Det hjemløse landshold

Køen gik halvvejs rundt om Estadio Santiago Bernabéu ved tretiden tirsdag eftermiddag. Madrilenerne flokkedes ved kolossen i Chamartín-kvarteret for at sikre sig de eftertragtede adgangsbilletter til lørdagens storkamp på det historiske stadion.

Sådan har det set ud mange gange i den spanske hovedstad, men alligevel var der noget ganske specielt ved tirsdagens menneskemylder. For denne gang handlede det ikke om endnu en af Real Madrids store hjemmekampe; årsagen var en EM-kvalifikationskamp for “La Furia Roja,” det spanske fodboldlandshold.

Faktisk er det næsten seks et halvt år siden, Bernabéu sidst har lagt græs til en betydende kamp for det spanske landshold. Det skete tilbage i oktober 2000 i en VM-kvalifikationskamp mod Israel. Siden har spanierne rejst land og rige rundt, og sidste år spillede landsholdet samtlige seks hjemmekampe i byer, som ikke engang har klubber i landets bedste række.

Historien om det omflakkende hold er historien om et land, der ikke rigtig kan finde ud af, hvordan de skal forholde sig til deres nationalmandskab. For selvom landstræner Luis Aragonés i tirsdagens interview her i TIPS-bladet afviste, at de regionale spændinger og selvstændighedstanker skulle have nogen betydning for fodboldlandsholdet, så er det svært at komme udenom.

De spanske regioner er stærkere og mere betydningsfulde end i noget andet europæisk land, og som noget ganske enestående spiller flere af dem endda uofficielle landskampe ved juletid. Især i Catalonien og Baskerlandet er det kampe, som har stor prestige for nationalisterne i befolkningen.Inde i Madrid-regionen afholder de sig fra disse kampe, men trods hovedstadens geografiske beliggenhed centralt i landet har det spanske fodboldforbund opgivet enhver tanke om at gøre Madrid til fast hjemmebane for landsholdet. Især på Bernabéu er publikummet så forvænt og Real Madrid-tro, at det for mange vil være ren skizofreni at støtte spillere fra ærkerivalen Barcelona. Og omvendt ville det støde mange cataloniere og baskere og fremmedgøre dem endnu mere fra landsholdet, hvis alle kampene blev afviklet på centralmagtens symbol, Estadio Santiago Bernabéu.

Bønnen om et samlet Spanien

Så har det set bedre ud på Atlético Madrids hjemmebane, Vicente Calderón, hvor opbakningen er anderledes loyal. Det udløste på sidste fredags pressekonference et spørgsmål til landstræner Aragonés, om han forventede en lige så massiv opbakning på Bernabéu.”Jeg håber det,” lød det afdæmpede svar.Aragonés kan dog ikke ligefrem siges at have taget hensyn til kampens placering med sin udtagelse af truppen.

For med Sergio Ramos’ karantæne er målmand Iker Casillas eneste Real Madrid-spiller i truppen lørdag aften. Mens Bernabéu-favoritterne Raúl og Guti atter er blevet forbigået af landstræneren.”På lørdag er Bernabéu landsholdets og ikke nogen klubs hjemmebane. Vi ønsker, at tilskuerne sætter klubberne til side. Vi bør alle være Spanien,” har Atlético-angriberen Fernando Torres sagt i ugens løb før opgøret på naborivalernes stadion.

“Vi vil kæmpe for samme sag her, og forhåbentlig vil Bernabéus publikum på lørdag kunne nyde en sejr for landsholdet,” siger Barcelonas Andrés Iniesta. Det sker vist ikke så tit, at en catalonier håber på en hjemmesejr på Bernabéu.

Santiago Bernabéu var senest hjemmebane for det spanske landshold i venskabskampen mod England i november 2004. Med i alt 43 landskampe her er Bernabéu den hyppigst anvendte hjemmebane for det spanske landshold gennem tiderne, men de fleste af kampene fandt sted i landsholdets unge år. Og i en periode på mere end ti år måtte Madrid faktisk se alle landsholdets kvalifikationskampe blive afviklet nede i Sevilla.

Andalusiens hovedstad blev Spaniens faste hjem efter en af de mest berømte kampe i landets historie. Tre dage før juleaften i 1983 stod Spanien foran den uløselige opgave at vinde med hele 11 mål over Malta for at kvalificere sig til EM i Frankrig.

Den absurde kamp endte med en spansk 12-1-sejr, EM-billetten var i hus foran de måbende hollændere, den maltesiske målmand John Bonello blev udødeliggjort som Spaniens bedste ven, og Sevilla blev ny hjemby for det spanske landshold.

I Andalusien står de lidt uden for rivaliseringen mellem centralmagten i hovedstaden og de mere radikalt nationalistiske regioner. I det sydlige Spanien er tilskuerstøtten samtidig noget mere intens end blandt storklubbernes kræsne publikum, hvilket blandt andet Danmark fik at mærke ved to lejligheder i 1990’erne.

I 1995 genoptog landsholdet dog sin omflakkende tilværelse, som det i øvrigt har til fælles med andre store fodboldnationer som Italien, Tyskland og i øjeblikket også England. Derfor er det et sjældent syn, der venter, når Spaniens bedste spillere lørdag aften løber på banen på et fyldt Bernabéu. Og allerede i næste uge fortsætter den iberiske karrusel, så Ono Estadi på Mallorca kan lægge græs til hjemmekampen i EM-kvalifikationen mod Island.