Arnesen afslører: Havde bataljer med Mourinho

Fra Tipsbladets printudgave fredag den 20. maj

Fra Gjilan i Kosovo til Tirana i Albanien er der mindre end 300 kilometer, men for den hollandske traditionsklub Feyenoord kunne kontrasten næsten ikke være større mellem det sted, sæsonen 2021/22 tog sin begyndelse i juli, og det sted, den på onsdag når sin afslutning. Det er en rejse fra den obskure middelmådighed til den store scene, og den lange vej sammenfatter historien om Feyenoords mange lidelser de sidste to årtier.

Kampen i Kosovo mod FK Drita var klubbens allerførste i den nyopfundne Conference League, hvor hollænderne trådte ind allerede i den anden af fire kvalifikationsrunder. Og faktisk var det meget tæt på, det hele sluttede, nærmest inden det begyndte. Efter 0-0 i Kosovo 22. juli kom Drita sensationelt foran 2-1 i returkampen på De Kuip en uge senere, hvor Feyenoord længe balancerede på randen af et sensationelt exit, inden Guus Til først udlignede til 2-2 og til allersidst fuldendte sit hattrick og sendte Feyenoord videre.

”Havde vi tabt den kamp mod Drita, havde alt set anderledes ud. Kampene blev spillet på et tidspunkt, hvor vi stod midt i en stor udskiftning i spillertruppen og slet ikke havde holdet på plads. Og jeg havde i de foregående måneder gennemført radikale ændringer i klubben,” fortæller Frank Arnesen, der har været teknisk direktør i Feyenoord siden 2020.

I sommer forekom det ganske urealistisk, at mødet med de upåagtede kosovoere skulle blive starten på en kampagne, der har genrejst Feyenoord som en faktor i europæisk fodbold. Men sådan er det gået; på onsdag gælder det sæsonens 19. kamp i Conference League, når Feyenoord møder italienske Roma i turneringens første finale.

Conference League og Feyenoord har klædt hinanden. De europæiske aftener på De Kuip har været den bedst tænkelige reklame for den nye turnering. Stemningen har været på kogepunktet i kvartfinalen mod Slavia Prag og semifinalen mod Olympique de Marseille, og Feyenoords tilhængere har omfavnet Conference League som en anledning til at føle sig som del af det gode europæiske selskab igen og minde sig selv og omverdenen om, hvor stor en klub Feyenoord er. At det så foregår på tredje klasse, har ikke lagt låg på euforien.

”Det har været fantastisk at opleve. Til at begynde med kæmpede vi bare for at komme med i gruppespillet. Alle er meget opstemte over, hvad der er sket. Alle glæder sig til finalen, og hernede taler man bare om den som Feyenoords fjerde europæiske finale i historien. Det gør det ikke mindre betydningsfuldt, at det er i en helt ny turnering. Det er bare synd, den bliver spillet på sådan et lille stadion. Vi får kun 4000 billetter, men vi kunne nemt have haft 15.000 eller 20.000 dernede. Men så arrangerer vi i stedet noget på De Kuip, hvor 50.000 kan se finalen på storskærm og få lidt at drikke. Så de, der er herhjemme, kan også få en fest ud af det,” siger Frank Arnesen.

Den sovende kæmpe
Med sin ansættelse i Feyenoord har Frank Arnesen fuldendt sin livslange rundtur i Hollands største fodboldklubber. Som teenager rejste han fra Amager til Amsterdam, hvor han i Ajax indledte en udlandskarriere, der sluttede i PSV Eindhoven. Her skabte han sig et navn som sportsdirektør i 1990’erne, og efter en rundtur i Europa landede han i 2020 i Rotterdam i det Feyenoord, der var hans ærkerival i de unge år i Ajax.

Feyenoord er som klub alt det, som Ajax ikke er. Hvor Ajax repræsenterer Amsterdams forfinede sans for æstetik og elegance, med en fodboldstil formet af Rinus Michels og Johan Cruyff, udtrykker Feyenoord noget helt andet.

”Det var den fysiske by med hård, calvinistisk arbejdsmoral over for det kreative centrum med tolerance og kunst, pjat og prostitution. Og det var verdensby over for provins, højrøvet hovedstad over for hul – godt nok et stort et af slagsen. Rotterdam-digteren Jules Deelder opsummerede engang: ’Hollands penge tjenes i Rotterdam, fordeles i Haag og skylles ud i kloakken i Amsterdam’,” skriver Joakim Jakobsen i sit kapitel om rivaliseringen mellem Ajax og Feyenoord i antologien ’Arvefjender’.

I årtier kæmpede de to klubber om herredømmet i Holland, og i 1970 vandt Feyenoord som den første hollandske klub Europa Cup’en ved at besejre Celtic i finalen. Men fra at trone som Europas bedste hold kunne Feyenoord i de følgende årtier se PSV overtage den nationale position som Ajax’ førsteudfordrer. Det var et strejf af fordums storhed, da Feyenoord i 2002 spillede sig i UEFA Cup-finalen, der tilmed blev afviklet hjemme på De Kuip. Jon Dahl Tomasson spillede sin sidste kamp for klubben, og det var samtidig en af karrierens bedste i 3-2-sejren over Borussia Dortmund.

Men siden ramte en nedtur så dyb, at den var tæt på at udslette Feyenoord.

Op gennem 00’erne blev den sportslige middelmådighed værre og værre, og samtidig var klubben kørt økonomisk i sænk af en inkompetent ledelse, der opbyggede en gæld på mere end 300 millioner kroner.

”Hvor langt skal vi gå tilbage for at sætte fingeren på det øjeblik, hvor Feyenoords fald startede? Var det i sommeren 1999, da de efter deres seneste mesterskab investerede uklogt – en vane, som siden har gentaget sig igen og igen? Eller var det i midten af 00’erne, da de var blevet så vant til at fejle, at de begyndte at glorificere fiaskoen og portrætterede sig selv som en græsk tragisk helteskikkelse?” lød det i en artikel i fodboldmagasinet The Blizzard.

I 2010 nåede Feyenoord et historisk lavpunkt, da en ligakamp i Eindhoven endte med det absurde resultat 10-0 til PSV over Feyenoord.

”Det var en sort side i vores historiebog,” sagde den ydmygede træner Mario Been efter nederlaget, der var det ultimative bevis på storklubbens forfald.

En konkurs var en reel mulighed i den periode, og det var tilmed en mulighed, som selv nogle af klubbens egne fans så som den rette løsning, så Feyenoord kunne starte forfra i amatørafdelingen Excelsiors klæder. Spillere blev pantsat som nødløsning, og i sidste ende blev klubbens eksistens reddet af gruppen ”Vrienden van Feyenoord ”, Feyenoords venner. Sportsligt fik Ronald Koeman i de følgende sæsoner ført Feyenoord tilbage i toppen af tabellen.

Men stadig var Feyenoord meget langt fra at være det, som Feyenoord var. Traditionsklubben var blevet ”een slapende reus ”, en sovende kæmpe. Den var blevet et fortidslevn uden plads i 2010’ernes fodboldverden, hvor en lokalt forankret traditionsklub i en mellemstor europæisk liga haltede langt bagefter klubberne fra de store ligaer.

I 2017 lysnede det, da Feyenoord endelig vandt mesterskabet igen efter 18 års titeltørke. Nicolai Jørgensen var topscorer og nøglespiller, men i de fem følgende sæsoner er det ikke lykkedes Feyenoord at slutte i Top 2 i Eredivisie.

Og da Frank Arnesen i 2020 blev ansat som teknisk direktør, konstaterede han, at Feyenoord havde brug for at lave om på sig selv, hvis klubben for alvor skulle konkurrere med Ajax og PSV og være andet end et hold, der røg ud i gruppespillet i Europa League.

En ny strategi
I modsætning til Ajax, der under Erik ten Hag moderniserede sin spillestil, sad Feyenoord stadig fast i sin tradition for arbejderfodbold, som i stigende grad kom til at fremstå utidssvarende. Samtidig så Frank Arnesen en klub, hvor organisationen lod en del tilbage at ønske.

”Efter at have været i klubben i et års tid vidste jeg, at jeg skulle lave om på meget. Jeg skulle nærmest starte fra scratch. På den ene side var det lidt skræmmende, men på den anden side var det også en spændende udfordring,” siger han om arbejdet, der startede med ansættelsen af Arne Slot som ny cheftræner efter hans gode arbejde i AZ.

”Han var min ønsketræner, og vi var allerede enige i efteråret 2020 om, at han skulle skifte i sommeren 2021. Så sammen med ham lavede jeg den nye strategi. Jeg ansatte en ny sportschef for akademiet, en ny læge og en ny fysisk træner, og vi udskiftede alle klubbens scouts, så 1. marts sidste år sad jeg på mit kontor uden en eneste scout bortset fra Bjarne Hansen, der stadig dækkede Skandinavien. Først et par måneder senere havde jeg den nye scoutingafdeling på plads,” fortsætter Frank Arnesen.

”Det var nødvendige beslutninger, men det var ikke så nemt, for vi sagde farvel til nogen, der havde været i klubben i mange år. Men det var nødvendigt at ændre det hele radikalt. Vi var nødt til at gøre op med den negative attitude, der var i Feyenoord. Man var blevet for vant til ikke at vinde,” siger han.

Ansættelsen af den nu 43-årige Arne Slot har Frank Arnesen ikke haft grund til at fortryde. Slot har givet Feyenoord et langt mere moderne udtryk, hvor klubbens historiske forkærlighed for det hårde arbejde er blevet tolket ind i en offensiv spillestil præget af stor energi og hidsigt presspil.

”Han startede med at tage fat på spillerne til det allerførste møde og sagde: ’Jeg har en god og en dårlig nyhed til jer: Den gode er, at vi vil have bolden meget, spille fremadrettet og score mål. Den dårlige nyhed er, at for at gøre det skal I arbejde meget hårdere, end i nogensinde har gjort i jeres liv.’ Det har været strategien fra start. Vi vil spille med høj intensitet, presse højt, vinde bolden hurtigt og have mange dybdeløb. Sådan træner han hver dag, og det er vi blevet bedre og bedre til i løbet af sæsonen,” siger Frank Arnesen.

”I dag skal langt de fleste spillere løbe 12 kilometer i en kamp. Og samtidig skal der være et højt antal sprint i løbet af en kamp. For at gøre det skal man træne hårdt. Men samtidig har vi skullet præstere tre gange på en uge på grund af de mange kampe, så jeg var spændt på, om vi ville blive ramt af mange skader. Men det er ikke sket, og jeg er meget begejstret for arbejdet i vores fysiske og medicinske stab,” siger Arnesen.

Et ungt Feyenoord
Spillestilen kan konkret aflæses i resultaterne i Conference League, hvor Feyenoord har været involveret i nogle hæsblæsende affærer. I de fem første knockoutkampe scorede holdet hele 17 mål, og holdet er præget af ungdommelig energi, som lover godt for fremtiden, og som givetvis vil generere store transferindtægter.

Den aktuelt skadede målmand Justin Bijlow har ligesom venstrebacken Tyrell Malacia spillet sig på det hollandske landshold i løbet af sæsonen. Den 21-årige midtbanespiller Orkun Kökcü er også født i Holland, men har valgt at repræsentere det tyrkiske landshold. Kökcü har som den 22-årige colombianske venstrekant Luis Sinisterra fået sit store gennembrud i denne sæson, og begge kan blive attraktive salgsobjekter til sommer.

”Sidste sommer solgt vi spillere for 7,25 millioner euro og købte for 5,1 millioner euro. De tre andre semifinalister i Conference League har budgetter, der er tre gange større end vores. Det er helt enestående, at spillere og trænere har kunnet lave sådan en præstation. Og det kan skabe en god spiral. Når spillere præsterer i Europa, kommer de på deres landshold, og så bliver de mere værd. For et år siden havde vi én landsholdsspiller i Steven Berghuis, der blev solgt til Ajax. Nu har vi ti,” siger Frank Arnesen.

En af solstrålehistorierne i Conference League har været den nigerianske angriber Cyriel Dessers, som er lejet i belgiske Genk. Med sine ti mål er han topscorer i hele Conference League og den mest scorende Feyenoord-spiller nogensinde i en sæson i Europa. Det har gjort ham populær blandt Feyenoords tilhængere, der iværksatte en crowdfunding-kampagne for at kunne udløse hans friløbsklausul på fire millioner euro i Genk. Feyenoord-ledelsen udtrykte beundring for tilhængernes dedikation, men fastslog, at klubben nok selv skulle betale klausulen, hvis det blev aktuelt. Endnu er det dog ikke sket, og det fortæller noget om den fortsat begrænsede økonomi, at en så beskeden klausul for en topscorer ikke bare uden videre udløses.

”Vi er Feyenoord. Vi er ikke Real Madrid eller Chelsea. Jeg skal kigge efter tre gange, før jeg giver en øre ud,” siger Frank Arnesen, der af samme grund indtil videre ikke har kigget mod Danmark, men i stedet mod Sverige og Norge på transfermarkedet.

”Det danske marked er interessant, men klubberne vil have for mange penge i forhold til kvaliteten. Klubberne i Danmark er fantastiske til at sælge, men det er ikke altid, spillerne bliver til noget, når de kommer ud. Min konklusion har derfor været at lade de andre klubber købe dyrt i Danmark, og så kigger jeg mod Sverige og Norge, hvor jeg kan få den samme kvalitet billigere. Priserne på selv 16-årige spillere har nået svimlende højder. Ajax køber dem for over tre millioner euro, og det er fint, men det har vi slet ikke pondus til,” siger Arnesen, der i den nuværende trup råder over de to norske landsholdsspillere Fredrik Aursnes og Marcus Holmgren Pedersen og den svenske U/21-landsholdsspiller Patrik Wålemark.

Den fortsat pressede økonomi fik også den konsekvens, at Feyenoord dette forår endegyldigt skrinlagde planerne om at bygge et nyt stadion som erstatning for det historiske, men utidssvarende De Kuip. Tiden er ikke til så stor en investering, lød begrundelsen.

Finale mod Mourinho
Selv forlængede Frank Arnesen for et par måneder siden sin kontrakt til 2023, men selvom han er blevet 65 år, vil han ikke slå fast, at den nye kontrakt bliver karrierens sidste, eller at Feyenoord bliver hans sidste arbejdsgiver.

”Vi talte om en forlængelse på et eller to år, men det passer mig fint med et år. Til den tid vil jeg have været her i tre et halvt år, og det er jo også et stykke tid. Men så længe jeg har det godt og føler mig fit, så så vil jeg ikke udelukke, at jeg bliver i længere tid,” siger Arnesen.

I næste uge venter den foreløbige kulmination på danskerens ophold i Rotterdam. I Tirana er modstanderen Roma, som nu ledes af en mand, der for halvandet årti siden delte arbejdsgiver med Arnesen, men alligevel endte som hans modstander. José Mourinho og Frank Arnesen fandt aldrig fælles fodslag i Chelsea, hvor Roman Abramovitj i 2005 ansatte danskeren, som skulle styrke klubbens akademi og ungdomsarbejde. På det tidspunkt tronede Mourinho med et mesterskab i sin første sæson som manager, og han var ikke interesseret i, at Arnesen efter et år i klubben også skulle få indflydelse på transferaktiviteterne omkring førsteholdet, sådan som Abramovitj ønskede det i det intrigante magtspil på Stamford Bridge.

”Vi har haft vores bataljer, og det er fint nok. Men det er 15 år siden nu. Mourinho er en vinder, og han er en fantastisk træner. De resultater, han har opnået, er outstanding. Generelt er det sådan, at trænere ofte fokuserer på det, der kan give resultater nu og her. Men i min rolle skal jeg også se længere frem. Det kan skabe et spændingsfelt. Men som træner har jeg stor respekt for Mourinho,” siger Frank Arnesen, der ikke vil have nogen problemer med et gensyn med portugiseren, der tidligere har erklæret, at hans forhold til Arnesen var ikke-eksisterende.

”Der er ingen problemer fra min side. Jeg er 65 år, så sådan noget polemik gider jeg ikke fokusere på. Jeg glæder mig bare til finalen. Vi så Mourinho græde, efter at Roma havde spillet sig i finalen. Det siger noget om, hvor meget de går op i Conference League. Og det samme gør vi i Feyenoord,” siger Arnesen om den lange vej, der startede i Kosovo i juli og nu kulminerer i Tirana på onsdag.

Fotos: Getty Images