Voldsomt! Han storspillede foran topklubber

Her er karaktererne fra FC Midtjyllands Europa League-kamp mod Union Saint-Gilloise.



MCH Arena (Tipsbladet): FC Midtjylland spillede torsdag en ultravigtig Europa League-kamp hjemme mod Union Saint-Gilloise, hvor tre point kunne bringe FCM langt på vejen mod avancement i det nye ligaspil.

Cheftræner Thomasbergs oplæg til kampen var, at FCM skulle knokle som besatte og om nødvendigt spille mere simpelt for ikke at få et dårligt udlæg, som man har gjort for mange gange i denne sæson.

Hvordan det lykkedes ser Tipsbladet nærmere på her.

FC Midtjylland-Union Saint-Gilloise 1-0 (1-0)
1-0 Ousmane Diao (18.)

Her er FC Midtjyllands karakterer i kampen mod Union Saint-Gilloise.

Elias Rafn Ólafsson – 4
Vigtige redninger efter pausen og gode indgreb, hvor islændingen kom først på Unions lange bolde til blandt andre lynhurtige Mohammed Fuseini. Det var en god kamp af målmanden, der har en betydelig del af æren for, FCM holdt fast i tre point i en tæt kamp mod en kompetent modstander.

Kevin Mbabu (ud 83.) – 3
Tilbage efter en kort skadespause og kørte i højt gear fra start med påpasseligt defensivt spil og gode raids på højre flanke, der gav Darío Osorio mere plads til at trække ind i banen.

Mads Bech Sørensen – 3
Gik forrest som anfører for at sikre, cheftræner Thomasbergs ultraklare besked om fuld smadder fra første minut blev fulgt. Som i andre af FC Midtjyllands gode kampe i sæsonen begyndte modstanderne at få chancer, som anden halvleg skred frem. Havde et par vigtige indgreb, da det begyndte at brænde på

Ousmane Diao – 5
Scorede et fremragende udført mål af FC Midtjylland efter hjørne, hvor Simsir og Osorio spillede sammen og gav Simsir frit lejde til at slå bolden ind i ben højde af en totalt fri Diao, der flot havde søgt det frie rum. Viste sit repertoire af gode afleveringer og indgreb, hvor han takket være sin fart og store fysiske styrke kommer i vejen for meget og forhindrer mange tilløb til chancer. Og så var beslutningerne gode i dag efter to kampe mod Sønderjyske og Brøndby med farlige fejl og for voldsomme tacklinger, der gav fortjente kort, og burde have kostet rødt senest i Haderslev.

Det er den her Ousmane Diao, der en dag skal videre til en topliga, hvis det står til ham selv og FC Midtjylland – og så er det ikke dumt at levere sådan en præstation, når FC Barcelona, AC Milan, Borussia Dortmund, Everton og en række andre topklubber fra udlandet ser med på stadion.

Joel Andersson – 3
Svenskeren knokler på sin back-position i venstre side. Union lagde efter pausen tryk på i Anderssons side og fik spillet sig gennem nogle gange, mens Andersson og kollegerne ofte fik tingene spoleret for Union, før det blev virkelig farligt.

Darío Osorio – 4
Osorio knoklede og knoklede, både når der skulle løbes kontra, sættes chanceskabende afleveringer og fanges Union-kontraløb. Slutproduktet var der ikke i dag fra chileneren, et par gange på grund af fejltagelser, andre gange mere af rent held set med Union-briller. Osorio er blevet rigtig god i presspillet og en pestilens for modstander også i den del af fodboldspillet, og det hiver ham op på fire.

Oliver Sørensen (ud 63.) – 3
Vi kommer ikke uden om det: Oliver Sørensen giver bare et kvalitetsløft til FCM's centrale midtbane, der kan mærkes helt heroppe under tribunetaget. De offensive løb lykkedes ikke i dag (og der var færre af dem qua den taktiske opgave) som vi har set så mange andre gange de seneste 18 måneder, hvor Sørensen har været fremragende. Men holdet fik et tydeligt løft takket være Sørensen, ligesom Emiliano Martínez ikke skulle dække det, der somme tider har virket som en halv fodboldbane ene mand.

Emiliano Martínez (ud 83.) – 4
Martínez er et kraftværk af en anden verden, men han har også set presset ud i perioder med landsholdsture til Sydamerika og da ikke mindst skiftende midtbane-makkere i Oliver Sørensens fravær, der har stillet umenneskelige krav til den hårdttacklende fyr fra badebyen Punta Del Este et par timer fra Montevideo. Torsdag var Sørensen tilbage, og det hjalp bare den allerede dygtige Martínez, der har været blandt FCM's bedste i sæsonen. Fordelte bolden godt, lukkede meget spil og rum ned for Union og lignede igen den midtbanespiller, der har tiltrukket interesse fra Premier League og er et soleklart bud på et stort salg til sommer.

Aral Simsir (ud 71.) – 4
Mindre end en time før kampstart meddelte UEFA, at man åbner en sag mod Aral Simsir for at være kommet med udsagn i den foregående Europa League-kamp mod Maccabi Tel Aviv, der er i strid med UEFA's regelsæt. Hvis Simsir var ramt af det og hele virakken omkring ham, skjulte han det godt – Simsir lagde fremragende ud med en assist og kunne sagtens have haft én til inden for de første 25 minutter.

Jan Kuchta (ud 63.) – 3
Havde sammen med Adam Buksa tydeligt modtaget besked om pågående, energisk udlæg. Tjekken var tæt på et par bolde, han kunne have sparket ind. En rigtig god arbejdsindsats giver en middelkarakter.

Adam Buksa – 2
Et godt udlæg og centimeter fra at bringe FCM på 1-0, da han ragede et godt Simsir-indlæg på indersiden af stolpen i 13. minut. Buksa leverede sammen med sidemakkeren Jan Kuchta en god arbejdsindsats og var med til at spolere meget, indtil gæsterne begyndte at kombinere sig igennem inde i 2. halvleg. Burde have scoret på den gigantiske chance lige foran mål i 73. minut, og det trækker ned i en så ultravigtig kamp.

Indskiftet

Pedro Bravo (ind 63.) – UB
God arbejdsindsats på midten, begynder at se mere vant ud med tempoet og rollen.

Franculino (ind 63.) – UB

Mikel Gogorza (ind 71.)  – UB

Victor Bak (ind 83.) – UB

Kristoffer Askildsen (ind 83.) – UB

Træner
Thomas Thomasberg – 4
Efter kampe mod Sønderjyske og Maccabi Tel Aviv samt et nederlag til Brøndby i en relativt jævnbyrdig kamp fik Thomas Thomsaberg denne gang tændt ild i FCM-spillerne og valgt den rette formation fra start, nøjagtig som han og FCM-lejren havde talt om før kampen.

Gode udskiftninger, der gav energi til at holde ud, da det udmærkede Union-hold pressede på i slutfasen – en fin og særdeles vigtig oprejsning for FCM efter to nederlag.

Spillerne er vurderet ud fra Tipsbladets skala, der er som følger:

6 bolde: Verdensklasse.
5 bolde: Højt, internationalt niveau.
4 bolde: Fortrinlig indsats.
3 bolde: Godkendt præstation.
2 bolde: Skuffende, under middel.
1 bold: Dårlig præstation
0 bolde: Uacceptabelt.
UB: Uden for bedømmelse på grund af for kort tid på banen.





LIVE

TransferLIVE: Afviser at hente Sviatchenko

Afsløring: Lyngby lejer David Helgi Aronsson

Vild genfødsel? Jesper Lindstrøm hyldes

Peter og Kasper Schmeichel stikker til England

Kæmpe talent rygtes til Superligaen

Brøndby-profil kan skifte for 0 kroner



TIPSBLADET SPECIAL

Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?

Afsløring: Strunck forhandler med andre klubber

Afsløring: FC København sælger Achouri

Afsløring: Bud på Jonathan Fischer

Emiliano Marcondes træner med i danskerklub

Klar for FC København

FCK-transfer på vej? ‘Han er en god fyr’



TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026

Er det Clement Bischoffs nye klub?

Morten Hjulmand pillet ud af træning

Tullberg bekræfter FCM-skifte

Priske måtte berolige fans efter FCN-fadæse

Jacob Neestrup henter tidligere Brøndby-emne



EKSKLUSIVT

Afsløring: FCM tæt på køb af Dortmund-spiller

Afsløring: Markus Jensen på plads i CD Nacional

Haaland ignorerede verdensstjerne: ‘Ydmygende’

Ydmyget af FCK: Glemmer det aldrig

Transferchok på Amager: Er det 1. april?

Bekræfter dialog: ‘Jeg ved ikke, hvor han er’

FCK må sænke ambitionerne – kan ende i katastrofe

‘Horsens var et helvede’

Snød FC København for keeper

Agent: Derfor har vi mere magt i moderne fodbold

Daniel Wass får ny Brøndby-rolle



TIPSBLADET SPECIAL

Sådan gør din Superliga-klub i sommerpausen

Hylder FCK: ‘Et ikonisk skandinavisk hold’

Flere slagter dansker efter grim aktion

Tidl. SL-profil er vendt hjem: ‘Folk stortudede’

FCN-boss bekræfter samtaler med Real Madrid