Drengene fra 2650 Hvidovre

I Amsterdam har de Balboa Plein. Herhjemme er Hvidovre-området et kraftcenter, der sætter sit store præg på det danske U/21-landshold som i næste uge spiller EM i Portugal



I Holland taler man om “drengene fra Balboa Plein”. En plads i Amsterdams mere ydmyge kvarterer med en stor befolkningsgruppe af surinamsk oprindelse, hvor en række af hollandsk fodbolds store navne fra Ruud Gullit og Frank Rijkaard videre til Seedorf, Davids og Kluivert har fået en grundskoling i gadefodbold, der som Per Frimann skrev i en bagsideklumme her i bladet tidligere på året, efter manges mening er mere værd end den højt berømmede fodboldskole i Ajax Amsterdam.

I Danmark har vi ikke en Balboa Plein, og bl.a. landstræner Morten Olsen og dennes assistent Keld Bordinggaard har ofte beklaget sig over at fortidens gadefodbold mere eller mindre er forsvundet. Men et lille sidestykke til Amsterdam-kvarteret findes faktisk. Det handler om Drengene fra 2650 Hvidovre. Indenfor dette postnummer i en radius af ganske få kilometer har en stribe af de talenter, der skal løfte dansk fodbold det kommende 10-år fået deres fodboldopvækst. Og tager man nærliggende 2605 Brøndby og 2610 Rødovre med, så er der ikke mange ledige pladser tilbage på det landshold, der forhåbentlig kan gøre en god figur ved EM-slutrunden 2012. Selv om Amager også er klar til at levere sine sønner til det hold.

På det U/21-landshold, som i dag fredag rejser til slutrunden i Portugal, er fire med Hvidovre-baggrund, og der havde været to yderligere hvis ikke Michael Krohn-Dehli og Kasper Lorentzen uheldigvis var ude med skader. De to er fra den lille beboerklub Rosenhøj, der helt unikt kunne have haft fire spillere i EM-truppen, men nu må “nøjes” med at levere Daniel Agger og Henrik Kildentoft.

Thomas Kahlenberg er ligeledes ægte Hvidovre-dreng, og han blev på et tidspunkt klassekammerat på Langhøjskolen med Kevin Stuhr Ellegaard, da den nuværende U/21-keeper flyttede til fra Brøndby.

I periferien til dansk fodbolds svar på Balboa Plein finder man endnu en U/21-landsholdsspiller i form af Martin Bergvold, der hører under Rødovre, og man kunne også nævne akillesseneskadede Dennis Cagara, der voksede op i Brøndbyøster. Læg dertil en stribe andre navne, der er og har været inde omkring de danske unglandshold.

Kevin Stuhr snydt for DM

“Hvidovre er en fodboldglad by, hvor mange unge drenge kan lide at spille fodbold,” siger Thomas Kahlenberg, som dog mener at det også er lidt tilfældigt at så mange herfra er kommet på landsholdene.

Han er selv vokset op lige syd for Gammel Køge Landevej, Friheden station og Hvidovre stadion. Med Hvidovres grusbane lige i nabolaget. I kvarteret ligger også Frihedens Idrætscenter og Strandmarkens Fritidscenter, og på den anden side af Langhøjskolen med udsigt til Kalvebod ligger for enden af en stor parkeringsplads også fodboldbaner, der at dømme efter den kraftige nedslidning bliver flittigt brugt den dag i dag.

Kevin Stuhr Ellegaard flyttede til kvarteret som ni-årig:

“Jeg kom i klasse med Kahlenberg og spillede på hold med ham og Thomas Hansen i Hvidovre, men vi boede der kun i et år og mine forældre syntes det var for langt at tage til Hvidovre og spille, da vi flyttede til Hellerup,” fortæller Kevin Stuhr, der i stedet havnede i Søllerød.

Det kostede målmanden et uofficielt dansk drengemesterskab, som Hvidovre vandt på Bornholm i 1997 med Kahlenberg, Michael Krohh-Dehli og yderligere to senere unglandsholdsspillere, Thomas Hansen og Ronnie Tygesen, på holdet. Et firkløver som siden skiftede sammen til Brøndby, da Hvidovre ikke kom i Juniorligaen.

Året efter gik drengemesterskabet til Rødovre kommune nærmere bestemt Avarta. Og et hold der talte Martin Bergvold samt bl.a. dennes fortsatte klubkammerat i FC København Morten Bertolt, Olcay Senoglu og Thomas Møller Madsen samt yderligere et par, der fik kampe på danske unglandshold Michael E. Sørensen og Martin Voss.

Lærte meget i gymnastiksalen

Det virkelige kerneområde i Hvidovre for udvikling af unikke talenter er dog boligkvarteret Rosenhøj, der ligger ud til Holbækmotorvejen mellem Hvidovre hospital og Hvidovrevej.

Her er Michael Krohn-Dehli opvokset, og her spillede Daniel Agger, Kasper Lorentzen og Henrik Kildentoft sammen på det hold som vandt DM for miniput i 1994.

“Jeg startede i Frem det første halve år fordi min far kendte én her, men vi fandt ud af at Rosenhøj var tættere på og vi tog ud for at se deres 84’ere. Det var første gang jeg så Daniel Agger, her var han angriber. Jeg kendte ham ikke, det var før vi startede i skolen,” husker Kasper Lorentzen, der som 85’er kom til at spille med 84’erne.

Daniel Agger og Kasper Lorentzen boede ganske tæt på hinanden på et par småveje ovre på den anden side af Holbækmotorvejen, men de mødtes i Rosenhøj Boldklub.

“Vi havde det altid godt i Rosenhøj. Det var som én stor, varm familie, og man glædede sig til at komme derover,” siger Kasper Lorentzen om klubben, hvis opskrift på succés netop er “en bold til hver og vægt på det sociale”.

Rosenhøj, hvor også tvillingerne Michael og Martin Johansen havde deres opvækst, havde nogle imponerende årgange 1983, 84 og 85 med ungdomstræner Jan “Krølle” Nielsen som en central figur.

Blandt 85’erne kan således også nævnes de tre nuværende FC Nordsjælland-spillere Danny Olsen og tvillingerne Simon og Jonathan Richter, og Henrik Kildentoft fandt altså også herop nede fra Avedøre, hvor han boede og var startet med at spille i Avedøre og SBK 75.

Rosenhøj-drengene vandt en masse i de år både ude og inde. Indendørs fodbold blev et speciale, som sikkert har en stor del af æren for spillernes tekniske udvikling.

“Vi trænede i en lille gymnastiksal fordi vi ikke havde en hal, og det var med til at gøre os teknisk gode fordi det var svært at have boldkontrol på et så hårdt underlag,” siger Kasper Lorentzen.

Konklusionen er nærliggende: Spillet i gymnastiksalen på Sønderkærskolen i Rosenhøj har i virkeligheden gjort det ud for fortidens berømmede gadefodbold. Her lærte knægtene at beherske bolden i højt tempo i “de små rum” som er så afgørende i moderne fodbold, og hvor mange danske spillere i dag halter bagefter. Måske fordi de største talenter helt fejlagtigt ofte får forbud mod at spille indendørs fordi de i vinterpausen i stedet skal knokle med den fysiske træning.

Forbilleder og konkurrencementalitet

“Man må ikke glemme at indendørs fodbold, som vi har haft tradition for at gå op i herhjemme, giver tekniske færdigheder,” fremhæver også spilleragenten Per Steffensen, der selv har haft sin opvækst i Hvidovre.

Han kan dog heller ikke levere en skræddersyet forklaring på, hvorfor så mange talenter er udklækket her.

“Jeg havde selv hele min ungdom og min første seniortid her. Der er en særlig fodbold-kultur i Hvidovre, men det er der selvfølgelig også andre steder i landet. For mit vedkommende var det med til at drive én at Hvidovre på det tidspunkt var et af Danmarks allerstørste hold med et fyldt stadion til hjemmekampene. Man fostrede spillere som Birger Pedersen og Sten Ziegler og tidligere John Steen Olsen og Jørgen Henriksen,” siger Per Steffensen.

Han mener at man kan finde inspiration i historien, men det handler selvfølgelig først og fremmest om at have talent.

“Her er det samtidig vigtigt at fastholde konkurrencementaliteten. Det er et vigtigt ord. Man kan ikke sige til børn på 8-10 år, at det ikke handler om at vinde.”

Omkring Hvidovre-drengenes udvikling fastslår Per Steffensen også skiftet til Brøndby for mange af dems vedkommende og den fodboldkultur de mødte her har været meget vigtig for dem.

Daniel Agger, Kasper Lorentzen og Henrik Kildentoft fulgtes nogenlunde samtidig til Brøndby som drengespillere. Kahlenberg og Krohn-Dehli tog springet som juniorer.

Endnu en Rosenhøj- og Hvidovredreng, der er fortsat i Brøndby og står på spring til noget større her er Martin Spelmann, som Per Steffensen i øvrigt også har i sin “stald” sammen med Kahlenberg og Agger. Spelmann udgør i næste uge den centrale omdrejningspunkt på U/19-landsholdet, der i Ukraine skal søge at spille sig til EM-slutrunden. Med klubkammeraten Mike Jensen, der har fået sin opvækst i Rødovre, som makker.

Udtryk for at der er endnu mere på vej til dansk fodbold fra 2650 Hvidovre og 2610 Rødovre. Med god hjælp fra det arbejde som gøres på adressen Brøndby stadion, 2605 Brøndby.









Optakt til onsdagens Superliga-kamp mellem FC København og OB LIVE

LIVE: FCK afviser bud på angriber ifølge medie

FCK og FCM vil have AGF-stjerne

Afsløring: FCK i dialog med Boldt og Jensen

Vil hente FC Midtjylland-profil

Munashe Garananga på vej tilbage til FCK

Neestrup jagtes af storklub

Opfordrer FCK: Hent disse Superliga-stjerner nu!

FCM jagter dansk stjerne: Ville være et scoop



Skylder FCM millioner – kan få store konsekvenser

Bischoff-comeback? Nu er han fyret

Fortryder FC Barcelona-transfer

I dialog med FCK: Her er hans vilde genistreger

Nicolai Poulsen: Han ender et langt større sted!



STORT INTERVIEW

Aral Simsir i kæmpe kærlighedserklæring

AGF jagter hollandsk talent

Rasende Wayne Rooney: Smid ham af holdet!

Han var en ‘gulddreng’: Nu er der ridser i lakken

Sådan stemte trænerne til Forårets Profil

Færdig: Nu er han rejst til København



EKSKLUSIVT

Afsløring: Brøndby arbejder på aftale med stjerne

Jess Thorup indlagt

Færdig i Brøndby: Det overrasker mig lidt

Ny stjerne: En guldspiller for AGF

160 millioner kroner skiller Bayern og Newcastle

Roy Keane slagter dansk stjerne

Blev advaret mod Jon Dahl: ‘Han er iskold!’

Opfordrer FCK: Hent tidligere Brøndby-spiller!

“Brøndby er skræddersyet til ham”

Gift Links chokeret: ‘Jakob kom og tyssede på os’

Dansk stortalents værdi eksploderer

Her er FC Nordsjællands vej i Europa

Her er FCK’s modstander i Europa Playoff



TIPSBLADET SPECIAL

Her er AGF’s mulige modstandere i Champions League

Jakob Poulsen med drømmemelding til AGF-fans

I dialog – stor klub vil have denne dansker