Vild historie om dansker: Bogmakker døde pludselig

Denne artikel bringes i forbindelse med, at Danmark møder Rusland ved EM. Russernes deltagelse ved slutrunden er stærkt kontroversiel, og dopingbekæmpere mener, at holdet slet ikke burde kunne stille op.

Bliv klogere på konteksten her.

Verner Møller sad i bilen med lederen af sit institut på Århus Universitet, da han fortalte ham om den mystiske henvendelse, han havde fået.

“Det lyder virkelig spændende,” sagde institutlederen ifølge Møller.

“Men det er også farligt. Det skal du bare være opmærksom på.”

Verner Møller havde fået en mail fra lederen af Ruslands anti-dopingagentur (RUSADA), Nikita Kamaev. Han ville udgive en bog, hvori han fortalte om dopinghemmeligheder i Rusland og i Vesten – og han ville have Møller til at hjælpe med at skrive den. Formentlig fordi han havde set, at Møller tidliger havde skrevet en bog om og med Michael Rasmussen.

Den danske professor tog dog ikke sin institutleders formaning alvorligt.

“’Du har set for mange James Bond-film,’ sagde jeg så. Jeg var helt cool. Der skete sgu ikke noget ved det,” fortæller Verner Møller i dag.

Det fik han ret i. Der skete ikke noget. I hvert fald ikke med Møller selv. Antidoping-chefen Kamaev var knap så heldig.

Troede, det var snyd
Ruslands dopingsnyd begrænsede sig ikke til nogle falske urinprøver under vinter-OL i Sotji. Det var systematisk, statsstyret og forgrenet i et væld af sportsgrene. Også fodbold, har whistlebloweren Grigory Rodtjenkov fortalt. Dét kan man læse meget mere om på de foregående sider.

Op til Danmarks EM-kamp mod netop Rusland, der ifølge flere iagttagere slet ikke burde kunne stille op til slutrunden, ser Tipsbladet nærmere på nogle af de tråde, som Ruslands dopingprogram har til Danmark.

For Verner Møllers vedkommende begyndte det den 22. november 2015. Han sad i toget på vej hjem fra lufthavnen efter en dopingkonference i Skotland, da han tjekkede sin mailkonto. Der lå en mail fra Nikita Kamaev, som dengang stod i spidsen for Ruslands anti-dopingagentur, RUSADA. Han hævdede, at han ville fortælle, hvordan antidoping-arbejdet i virkeligheden så ud. Både i Rusland og resten af verden.

I første omgang tænkte Møller: “Hvad fanden er det for noget?” Han sad i toget sammen med nogle kollegaer, som han viste mailen til, og spurgte, om det var noget for dem.

“Det skulle de sateme ikke nyde noget af.”

“Jeg tror måske, vi troede, det var sådan et scam. Men jeg svarede på den. For jeg undersøgte så, hvem han var, og det viste sig, at det var altså ham.”

Ja, det var den rigtige Nikita Kamaev, selv om han skrev fra en til lejligheden oprettet mailkonto. Den bar et almindeligt russisk navn, der svarer til Hansen i Danmark.

Det var dog det eneste forsøg på anonymisering, han havde foretaget. Der var ingen kryptering på mailkontoen, og da Kamaev og Møller efter et par mails frem og tilbage enedes om at holde et videomøde, blev det over en helt almindelig Skype-forbindelse.

Uforståeligt indhold
I de følgende uger kommunikerede Verner Møller og Nikita Kamaev frem og tilbage på email og i enkelte Skype-samtaler. Den russiske antidoping-chef sendte også sit udkast til en indholdsfortegnelse over den bog, han tænkte, de skulle skrive sammen.

Det skulle gerne være en slags biografi over hans eget liv og indeholde observationer fra arbejdet mod doping. De fleste punkter gav ingen mening for Verner Møller, selv om de lød spændende. Eksempelvis punkt 2.3: Training camp “Medic”. Arnold’s posters and “try everything on yourself” eller punkt 6.4.3: Vikings from Monaco – French refinement and African dance.

Blandet andet derfor prioriterede Verner Møller højt, at de to skulle mødes. Det var både på tale, at Kamaev skulle komme til Danmark, at Møller skulle komme til Moskva, og at de skulle mødes på et skiresort i Bulgarien. De kunne imidlertid ikke passe nogen af delene ind i deres kalendere.

Verner Møller ville gerne mødes med Nikita Kamaev, så han kunne se dokumentationen for hans påstande, før de tog rigtig hul på arbejdet med en eventuel bog. Han havde sin akademiske integritet at stå vagt om, så han skulle ikke misbruges i et eller andet russisk fupnummer.

Kamaevs påstande var dog interessante.

“Jeg så det her som en mulighed for at åbne min indsigt i, hvordan den her dopingverden fungerer set fra russisk perspektiv. Det var da sindssygt spændende, mand! Det, han sagde, var, at han ville fortælle historien, som den var: hvordan sportssystemet i det hele taget fungerer,” siger Verner Møller.

“Det, han fortalte mig, var, at han havde beviser – det var hans ord,evidens – for, at der også var dopinglaboratorier i Vesten. Han nævnte Norge specifikt som et sted, hvor han havde beviser for, at der også foregik noget.”

Nikita Kamaev mente ifølge Verner Møller, at hans antidoping-arbejde i Rusland uretmæssigt var blevet hængt ud. Reelt fangede RUSADA en lige så stor procentdel syndere som deres kollegaer i Vesten, hævdede han. Det var ikke hans og RUSADA’s skyld, at efterretningstjenesten sideløbende skiftede dopede urinprøver ud med rene af slagsen.

De mange døde kritikere
Alt det nåede Nikita Kamaev bare ikke at uddybe eller dokumentere. Hverken over for verden eller for Verner Møller.

Kort efter hans første email til den danske universitetprofessor var Kamaev blevet tvunget til at sige sit job i RUSADA op på grund af den dopingskandale, som førnævnte whistleblower Rodtjenkov havde forårsaget. Selv om han altså fastholdt, at han ikke bar skylden.

Et par måneder senere, i midten af februar, sad Verner Møller på et hotel i Holland og forberedte sig til næste dag, hvor han skulle være ph.d.-bedømmer på et universitet dernede. Det var to uger, siden han havde været i kontakt med Kamaev, der var udeblevet fra et Skype-møde.

En sms fra hans institutleder tikkede ind. Han spurgte, om Møller havde set, hvad der var sket med hans nye ven, Kamaev.

Den 52-årige russer var død. Hjerteanfald, lød forklaringen.

“Da tænkte jeg: ‘Okay, det var sgu alligevel overraskende.’ Han var et år yngre end mig, og meningen er jo ikke, at man skal dø bare ved tanken om at skrive en bog. Han cyklede meget og stod på ski og virkede ikke som en, der var på vej ud ad denne verden, når jeg snakkede med ham,” siger Verner Møller.

Han var egentlig tilbøjelig til at tro på de russiske myndigheders forklaring; folk i 50’erne fik jo somme tider hjerteanfald, især hvis de var pressede eller stressede, som Kamaev var. Men der var én ting, der nagede ham.

Journalisten David Walsh fortalte offentligt, at Kamaev også havde kontaktet ham med henblik på at skrive en bog, men at han havde takket nej. Kamaevs tidligere chef i RUSADA udtalte, at Kamaev senere havde droppet tanken om at skrive bogen, fordi et amerikansk forlag ville have for stor indflydelse på indholdet.

“Eftersom jeg havde kontakt med ham, og han havde sendt mig et udkast til, hvad den her bog skulle indeholde, så vidste jeg i hvert fald, at den der idé om, at han havde opgivet den tanke, det havde han ikke gjort flere måneder i forvejen. Det havde han tidligst gjort, uden i øvrigt at meddele til mig, 14 dage før sin død. Da sagde han endda, at vi skulle mødes i Danmark efter nytår,” siger Verner Møller.

“Der tænkte jeg: ‘Hvorfor siger han det? Jeg ved jo, det er anderledes. Jeg sidder med med modsigelsen her.’ Når man først begynder at lyve om den slags ting…”

Verner Møllers mistro blev styrket af den række af pludselige dødsfald eller nær-dødsfald, som gennem årene har overgået Ruslands systemkritikere. Han opremser selv afhopperen Alexander Litvinenko, dobbeltagenten Sergei Skripal, politikeren Boris Nemtsov, journalisten Anna Politkovskaja og oppositionspolitikeren Alexey Navalny. Så sent som to uger før Kamaev døde RUSADA’s stiftende formand, Vyacheslav Sinev, også pludseligt.

De russiske myndigheder benægter enhver indblanding i dødsfaldene. Verner Møller har da heller ingen beviser for, at de var indblandet i Nikita Kamaevs endeligt.

“Man begynder at tænke: ‘Det er sgu nok ikke så usandsynligt, at der er sket ham noget alvorligt alligevel.’ Sandsynligheden for det der James Bond-scenarie bliver større og større, fordi det ikke er én,” ræsonnerer Møller.

“Rusland er ikke et trygt sted”
Nikita Kamaev tog sine hemmeligheder med sig i graven, og den danske professor har ikke forsøgt at fremskaffe det selv. Han kan hverken tale russisk eller har nogen kontakter i landet. Og hvis det virkelig er efterretningstjenesten, der har taget livet af Kamaev, er al bevismateriale for længst forsvundet.

Til gengæld er han glad for, at han aldrig nåede at rejse til Moskva, som det ellers var på tale.

“De har jo undersøgt ham. De har undersøgt hans computer. De ved *alt* om, hvad jeg har skrevet med ham om. Det er der ingen tvivl om. Og så kan de godt se, at jeg ikke er kommet så langt med det her, at jeg har noget, der kan være slemt for dem. Så jeg kan godt få lov til at leve,” siger Verner Møller.

“Men jeg har alligevel ikke lyst til at rejse til Rusland, det har jeg faktisk ikke. Det er sgu ikke et trygt sted, synes jeg. Du ved godt, når man bliver ældre, bliver man mere forsigtig.”

Piben har unægtelig fået en anden lyd, siden Verner Møller fortalte sin institutleder om den interessante henvendelse, han havde fået fra Rusland.

“Umiddelbart var jeg jo kæk. ‘Jeg tror ikke en skid på det der. Du har set for mange James Bond-film.’ Og det slutter så med, at det kunne sgu godt være, at han ikke havde det,” siger Møller.

Måske var det i virkeligheden ham, der havde set for få.