Don Ø med vinderens håneret – og et spørgsmål om stil

ER DET PÆNT AT SPARKE på én, der ligger ned, lyder spørgsmålet til Jens Ørgaard i FC Midtjylland, men han har lugtet lunten, og siger, at det vil han ikke udtale sig om.

“Det får jeg ikke noget ud af,” siger Ørgaard og afviser at svare på det moralske spørgsmål.

Omtrent samme svar giver kollegerne Thomas Christensen i OB og Lynge Jakobsen i AaB.

Ingen skal have klinket noget over for storebror. FC København udklasserede Brøndby med 3-1, og bestyrelsesformand Flemming Østergaard bankede et ekstra søm i ligkisten ved at udtale, at ærkerivalerne fra Vestegnen ligger, som de har redt. Altså at nedturen er selvforskyldt. Et er omgivelsernes respekt overfor hvad Østergaard har formået med Parken og FC København, men indebærer det også, at alt er tilladt? Føler dansk fodbolds “førerhund” sig så urørlig?

Svaret er, at FC København økonomisk og sportsligt SAS Ligaens ubestridte førerhund og bruger også positionen til at pisse territoriet af. Især i efterår, hvor næsten alt lykkes, inklusive Champions League. Det er naturligt. Men der er også noget, der hedder stil. At vinde og derpå holde mund, at vise ydmyghed i sejrens stund. Eller er der?

Verner Møller, professor i idrætsteori ved Aarhus Universitet, mener det ikke.

“Al snak om fairplay og sportsmanship er skudt ved siden af. Det der med at sparke bolden ud, når en modstander er slået omkuld er ren facade, et lille bidrag til fairplay-kampagnen. Manden er jo lige blevet groft jordet. Sport er ikke af det gode. Det handler om at slå de andre ihjel, og den, der ligger ned, er intet værd. Det handler om magt og ødelæggelse af modstand. Uden for banen klæder det os at opføre sig pænt, men sporten er en anden verden. Den tiltrækker store egoer, og det er også derfor, at Flemming Østergaard og Anja Andersen formentlig forstår hinanden så godt. De mener ikke, at der er noget til hinder for at de sige, lige hvad de mener. De har begge erobret en vis position, og det gør du ikke uden at besidde en vis selvfølelse. De ved bare bedre,” mener Møller, ekslandsholdsspiller i håndbold og kendt i sportsverdenen for at forsvare eller rettere udtrykke forståelse for brugen af doping.

Respekten for Laudrup

Mens ydmyghed er et begreb, som medierne ønsker at pådutte fodboldspillere før mødet med store modstandere, er det i virkeligheden et fremmedord hos de sande vindere, hvad enten de befinder sig inden eller uden for kridtstregerne.

“Jeg håber ikke, der bliver problemer med dig,” som Søren Lerby i PSV-tiden sagde til en tysk dommer, lige inden kickoff i en europæisk kamp.

Med tilføjelsen:

“Ellers fortæller jeg alle, at du fortsat bor hjemme hos din mor.”

Historien melder ikke noget om resultatet af kampen, men illustrerer Verner Møllers udlægning af hvad almindelige mennesker ville kalde Don Ø-arrogancen.

“Det er ikke sporten fremmed at hovere, men måske har Flemming Østergaard inderst inde ikke været helt sikker på, at hans projekt i forhold til Brøndbys har været det bedste. Magtbalancen er så endelig tippet nu, og han har ikke kunnet dy sig i den her situation. Men havde Michael Laudrup endnu været en del af Brøndby, tror jeg ikke han havde sagt noget overhovedet. Laudrup indeholder kvaliteter og står for noget, som Østergaard beundrer og kan bruge. På det punkt er respekten stor,” mener Verner Møller.

Spørger man rundt blandt aktørerne i SAS Ligaen, begynder der at danne sig et billede af en smule medlidenhed med Brøndby. Lynge Jakobsen synes, at medierne overdriver kritiken af Brøndby og tromler hen over en klub, der i så mange år har været dansk klubfodbolds flagskib.

OB-anfører Ulrik Laursen er en hård banan, men også eftertænksom.

“Jeg synes, der har været rigeligt megen hetz mod Brøndby. Der er lidt for mange, der fryder sig over Brøndbys problemer,”, siger han til B.T. og går så ud på banen og frarøver med OBs pokalsejr Brøndby det formentlig sidste europæiske halmstrå.

En dårlig vinder og en dårlig taber

Et spørgsmål om stil?

Sociologen Henrik Dahl roser sporten og dens inderste væsen. Den handler om kamp og konkurrence, og det er grundlæggende godt. Det skaber mere dynamik overalt i samfundet, og såmænd også privat. Man opper sig.

“Men der findes altså fortsat noget, der hedder dårlig stil. Håneretten er OK, og den er til for at blive brugt, men man kan jo ikke blive ved med at drille englænderne adskillige år efter, at man har slået dem i fodbold. Håneretten gælder kun for en tid, man kan ikke blive ved. Enhver ved, hvor hurtigt det går i fodbold. Det er kun halvandet år siden, at Brøndby vandt med hele 5-0 over FC København. Det var også “happy slapping”, optagelse af vold mod sageløse,” erindrer Dahl.

Han har sammen med filosoffen Ole Thyssen netop udgivet bogen med den aktuelle titel “Krigeren, borgeren og taberen.”

“Det er ofte sådan, at en dårlig vinder også er en dårlig taber. Tag en José Mourinho eller en Alex Ferguson. Det er jo tudefjæs at beklage sig over underlaget i Parken, når kampen er spillet, og man har tabt. Sådan noget skal man jo sige, inden man begynder,” mener Dahl.

Sådan er der forskel på folk. Man har svært ved at se Per Bjerregaard gå ud og nagle FCK fast til totempælen efter en sikker Brøndby-sejr. Østergaards bemærkning hører måske en ny tid til. Farvel til hat, spadserestok og gode manerer. Men hvem rejser sig i S-toget egentlig op for ældre og gravide? Næppe dem, der anbringer høj musik til glæde for sig selv – og til mindre gavn for omgivelserne.

De store egoers tid er kommet, ja vi har forstået det. Janteloven er faldet for tidsgrænsen, og i hvert fald Flemming Østergaard og FCK-koncernen er blevet immune over for den. Ligesom Thomas Nielsens LO har de sejret ad helvede til. Med eller uden stil.