Den argentinske 5’er: Et ærefuldt embede

DET ER NÆPPE HELT GALT OPFATTET, at Alf Ramsey ikke var vred, men skuffet efter Englands kvartfinalekamp ved VM i 1966 mod Argentina. Naturligvis ikke over resultatet, thi med opgørets eneste scoring seks minutter før tid sørgede Geoff Hurst for videre engelsk avancement i turneringen.

Hvad, der derimod vakte managerens harme, var modstandernes utilpassede og voldelige adfærd inden for Wembleys mure denne steghede lørdag eftermiddag i juli. Det medførte, at Alf Ramsey straks efter slutfløjtet løb ind på grønsværen og forhindrede sine spillere i at udveksle souvenirs med de sydamerikanske vildmænd.

Set gennem en britisk gentlemans optik skete det ud fra et såre enkelt ræsonnement:

"Vi bytter ikke trøjer med dyr."

Én episode rokkede især ved den engelske landsholdsmanagers indgroede forestillinger om, hvordan sande atleter bør opføre sig. Det var, da Argentinas anfører, Antonio Ubaldo Rattín efter at være blevet udvist for protester over for den vesttyske dommer, Rudolf Kreitlein, nægtede at forlade spillepladsen.

I stedet placerede han demonstrativt sin bagdel på dronning Elizabeths røde løber, og dér blev han siddende i 20 minutter, indtil to bobbyer – og her menes ikke Moore og Charlton – eskorterede ham væk.

På vej til omklædningsrummet øvede Rattín hærværk mod det ene hjørneflag, der var udstyret med et Union Jack, og det tændte for alvor op under de 90.800 tilskuere i Wembleys heksekedel.

Cueveroernes stamfader

Med sin mangel på situationsfornemmelse gjorde Antonio Ubaldo Rattín sig voldsomt upopulær i Europa, hvor det sort/hvide fjernsyn efterhånden havde bidt sig fast som en uforgængelig del af boligindretningen.

På den anden side af Atlanten havde man imidlertid et noget andet billede af Rattín. Her var han på grund af sin kompromisløse og altopofrende spillefacon altid blevet opfattet som en hædersmand, og det forhold, at han nu satte sig op imod de forhadte engelske kolonisatorer, lagde blot yderligere alen til hans popularitet.

Det vil være synd at sige, at den ranglede og knokkelstærke Antonio Ubaldo Rattín var nogen yndefuld tekniker. Ikke desto mindre har han skrevet sig ind på de allerførste sider i argentinernes fodboldbibel.

Årsagen er, at han almindeligvis nævnes som den moderne Cueveros stamfader. Det er den lokale betegnelse for positionen som defensiv midtbanespiller, der i den argentinske terminologi er en af de mest ærefulde pladser på holdet, kun overgået af centerforwarden og den offensive kreatør – 10'eren.

I fodboldens guldalder var den foretrukne formation 2-3-5, og her spillede den store, stærke centerhalf – nummer 5 – en vigtig rolle med hensyn til at aflaste holdets to eneste deciderede forsvarere.

Ungarns og Brasiliens succeser i begyndelsen af 1950erne betød enden på det hidtil så udbredte taktiske koncept, men trods systemskiftet levede både centerhalfen – Cueveroen – og nummeret 5 videre i bedste velgående i Argentina.

Selv om der nu var fire forsvarere på holdet, hvad enten systemet hed 4-4-2 eller 4-2-4, var 5'erens fornemste opgave således fortsat at beskytte de to centrale forsvarere, sikre balancen på holdet samt at jage og erobre bolde fra modstanderne for omgående at overdrage den til mere opfindsomme medspillere.

En anden vigtig mission for Cueveroen var – og er – at intimidere modstandernes kreatør, hvilket Rattín hurtigt gjorde til sit speciale.

Det illustrerede han til fulde i en landskamp mod Brasilien i 1964, da han frivilligt overtog bevogtningen af Pelé, som netop var kommet til at skade en af argentinernes forsvarere.

"Hvis du så meget som nærmer dig bolden, slår jeg dig ihjel," hviskede Rattín, og dén trussel bed åbenbart på den brasilianske stjerne. I hvert fald gjorde han ikke meget væsen af sig i et opgør, som Argentina overraskende vandt med 3-0!

Ingen klassisk 5'er

Den tidligere landstræner, César Luis Menotti, der førte Albiceleste – De Hvide og Lyseblå – til VM-guldet i 1978, anses almindeligvis for at være den argentiner med den mest intellektuelle tilgang til fodbold.

Det har han demonstreret i adskillige bøger og essays, blandt andet La defensa de una escuela – Forsvaret for en skole – hvori han hævder at kunne genkende en argentinsk spiller på en hvilken som helst bane i verden:

"På samme måde, som der findes en argentinsk livsstil, eksisterer der en autentisk national fodboldstil. Begreber som passion, opofrelse, tålmodighed og oprør er karakteristiske for argentinernes måde at leve på, og de er blevet overført til videnskaberne, kunsten og kulturen. Fodbolden, som netop er et af de mest fremtrædende elementer i vor kultur, er påvirket af disse fænomener og har derfor antaget en egen og distinkt identitet."

Det er ingen hemmelighed, at Menottis yndlingsspiller var Fernando Redondo, og at det først og fremmest var ham, mestertræneren tænkte på, når han skulle udpege en aktør med ærketypiske argentinske karakteristika.

Takket være sit strålende overblik og tekniske formåen er Redondo da også bredt anerkendt som den i særklasse bedste 5'er i Argentinas fodboldhistorie, hvilket understreges af, at han var en af de toneangivende spillere hos Real Madrid, da holdet vandt Champions League i 1998 og 2000.

Men til trods for sine åbenlyse kvaliteter var Fernando Redondo så langt fra nogen klassisk Cuevero. Hans spidskompetencer var nemlig hverken at erobre bolde eller at intimidere modstanderne, og end ikke fodboldæstetikeren César Luis Menotti kunne drømme om at lade en så forfinet type operere som enlig låsesmed på den bageste midtbane.

Da Argentina vandt VM for 28 år siden, hed 5'eren fremdeles Américo Gallego – et uhyre af en spiller, der var så barsk og skruppelløs, at nogle i ramme alvor mente at vide, at han havde udstået sin værnepligt på flådens mekanikerskole – ESMA – hvor op imod 20.000 mennesker blev myrdet af juntaens bødler…

Også Menottis efterfølgere har alle med undtagelse af Alfio Basile satset på hårdkogte Cueveros som Sergio Batista, Ricardo Giusti og Matías Almeyda. Basile udtog ganske vist Redondo til sit VM-hold i 1994, men den langhårede tekniker blev assisteret foran fireback-kæden af muskelmanden Diego Simeone i en efter argentinske forhold hidtil uset Doble 5.

Maradona er kritisk

Det er efterhånden 12 år siden, at argentinerne senest eksperimenterede med en Doble 5 a la dén, som eksempelvis AC Milan har anvendt i de seneste sæsoner med knokleren Gennaro Gattuso og den mere sofistikerede Andrea Pirlo.

Men op til den aktuelle VM-slutrunde har Argentinas landstræner, José Pekerman, efter moden overvejelse støvet ideen af igen. Baggrunden er, at han i Esteban Cambiasso og Javier Mascherano råder over to fine 5'ere, der på mange måder komplementerer hverandre.

Den venstrefodede Cambiasso, der har haft en stor sæson i Inter, er den bedste igangsætter af de to, mens den 22-årige Mascherano med sin dynamiske spillestil ikke blegner i sammenligningen med tidligere tiders dementorer som Diego Simeone og Américo Gallego.

Da José Pekerman tidligere på foråret afslørede, at han havde tænkt sig at inkorporere en Doble 5 i sit foretrukne 4-3-1-2-system, var det nu ikke noget, som begejstrede landets 37 millioner mandagstrænere.

Som sportsmagasinet El Gráfico dokumenterede i sin maj-udgave, har befolkningen frem for alt ikke den store tiltro til Esteban Cambiasso, der opfattes som en bleg udgave af Fernando Redondo.

Ja, Inter-spilleren beskyldes ligefrem for udelukkende at være inde omkring nationalmandskabet, fordi han akkurat som anføreren Juan Pablo Sorín har fået sin opdragelse i Pekermans barndomsklub, Argentinos Juniors.

Det har Diego Maradona også. Alligevel er han meget kritisk over for både Esteban Cambiasso og landstrænerens taktiske koncept.

"Hvis vi endelig skal spille med en Doble 5, så bør vi bruge Mascherano og Gago," messede ikonet inden VM over for Clarín, givetvis med det formål at få sin blot 20-årige protegé fra Boca Juniors, Fernando Gago, talt ind i den argentinske trup.

Det kom han ikke, og det gjorde de to mest oplagte alternativer, Martín Demichelis og Lucas Bernardi, heller ikke, og dermed indikerede José Pekerman op til slutrunden, at han har ubegrænset tillid til sine to Cueveros.

Begge var da også med i lørdagens startopstilling mod Elfenbenskysten, men trods sejren på 2-1 var det tydeligt, at argentinernes normalt så hurtige og gennembrudsorienterede stil ikke ligefrem bliver fremmet med tilstedeværelsen af både Esteban Cambiasso og Javier Mascherano.

Begge var blandt de svageste hos Argentina ligesom Juan Román Riquelme, der helt tydeligt befinder sig bedre centralt end ude i venstre side, hvor han mestendels opholdt sig mod ivorianerne.

Løsningen på dét problem bliver bedømt ud fra de seneste dages træningspas i Herzogenaurauch, at Jose Pekerman i de kommende kampe mod Serbien & Montenegro og Holland lader Mascherano, der i modsætning til Cambiasso ikke er bleg for benytte sig af Viveza Criolla – beskidte kneb – ligge foran forsvaret som enlig 5'er.

Det betyder så, at Maxi Rodríguez glider over i midtbanens venstre side og Riquelme ind centralt, altimens der bliver comeback til FC Portos storartede tekniker, Lucho González, på højre kant.

Selv forholder José Pekerman sig halvfilosofisk til spørgsmålet om, hvorvidt han overvejer taktiske justeringer på sit hold:

"Tvivlen er en nådegave for dén, som tager sig tid til at tænke…"

Christian Frederiksen er fodboldkommentator på Kanal 5

FAKTA: Argentinas 5'ere siden VM i 1966:

1966: Antonio Ubaldo Rattín, Boca Juniors.

Blev verdensberygtet, da han efter sin udvisning mod England i VMs kvartfinale nægtede at forlade grønsværen. I stedet satte han sig på dronning Elizabeths røde løber, inden politiet smed ham ud fra Wembley. Efter sin karriere blev Boca-anføreren valgt ind i det argentinske parlament for Peronist-partiet. Rattín spillede 34 landskampe i perioden 1959-1969.

1974: Roberto Telch, San Lorenzo.

Vandt i begyndelsen af 1970erne fire mesterskaber med San Lorenzo, hvilket skaffede ham med til VM i Vesttyskland. Med sine jernhårde tacklinger var Roberto Telch et symbol på San Lorenzos fysisk prægede spillestil, og med 413 ligakampe er han nr. 3 på den argentinske all time-liste. Telch medvirkede i 27 landskampe fra 1964-1974.

1978 og 1982: Américo Gallego, Newell's og River Plate.

Indbegrebet af den klassiske argentinske 5'er. En uhyggeligt arbejdsom Cuevero, der lå som et skjold foran stopperne og bakkede op for Daniel Passerella, når denne foretog sine raids fremefter. Som træner har Gallego vundet det argentinske mesterskab med tre forskellige klubber og senest det mexicanske med CD Toluca. Gallego opnåede 73 landskampe fra 1975-1982.

1986: Sergio Batista, Argentinos Juniors.

Var med sine 23 år et af de yngste medlemmer hos de argentinske verdensmestre anno 1986. Ikke desto mindre forstod han at tage hårdt fat som bølgebryder foran treback-linjen, der havde José Luis Brown som omdrejningspunkt. Den langskæggede Batista deltog også ved VM fire år senere, men her blev hans position som 5'er overtaget af Ricardo Giusti. Han repræsenterede sit land 39 gange fra 1985-1990.

1990: Ricardo Giusti, Independiente.

Var en af Diego Maradonas mest skattede hjælpere ved såvel VM i 1986 som i 1990. Ved sidstnævnte slutrunde missede den da 33-årige Cuevero slutkampen mod Tyskland på grund af et rødt kort i semifinalen mod Italien. Giusti hørte ikke til blandt de største tekniske begavelser, men alligevel opnåede han 53 landskampe under Carlos Bilardos regime fra 1983-1990.

1994: Fernando Redondo, CD Tenerife og Diego Simeone, Sevilla FC.

Som den første indførte Alfio Basile begrebet Doble 5 på det argentinske landshold. Det betød, at elegantieren Fernando Redondo blev parret med den nådesløse Diego Simeone på den defensive midtbane. Med de to som styrmænd blev det til triumf i Copa América i 1993, men også til en overraskende tidlig exit ved VM i USA året efter. På grund af uoverensstemmelser med Basiles efterfølgere, Daniel Passarella og Marcelo Bielsa, spillede Fernando Redondo kun 29 landskampe fra 1992-1999. Det til trods for, at han af mange anses som ikke bare Argentinas, men historiens bedste holding midfielder.

1998: Matías Almeyda, Lazio.

Efter Daniel Passarellas magtovertagelse vendte Argentina tilbage til kun at spille med én Cuevero. Pladsen blev overladt til den tapre, men i sammenligning med Fernando Redondo knap så visionære Matías Almeyda, altimens Diego Simeone blev skubbet ud i midtbanens højre side. Almeyda deltog også ved VM fire år senere, denne gang dog kun som reserve. Alt i alt blev det fra 1996-2003 til 40 landskampe for Matías Almeyda, der i en alder af 32 år netop har afsluttet sin karriere i Brescia.

2002: Diego Simeone, Lazio.

Under Marcelo Bielsa gik Argentina over til en Ajax-inspireret variant af 3-3-1-3, hvor der var god brug for Diego Simeones evner som central bølgebryder. Med Simeone som anfører drog Albiceleste – De Hvide og Lyseblå – til verdensmesterskaberne i Japan og Sydkorea som guldfavoritter, men missionen mislykkedes fatalt. Dét blev enden på Simeones internationale karriere, der strakte sig fra 1988 til 2002. I dette tidsrum medvirkede han i tre VM-slutrunder og 106 landskampe, hvilket er argentinsk rekord.