Per Frimann: "Det handler også om trænerens mod"

Per Frimann, ex-professionel, så en træner for håndbold-VM-holdet, som i time out lod sine spillere kom til orde med alternative spilløsninger til dem, han selv diskede op med. Og blev ærligt talt en kende chokeret.

Umiddelbart lignede det jo en regulær desavouering af chefen. Men det er også et billede på moderne coaching, hvor lederen delegerer ansvar og er parat til at lytte til sine spillern med respekt.

“Og frem for alt har mod til at gøre det,” siger Frimann, der, hvis han var træner måske lige ville overveje om, det ikke kunne komme til at se ud, som om spillerne tog magten fra ham. For effekten er jo, at der er spillere, der træder frem med tydelig gennemslagskraft på skærmen.

“Det betyder jo, at der er spillere, der trænger igennem med en personlig kraft, ikke dem alle for der er også et hierarki og en rollefordeling, hvor det f.eks. er målmanden og playmakeren, der skærer igennem og skitserer løsninger i nogle givne situationer.”

Fremagende tv mener Frimann i øvrigt, som tilbragte sin aktive karriere som professionel i dels belgisk og dels dansk fodbold og i et meget mere topstyret miljø, der ofte var bar præg af mindre åbenhed fra trænerens side, og hvor det mere handlede om kæft, trit og retning og om at marchere i takt.

Og mange gange handlede det ifølge Frimann om trænere, der regulært var bange for at åbne sig hen mod mindre autoritære ledelsesformer og lytte til spillerne med respekt. Men der var undtagelser. F.eks. hollænderen Arie Haan i Anderlecht. Han holdt sig ikke tilbage fra at indkalde sine spillere til gruppemøder med mange forskellige ting på dagsordene og tage imod deres synspunkter og meninger. Fordi han havde selvtilliden til at turde gøre det.

Ellers f.eks. Tomislav Ivic, kroaten som Frimann lærte mest af af alle.

“Ivic ville nok gerne have det, som han selv ville det, men alligevel var han en træner, der ikke bare bange for individuel approach.Jeg husker hvordan han kaldte mig til personlig samtale. Jeg var bare 19 år, men alligevel lyttede han til mine meninger. Det var helt fantastisk.”

Per Frimann synes det er “noget pjat”, hvis nogle mener, at fodboldspillere rundt regnet er mindre skarpe i hovedet end deres håndboldkolleger. Det ser han ikke det mindste belæg for. Men det handler meget om det miljø, de bevæger sig rundt i.

“Da jeg slog igennem i sin tid, husker jeg håndboldmiløjet som meget mere åbent med nogle typer som Morten Stig Christensen og Per Skaarup, hvor man ikke var bange for at diskutere tingene. Fodboldmiljøet var meget mere lukket, der var simpelt hen ting man ikke snakkede om og diskuterede.”

“Det hænger nok sammen med, at en fodboldtrupper typisk er dobbelt så store som i håndbolden, du har måske 22-24 spillere, der i virkeligheden er rivaler. Det er et hårdt og råt konkurrencemiljø, hvor det er op til træneren at formulere et fælles mål og nogle fælles værdier og skabe et ordentlig arbejdsmiljø. Men jeg har mange gange set trænere, som “gemmer sig”, måske fordi de helt enkelt ikke er i stand til at overskue den opgave. Nofle gange er det end i en tilstand af ragnarok.”

Forleden var Per Frimann i Monaco, hvor han benyttede lejligheden til at overvære et træningspas i den lokale første divisionsklub. Det var envejs kommunation, han oplevede fra træner til trup.

“Flere gange afbrød han træningen for at give spillerne taktiske dessiner. Spillerne lyttede eller måske gjorde de det ikke. Der kom intet den anden vej fra. Intet modspil. Der var ingen diskussioner, og selv de ældste og mest erfarne spillere var tavse. Måske fordi klubben er i en vanskelig siationen, og der er ikke nogen, der skal have noget i spil. Eller måske var spillerne bare bange?”

En kontrast til de håndboldspillere, som man på tv ser give deres mening til kende og tilmed anvise løsnings-modeller selv om på det punkt ikke helt sammenligne det to spil, mener Frimann.

“Uden have meget forstand på håndbold mener jeg at kunne se, at det er et spil, der i langt højere grad er baseret på skabelon-løsninger end det er tilfældet i fodbold. Det handler meget om automatikken i spillet, om nogle løbe- og spilmønstre som alle skal kunne og kunne udføre,” siger Frimamn, og det er her at spillerne træder synligt i karakter som “problemknusere”, hvilket man slet ikke på samme måde har lejlighed til at opleve under fodboldkampene.

Men igen så handler det også om, at træneren tør åbne op, at han har modet til at delegere ud og måske selv komme til at se “lidt dum” ud. Og det måske derfor at håndboldspillere somme tider kan virke lidt mere smarte og lidt mere indsigtsfulde end deres kolleger på fodboldbanen.

Men at de vitterligt også er det, vil Frimann ikke skrive under på. Bl.a. fordi det handler om coaching, om forskellige måder at gribe det an på fra trænerside, hvor en type som Wilbek står for moderne, åben coaching og lader sine spillere træde i karakter.

Groft sagt er det mere eller mindre op til træneren at bestemme, om spillerne kommer til at virke kloge eller dumme. Her er fodboldspillere nok handicappet af, at deres chefer over en bred bank endnu mest er til kæft, trit og retning efter devisen: Hold kæft og spil!