Jernmanden Peter Sørensen

Han har sandelig været med til at påvirket tingene i klubben, siden han kom til i begyndelsen af 2003, da klubben lå og hyggede sig i den næstbedste norske række.

– Jeg spillede i Malmö, som jeg var rykket op med, og vi havde klaret os fint i den første sæson i Allsvenskan, men klubbens træner, Tom Prahl, havde et ønske om nogen andre spilletyper, og med salget af Zlatan Ibrahimovic til Ajax, så havde han pengene til det også. Så jeg kunne godt se, at det ville blive til en del tid på bænken, og det er jeg for gammel til. Så da Ståle Solbakken ringede og inviterede mig herop, så var jeg positivt indstillet, siger Sørensen.

Set i bakspejlet ville han nok have tænkt sig om en ekstra gang, hvis han havde set træningsfasciliteterne, for dengang trænede klubben på en slidt grusbane, der nødtørftigt blev ryddet for sne af en gammel traktor kort inden hver træning. I det hele taget startede Peter Sørensen og Ham-Kam nærmest på et nulpunkt med hensyn til faciliteter.

– Der lå tre meter sne, da jeg var heroppe, så jeg så ikke meget af anlægget, men dengang var det fuldstændig som at være lilleputspiller igen og blive sendt ud at træne på klubbens dårligste bane. Det lærte mig meget om nordmændenes fantastiske tilpasningsevne. De klager ikke over noget, hvis det alligevel ikke kan ændres, hvor vi i Danmark nok har mere tendens til at fokusere på de ydre omstændigheder, mener Sørensen.

Han fortæller videre, at det fristede ham at være med til at bygge noget op i den norske klub, og Solbakken solgte ideen både med engagement og held.

– Klubben manglede nok lidt ledertyper, og der kunne jeg bruges. Alligevel er det kommet lidt bag på mig, hvor meget man som anfører i Norge bliver taget med på råd. Både af klubben og af holdkammeraterne. For eksempel har jeg ofte små individuelle samtaler med spillerne – ikke på et kontor – men under træning, hvor spillerne godt kan komme hen og spørge mig til råds under fire øjne. Og hvis jeg har et forslag til en af spillerne, eller hvis de spørger mig til råds om noget, så bliver det slet ikke diskuteret, hvad jeg siger til dem. Så meget tro på anføreren har man heroppe. Og det kan jo godt være farligt, smiler Sørensen selvironisk.



Et eksempel på en personlig samtale kunne være, hvis en angriber har problemer med at score mål og er gået helt i knude med sit spil også, så kan Sørensen foreslå, at spilleren skal tage på en fisketur og tænke tingene grundigt igennem. Eller bare se tv-avisen, og opleve hvilke problemer andre mennesker i verden har at slås med. For ligesom at sætte fodboldverdenen i perspektiv.

– Ikke fordi det skal lyde højtravende eller intellektuelt, men det er vigtigt, at man som spiller husker på, at der er meget andet i livet end fodbold. Ofte er problemet for en angriber, der ikke scorer, at han simpelthen fokuserer for meget på målene, og så glemmer han at koncentrere sig om at få sit spil til at fungere, og så er der pludselig intet, der virker for ham, siger Sørensen.

Danskeren taler meget om, at man skal huske at holde perspektivet på sin position som fodboldspiller. At der er mange andre ting, man kan fylde sit liv med end fodbold. Og han har en helt klar holdning til den voksende fankultur, der kræver mere og mere af spillerne, og som afføder en stadig skarpere personlig kritik.

– Jeg gider ikke finde mig i, når det bliver til personlig hetz eller chikane af enkelte spillere. Vi tilbyder en form for underholdning, og det er dejligt, hvis folk er tilfredse med den underholdning, de får. Sådan kører der et spil mellem spillere og fans. Men vi leverer jo også den anden vej rundt en vare til dem, og hvis de ikke er tilfredse, så kan det ikke nytte at chikanere enkelte spillere. Jeg har fuld forståelse for, at fansene nægter at synge, hvis spillet er skidt, for de har naturligvis lov til at give udtryk for deres utilfredshed, men der skal hele tiden være en gensidig respekt mellem spillere og fans. Hvis man går i operaen, og det ikke er så godt, som man håbede, så kommer man jo bare ikke næste gang. Det kunne mange fodboldfans nok tage lidt ved lære af. De forventer nærmest, at spillerne viser en form for taknemmelighed for støtten. Omvendt kan man som spiller forvente taknemmelighed den anden vej, fordi mange efterhånden definerer sig selv primært som fans af det ene eller det andet hold, understreger Sørensen.

– Man skal være sig sin rolle bevidst, og så skal man forsøge at udfylde den på bedste måde. Det værste er, hvis man ikke yder 100 % af det, man kan. Hvis vi taber, og vi har gjort vores bedste, så er der ikke noget at kritisere, men hvis nogen ikke yder alt, så er det på sin plads med kritik. Fodboldspillere er udsat for et hårdt pres, mener mange, men det er jo ikke værre end andre job. Vi er bare heldige, at vi kan leve af vores hobby, og at vi endda kan leve forholdsvis godt af det. Derfor har vi også en forpligtigelse til at yde maksimalt, og det er jo som regel sådan, at man bliver lønnet efter fortjeneste. Det hænger også sammen med det pres, der er, og selvfølgelig er det et stort pres, hvis man på

sidste spilledag spiller nedrykningskamp, for så står der jo job på spil. Men for det første så er en sådan kamp som regel resultatet af en lang række af underpræstationer, ellers havnede man ikke i búnden, og for det andet så er det jo sådan på de fleste arbejdspladser, at hvis man ikke opfylder sine egne målsætninger, så må man finde sig et andet job, siger Sørensen.

Han er knivskarp i sin tale. Der er ingen medlidenhed med fodboldspillere. Lønnen er god, man lever af sin hobby og man lever godt. Omvendt er det vigtigt, at man sørger for som spiller, netop ikke at hænge hele sin identitet op på det at være spiller.

Det hele menneske er i centrum i samtalen med Peter Sørensen, der tydeligvis har fået talt sig varm. Han fortæller intenst om sine ideer om, hvordan man får en klub til at fungere, og flere gange lyder han som en moderne erhvervsleder.

Men den anden side af paletten kommer også frem, da han nævner, hvordan han mener, at fodboldspillere skal forholde sig til deres klub. Ham-Kam er grundlagt i 1918. altså snart 100 år gammel. Så den moderne snak om udvikling af kompetancer og individuelle samtaler bliver pludselig krydret med arkebegreberne ære og stolthed.

-Det er klart, at alle klubber vil have spillere med stolthed, men her i Ham-Kam skal det være sådan, at der faktisk er tyngde bag begrebet. Det er let at sige, at man har en professionel stolthed, men det skal rent faktisk gøre ondt indeni, hvis vi taber en hjemmekamp eller underpræsterer i det hele taget. Den grundtanke at alle skal yde deres maksimale passer fint i tråd med dette, og der er en fin selvjustits i truppen med indsatsen, siger Sørensen.

Han bevæger sig hele tiden i grænselandet mellem en gammeldags klubmand med hjerte og begreber som stolthed og ære, og så som en moderne leder med en aktiv ledelsesform og optimering af ressourcerne. Uanset hvilken kasket der er på, så bliver der stillet store krav. Både til Peter Sørensen selv, men også til omgivelserne.

– Som fodboldspiller mener jeg da, at man har pligt til at sætte sig ind i klubbens historie. Det er jo baggrunden for ens job: Hvorfor får jeg overhovedet løn? Hvad er der sket tidligere i klubben? Og hvilke traditioner har man? Spillere skal altid huske på, hvor godt de har det, og så skal de handle med den ydmyghed, som passer til det. Omvendt er jeg ikke blind for, at der er spillere, der fremmer karrieren med klubskifter, og det er jo bare en del af spillet. Det vigtigste er altid at huske, hvem man er – Mange fans har en tendens til at gøre spillerne til større stjerner, end de er, og det ender spilleren måske med at tro på, konkluderer Sørensen.

Hvem han selv er, har Peter Sørensen tydeligvis styr på. Om han har så meget styr på tingene i det norske, at han ligefrem skal være ny træner efter Ståle Solbakken, når han skal til FC København vil han ikke afsløre. Der er ingen tvivl om, at Sørensen har evnerne til det. Spørgsmålet er nok mest, om han vil.