juni og mærke stemningen og sangen fra lægterne, var specielt. Og så kan jeg kun forestille mig, hvor specielt det bliver, når der sidde godt 16.000 mennesker i Parken til en EM-kamp mod Finland. Det giver spillerne et boost, at der er tilskuere. Fodbold er for fans, og nu er der endelig fans til at se landsholdet folde det smukke spil ud.

Lars Gram-Hanssen, journalist på CLBOLD
- Under VM i Rusland fik man en følelse af, at Danmark langt om længe havde fået et stærkt landshold igen, med dygtige spillere på de fleste pladser. Kroatien-kampen var et noget traumatisk exit, så jeg glæder mig til at se, om denne gruppe af spillere kan levere noget historisk. Man sidder med fornemmelsen af, at det er inden for rækkevidde.

Hvad er dit bedste landsholdsminde?

Troels Bager Thøgersen
- Jeg ved ikke, om det er det bedste, men det står i hvert fald meget tydeligt. Jeg var to måneder i Sydafrika til VM 2010, og med en god kollega på passagersædet kørte jeg fire timers kolonnekørsel fra Johannesburg til provinsbyen Bloemfontein for at se Tyskland-England i ottendedelsfinalen.

- Tæt på Bloemfontein undrede det mig helt vildt, at der holdt et lille propelfly inde i midterrabatten på motorvejen, og det viste sig, at det lige netop var nødlandet – vi kom igennem, før der blev total trafikprop.

- Vi kom ind, jeg interviewede selveste Günter Netzer, og så sværger jeg, at jeg sad næsten lige ud for mållinjen, da Frank Lampard ikke fik anerkendt det mål, der selvfølgelig var over stregen.

- Det var en vild oplevelse, vi interviewede og skrev på livet løs, og så kørte jeg det halve af natten, kofanger mod kofanger, med 140 kilometer i timen på den sydafrikanske motorvej og hjem til Johannesburg.

Sebastian Stanbury
- VM i 1998 står som min barndoms bedste slutrunde. Jeg var 11 år gammel og var med min familie på ferie i Canada gennem det meste af turneringen. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at sidde tusindvis af kilometer hjemmefra og se det danske landshold brillere mod Nigeria og Brasilien til de engelsksprogede kommentatorers store begejstring. Jeg var en meget stolt dansker den sommer, og nationalfølelsen svulmede i brystet på mig.

Ole Hoffskov
- Jeg skal gerne indrømme, at jeg altid har haft en svaghed for Nicklas Bendtner - denne antihelt, der har lavet så mange åndssvage ting, men som vi tilgav hver gang, at han trak i landsholdstrøjen. Det vil altid være et stærkt minde for mig, da Nicklas Bendtner kom ind helt ude fra den mørkeste afkrog og scorede to mål i Parken mod Italien i VM-kvalifikationen i 2013. Det var hans første landskamp i et år.

Lasse Sylvest Mikkelsen
- Playoff-kampen mellem Sverige - Danmark den 14. november 2015. Jeg havde sammen med nogle kammerater taget den ni timer lange bustur til Stockholm for at se Danmark på udebane. Kampen blev spillet på det flotte Friends Arena, og turen derop var en blanding af forventningsglæde og anarki. Der blev drukket, røget og råbt slagsange i bussen, og selvtilliden var i top inden kampen. Desværre tabte vi, men kun 2-1. Så alt var stadig åbent inden returkampen få dage senere.

Victor Risager
- Jeg har et svagt punkt for Italien, så mit bedste landsholdsminde er VM i 2006, da Italien vandt over Frankrig i finalen - selvom turneringen nok bedst huskes for Zinedine Zidanes nedsmeltning. Italien sikrede højdramatiske sejre over Australien og Tyskland på vej til finalen, som også blev et sandt drama. At forholdsvist upåagtede Fabio Grosso blev en af de største helte på et hold med en masser stjerne, var også specielt.

Torsten Kjems
- Intet over EM 1992, hvor jeg desværre ikke så nogle af kampene live. Men følelsen af at komme som undertippet til slutrunden og så klippe alle de store var fuldstændig fantastisk og unikt. EM-titel, ferie, bragende sommer og alene hjemme i mine forældres hus – den fest varede ganske enkelt i flere dage.

Anders Dehn
- Det er svært at definere den aura, der omgærer slutrunder. Det er til gengæld ikke svært at mærke, at den gør noget ved folk. Ved VM i 2018 mødte mine venner og jeg både andre danskere og fodboldgale udlændinge. Eksempelvis nogle mexicanere, der ikke kunne få billetter til deres eget lands kampe, så de rejste rundt i Rusland og fulgte Belgien. Vanvittigt og smukt på samme tid.

- Selve kampen, vi så, Danmark-Frankrig, var skrækkelig, men det opdagede vi ikke, fordi vi selv var flyvende på tribunen.

Kenneth Jensen
- Danmarks kamp mod Brasilien i 1998 står for mig som det bedste minde, fordi landsholdet var så tæt på at slå forhåndsfavoritten, og fordi det var endnu en stor landskamp i kølvandet på 4-1-sejren over Nigeria. Det var Rivaldo, Ronaldo, Bebeto og alle de andre brasilianske superstjerner, der viste evner, som jeg ikke set ofte. Jeg var betaget. Og alligevel var to gange Laudrup og en fræk Martin Jørgensen ved at snyde brasilianerne.

- Det var ikke kun et farvel til Danmark i VM-kvartfinalen, men også slutningen på en ære i dansk fodbold med Michael og Brian Laudrups stop. To af dansk fodbolds største. Skal man binde en krølle på det hele, kan man vel spole frem til i dag og sige, at Danmark siden 1998 vel ikke har haft et bedre landshold, end landet har i dag, hvilket naturligvis tegner godt forud for EM-slutrunden.

Lars Gram-Hanssen
- VM 1998 var den første slutrunde, jeg fulgte, og kvartfinalen mod Brasilien står som den mest ikoniske landskamp i mine øjne. Især Brian Laudrups 2-2-scoring og efterfølgende jubelscene.

Hvad har været din bedste oplevelse i Parken?

Troels Bager Thøgersen
- White Sensation?

- For en provinsknægt var det meget specielt at være i Parken og se Peter Schmeichels sidste landskamp. Selve kampen var ikke fantastisk eller noget, selvom man godt kunne se, at Sloveniens Zlatko Zahovic var en fuldstændig gudsbenådet god tekniker. Men den kollektive afsked med Schmeichel, som endda kom i hus som en spontan tur, det var specielt.

Sebastian Stanbury
- Jeg har et specielt forhold til Parken, som ligger 750 meter fra mit hjem, og hvor jeg har haft mange store oplevelser. Da jeg var yngre, var det stort at komme til hovedstaden og opleve stemningen, når en fyldt nationalarena så landskamp. Jeg har altid nydt at se Superliga-fodbold derinde på en solskinssøndag, og min yndlingsplads er på Øvre C, hvorfra man faktisk kan se helt ud til Øresundsbroen.

- Når mørket sænker sig over Østerbro, og en europæisk storklub kommer på besøg, er stadionet noget ganske særligt.  Og jeg glemmer aldrig, da jeg med tårer i øjnene skrålede med på Bruce Springsteens The River til en koncert i 2016. Men personligt har jeg aldrig oplevet en stemning magen til den, der var derinde, da FC København og Brøndby mødtes i pokalfinalen i 2017. Det sydede og kogte på en måde, som jeg aldrig før eller siden har set i Danmark.

Ole Hoffskov
- Bruce Springsteens koncert i 2016 står højt på min liste, men hvad angår fodbold, var det helt klart i 2009, da Jakob Poulsen sparkede Danmark til VM i Sydafrika med sin scoring på langskud mod Sverige. Det var min første landskamp i Parken og sikke en ilddåb! Jeg boede på Bornholm dengang og havde taget turen til København sammen med min kammerat. Det var mildt sagt ikke noget, vi gjorde særlig tit, og vi kom så meget ind med firetoget, at vi stod på Trianglen og spurgte om vej til Parken. Heldigvis fandt vi vej til det, der blev en uforglemmelig aften.

Lasse Sylvest Mikkelsen
- Danmark - Malta den 6. juni 2001. Øboerne kom tidligt foran. Ganske overraskende. Jeg har af en eller anden årsag kun set Danmark vinde i Parken to gange, og det her var den ene gang. Det er sjældent, der er ret meget spænding om resultatet, når Danmark møder Malta, men det var der denne gang. Først syv minutter før tid fik Ebbe Sand bragt Danmark foran. Det var min anden landskamp nogensinde, og det var den første med min far, og det er jo altid lidt specielt.

Victor Risager
- Jeg har ikke været til voldsomt mange landskampe i Parken, så mit bedste minde fra nationalarenaen omhandler FC Københavns kamp mod Celtic i foråret 2020. Det var en af de sidste “normale" kampe, jeg oplevede på stadion inden coronakrisen, så alene der har den en lidt speciel plads i min hukommelse, og både de danske og skotske fans på lægterne sørgede for en fremragende kulisse. Kampen var heller ikke helt dårlig.

Torsten Kjems
- Vi tager en tur helt tilbage til 2001, hvor Danmark er kommet haltende fra start i VM-kvalifikationen og efter fem runder, er distanceret af forhånds-favoritterne Tjekkiet og Bulgarien der fører an med henholdsvis 11 og 10 point.

- Danmark står på ni point og skal reelt vinde hjemmekampen mod Tjekkiet for at sikre at VM-kvalifikationen fortsat er på egne hænder.

- Et uhyre tændt og proppet Parken byder tjekkerne velkommen, og da Ebbe Sand efter fem minutter hårdt header et udadskruet hjørnespark fra Stig Tøfting i nettet, går det amok på tilskuerpladserne.

- Festen stikker af og varer lige ind til kort før pausen, da et dunder-drøn af Roman Tyce stryger fra kanten af feltet og helt over i det øverste lange hjørne – uden nogen som helst chance for Danmarks keeper, Thomas Sørensen.

- Intensiteten er vild efter pausen, hvor kniven atter er på de danske spilleres struber. Men efter 83 minutter fører hurtigt dansk spil mellem Jon Dahl Tomasson, Claus Jensen og Martin Jørgensen til, at sidst-nævnte på rent Laudrups manér fra den ene side af feltet lopper bolden over flere forsvarende tjekkere. Pasningen ligger præcis, så Jon Dahl Tomasson med det yderste kan strække kroppen og med hovedet trykke bolden forbi den tjekkiske målmand. Sejren er på intet tidspunkt givet over den bomstærke modstander, der bare et år forinden havde fejet Danmark af banen ved EM 2000, men føringen holder, og stemningen er helt utrolig, da dommeren fløjter af.

- Og ja, den sejr gav det danske hold det boost, der skulle til for at gå hele vejen og sikre Danmark billetten til VM i 2002.

Anders Dehn
- Da Danmark mødte Tjekkiet i VM-kvalifikationen i 2001, arrangerede min fodboldklub en bustur til Parken. Jeg hyggede mig hele vejen med nogle af de andre børn, og på stadion sad jeg sammen med min far. Det var mit første besøg på nationalarenaen.

- Kampen var tæt, og min far fik sagt undervejs, at hvis Danmark vandt, måtte jeg få en is. Og hvis Jon Dahl Tomasson eller Ebbe Sand scorede sejrsmålet, måtte jeg få én mere. Skæbnen ville, at netop Tomasson scorede til 2-1 i det 83. minut.

- Tjekkiet var udset som en hård modstander i kval-gruppen, så sejren var vigtig, og jeg husker stemningen som euforisk. En fremmed mand kom og gav mig et high five. En stor dag for en ung dreng.

- Min far skylder mig i øvrigt stadig de to is.

Kenneth Jensen
- At Christian Eriksen var en dygtig fodboldspiller, stod hurtigt klart for de fleste, men jeg synes alligevel, man så noget den 9. februar 2011, man ikke så ofte ser. En teenager der dominerer. Dengang spillede Danmark testkamp mod England og endte med at tabe 1-2, men Christian Eriksen var kampens spiller, og han var en fornøjelse at følge på banen. Det var første, men bestemt ikke sidste gang, at englænderne så Christian Eriksen folde sig ud. Og allerede i kølvandet på opgøret kunne man mærke den stigende engelske interesse for Danmarks playmaker.

- Det er også klart, at for en midtjyde som mig var det specielt, da Silkeborg vandt pokalfinalen i 2001.

Lars Gram-Hanssen
- Danmark floppede fælt ved EM 2000, men opvarmningskampen mod Belgien bød på en historisk scoring. Jeg sad placeret bag det belgiske mål, da Peter Schmeichel leverede sit første og eneste mål for Danmark.

Hvad er dit bedste EM-minde?

Troels Bager Thøgersen
- Der kan jeg jo kun svare EM 1992.

- Jeg var en stor knægt og sov i telt ude i haven foran mine bedsteforældres sommerhus i Saxild til både semifinalen og finalen.

- Jeg var sikker på, at hollænderne ville køre Danmark midt over, og fortalte alle, der gad høre på mig, om det. Jeg gik endda ud i haven igen i bare skuffelse, da Dennis Bergkamp udlignede til 1-1. Det var for meget. Men da Henrik Larsen så scorede, kom jeg ind og satte mig igen, og holdt endda ud gennem straffesparkskonkurrencen. Finalen var lige så intens.

Sebastian Stanbury
- I 2016 var jeg for Tipsbladet udstationeret i Marseille, hvor jeg dækkede turneringen i gruppespillet. Det var stort at have Stade Vélodrome som hjemmebane gennem et par uger, og jeg nød at lære byen at kende via slutrunden. I forbindelse med England-Rusland var Marseille ramt af uroligheder, og det var uhyggeligt at stå på den ellers så charmerende havn og se caféstole, flasker og tåregas flyve gennem luften, men det var heldigvis en undtagelse for den generelle oplevelse af det EM.

- Jeg husker nemlig primært turneringen for store og gode fanoplevelser. Jeg husker unge franske og engelske mænd, der kærligt brølede slagsange i hovedet af hinanden og krammede i fanzonen. Jeg husker polakkerne og nordirernes fælles og fredelige march ud til det smukke stadion lige uden for Nice. Jeg husker, hvordan Marseille blev invaderet af islændinge; hele familier med børn i klapvogne, der ikke ville gå glip af landets største fodboldoplevelse nogensinde. Til en slutrunde mødes nationer på kryds og tværs og fejrer fodbolden sammen. Det er faktisk ret smukt.

Ole Hoffskov
- Mit bedste EM-minde er på en måde også mit værste. Jeg var 10 år gammel i 2000, da Danmark ved med til slutrunden i Holland og Belgien, og det er det første EM, jeg rigtigt kan huske. Jeg var på sommerferie med mine forældre de uger, jeg havde fået en spritny landsholdstrøje, og sammen med min far fik jeg lov til at udfylde en oddskupon på Danmarks kampe med mit bud på resultatet. Jeg havde aldrig glædet mig så meget til noget som helst. Og så fik Danmark tæsk. Tre kampe, tre nederlag en målscore på 0-8. Men forventningens glæde fra dengang står stadig som noget helt særligt for mig.

Lasse Sylvest Mikkelsen
- EM 1996 står som noget særligt for mig, da det er den første rigtige slutrunde, jeg kan huske. Det er især Paul Gascoignes ikoniske jubelscene “Dentist Chair”, som han lavede efter en scoring mod Skotland, jeg husker. Hold op jeg kæmpede bravt for at score til lilleput-træningerne efterfølgende for at efterligne den. Jeg kendte selvfølgelig ikke historien bag jubelscenen dengang, men den har siddet i mig lige siden.

Victor Risager
- Det var en fornøjelse at følge Island - og deres ikoniske vikinge-klap - ved deres første EM i 2016. Især deres utrolige sejr over England i ottendedelsfinalen var et højdepunkt, selvom de røg ud med et brag i den efterfølgende runde. Det er et af de EM-minder, der står klarest for mig.

Torsten Kjems
- På arbejde til EM i Østrig-Schweiz 2008 havde jeg fornøjelsen af at dække den afgørende gruppekamp mellem Tyrkiet og Tjekkiet.

- Inden kampen var der meget fokus på, at uafgjort ville sende de to hold direkte i straffesparkskonkurrence i forhold til at gå videre fra gruppe, da point og måltal ville være identiske.

- De tjekkiske favoritter scorede både før og efter pausen og var med et kvarter tilbage fortsat på 2-0, da tyrkiske Arda Turan reducerede til 1-2 og dermed åbnede kampen og spændingen.

- Tyrkerne pressede, mens tjekkerne kontrollede og fik tiden til at gå. Men da dramaet kun havde tre minutter tilbage på dommerens ur tabte Tjekkiets super-målmand, Petr Cech, et ufarligt indlæg for fødderne af Tyrkiets anfører, Nihat Kahveci, der med en flad inderside nettede til 2-2 og fik det tyrkiske fan-afsnit til at gå amok på Stade de Genéve i Schweiz.

- Med nærmest kun sekunder tilbage af kampen indstillede stort set alle sig nu på straffesparkskonkurrencen, men Tyrkiets landstræner, Fatih Terim, ville det anderledes. Han beordrede sine spillere til fortsat at presse højt og jagte det afgørende mål mod de psykisk ramte tjekker.

- Bare to minutter efter scoringen til 2-2 blev Nihat Kahveci spillet fri på kanten af feltet, da tjekkernes offside-fælde kiksede, men i stedet for at lægge bolden fri til en holdkammerat til højre, valgte han sparket og smadrede bolden i kassen via undersiden af overliggeren.

- Det helt utrolige comeback var en realitet, tjekkerne var grædefærdige, og tyrkerne i ekstase – spillere, trænere, ledere og de utroligt medlevende tyrkiske fans.

- En fodboldoplevelse af de helt fantastiske og helt grumme på en og samme tid.

Anders Dehn
- Jeg var stadig kun i starten af teenageårene i 2004, da Danmark og Sverige spillede 2-2 og dermed sendte Italien ud efter gruppespillet. Vi var på sommerferie i Italien, og jeg syntes, det var hylemorsomt, at landsholdet havde sendt de lokale helte ud af turneringen. Hold kæft, hvor var de sure.

Kenneth Jensen
- EM i 1992 er det første fodbold, jeg sådan for alvor kan huske. Jeg var syv år og så finalen sammen med min mor og min mormor, og alle var glade. Og da min mormor selvsikkert kunne sige, ”nu tror jeg, de scorer”, da Kim Vilfort tæmmede bolden med brystet, inden han sparkede den via stolpen til 2-0 mod tyskerne i EM-finalen, blev det et referencepunkt for mig i mange år. At min mormor altså kunne forudse, at Kim Vilfort ville score. Det var jeg meget stolt over. Mindet om jubel og båthorn står også fortsat tydeligt i erindringen. Det var fantastisk.

Lars Gram-Hanssen
- Wayne Rooney var en sand fornøjelse at følge under EM 2004, hvor det 18-årige stjernefrø scorede fire mål i gruppespillet, inden England tabte til Portugal i kvartfinalen. Jeg kan anbefale at gå på YouTube og gense Rooneys højdepunkter fra den slutrunde, hvor teenageren var helt ustyrlig.

Hvad skal der til, hvis slutrunden skal skrive sig i din bevidsthed som en af de bedste?

Troels Bager Thøgersen
- Så skal Danmark, Finland eller Nordmakedonien mindst nå semifinalen og spille noget gudebold undervejs. Jeg må bare tone rent flag og sige, at jeg finder formatet med 24 hold skingrende vanvittigt. Det var en pissefed idé over den overdådige UEFA-middag, hvor det blev bestemt, så otte hold flere kunne være med til festen og sige, at de var nogle fandens karle til fodbold. Men for fodboldspillet er det ødelæggende, at man kan spekulere sig vej til ottendedelsfinalerne allerede fra anden gruppespilskamp – det er næsten lige så åndssvagt, som at der skal være 48 hold til VM fra 2026.

Sebastian Stanbury
- Jeg vil se masser af mål og kampe, der slutter 4-2 eller 3-3, jeg vil se sene udligninger og nervepirrende straffesparkskonkurrencer, jeg vil se kaos og historie og drama. Og så jeg vil jeg gerne se en anden end the usual suspects vinde det hele. Det kunne være sjovt med en outsider som europamester.

Ole Hoffskov
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en EM-slutrunde, jeg vil huske for altid. Danmark skal spille tre EM-kampe på hjemmebane i Parken. Jeg føler mig overbevist om, at det ikke sker igen i min levetid.

Lasse Sylvest Mikkelsen
- Mål. Masser af mål og godt spil. Og så de unikke historier ved siden af spillet. Hvis - og det håber jeg ikke sker - corona får afgørende betydning under slutrunden, så vil det være noget, jeg husker tilbage på. Hvis et landshold vinder turneringen for første gang i landets historie, så sætter det sig også fast. Men jeg håber, jeg vil huske slutrunden for de mange underholdende kampe, de lækre mål og måske en ny Will Griggs-sang.

Victor Risgaer
- Den oplagte måde, EM kan blive stor for mig, er, hvis Danmark imponerer og kommer langt. Ellers skal det være en turnering med stjerner i hopla samt underholdende, tætte og dramatiske kampe, hvor man er igennem hele følelsesregistret - især i de afgørende knockoutrunder.

Torsten Kjems Hansen
- Jeg vil vurdere det danske landshold til at have pæne chancer for at komme langt i turneringen, men vi skal helt op og tale finale, før jeg bliver overrumplet.

- Mindre kan nok også gøre det, hvis vi får Danmark videre, og de præsterer på et højt plan, der byder de største hold op til nogle kæmpe brag i knockout-fasen, hvor mindst en af den naturligvis skal falde ud til Danmarks fordel.

Anders Dehn
- Det her EM er allerede foran på point, da det foregår i Danmark, og jeg skal i Parken til to kampe. Hvis Danmark så samtidig kommer langt, ryger den helt op i min personlige top.

Kenneth Jensen
- Der er to muligheder: Enten når et dansk landshold langt. Eller også får vi en spændende, målrig slutrunde med en overraskelse, der når langt i turneringen. Man kan dog godt frygte, at gruppespillet bliver lidt kedeligt, når der er hele 24 hold med. Hvor mange landshold sparer spiller i sidste gruppekamp?

Lars Gram-Hanssen
- Det kræver, at Danmark enten kommer i minimum semifinalen, eller at slutrunden får en overraskende vinder, som f.eks. Grækenland i 2004. VM i Rusland endte meget uforløst for Danmark, og Hjulmands mandskab bør have gode muligheder for at nå Danmarks første semifinale i 29 år.

Er der et hold, udover det danske, du glæder dig særligt til at følge?

Troels Bager Thøgersen
- Det må blive Skotland. Hvis de klarer sig over forventning, kan de komme til København og spille ottendedelsfinale mod Sverige eller Polen. Hm. Gad vide om de så må få fans med? Det håber jeg, skotterne er geniale, 100 gange sjovere end englænderne at se fodbold med.

Sebastian Stanbury
- Det er noget specielt at debutere ved en stor slutrunde. Rent sportsligt har jeg ikke de store forventninger til, at Finland kan spille sig videre fra Danmarks pulje, men jeg ser frem til at følge et sympatisk mandskab med mange Superliga-kendinge, og det bliver fedt at se, hvordan landet og landsholdet reagerer på at opleve den første gang.

Ole Hoffskov
- Jeg ser rigtig meget frem til at følge England. Fodboldens moderland er generelt altid værd at holde øje med, når der er slutrunde, men jeg glæder mig ekstra meget denne gang. Englænderne har nogle fantastiske unge spillere, og jeg er spændt på, om Jude Bellingham, Phil Foden og de andre kan stå for det enorme pres, der hviler på dem. Man skal huske, at England kan skimte en EM-finale hjemme på Wembley - det kan ikke blive større.

Lasse Sylvest
- Tyrkiet og England bliver spændende at følge. Tyrkerne trænes i dag af Senol Günes, der førte dem frem til VM bronze i 2002, og England er altid spændende at følge, fordi man aldrig ved, hvad man får fra dem. Det kan være virkelig godt, og det kan være virkelig skidt.

Victor Risager
- Italien, fordi jeg som nævnt er vild med Gli Azzurri, og de velsagtens er en af favoritterne til at gå hele vejen. De har ikke nogle superstjerner på samme måde, som Portugal har Cristiano Ronaldo, Belgien Romelu Lukaku og Kevin De Bruyne, og Frankrig har Kylian Mbappe. Men italienerne har et spændende hold med en blanding af erfarne kræfter som Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini og yngre profiler som Nicolo Barella og Federico Chiesa.

Torsten Kjems
- Jeg har fidus til, at Holland bliver sjove og underholdende at følge – og spår dem til at komme langt. Også længere end så mange bookmakere har forudset.

- Memphis Depay, Wout Weghorst eller Luuk de Jong i front kan komme til at gøre nas på alle modstandere. Og med høj kvalitet i forsvaret som Daley Blind, Stefan de Vrij eller Mathijs de Ligt skal der nok blive lukket godt af.

- Og kan Frenkie de Jong og Georginio Wijnaldum får tingene til at svinge på midtbanen - hvorfor skulle Holland så ikke kunne være med til det sidste?

Anders Dehn
- Finland. Det er ikke, fordi finnerne har det bedste eller mest spændende hold, men de har en charmerende historie. Det er landets allerførste slutrunde, og landsholdets succes lader til at have genskabt folkets kærlighed til det. Derudover er det fyldt med velkendte navne i dansk fodbold, hvoraf jeg har haft fornøjelsen af at tale om EM og landsholdet med flere og fornemmet, hvor meget slutrunden betyder.

Kenneth Jensen
- Der er naturligvis noget særligt ved hold, der er med for første gang til en slutrunde. Som Finland og Nordmakedonien. Begge lande får det svært i slutrunden.

- Jeg kigger i stedet mod Gruppe A, hvor et ungt tyrkisk landshold er blevet hipsters choice forud for slutrunden. De har et spændende landshold, Tyrkiet, med nogle gange fine spillere og en lyst til at angribe. Og det siger jeg, selv om det har været to gange 0-0 forud for slutrunden. Der er god mulighed for at gå videre fra Gruppe A, der tæller Italien, Schweiz og Wales, og så ved man jo, at alt kan ske.

Lars Gram-Hanssen
- Jeg glæder mig til at følge Jack Grealish, hvis Gareth Southgate giver ham chancen. Jeg kan dog godt se England floppe, og derfor vil jeg i stedet pege på Belgien, som spillede forrygende under VM i Rusland. Kevin De Bruyne og Romelu Lukaku er en skræmmende duo at råde over.

Fotos: Getty Images