FC Nordsjælland-ejer: Afrikanske spillere bør overveje at boykotte VM

I vinteren 2022 skal der igen afvikles verdensmesterskaber i fodbold, og i den forbindelse bør afrikanske spillere overveje at lade være med at deltage. Det skriver FC Nordsjællands ejer, Tom Vernon, i et længere opslag på sin LinkedIn-profil. 

Flere amerikanske atleter har i de seneste dage valgt at boykotte kampe i basketballligaen NBA, baseballligaen MLB og fodboldligaen MLS som en protest imod den racisme, de oplever i landet.

Og det, mener Tom Vernon, bør afrikanske fodboldspillere også overveje at gøre. 

I sit opslag på LinkedIn argumenterer klubejeren, der også står bag Right to Dream Group, for, hvordan afrikanske lande er blevet behandlet uretfærdigt i forhold til de europæiske lande. Han peger derefter også på tre punkter, der skal hjælpe med at udligne forskellene mellem landene. 

Du kan læse opslaget i sin helhed nedenfor eller på LinkedIn her (på engelsk). 

Bør Afrika lade sig inspirere af NBA og boykotte verdensmesterskabet?

Nogle ting er for store til at se. Vi kan ikke stille os langt nok tilbage til at kunne se helheden, og derfor ser de ud til at være hele verdenen; alt; den eneste virkelighed. Sådan er det med strukturel racisme inden for fodbold; ikke med bananer, der kastes på banen, eller bannere, der flyves over Etihad. Det er afskyelige og feje handlinger, men i det mindste er de tydelige, så vi kan se dem og se gerningsmændene for, hvad de er. Strukturel racisme er den racisme, vi ikke ser. Racismen, der betyder, at fem VM-pladser til 54 afrikanske hold accepteres som normalt. Racismen, der betyder, at Europas penge og evne til at generere penge cementerer Europas plads øverst i fodboldpyramiden. Racismen, der får en hvid politimand til at tro, at han kan myrde en sort mand med knæet ved højlys dag eller skyde ham i ryggen og slippe af med det.

For at prøve at se disse strukturer mere klart, kan vi tage et par skridt tilbage i tiden.

England vandt ikke verdensmesterskabet i 1966.

16 hold deltog i en fodboldturnering i England i sommeren 1966. Fem var fra Latinamerika (Brasilien, Mexico, Argentina, Chile og Uruguay), ti var fra Europa (England, Bulgarien, Frankrig, Vesttyskland, Portugal, Spanien, Schweiz, Sovjetunionen, Italien og Ungarn) og Nordkorea repræsenterede resten af ​​verden. Asien, Afrika og Oceanien havde tilsammen en plads.

Kwame Nkrumah igangsatte ideen om afrikanske hold til at boykotte denne farce, dels på grund af den latterlige uretfærdighed i kvalifikationssystemet og dels på grund af FIFA’s manglende evne til at beslutte, om Sydafrikas medlemskab skulle stoppes på grund af apartheid eller ej (det gjorde de ikke, så gjorde de det, så gjorde de det ikke i et stykke tid, før de endelig gjorde det). Det siger meget om organisationens moralske mod på det tidspunkt. Dette betød, at Afrikas befolkning på cirka 328 millioner mennesker havde nul repræsentanter (i hvert fald nul spillere, der repræsenterede afrikanske lande – turneringens topscorer og bedste spiller, Eusebio, blev trods alt født i Maputo, Mozambique). Tre kontinenter, en plads. Ingen afrikanske nationer var repræsenteret. England konkurrerede ikke mod verden i 1966, fordi det meste af verden ikke fik chancen for at konkurrere. England vandt ikke VM i 1966, fordi en turnering, der udelukker størstedelen af ​​verden, ikke er et VM.

Vi vil gerne tro, at tingene har ændret sig radikalt i de efterfølgende 54 år. At fodbold er blevet mere fair og mere retfærdigt, og at VM er blevet en repræsentativ fejring af vores sport.

Vi vil i så fald tage fejl. Ligesom Eusebio, spiller mange af Afrikas største spillere stadig for fremmede nationer, og den strukturelle racismes ekskludering er i fuld kraft.

Kvalifikationsstrukturen, der er blevet indført, er stadig baseret på det koloniale syn fra 1960’erne. De holder de europæiske nationer fast i toppen af ​​fodboldpyramiden. I Europa konkurrerer 55 hold om 13 pladser ved det næste VM. I Afrika konkurrerer 54 hold om kun fem pladser. ”Europæiske hold er bedre,” lyder nogle råb. Hvorfor er de bedre? Penge.

Europa er den fremtrædende fodboldmagt på grund af penge. Penge til bolde. Penge til stadioner. Penge til trænerkurser. Penge, så der er nok mad at spise. Penge, så alle kan gå i skole. Penge, så alle kan tage på hospitalet.

Penge som er hentet ind i den anden halvdel af det tyvende århundrede via direkte udnyttelse af Afrika. Da Pele spillede i sin første VM-finale, var over 90 procent af Afrika syd for Sahara ejet af europæiske nationer.

De europæiske nationer har brugt rigdom opnået gennem slaveri og udnyttelse af Afrika til at forbedre enhver del af deres kulturelle og sportslige liv, men alligevel giver de sig stadig næsten tre gange flere pladser til VM, end de giver til Afrika.

Sådan ser strukturel og systematisk racisme ud.

Hver gang vi tillader denne ulighed, hamrer vi alle fortidens uretfærdigheder yderligere på plads. Uretfærdigheder, der har gjort, at Danmark har et bedre landshold end Malawi, og at Belgien har spillet 13 VM-slutrunder, mens den Demokratiske Republik Congo har spillet én.

Vi får at vide, at vi alle er en del af fodboldfamilien. I en kærlig og tillidsfuld familie – den slags familie, som vi alle stræber efter at være en del af – er ingen undervurderet eller udnyttet. En familie, der ser nogle medlemmer som anden klasse, er slet ikke en familie. Hvis fodbold var en ægte familie, ville ressourcer og muligheder blive delt lige. Afrika ville være ordentligt repræsenteret ved VM, og FIFA ville udfylde sin rolle til at rette op på de uretfærdigheder, som de europæiske nationer har skabt mod Afrika, og give erstatning til deres fodboldforeninger. Men vi er ikke en familie. Ideen om “fodboldfamilien” er blot et fuldstændig kynisk marketingværktøj.

I 1966 tog de afrikanske nationer et standpunkt mod de strukturer, der holdt dem tilbage: apartheid og et kolonialt kvalifikationssystem.

I 2022 vil fodbold tage et standpunkt for at opnå lige deltagelse, rette op på de seneste 100 års uretfærdigheder i fodbold og fjerne de ting, der står i vejen for muligheder i fremtiden, gennem en plan med tre punkter:

– Ingen afrikanske spillere (eller spillere af afrikansk afstamning) vil deltage i verdensmesterskabet 2022, før Afrika har de 13 plasder, som Europa har haft i så mange årtier.

– En uafhængig sort forvaltet kompensationsfond vil blive oprettet og finansieret, men ikke administreret, af FIFA for at etablere strukturer i afrikansk og caribisk fodbold, som tillader udvikling af spillet til verdensklasse-standarder. Fonden vil udgøre 80 procent af FIFA’s pengetank, svarende til 2,2 milliarder dollar.

– Der vil blive lagt en skat på to procent på omsætningen på enhver europæisk og nordamerikansk professionel klub samt en skat på 20 procent på nationale forbund som kompensation og for at udligne spillebanen på lang sigt. Disse penge skal udelukkende finansiere skabelsen af ​​muligheder i fodbold for “people of colour”.

Fodbold er en afspejling af menneskehedens sjæl. Dens nuværende konstruktion afspejler den strukturelt racistiske verden, vi lever i. Afrikansk fodbold bliver nødt til tage føringen med at rette op på det gamle systems uretfærdigheder og opnå lige repræsentation.