Action Replay: Laudrups søde hævn

Da FC Barcelona med Ronaldinho til at svinge taktstokken for godt en måned siden vandt med knusende 3-0 hjemme over ærkefjenden Real Madrid, fik publikum på Camp Nou endelig smagen af overlegenhed tilbage. Den smag, de nærmest havde patent på i første halvdel af 90’erne, men endeligt mistede for præcis ti år siden. Lørdag 7.…



For ti år siden var det for Real Madrid en tiltrængt revanche efter fire års skyggetilværelse og en katastrofe af nøjagtigt samme omfang med 0-5 nederlaget på Camp Nou et år tidligere i en kamp, hvor netop kimen til magtskiftet paradoksalt nok blev lagt.

Det var nemlig præcis i den kamp året forinden, at danske Michael Laudrup begyndte at mærke kulden fra træner Cruyff og føle sig stille skubbet ud af dream-team i løbet af foråret, hvilket fik ham til at vælge det opsigtvækkende klubskifte til Real Madrid. Og netop Michael Laudrup var en særdeles iøjnefaldende figur i den kongelige opvisning mod Barca og Real Madrids opblomstring i det hele taget.

TIPS-bladets udsendte var naturligvis på plads på Santiago Bernabeu den minderige dag. I øvrigt sammen med mange andre danskere, der havde taget turen til Madrid. En hel del via TIPS-bladets læsertur, og bladets referat fra kampen indledtes således:

“Michael Laudrup kunne ikke drømme om at tage ordet hævn i sin mund i forbindelse med kampen mod sin tidligere klub. Hvorfor skulle han dog også det, når fødderne taler et klart nok sprog, og der kan næppe herske tvivl om, at Barcelona fangede meldingen fra hans bentøj lørdag aften på Santiago Bernabeu i Madrid.

En indhu som sjældent set prægede Michael Laudrups indsats, da han første gang siden skiftet til Real Madrid stod overfor Johan Cruyffs udvalgte flok, hvor danskerens navn indtil for et år siden var en selvfølge. At det var hans og Real Madrids aften blev bøjet i neon af et meget sigende moment kun seks minutter før pausen.

Normalt hører bolderobringer ikke til Michael Laudrups ellers righoldige reportoire, men da han i Barcas straffesparksfelt med glødende nærkampstyrke snuppede bolden fra sin gode ven Bakero, vendte på en tallerken og spillede sin nye succes-makker Zamorano blank til scoring til 3-0 føring til Real Madrid, lignede det understregningen af et magtskifte i spansk fodbold.”

Disse var ordene dengang lige efter kampen, og spådommen senere i artiklen om, at det nok var dream-teams endeligt, vi havde været vidne til, kom også til at holde stik. Måske endda hurtigere, end alle kunne fatte lige dag.



FC Barcelona havde købt den rumænske boldvarmer Hagi som substitut for Michael Laudrup, men Hagi passede slet ikke i Barcas stil og var et flop. Romario, der sæsonen forinden var ligatopscorer med 30 mål som effektiv afslutter på sukkerboldene fra Laudrup, viste tydeligt sin interesse i at komme hjem til Brasilien i en fart. Og efter at have startet på bænken mod Real Madrid gjorde Romario sig så umulig, at FC Barcelona allerede et par dage efter kampen solgte problembarnet til Flamengo i Rio de Janeiro. Der var alligevel gået alt for meget karneval i Romario.

Tilbage af udenlandsk pynt var så bulgarske Stoichkov, der med sit fandenivoldske temperament sjældent var et gode i modgang og krydrede sin “indsats” hin skæbnesvangre aften på Santiago Bernabeu med et rødt kort allerede før pausen for en svinestreg.

Hollandske Ronald Koeman havde gennem længere tid virket tungere og tungere, hvilket fik TIPS-bladets fastboende korrespondent i Madrid, nu afdøde Ebbe Traberg, til på et tidspunkt at betegne ham som “den rustne kampvogn”.

Og det udtryk kunne i hvert fald ikke rammes meget mere præcist under hollænderens utaknemmelige opgave med Real Madrids hvirvelvinde omkring sig. Der var således et drømmehold i forfald, Johan Cruyff forsøgte at klamre sig til, og selv om der stadig var en masse bærende spanske landsholdsspillere i staben, magtede Cruyff ikke at holde fast i magien, og da den hollandske legende ikke magtede et opbygge et dream-team 2 fik hans “enevælde” en brat slutning med en fyreseddel fra præsident Jose Nunez i 1996, da heller ikke anden sæson efter Michael Laudrups exit tegnede lovende.

Helt anderledes udviklede tingene sig hos rivalen i Madrid, hvor 5-0 sejren over Barca gjorde mesterskabslængslen til meget mere end håb. Den kongelige klub stilede realistisk mod triumfen efter den kamp med en føring på fem point ned til FC Barcelona, og mesterskabet blev endeligt sikret det forår med en sejr hjemme over Deportivo, der sluttede på andenpladsen.

Med Michael Laudrup til at svinge taktstokken blomstrede chileneren Zamorano op i en grad, så han endte som ligatopscorer med 28 træffere. Ivan Zamorano var sæsonen forinden stærkt udskældt på Santiago Bernabeu og af mange fans udskreget som et flop, men med de rigtige stikninger fra Laudrup og nyindkøbte Amavisca til at bryde igennem på venstrekanten og smække farlig indlæg, viste Zamorano sin målnæse og blev den store helt i spansk fodbold i den sæson. Det blev heller ikke ringere af, at træner Jorge Valdano gav spilletid til en kun 17-årig knægt ved navn Raul, som også kunne score mål. Ham har vi hørt en del om siden.

Michael Laudrup havde ved siden af sig rutinerede kræfter som Sanchis og Milla samt som ekstra krydderi til det offensive Luis Enrique, der jo i øvrigt valgte at forlade Real Madrid til fordel for netop FC Barcelona, samtidigt med at Michael Laudrup selv sagde farvel i den kongelige klub i sommeren 1996 efter to sæsoner i hvidt. Den forsvarsmæssige styring tog Fernando Hierro sig af med en sikkerhed og et overblik, der altid skabte ro, selv om den høje andaluzer ikke hørte til de hurtigste.

Real Madrid havde siddet på spansk fodbolds trone i fem sæsoner i træk, inden Barcas dream-team overtog den i 1990. Selv om Real Madrid allerede ved sin tilbageerobring af mesterskabet i 1995 viste kimen til noget rigtig stort, har kursen frem mod de senere triumfer på internationalt plan i Champions League med det såkaldte “galakse-mandskab” været svingende.

Allerede året efter blev Real overhalet af bysbørnene fra Atletico, som overraskede snuppede titlen, og selv om Real Madrid blev mestre igen i 1997 var det et nyt hold under opbygning efter farvel til både Michael Laudrup, der “tog orlov” i japansk fodbold og Zamorano, der blev købt af Inter.

Laudrups og Real Madrids søde hævn over FC Barcelona dengang i januar 1995 udsatte derimod måske paradoksalt nok et skifte, der senere skulle vise sig af stor betydning for den kongelige spanske klub.

Den mangeårige præsident Ramon Mendoza var nemlig manden bag købet af Michael Laudrup, og efter triumfen med 5-0 over FC Barcelona og danskerens fantastiske spil, fik den dengang 67-årige Mendoza så meget ekstra kredit, at han måneden efter blev genvalgt med 678 stemmer mere end Florentino Perez, mange ellers havde som forhåndsfavorit.

Da Ramon Mendoza så af helbredsgrunde alligevel måtte trække sig fra præsidentembedet blot et halvt år senere, kunne han overlade posten til sin tro væbner Lorenzo Sanz, og derfor kom Florentino Perez først til magten i Real Madrid ved valget i år 2000 på løftet om at købe Luis Figo.

Resten af det kapitel er velkendt hstorie nu, men sjovt er det at tænke på, at 5-0 sejren for ti år siden både bebudede nye tider i Real Madrid, men også udsatte en revolusion i fem år. Og nu er det som om, historien gentager sig med omvendt fortegn med FC Barcelona i en ny og forbedret udgave som dream-team 2, mens galaksens stjerner virker lidt udslukte.







LIVE

TransferLIVE: SL-duo bejler til landsholdsspiller

Er det Clement Bischoffs nye klub?

Flere slagter dansker efter grim aktion

Klar for FC København

Morten Hjulmand pillet ud af træning

Tullberg bekræfter FCM-skifte



TIPSBLADET SPECIAL

Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?

Hylder FCK: ‘Et ikonisk skandinavisk hold’

Ydmyget af FCK: Glemmer det aldrig

Jacob Neestrup henter tidligere Brøndby-emne

Rygtet til FCK – nu vil Manchester United have ham

Brøndby har været i dialog med VM-profil

Frankrig – England



TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026

FCK må sænke ambitionerne – kan ende i katastrofe

Luna Christofi: ‘Lev med det, Hjulmand!’

Trods nedrykning – West Ham-stjerne bliver

Ny FC København-profil? Her er hans store mangler

Daniel Wass får ny Brøndby-rolle



EKSKLUSIVT

Afsløring: FCM tæt på køb af Dortmund-spiller

FCN-boss bekræfter samtaler med Real Madrid

Thomas Frank i svime: Jeg får kuldegysninger

Han bestemmer det hele

Superliga-boss: ‘Det holder jeg for mig selv’

Afsløring: Lyngby hapser ung assistkonge fra FCK

FCK-transfer på vej? ‘Han er en god fyr’

Aston Villa slår transferrekord for VM-stjerne

Agent om millionhonorarer: ‘Ude af kontekst’

FCK-boss åben for lejeaftaler

Stjernetræner observerer Jesper Lindstrøm



TIPSBLADET SPECIAL

Sådan gør din Superliga-klub i sommerpausen

Tidl. SL-profil er vendt hjem: ‘Folk stortudede’

Maximilian Ibrahimovic får chancen i Alkmaar

Afsløring: André Rømer skifter til ny klub

Derfor trækker FC København-transfer ud