Frygten for FCK

I dansk proffodbold har to klubber skilt sig ud i hierarkiet, i norsk og svensk fodbold er billedet noget mere uklart.

I SAS Ligaen afspejler FCK og Brøndbys økonomiske dominans sig også i det sportslige hierarki. I de to andre nordiske ligaer ser det mere mudret og uafklaret ud i den norske Tippeliga specielt efter Rosenborgs noget bratte fald fra tinderne.

FCK skiller sig ud som en økonomisk sværvægter i Norden med en omsætning på op imod en halv milliard kroner. Det er fodboldklubben, der har gjort sig uafhængig af indtjening på spillersalg via en stribe andre aktiviteter inden for fritid og entertainment.

Hvilket sikrer den danske hovedstadsklub en enestående status i nordisk fodbold, siger “fodboldøkonomen” Jesper Jørgensen fra revisionsfirmaet Deloitte. Ingen andre klubber har til dato magtet at gennemføre et tilsvarende koncept, som mere eller mindre sikrer uafhængighed af “stolpe ud eller ind” og overskud på transfermarkedet.

Selv Brøndby er fortsat dybt afhængig af spillersalg. Salget af Thomas Kahlenberg, Daniel Agger og Johan Elmander har sendt over 100 millioner i kassen det seneste års tid. Men økonomiske eksperter er noget bekymrede og kan ikke umiddelbart få øje på det næste salgbare talent. Og hvordan skal det så komme til at hænge sammen?

Rosenborg er nummer to på den nordiske rich list. Trondheim-klubben er god for en formue i omegnen af 250 millioner norske kroner. Lederne på Lerkendal har været dygtige til at sælge spillere med stor fortjeneste, og ikke mindst har den kontinuerlige deltagelse i den lukrative Champions League spædet godt til.

Selv om Rosenborg lige nu er dumpet nogle pladser ned i Tippeligaens spillemæssige hierarki, har klubben stadig det største budget at byde på. Ca. 125 millioner i indeværende kalendersæson ifølge hovedstadsavisen Dagbladet. Det er næsten 40 milioner mere end nummer to på listen, hovedstadsklubben Vålerenga, som vandt mesterskabet i 2005 og dermed brød Rosenborgs 13 år lange monopol på titlen.

At der er gode tider i det norske samfund, og at de lunende økonomisk vinde også blæser klubfodboldens vej vidner topklubbernes budgettal i det hele taget om. Viking Stavanger, Brann Bergen, som p.t. topper Tippeligaen, og Lillestrøm har budgetter på henholdsvis 70, 60 og 55 millioner kroner.

Det er også en af forklaringerne på, at flere og flere danske SAS Liga-spillere har fundet vej til norske klubber, som nemt kan konkurrere på lønnen med de danske mellemklasse-klubber. Det er ikke bare spillere fra “overskudslageret”, som de danske klubber sagtens kan undvære. Seneste eksempler er Nicolai Stokholm og Søren Berg fra OB, en af de danske “boblerklubber” under FCK og Brøndby.

En anden årsag til den danske “spillerflugt” er ganske enkelt, at det er billigere at hente eksempelvis danske end norske spillere på samme niveau.

Investeringslysten i den norske topdivision har også fået et løft med indgåelsen af den bedste tv-aftale i de tre lande. Aftalen, der blev forhandlet på plads af den kontroversielle spilleragent Rune Hauge, sikrer en milliard kroner, men dog over fem år og til fordeling over en bred front og ikke bare i Tippeligaen.

Men meget mere end de indenlandske rivaler frygter Rosenborg åbenbart for konkurrencen fra FC København. Det er også blevet bemærket på Lerkendal, at den danske mesterklub har benyttet sommerpausen til fortsatte investeringer i nye klassespillere, Jesper Grønkjær frem for alt.

Per-Mathias Høgmo, cheftræneren, er bange for, at Rosenborg er ved at blive hægtet af i det nordiske kapløb om de bedste spillere. Den norske klub retter blikket på mere eller mindre den samme kreds af spillere, men har fået baghjul.

Høgmo mener ifølge den lokale Adresseavisen, at Rosenborg må hoppe på vognen for at kunne holde niveauet, et vink til ledelsen om at lette på låget til pengekassen midt i de sportslige trængselstider.

Allsvenskan må se til fra sidelinien, svensk fodbold er bagud i forhold til naboligaerne, men har til gengæld den ubetinget største profil at byde på. Men det skyldes ene og alene, at den 34-årige Henrik “Henke” Larsson koblede bankkontoen fra og valgte med hjertet, da han efter VM vendte hjem til barndomsklubben Helsingborg fra FC Barcelona.

Ellers må de svenske klubber bare se til, når SAS Ligaen henter nogle af de bedste, svenske spillere, inklusive landsholdsfolk som Tobias Linderoth og Marcus Allbäck.

Når det kan lade sig gøre, hænger det bl.a. sammen med, at danske klubber benytter sig af den såkaldte forskerordning, som betyder, at spillerne i de tre første år kan slippe med en skatteprocent på 25 og dermed en nettoløn, som Allsvenskan ikke kan matche.

Også de norske klubber kan byde på lidt lempeligere skattevilkår for udlandske ansatte, samme fordel har de ikke i svensk klubfodbold. Den indirekte statsstøtte til naboligaerne har udløst svensk harme, men selv om der fra tid til anden er fokus på problematikken på Christiansborg, er der umiddelbart ikke meget, der tyder på, at dansk fodbold vil miste den fordel.

Men svenskerne er også selv skyld i, at trafikken af landsholdsspillere ikke går deres vej over Sundet. De har været længere tid om at lægge den gamle foreningsstruktur og traditionerne bag sig og sikre sig nye indtægtskilder.

Men også her blæser der efterhånden nye vinde. Malmö FF er helt suveræn i den økonomiske førertrøje med en egenkapital på lige godt 60 millioner svenske kroner, som ingen andre klubber i Allsvenskan bare kommer i nærheden af, viser det svenske fodboldforbunds statistik.

Misundelige rivaler vil sikkert pege på, at Malmö-klubben bare har været så heldig at have et ekstraordinært talent som Zlatan Ibrahimovic i sine rækker. Den nuværende Juventus-stjerne indbragte en svensk rekordsum på 75 millioner kroner, da han blev solgt til Ajax Amsterdam. Siden fulgte det ligeledes meget indbringende salg af angriberen Markus Rosenberg til samme hollandske klub.

Men ligesom tilfældet Brøndby kan indtjening på transfermarkedet være en flygtig størrelse og ikke noget stabilt grundlag for en langsigtet økonomisk strategi. Det har man indset i Malmö FF, der er parat til at gå nye veje.

I november i fjor blev der indgået en aftale med den internationale markedsførings-gigant IMG, som over en 13-årig periode forventes at sikre klubben en samlet indtjening på 600 millioner svenske kroner. IMG skal bl.a. hjælpe klubben med at markedsføre aktiviteter på et spritnyt stadion til en lille halv milliard kroner, som i princippet er vedtaget med kommunal støtte og accept.

Det nye stadion med en kapacitet på 27.000 pladser forventes indviet om tre år og bliver givetvis det mest updaterede, Norden til den tid kan byde på. Navnet på stadion vil i følge Aftonbladets kilder i klubben blive solgt til en sponsor, hvilket over en 10-årig periode vil kaste 100 millioner kroner af sig. Det har man ikke set før i svensk fodbold.

Malmö FF synes i nytænkning at være nogle skridt foran traditionsklubberne i hovedstaden, AIK og Djurgården, begge med stort supporterpotentiale. AIKs snit med godt 22.000 tilskuere matcher ingen andre, nordiske klubber i øjeblikket.

Men ligesom i norsk fodbold har den økonomiske rivalisering endnu ikke udmøntet sig i “skotske tilstande” på den sportslige tabel. Lige nu er det en anden hovedstadsklub, Hammarby, der fører Allsvenskan, og også den gamle magtfaktor IFK Göteborg fra landets næststørste by (ca. en halv million indbyggere) er med fremme, selv om klubben i den økonomiske division i dag holder til i den nedre halvdel.

I SAS Ligaen deles “sølvtøjet” mellem FCK og Brøndby, og i provinsen har alle svært at få øje på seriøse bud, som kan bryde hierarkiet op. Specielt fordi AGF ikke har forstået at benytte sig af potentialet i landets næststørste by og p.t. ligger underdrejet i den næstbedste række.

I det nordiske hierarki indtages de økonomiske podiepladser af FCK, Rosenborg og Brøndby og i den rækkefølge. Frygten for at FCK i de kommende år vil give konkurrenterne endnu mere baghjul er latent.

Men det er ikke lige til at forudse, hvordan det vil se ud om 10 år, hvis f.eks. Sverige som det største af de tre lande virkelig begynder at rykke med en satsning på professionel fodbold.