Blog: «Vi er de hvide engle fra Østerbro, vi elsker at sejre i fred og ro»

FØLG DET SMUKKE SPIL PÅ FACEBOOK OG TWITTER

Nørrebro ser ud til at have haft en hård lørdag aften. På Fensmarksgade slider cyklisterne i pedalerne og hundelufteren på Tagensvej har trukket skulderne op om ørene og hætten over hovedet. Lige rundt om hjørnet er jagten sat ind på forsømte nytårsforsætter i Feminas Kvindeløb. Ellers er københavner-bydelen søndagsdød. Jeg cykler gennem Fælledparken, og på Øster Allé rager Telia Parken op. Danmarks største fodboldstadion, hvor FC København spiller deres hjemmekampe i Superligaen. I dag er de taget til Herning for at spille mod FC Midtjylland i kampen om det danske mesterskab.

30 pladser længere nede i divisionerne og 30 meter fra den store betonklods af et fodboldstadion finder man Boldklubben af 1893. Bare B93 i daglig tale. I mellemkrigstiden en magtfaktor i dansk fodbold med ni mesterskaber mellem 1916 og 1946. Men siden de rykkede ned fra Superligaen i 1999 med sølle 12 point i 33 kampe, har de ikke været i nærheden af Danmarks bedste række. Her er ikke noget Football Club. Her synger man «vi er de hvide engle fra Østerbro, vi elsker at sejre i fred og ro».

I dag spiller B93 i al anonymitet deres hjemmekampe på Østerbro Stadion i Danmarks trejdebedste række, 2. Division Øst. Sidste weekends kamp mod Rishøj blev set af 137 mennesker. Jeg var en af dem. I dag er jeg også en af de 40 hvide engle, der kører i bus til Nykøbing Falster for at se B93 spille på udebane mod Nykøbing FC. Bare for at se hvad, der egentlig sker på sådan en tur. Og for at være sammen med min bror og mine fætre. Vi spiser hellere en stadionpølse i Nykøbing end drikker en latté på Nørrebro.

Aldersgennemsnittet i bussen er højt. De fleste kunne være min morfar. Blandet andre Jes, som har Downs syndrom og givetvis har holdt med B93 i to år og en krig. Brian, der er fanklubbens formand, er noget yngre, men ellers er bussen lidt af en pensionistklub.

Inden vi kører, gør buschaufføren opmærksom på, at der hænger en sort sæk til affald ved toilettet. Nede fra bagsæderne bliver der råbt: «er det konen, der hænger der?». Så er stemningen ligesom sat. Her er øl, vodka, sexistiske jokes og gamle anekdoter. I store mængder.

Et par rækker foran an mig går snakken om Døllefjelde-Musses venstrekant i 1960’erne. Bjarne kan ikke huske navnet. Han tror vist nok, at han hed Knud. Bjarne er oprindeligt lollik, men har boet på Østerbro i 45 år. Han er tidligere LO’er og har også engang lavet lidt lokalradio, men så blev han fyret. Så meget opfanger jeg fra hans samtale med sidemakkeren.

Fanklubben har sørget for lidt underholdning i form af et lotteri og en konkurrence, hvor man skal gætte kampens resultat. Jeg køber selvfølgelig et lod, men vinder desværre ikke. Men det gør min ene fætter. Intet mindre end en flaske vodka. «Vodka betyder stærkt vand på polsk», siger Bjarnes ven og spørger straks om en tår.

Alle sidder ned i bussen undtagen Bjarne. Han giver os et længere foredrag om Storstrømsbroen. Hvornår den er bygget og af hvem. Engang – i 1963 som 12-årig så vidt han husker – cyklede han selv over broen på en cykel uden gear. Vi nærmer os så småt Nykøbing. Bjarne vender sig om i midtergangen og peger mod nogle sennepsmarker.«Det er Møn. Jeg har engang haft en kæreste fra Møn», fortæller han.

Enelco Arena er særdeles velbesøgt. Af alle dage er vi i Nykøbing samtidig med, at Kokken Claus Meyer, komikeren Mick Øgendahl og profil i B1901– Nykøbing FC’s moderklub – i 1970’erne, Biri Biri, offentliggør deres planer om Superligafodbold på Falster inden 2020.

Men man må håbe for hjemmebanepublikummet – her er over 700 tilskuere – at Claus Meyer ikke skifter de sortgrillede frankfurtere ud med løvstikkepølser og havtorn-relish på stadion. For den massive mur af pølsevind man bliver mødt af ved indgangen, er ligesom det skal være til fodbold på det her niveau.

Vi tager plads bagerst på det afsnit yderst på hovedtribunen som B93-fansene har fået tildelt. Fanklubformanden begynder taktfast at slå på trommen. Vi klapper med og kaster blå-hvid konfetti, da Østerbro-drengene løber på banen for at sejre i fred og ro.

Kampen er jammerlig. Nykøbing er bedst til at være mindst dårlige og fører 1-0 i pausen på et kludemål. Men de hvide engle brokker sig ikke. «Skyd så til bolden», lyder det venskabeligt fra en. «Kom igen Heister», råber en anden opmuntrende til anføreren Martin Heisterberg, da han uprovokeret skovler en bold ud over sidelinjen.

Bjarne og kompagni er overraskende nok ganske fåmælte i løbet af kampen. B93 ligger i midten af 2. Division Øst, men kan ikke sige sig fri af nedrykning endnu, så der er egentlig masser af spille om, men hverken præstationen eller resultatet tager de særligt tungt. Anden halvleg er marginalt bedre end første, men Joachim Wagners mål bliver kampens eneste. Tilbage i bussen hører jeg en sige «vi skal sgu rose drengene i dag». Det er er i hvert fald ikke de tre point, der er vigtigst for de trofaste 93’ere, for jeg har sjældent set en så dårlig præstation. Og jeg har set ret meget divisionsfodbold.

Vi ruller stille og roligt tilbage mod hovedstaden. Det viser sig, at Bjarne minsandten er den eneste, der gættede kampens resultat rigtigt. Han vinder en trøje som B93’s nummer 11, Nico Jørgensen, tidligere har spillet i. Bjarne fortæller også, at han lige havde været i kiosken og spille en plovmand på sejr til Nykøbing. Så var det nok derfor, at han var stille under kampen. Og nok derfor, at han er i endnu bedre humør nu, end han var på vejen til kampen. Sammen med sidemakkeren forsøger han at bøje nogle latinske verber.

Vi er lige forbi Herfølge, da Jes snupper mikrofonen og taler til hele bussen. Han vil bare takke alle for en hyggelig dag og for, at vi har passet så godt på ham. B93 handler om sammenhold, siger han. Alle klapper.