Fan fik dansker på landsholdet via Facebook

I dagene op til kampen havde ellevilde fans bestormet Frans Putros’ sociale medier, og nu hang de halvvejs ind over bænken og greb nærmest fat i ham. Andre kastede flag og halstørklæder ned til spillerne. Alle sang med på nationalmelodien.

Skide være med, at han måtte se kampen fra sidelinjen, tænkte han. Stemningen alene var hele rejsen værd.

”Det er det vildeste, jeg har prøvet,” siger Putros.

”Jeg tror, det er svært for folk at forholde sig til, når vi snakker om det. Men det var så vildt, at man ikke kan tro det. Jeg kommer fra lille Danmark, og jeg ved ikke, hvad jeg havde af forventninger, men den kamp alene kan jeg stadig få gåsehud over at tænke på.”

Frans Putros har spillet 81 kampe i Superligaen og over 100 i 1. division, men det er hans ture med det irakiske landshold, der har dannet ramme om de største oplevelser. Siden i sommer har han desuden taget det usædvanlige spring til thailandsk klubfodbold. Derfor er Putros en oplagt hovedperson i den anden artikel i Tipsbladets serie om danskere, der er rejst ud i verden på fodboldeventyr.

Det er snart ti år, siden Frans Putros fik den første henvendelse om muligheden for at stille op for sine forældres hjemland. Den kom dog hverken fra landstræneren eller fra fodboldforbundet, men fra en helt almindelig borger, der var bidt af en gal fodbold, og som havde sat sig for at få flere spillere i Europa med irakiske rødder på landsholdet.

En dag skrev han ud af det blå til Putros.

”Det var en ganske almindelig Facebook-anmodning fra en eller anden fyr, hvor der bare stod ’Er du iraker?’,” husker han.

”Det var en ung fyr, som var helt vildt interesseret i fodbold, og som bare gjorde det i sin fritid. Han promoverede os fodboldspillere med irakisk baggrund i Europa, primært her i Skandinavien, på de forskellige sociale medier, YouTube og så videre, for at befolkningen, forbundet og alle fodboldfagfolk skulle få øjnene op for os.”

De to skrev et par beskeder frem og tilbage, men grundlæggende var Frans Putros ikke interesseret. Dels havde han spillet tre U20-landskamp i 2012 og en U21-landskamp i 2013 for Danmark, dels var Islamisk Stat på fremmarch og havde erobret enorme arealer i Irak, så Putros var bekymret for sikkerheden.

Nogle år senere fik han en ny henvendelse, denne gang fra fodboldforbundet. De ville rigtig gerne have ham på landsholdet, og de trykkede på alle knapper for at få Frans Putros til at føle sig ønsket: De fik et tv-hold til at rejse til Danmark og følge FC Fredericia-spilleren i flere dage, pludselig svømmede hans sociale medier over med beskeder fra folk, der opfordrede ham til at vælge Irak, og så tog både folk fra fodboldforbundet og fra den politiske scene kontakt til hans forældre.

”Jeg ved ikke, om de stadig er det nu, men det var nogle højtprofilerede personer, som havde noget at sige i landet, som tog kontakt til min far, og som også sørgede for, at processen foregik en tand hurtigere end det normale,” siger Frans Putros med et grin.

”Jeg fløj derned, og så havde jeg allerede et pas i hånden efter to dage. Jeg havde selvfølgelig lavet noget forarbejde med ambassaden derhjemme, og der var selvfølgelig alle de korrekte papirer, som skulle godkendes, så det var ikke bare rent fup. Det blev gjort på en ordentlig måde, men selve processen var lidt hurtigere end det normale, vil jeg tro, for at jeg kunne komme hurtigst muligt i spil for landsholdet.”

Hotel inddæmmet af militærfolk

Dermed var vejen banet for, at Frans Putros kunne stille op for Irak. Troede han. Det var meningen, han skulle have debut i en venskabskamp mod Syrien i 2018, men der gik noget galt i papirarbejdet, så Putros blev ikke registreret i tide.

Det var dog til at leve med, for stemningen på det propfyldte stadion i Basra mere end opvejede for ærgrelsen over, at han ikke kom på banen. Det var her, at de ellevilde tilskuere kastede flag og halstørklæder ind til spillerne på bænken og rakte ud efter Putros.

Fodboldforbundet havde gjort et stort nummer ud af, at han havde valgt Irak og var kommet til landet for at få ordnet pas og få debut, så selv om sidstnævnte mislykkedes, fik Frans Putros alligevel et minde for livet.

”Det gik bare op for mig, hvor meget fodbold betyder i det land. Det er helt vanvittigt, hvor meget de elsker fodbold. Jeg havde fået lidt en forsmag på det via beskeder og sociale medier, inden jeg tog derned, og fra andre spillere, som har været der. Men da jeg først var dernede, kunne jeg virkelig mærke, hvor vildt det var. Hvor ekstremt det var, hvor passioneret de var omkring det,” fortæller han.

Selv om kampen foregik i Irak, var Frans Putros på udebane. Han havde aldrig besøgt sine forældres hjemland før, og det var trods alt under et år, efter Irak havde genvundet kontrollen over storbyen Mosul i nord fra Islamisk Stat. Derudover havde der været en selvmordsbombe Baghdad kort forinden.

Sikkerhedsopbuddet var også et andet, end Putros var vant til i dansk fodbold.

”Jeg vil gerne indrømme, at jeg var en lille smule bange, da jeg skulle flyve derned. Og jeg boede på et hotel inde midt i Baghdad, som var indespærret med militærfolk, som bevogtede hotellet rundt om,” siger han med et grin.

”Alligevel følte jeg mig tryg dernede, fordi jeg var omringet af en masse hjælpsomme folk og blev eskorteret de forskellige steder hen. Og menneskerne dernede var venlige og kærlige.”

En håndfuld måneder senere var tiden så endelig kommet til, at Frans Putros kunne få sin debut, om end under mere beskedne omstændigheder. Irak gæstede Palæstina, og det, der slog Iraks danske islæt, var kontrasten til Israel.

Kampen blev spillet på Faisal Al-Husseini International Stadion, som lå tæt på den 700 kilometer lange mur, der adskilte Israel fra Vestbredden. Og én verden fra en anden.

”Efter kampen tog vi til Jerusalem og så de forskellige attraktioner. Palæstina var virkelig fattigt, og en kilometer til venstre for én over muren var det bare en helt anden verden. Det var det vilde ved den tur der: den kontrast, der var,” siger han.

Selve kampen var ikke noget at skrive hjem om, fortæller Frans Putros. Banen var ikke god, stadion var ikke flot, tilskuerne var ikke mange, og maden var ikke god. Det bedste, der kan siges om det, er, at det var en oplevelse.

Det var forsøget på at komme til Jerusalem også. Det krævede, at holdbussen skulle ind i det israelske område, og det var ikke sådan lige at få en bus fyldt med arabisk talende mænd gennem sikkerhedskontrollen.

”Vi kørte hen mod og stoppede ved en port ind til Jerusalem. Der kom nogle israelske politifolk op i bussen og gik igennem alle vores pas og ting. Vi fik så at vide, at vi ikke måtte komme ind.”

”Vi kørte så videre langs grænsen ned til en anden port, og der blev vi afvist endnu en gang. Så blev vi enige om, at vi prøvede en sidste gang lidt længere sydpå, tror jeg, det var.”

Først i tredje forsøg lykkedes det at komme ind i Jerusalem. Frans Putros var vant til, at hans danske pas gav adgang til de fleste lande i Europa, endda uden grænsekontrol, så omvæltningen var stor. Han og holdkammeraterne kunne ikke andet end føle, at de blev afvist, alene fordi de var irakere.

”Det var så vildt at sidde i den bus og bare blive afvist. Jeg havde aldrig drømt om at prøve sådan noget,” siger han.

Slutrundefølelsen

Frans Putros’ landsholdskarriere er i det hele taget karakteriseret ved oplevelser, han aldrig havde drømt om.

Hvis det ikke havde været for hans ophav, kunne hans ti års vekslen mellem Superligaen og 1. division have udgjort en udmærket karriere i dansk fodbold, men det er det irakiske pas, der har banet vejen for hans største oplevelser. Nummer ét på den liste fandt sted, bare et halvt år efter debuten på Vestbredden.

Irak havde kvalificeret sig til Asian Cup, Asiens kontinentale mesterskab og altså pendant til EM, og med yderligere to venskabskampe i november og december 2018 under bæltet havde Putros sikret sig en plads i truppen.

Han startede tilmed inde i premierekampen mod Vietnam på det store omend tilskuerfattige Zayed Sports City Stadium i Abu Dhabi.

Irak havde vundet turneringen i 2007, og den triumf talte man stadig om op til og under 2019-udgaven. Men selv om forventningerne var store, blev slutrunden ikke nogen sportslig succes for Irak, der røg ud i ottendedelsfinalen, eller Frans Putros, der blev ofret ved en taktisk ændring i første halvleg af premieren, og som senere rev en sene i lysken over, hvilket endte med at koste ham en lang skadespause. Alligevel rangerer Asian Cup 2019 som et højdepunkt.

”Det var bare den der slutrundefølelse, som jeg aldrig havde tænkt, at jeg ville få lov til, og som jeg kun havde set til EM eller VM derhjemme på tv. At være med til det. Det setup, de forskellige ting, man skal igennem i løbet af dagene. Mærke opbakningen fra landet. Hele tiden blive mindet om, at der var 40 millioner mennesker i Irak, som sad og kiggede med. Det blev vi jo mindet om hver eneste dag,” siger Putros.

”Jeg kunne også selv mærke det på mine sociale medier med tusind beskeder fra alle mulige mennesker. Bare at vide, at der er sådan en opbakning, det er ret vildt at være i, og det gjorde sgu én stolt.”

Iransk chikane

Det er hidtil blevet til ni A-landskampe for Frans Putros, der støder på lidt af hvert i den asiatiske fodboldverden. Fra de forarmede omgivelser i Palæstina til den olie- og gasfinansierede luksus i Golf-landene. Og ikke mindst et mindeværdigt opgør mod Sydkorea.

Kampen blev ganske vist spillet bag lukkede døre, og Irak tabte 3-0, men Frans Putros havde en direkte modstander, som holdt et andet niveau, end han var vant til i Superligaen. Det kunne mærkes.

”Jeg løb i røven af [Heung-min] Son i 30 minutter. Det var en ren mandsopdækning, fik jeg bare at vide. 30 minutter, og så skiftede han side. Så kom der en anden sydkoreaner og rundbarberede mig. Men 30 minutter i røven af Son og en lille diskussion med ham, det var meget sjovt. Den glemmer jeg heller ikke,” siger Frans Putros, der dog kan glæde sig over, at Tottenham-profilen først scorede, efter Putros var blevet skiftet ud.

Hans hidtil seneste landskamp var i begyndelsen af 2022, og den var endnu en usædvanlig oplevelse. Irak gæstede Iran i VM-kvalifikationen, og Frans Putros havde forventet, at de otte års krig i 80’erne efterhånden var glemt eller i hvert fald hørte fortiden til. Han tog dog fejl.

”Der var en hadsk stemning mellem de to befolkninger. Er du sindssyg, mand. Når vi var nede i lobbyen, var der gæster på hotellet, der råbte og skreg ad os. Bandede ad os. Vores mad var en time forsinket nogle gange. Det var koldt, når vi skulle køre til stadion. På vores rute på vej til træningsbanen var der flere gange, hvor biler bare holdt ud foran vores bus og ikke ville lade os køre,” fortæller han med et grin.

Værterne gjorde i det hele taget en indsats for, at deres gæster skulle føle sig så lidt velkomne som muligt. Eksempelvis i forbindelse med de obligatoriske coronatests. Et væld af spillere og stabsmedlemmer testede positiv forud for kampen, så Irak måtte indkalde nye spillere bare for at fylde bænken nogenlunde op, men efterfølgende følte de sig ført bag lyset.

”De får lov til at tage en ny test, alle de, der er blevet testet positiv. Og her var der kun to af dem var positive. De havde bare forfalsket vores testresultater. Det er fuldstændig skørt. Så vi kom bare væk derfra i en helvedes fart,” smågriner Putros.

Coronarestriktioner satte også sit præg på rammerne, så det enorme Azadi Stadion i Teheran med plads til 90.000 tilskuere var langt fra fyldt, men Putros husker kampen som ”megafed”, selv om Irak tabte 1-0.

Backpacker til fodboldspiller

Som det fremgår af faktaboksen på disse sider, havde Frans Putros’ klubkarriere aldrig bragt ham længere end en rask køretur væk fra hjembyen Århus, men det gjorde den i allerhøjeste grad i sommeren 2022. Hans kontrakt med Viborg FF løb ud, og nu havde han en oplagt chance for at komme på eventyr.

Allerede da han takkede ja til det irakiske landshold i 2018, havde han i baghovedet, at det kunne bringe ham ud i verden i klubregi også. I de fleste ligaer i Asien er der nemlig kvoter for, hvor mange ikke-asiatiske spillere klubberne må have, men med et irakisk pas tæller Putros ikke med i den kvote.

Putros havde allerede i de foregående år haft nogle muligheder, tingene var bare aldrig faldet i hak, men det gjorde de i juni i fjor. Da meldte thailandske Port FC på banen, og efter Putros havde forhørt sig lidt omkring, var han klar på at springe ud i det.

”Så sad jeg lige pludselig i flyveren på vej til Bangkok,” som han siger.

”Det lød jo ret vildt, at man skulle til Thailand. Jeg havde været i Thailand på backpackerrejse seks år forinden, så jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle derned og spille fodbold, men hele pakken og den drøm om at spille klubfodbold i Asien var jeg ret fast besluttet på.”

Før Frans Putros skiftede til Port FC, havde han boet hele sit liv i Århus, så da han først forlod sin hjemstavn, gjorde han det med fynd og klem. Han skiftede de velkendte gader i verdens mindste storby, som de lokale ynder at kalde Århus, ud med den farverige megaby Bangkok med sine mere end 10 millioner indbyggere.

”Det er en ekstrem by at bo og have en hverdag i på alle parametre. Hvis man ikke har været her, så er det svært at sætte sig ind i det. Jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg kunne forvente, men der er jo mennesker, og der er jo biler overalt. 24-7. Og støjen, den har jeg stadig ikke helt vænnet mig til endnu”

”Men det er også charmerende. Det, der gør det, er det thailandske folk, kulturen her og bare det, at alle er så venlige og hjælpsomme. Det er helt ekstremt, så venlige de er herovre. Og jeg er lidt i tvivl, om jeg nogensinde støder ind i en sur thailænder,” siger Frans Putros,

Til gengæld krævede landets klima tilvænning; det tog Putros flere uger at finde sig til rette i den fugtige sommervarme, da han kom til klubben. Og da regnsæsonen så begyndte, fik han et helt nyt perspektiv på, hvad nedbør vil sige.

”Det er fuldstændig vanvittigt, når det regner. Her stopper man ikke kampen. Prøv at gå ind og se nogle højdepunkter fra nogle af vores første hjemmekampe. I vores første eller anden hjemmekamp var der vandpytter overalt på banen, og man kunne ikke slå en aflevering på en meter. Man var nødt til at tippe bolden op til sine medspillere. Så galt var det.”

”Jeg tænkte jo, at det var en joke. ’Hvordan kan man ikke stoppe den her kamp?’ Der fik jeg bare vide, at det var meget normalt.”

”Jeg har stadig et klip i hovedet fra en af kampene, hvor en spiller driblede målmanden inde i feltet og så skulle trille bolden ind i et tomt mål. Så stoppede bolden lige før mållinjen, fordi der var så meget vand,” siger Putros med van(d)tro selv mere end et halvt år efter.

På bundlinjen står dog, at han har fået det eventyr, han var ude efter. De fordomme, der måtte have været på forhånd, er skyllet væk sammen med regnen, og selv om Thailand ikke rimer på de flestes drøm om en udlandskarriere, er Frans Putros ikke i tvivl om, hvorvidt det er en god idé at træffe et uortodoks valg nogle gange.

”Det er en kæmpe oplevelse at prøve det. Og jeg håber da, at flere måske også vælger at kigge den vej.”

Det må man sige, han selv gjorde.