Juleguf: Brøndby forråder man ikke

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

23. DECEMBER: PAULA LARRAIN
(Journalist, tidligere Radion og tv-vært og nuværende kommunikations-konsulent . Artiklen er første gang bragt i 2009)

Man kender Paula Larrain for mange ting.

Hun var studievært gennem flere år på TV Avisen, hun var konservativ folketingskandidat ved valget for et par år siden og prøver igen næste gang, hun har skrevet bøger om både livet som chilener i Danmark og en satirisk skildring af livet mellem politikere og journalister og for et par år siden trådte hun for alvor ind i det offentlige rum som deltager i tv-programmet Vild med dans.

Men der er en side af den 39-årige kvinde, som de færreste kender – hende der sidder hjemme i sofaen og råber sig hæs, når Champions League-fodbolden nærmer sig det sublime, hende der har et lille håb om at Michael Laudrup måske engang vender tilbage til Brøndby og hende der trods sin chilenske baggrund har et passioneret forhold til det danske landshold.

”Jeg har desværre aldrig rigtig gået så meget til fodbold på stadion, for jeg har ingen veninder, der deler interessen. På den måde er det en drengeverden, men da jeg er mor til en dreng og selv som lille var en rigtig drengepige, har det ikke været svært for mig at blive ved med at følge fodbolden.”

”Jeg plejer at sige, at det er den vigtigste sportsgren for mig. Jeg spillede godt nok håndbold, men det var fodbold, jeg så på tv og gik op i, og det gør jeg stadig. Det giver også et godt fællesskab med min kæreste og min søn, selv om de godt nok holder med FCK. Det er nok en af grundene til, at jeg ikke kommer så meget til fodbold. Jeg vil helst ikke på nedre C i Parken, mens jeg også godt kan se, at det ville være synd at slæbe dem med på Brøndby Stadion,” siger hun og griner.

For Paula Larrain boede på den københavnske vestegn fra hun som fire-årig kom til Danmark med sin famile på flugt fra militær-diktaturet i Chile, til familien ni år senere flyttede til Esbjerg, og det tidlige liv i først Brøndby og siden Vallensbæk har sat sine spor i fodboldinteressen.

”Jeg havde dårlig fod som lille, og derfor sagde min læge dengang, Per Bjerregaard, at jeg skulle dyrke noget sport. Så jeg prøvede både fodbold og håndbold, men dengang var der ikke rigtig styr på pigeholdene i Brøndby, så jeg spillede håndbold i klub, men fulgte fodbolden ved siden af. Allerede i 3. klasse løb vi over på naboskolen for at se Brian Laudrup spille, og da jeg siden flyttede til Vallensbæk, var jeg og min veninde Salli altid med, når der blev spillet fodbold på gaden.”

”Så Per Bjerregaard fik mig i gang, og derfor skylder jeg ham også lidt. Nu er jeg siden blevet gode venner med Flemming Østergaard, fordi vi begge var med i radioprogrammet Mads & Monopolet, og han vil meget gerne have mig omvendt, men man forråder ikke Vestegnen. Man skal holde med den klub, hvor man kommer fra, og derfor blev jeg også helt paf, da jeg fandt ud af, at mange af mine gamle klassekammerater fra Vallensbæk nu er blevet FCK-fans.”

”Men Østergaard gav mig en Peter Møller-trøje til min søn, da han var mindre, så jeg er ikke fanatisk. Jeg fik endda også en autograf på den, da jeg blev kollega med Peter,” siger Paula Larrain og griner igen.

Fodbold er følelsernes spil, og dem har den chilensk-fødte journalist og nuværende kampagneleder i Danmarks Rederiforening altid med sig, når der er kamp derhjemme. Og det er der tit.

”Mindst en kamp om ugen og også mere i disse Champions League-tider. Når det spiller, så orker jeg ikke rigtig SAS Ligaen, fordi niveau-forskellen er så stor. Og så er der selvfølgelig slutrunderne, der er det helt store. Så ser man jo kampe hver dag.”

”Min første store slutrunde var VM i Spanien i 1982, hvor jeg også samlede klistermærker og virkelig fulgte det tæt. Jeg holdt med England og specielt med Paul Mariner af en eller anden grund. Måske fordi han så lidt chilensk ud med det mørke hår. Han var også grunden til, at jeg holdt med Ipswich i England – og så selvfølgelig Glenn Hoddle og Tottenham i deres gode år i starten af firserne med ”pling” og tipsfodbold om lørdagen.”

”Jeg kan også huske under VM i Japan og Sydkorea i 2002, hvor jeg arbejdede som morgen-vært på DR, der fik jeg rullet et fjernsyn ind i studiet, så jeg kunne følge med, mens der var indslag. Fem sekunder før jeg skulle på, kiggede jeg så væk, samlede mig og præsenterede den næste ting. Det var ret sjovt.”

”Og jeg går op i det, når jeg ser det. Der er så mange følelser i fodbold, og det bedste er, når man sidder som på nåle, dybt koncentreret om det taktiske spil og venter på den afgørende detalje. Og jeg råber, også når jeg sidder alene, men jeg synger altså ikke. Det er mere min kæreste og min dreng for at drille,” siger Paula Larrain og begynder på en FCK-slagsang i caféen på Gråbrødre Torv.

”Jeg kan også blive rigtig sur. Specielt over landsholdet. Jeg kan skumle længe over Rommedahls dårlige afleveringer eller hvad der nu har været. Så kommer hele Vestegns-retorikken.”

Landsholdet fylder meget for Paula Larrain, der blev teenager og flyttede til Esbjerg, mens Sepp Piontek fik styr på Danmark, og hun kan stadig huske den fuldstændig tomme fornemmelse hun havde i kroppen, da hun cyklede hjem efter VM-kampen i 1986, da Spanien vandt med 5-1 og lukkede eventyret for de danske dynamit-drenge. For som chilener af fødsel var landsholdet noget af det, man nemmest kunne forholde sig til i Danmark.

”Landsholdet er ekstremt vigtigt for Danmark. Det er jo grunden til, at så mange kan nationalsangen. Landsholdet er en af de få ting i dette fragmenterede samfund som kan samle nationen. Der er dronningen og i gamle dage var der også DR, men sådan er det ikke længere. Så landsholdet samler, og det er også en af grundene til, at EM i 1992 er så stort for så mange. For den aften var vi alle samlet.”

”Jeg så finalen med min familie, men bagefter tog vi ind til byen, og jeg kan tydeligt huske, hvordan der pludelig kom et optog af dansende indere, alle sammen malet med rød/hvide farver, mens de tyrkiske drenge, der normalt holder med Galatasaray, også var ude at feste for Danmark. Det er sådan noget fodbold kan. Det er en kulturbærer,” siger Paula Larrain, der kommer fra et hjem, hvor det fodboldromantiske højdepunkt var VM i 1962, da Chile var vært og vandt bronze, mens Paula Larrains mor dengang som teenager vist nok kærestede lidt med en argentinsk landsholdsspiller.

Så hun fik fodboldinteressen med hjemmefra og fik lov til at dyrke den, dengang i de tidlige firsere på den københavnske vestegn.

”Det kunne man jo godt. Jeg var meget til drengeting. Jeg dyrkede Star Wars, jeg byggede modelfly og jeg spillede fodbold. Kjoler kom først meget senere. Og som pige kan man godt tage del i drengeuniverset, mens der bliver kigget skævt, hvis det går den anden vej, hvis drenge vil pigeting.”

”Så nu kombinerer jeg tingene, du ved, jeg kan strikke, mens der er fodbold i fjernsynet, hvis jeg vil. Jeg vil i hvert fald ikke begrænses. Det skal ikke hedde sig, at man som pige ikke kan se og interessere sig for fodbold. Derfor hader jeg også Oddsets reklamer om, at der er så meget kvinder ikke forstår. De er så stigmatiserende. Og det passer jo ikke. Der er masser af kvinder, der går op i fodbold.”

”Jeg følger i hvert fald med, og jeg læser også om det. Jeg hopper ikke bare over sportssiderne. Men jeg blegner selvfølgelig ved siden af min familie. Jeg har ikke genet til at skulle overgå de andre i detaljer og statistik. Så jeg smiler og lytter, for jeg har ikke behov for at markere mig. I hvert fald ikke når det handler om fodbold,” siger Paula Larrain og beviser detail-kendskabet, når hun uden vaklen noterer, at det chilenske landshold, hun ellers ikke følger tæt, ligger fint til i VM-kvalifikationen.

Og hun håber på, at både de og Danmark kvalificerer sig, så hun kan lære fødelandets landshold bedre at kende, mens VM i 2010 bliver gjort til noget ganske særligt.

Og så var der også dengang hun mødte den chilenske landsholdslegende Ivan Zamorano.

”Han blev udnævnt til H.C Andersen-ambassadør, i øvrigt sammen med Isabel Allende, i forbindelse med digterens 200-års fødselsdag i 2005, og jeg var så konferencier ved et stort arrangement, hvor Zamorano var i byen med sin kone et par dage. Dem var jeg sammen med, og de var virkelig søde. Som mange andre dygtige fodboldspillere fra Sydamerika kom han også fra beskedne kår, men selv om han havde fået succes, var han ikke arrogant. Tværtimod. Jeg lovede at besøge ham næste gang, jeg kom til Chile, men det har jeg ikke fået gjort endnu, og det er også for dårligt. Det burde jeg,” siger Paula Larrain, fodboldmennesket foran fjernsynet, der dog har sørget for en live-oplevelse efter sommerferien.

I august er der nemlig venskabskamp mellem Danmark og Chile på Brøndby Stadion.

”Og jeg er slet ikke i tvivl om, hvem jeg holder med. Jeg holder med Danmark. Vi har også købt billet til VM-kvalifikationskampen mod Portugal i Parken i september, men det ved jeg ikke, om jeg når,” siger hun og klapper den runde mave med den lille dreng, der bliver født til september – med alle muligheder for også at komme til at elske fodbold.