Druk og damer – Ronaldinhos fede fodboldferie

Druk, damer og en lille smule fodbold. Ronaldinho har taget turen fra de europæiske topklubber til en tilbagelænet tilværelse i Flamengo.



Ronaldinho blev torsdag via rettens ord løst fra sin kontrakt med storklubben Flamengo, der angiveligt ikke har betalt fodboldstjernen løn i flere måneder. 

Manglende lønudbetaling er aldrig i orden, men det er skam heller ikke fordi Ronaldinho har leveret ret meget af varen – i hvert fald på fodboldbanen. For verdens engang bedste fodboldspiller har mere indtaget tronen i Rio som byens fest-abe nummer et. Den ene skandale efter den anden følger fodboldstjernen, der giver den gas med druk og damer og så engang i mellem en smule fodbold.

Tipsbladet var for nyligt i Rio for at lave en stor reportage omkring Ronaldinhos præsattioner på og uden fro banen i Flamengo.


Få hele historien her.

Bragt i Tipsbladet 25. maj

Ronaldinho står i en elevator. Han er på vej til sit hotelværelse. Elevatoren stopper. Ding! Døren åbner, og ind træder Flamengos træner Vanderlei Luxemburgo. Luften er kølig. De to kender hinanden rigtig godt fra dengang Luxemburgo var landstræner for Brasilien.

Ronaldinho står ud af elevatoren, mens Luxemburgo kører videre hele vejen ned til hotellets reception. Noget undrer ham. Ronaldinho burde allerede have været på sit værelse, og den strikse Flamengo-boss vil have sagen afklaret. Han beder om at kigge hotellets overvågningsvideo igennem.

På videoen ser han Ronaldinho luske ud af et værelse, der ikke er hans eget. Kort efter lister en slank, ung, brasiliansk skønhed ud af selvsamme værelse. Luxemburgo er rasende. Ikke nok med, at det er dagen før en vigtig kamp, så er det også langt fra eneste gang, at Ronaldinho har brug tiden på damer og diverse andre fornøjelser fremfor fodbold.

Den iltre træner tager prompte sagen til Flamengos allerøverste instans – direktør Patrícia Amorim. Hun lover at handle på sagen, men Luxemburgo har ingen anelse om, hvad der rent faktisk foregår i kulissen. I stedet for at disciplinere Ronaldinho lover hun superstjernen, at der ikke vil ske ham noget som helst. Samtidig vælger hun helt åbenlyst side i den interne magtkamp og fyrer Luxemburgo med et brag som følge at kontroverserne.

Kongen af Flamengo
Episoden, som fandt sted i februar, er langt fra eneste eksempel på Ronaldinhos enevælde i Flamengo. Når man vandrer gennem Rio de Janeiros gader og passerer de lokale aviskiosker, kan man nemt få indtrykket af, at der kun er én spiller i Brasiliens mest populære fodboldklub, Flamengo. Ronaldinhos ansigt pryder ugentligt forsiderne, og det er langt fra altid, at der er fodbold på dagsordenen.

»Han går i byen, drikker og er stort set hver dag i medierne, fordi han har været ude om natten. Det seneste år har folks syn på ham ændret sig. Det er for meget nu. Sidste år var alt godt, men i år er fansenes tålmodighed sluppet op,« siger Miguel Caballero, Flamengo-reporter for Brasiliens største avis, Globo.

Tidens billede af verdens engang bedste fodboldspiller står i stærk kontrast til Miguel Caballeros erindringer fra den 13. januar 2011, hvor den tidligere Barcelona-gigant blev præsenteret for 20.000 Flamengo-fans. Byen var i ekstase.

»Vi troede, at han kunne være den spiller, som han var i Barcelona. Fansene elskede det. Men nu har billedet ændret sig, og efter godt og vel halvandet år har vi indset, at han aldrig kommer til at spille på tidligere tiders niveau igen,« siger Miguel Caballero.

Verdens bedste i Barcelona
Der er ingen tvivl om, at den Ronaldinho, som i dag tørner ud for de røde- og sortstribede lokale helte, er meget langt fra fordoms styrke. Da årets hold i statsmesterskabet Campeonato Carioca – en lokal turnering, hvor kun hold fra Rio de Janeiro deltager – skulle udvælges, var der ikke plads til den tidligere driblekonge. Stjerner som Deco, Vagner Love og Kléberson kom alle holdet, men Ronaldinho var end ikke blandt de 33 nominerede.

Det faktum står i kæmpe kontrast til den letbenede superteknikers hædershøst i starten af årtusindet. Her fortryllede Ronaldinho fodboldverdenen, da han snørklede sig gennem utallige europæiske forsvarsmure iklædt Barcelona-trøje og et selvsikkert, smittende smil. Roserne væltede nedover Ronaldinho, der blev kåret som verdens bedste fodboldspiller i både 2004 og 2005.

Det europæiske eventyr startede i 2001, da Ronaldinho skiftede fra sin brasilianske barndomsklub Grêmio til franske Paris Saint Germain. Den unge dribler blev hurtigt publikumsfavorit og et skifte til en europæisk storklub syntes uundgåeligt. Det blev Barcelona, der sikrede sig den brasilianske boldkunstner, og på Camp Nou sikrede Ronaldinho klubben to mesterskaber og en Champions League-titel. Siden kom brasilianeren til AC Milan, hvor det blev til tre sæsoner før turen gik hjem til Brasilien.

Tømmermænd på træningsbanen
To timers kørsel fra Copacabanas legendariske sandstrand, står porten til Flamengos træningsbane på klem. Vargem Grande hedder stedet, som er en flække med omtrent samme indbyggertal som den vestjyske by Varde. Klokken er ni om morgenen og regnen siler ned. En hingst med vognlæs traver langsomt forbi indgangspartiet. En mand i 70’erne sidder på ladet med en pind og stikker lidt i siden på krikken. Hverdagen i Vargem Grande går sin daglige gang.

I den anden vejbane ruller Land Rovers, Escalades og en række andre luksusbiler forbi. Flamengos spillere er på vej til onsdagens morgentræning midt ude i junglen. Omgivelserne her 8722 kilometer fra Camp Nou i Barcelona får selv Lyngby Stadion til at fremstå som det rene luksus.

På træningsbanens langside er de lokale journalister samlet, mens der er gang i noget småspil på grønsværen. Én spiller er ikke med i øvelsen. Ronaldinho har iført sig regnfrakke og lunter stille og roligt rundt på sidelinjen. Hos journaliststanden jokes der.

»Det var en hård aften i går,« siger en journalist og peger på Ronaldinho.

Resten af journalistflokken klukker. Det er ikke første gang superstjernen ikke træner med. En anden journalist spørger Flamengos presseansvarlige, hvad grunden er til, at Ronaldinho ikke træner med. Pressemanden griber telefonen og laver et opkald. Kort efter kommer han tilbage med beskeden om, at Ronaldinho har fået et par muskelskader.

Endnu engang kan man høre gruppen af garvede Flamengo-reportere smågrine, og de forklarer Tipsbladets reporter, at Ronaldinho tit har »småskader«. Specielt når træningen er tidligt om morgenen og det regner.

Dagen efter træningen kunne man i dagspressen i Rio de Janeiro læse, at den egentlige grund til udelukkelsen fra den normale træning var, at Ronaldinho havde tømmermænd. Han var således blevet nægtet at deltage i træningen af klubbens nye træner Joel Santana. Senere blev de to indkaldt til en forsoningssamtale med klubbens fodbolddirektør, Zinho, som har forsikret pressen og fansene om, at der absolut ingen problemer er mellem de to.

Lukket land omkring Ronaldinho
På trods af alle kontroverserne er Ronaldinhos rolle helt i toppen af hierakiet i Flamengo ikke til at tage fejl af. Holdkammeraterne har tilsyneladende kolossal respekt for den rutinerede anfører med de mange fornemme titler. En af de spillere, der er tættest med Ronaldinho er den tidligere Manchester United-midtbanespiller Kléberson. De to har tidligere spillet sammen på landsholdet og har blandt andet en VM-titel fra 2002 tilfælles.

»Han er den vigtigste spiller, fordi han er anfører. Han er vores kommandør og har vundet mange titler. Hans erfaringer er noget, som han prøver at give videre til de yngre spillere,« siger Kléberson til Tipsbladet.

Superstjernens særstatus strækker sig også videre end blot til på fodboldbanen. Uden for banen er der særlige regler for Ronaldinho. Ingen fortæller Ronaldinho, hvad Ronaldinho skal gøre. Han kører sit helt eget show uden for pressekorpsets kontrol. Hvis Ronaldinho har lyst til at snakke med nogen, så gør han det lige præcis, når han vil. Men lysten til at dele sine erfaringer melder sig sjældent. Zinho, der som spiller var med til at vinde VM for Brasilien i 1994, kender alt til Ronaldinhos særheder.

»Han har dispensation fra at give kommentarer og interviews. Ronaldinho er ikke en person, der snakker meget med sine medspillere eller andre i klubben. Han snakker slet ikke med de yngre spillere. De unge lærer af ham ved at se, hvad han gør på banen. Uden for banen er han ikke en, som de har kontakt til,« siger Zinho til Tipsbladet.

Brasiliens næsthøjeste fodboldløn
Selvom Ronaldinho ikke taler meget, så har han trods alt fået snakket sig til en månedsløn, som skriger i øjnene i et land, hvor russiske og arabiske rigmænd endnu ikke har kastet milliarder i klubkasserne. Den 32-årige tidligere driblekonge er stadig blandt verdens bedst betalte fodboldspillere, og journalisten Miguel Caballero vurderer, at Ronaldinho ene mand tjener mere i månedsløn end resten af Flamengos hold tilsammen. I omegnen af fire millioner kroner ryger der ind på Ronaldinhos konto hver måned, hvilket i Brasilien kun overgås af vidunderbarnet Neymar.

En af dem som følger Flamengo allermest ihærdigt er Felipe Moria. Han er præsident for fanklubben Flamenguistas og har fulgt klubben intenst i over 20 år. Han har svært ved at se, hvorfor Ronaldinho skal have så mange penge, når han ikke giver noget som helst tilbage til klubben.

»Han er en stor spiller, men han har ingen respekt for klubben, Han er ude om natten og drikker sig fuld. Alt omkring ham er kompliceret. Han kunne godt gøre det, hvis han spillede godt, men det gør han altså ikke. Og Flamengo afhænger kun af ham, og holdet fungerer kun med ham. Vi kan bedre lide spillere, der er seriøse,« siger Felipe Moria.

Adriano i en light-udgave
Det er ikke første gang, at en brasiliansk stjerne på retræte er vendt hjem til brasiliansk fodbold. I øjeblikket drøner blandt andre Deco, Juninho og Fred rundt på diverse halvtomme stadions i Brasilien og brænder det sidste krudt af før fodboldpensionen. De hjemvendte sønner er ofte yderst populære blandt fansene, men i Flamengo har man brændt nallerne på en superstjerne før.

Den notoriske natteravn Adriano vendte i 2009 hjem til sin barndomsklub i et forsøg på at genoplive sin karriere. Men selvom det blev til 19 mål i 31 kampe, så husker man i Flamengo ikke Adriano som en helt. Tværtimod. Festerne, damerne, pjæk fra træning og skandaler i sladderbladene overskyggede fodbolden. Et lignende eftermæle er så småt ved at plastre sig på Ronaldinho, når man forhører sig blandt fansene.

»Jeg vil huske ham som en, der tjente rigtig rigtig meget og spillede rigtig lidt fodbold. Flamengo har betalt ham i dyre domme, men han har ikke givet noget tilbage til klubben. Han er meget useriøs og går mere op i samba, druk og damer. Han opfører sig ikke som en atlet. Det var det samme med Adriano. Han drak også, ja, han var decideret alkoholiker,« siger Marcelo, der har været Flamengo-fan i over 50 år.

Kongen af natklubben
Mørket er faldet på i Rio de Janeiro-kvarteret Barra. Det er her alle de nyrige brasilianere foretrækker at bo. Også Ronaldinho. For sin fede Flamengo-hyre har Ronaldinho købt en kæmpemæssig millionvilla i et lukket luksus-lejlighedskompleks tæt ved en af Brasiliens smukkeste sandstrande.

På den nærtliggende natklub Barra Music ligger Ronaldinhos anden hjemmebane. Det her superstjernen tager hen, når livet på fodboldbanerne bliver en smule for surt. Sammen med 6-7000 unge, smukke og festklædte brasilianske natteravne fyrer Flamengo-spilleren den af i klubbens VIP-sektion. Det er her, der er allerstørst sandsynlighed for at rende ind i Ronaldinho – formentlig stående småsnalret med sin speciallavede sort-tonede drink-cup. Særbehandlingen på natklubben har ingen begrænsninger, og ingen skal kunne se, hvad verdens engang bedste fodboldspiller har proppet i sit glas.

Og selvom fansenes og mediernes kritik af Ronaldinhos livsstil i det brasilianske jetset tager til dag for dag, så synes hovedperson ikke at tage sig af det. Ifølge Miguel Caballero, så er alt nemlig akkurat som det skal være i Ronaldinhos helt egen verden:

»Han lever i Rio de Janeiro og tjener masser af penge. Han tog væk fra Brasilien, da han var 20 år, og han elsker at være kommet tilbage hertil. Han nyder livet i Rio med en fed »europæisk« fodboldløn. Han lever det ultimative liv.«






‘Supermand’ – Bliver han snart Ståles stjerne?




TOPNYHED

Bringer Thomas Thomasberg i spil til nyt job

Afsløring: Andreas Bruus skifter til AC Horsens

Brøndby-legendes søn skifter til mesterklub

I batalje – Philip Billing voldsomt utilfreds

Conte hylder Højlund: – Nu er det op til mig

Leverkusen-stjerne hyldede Frank på pressemøde

Medierne fælder dom over Frank – én stor bekymring

Neestrup: Derfor er Sarapata på U19-holdet



TOPNYHED

Frank fortryder: ‘Jeg tog den forkerte beslutning’

Forundret Laudrup: ‘Det bliver vi aldrig enige om’

Michael Laudrup meget overrasket over stjerneexit

Hylder kæmpe Brøndby-transfer – FCK ville have ham

Højlund-ekstase: ‘Bliver top fem-spiller i Europa’



TOPNYHED

Holdkammerat måber over Eriksen: ‘Det er brutalt’

Kæmpestjerne fremhæver dansker

Undren i Ajax: ‘Han er usympatisk!’

Stort chok for Hjulmand inden FCK-brag

Dansk stjerne tog svær beslutning: ‘Ikke min drøm’

Christian Eriksen afviste Champions League-klub



TOPNYHED

Voldsom frustration efter vanvidskamp

Helt vildt – nu har han skiftet klub for 21. gang

Sneijder: – Det kan blive meget akavet

Ikke sket i 8 år

– En stor beslutning

Chikaneret i 90 minutter

Steve Cooper-kending tager til Brøndby IF

Brøndby-boss udpeger sit største træneridol

Laudrup: – Det kan godt blive svært, FCK

Fyring truer – kan hente afløser i Premier League

Supercomputer: Her ender FCK i Champions League

Hylder dansk debutant

Holdt på stor hemmelighed



Dolberg_2 NYHEDER

Færdig i Ajax – ville ikke have Kasper Dolberg

Kæmpe ros – Thomas Delaney fremhæver reserve

Danmark rykker frem på FIFA’s verdensrangliste

– Højlund er en 10 år yngre Lukaku

Superliga-klub henter Kristian Pedersen

Højlund & Napoli kan overraske i Manchester

Neestrup: ‘Ja, for satan – på med klaphatten’

Bodø/Glimt sikrer sent Champions League-point

Hjulmand teaser: ‘Bliver stort for dansk fodbold’

FC Midtjylland videre i pokalturneringen

Hjulmand dybt imponeret af FCK – især af én ting

Lettet FCK-træner: ‘De kampe er et helvede’

Jacob Neestrup: ‘Vi har et professionelt forhold’

FCK må undvære offensiv profil mod Leverkusen

Per Frandsen præsenteret i norsk klub

Skidt nyt for Real Madrid

Elkjær jubler over Frank

Prøvede at lokke Eriksen

Ny på landsholdet: Dansk stjerne blev overrasket

‘I mine øjne er han FC Københavns bedste spiller’

Leverkusen i fokus: Milliard-mandens afløser

Har meldt afbud – dansker dropper VM

Thomas Delaney roser: ‘Meget velfortjent’