Krig om stjernerne: De store æder de små

FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 21. OKTOBER 2022

Tom Cruise har mange ikoniske scener på samvittigheden, men en af de mere undervurderede, men stadigvæk ofte foreviget på de evige GIF- og meme-marker, er scenen i Jerry Maguire (1996), hvor Tom Cruise spiller sportsagenten Jerry Maguire, der i en presset telefonsamtale råber: ’Show Me The Money’.

Filmen og scenen var med til at åbne bevidstheden om sportsagenter for den bredere offentlighed. Jerry Maguire-karakteren er voldsomt inspireret af NFL-agenten Leigh Steinberg, der stadigvæk er aktiv som 73-årig og repræsenterer superstjerner som Patrick Mahomes og Jerry Jeudy.

Bosman satte fart på markedet
Jerry Maguire havde præmiere i 1996, og det var samme år, hvor Bosman-dommen for alvor trådte i kraft. Det gav pludselig spillerne den fordel i forhandlingerne med klubberne, at de bare transferfrit kunne forlade deres hidtidige arbejdsgiver, når kontrakt udløb. En naturlig selvfølge i dag, men et uhørt skred dengang, og med den forhandlingsmæssige overhånd gav den pludselig grobund for et større marked og dermed indkomstgrundlag.

Indtil da havde klubber kunnet kræve transfers for et klubskifte, selv efter en spillers kontrakt var udløbet, hvilket konkret var det, Jean-Marc Bosman fik medhold i var mod EU-lovgivningen.

En anden vigtig, og måske reelt mere betydningsfuld, konsekvens af Bosman-dommen, var liberaliseringen af udlændingereglerne i fodbold. Tidligere måtte holdene kun spille med tre udlændinge.

Det mere flydende og liberale transfermarked fik skruet op for antallet af transfers, og siden starten af 2000 har man ikke set sig tilbage. Kun nationale regler som antallet af home grown-spillere og antallet af registrerede spillere har sat mindre bremser på udviklingen, og selv udefrakommende begivenheder som COVID-19 og Brexit har reelt ikke en større stopklods for et marked, der synes at være i evig vækst og er begyndt at tiltrække storkapital.

Raiola kommer på banen
Det var lige før Bosman-dommen, at Mino Raiola fik smag for fodbold, da han som af italienske indvandrere i Holland fik en tjans af det store hollandske agentfirma Sport Promotions som oversætter. Sport Promotions havde på daværende tidspunkt blandt andet Wim Jonk, Michel Kreek, Bryan Roy og ikke mindst Dennis Bergkamp som klienter, hvor Mino Raiola ikke bare arbejdede som oversætter og tolk, men også med alt det praktiske med at flytte til Italien.

Noget, der kan synes overskueligt i dag, men Italien anno 1993 var måske ikke det mest agile land. Her kom Mino Raiola tæt på processen og spillerne, og skulle efter signende have fotokopieret Dennis Bergkamps kontrakt, så den tidligere jurastuderende Raiola også lærte, hvordan man sammensatte en kontrakt.

En lærdom som Mino Raiola hurtigt skulle få brug for, da han blev uvenner med Sport Promotions’ ejer Rob Jansen, og lavede sin første transfer som selvstændig agent. Igennem sin tid som Bryan Roys praktiske gris i Foggia havde Raiola også lært Roys træner Zdenek Zeman at kende, og Raiola hjalp nu Zeman med at lokke EM 1996-helten Pavel Nedved til Zemans nye arbejdsgiver Lazio.

Nedved havde egentlig en aftale med PSV Eindhoven og Frank Arnesen, men med den senere så velkendte snilde og overblik fik Raiola hjulpet Nedved til Lazio i stedet, og Mino Raiolas agentforretning var i gang. En beslutning, Pavel Nedved næppe fortryder i dag. Raiolas agentforretning, hvor administrationsfirmaet hed Maguire Tax & Legal, var selvfølgelig opkaldt efter Jerry Maguire.

Spillernes mand eller grådig edderkop?
Når Mino Raiola igennem årene blev betragtet som en kontroversiel agent, skyldtes det ikke udelukkende, at han havde en forkærlighed for fodboldens mest kontroversielle spillere som Mario Balotelli, Paul Pogba og Zlatan Ibrahimovic.

Ofte er Mino Raiola blevet portrætteret som en grådig edderkop, der trækker i trådene og gerne selv initierer en transfer fremfor den sælgende klub.

Et ry, der vokskede sig stort for 10 år siden, da dengang 19-årige Paul Pogba overraskende ikke forlængede sin kontrakt med Manchester United, og i stedet skiftede til Juventus. Et skifte, der fik forsmået og bitre ord på vejen af daværende manager Sir Alex Ferguson, og fik stemplet skiftet som lidt af et money grab i Manchester United-fans’ øjne mere end sportslige hensyn. Det indtryk blev næppe ændret, da Pogba fem år senere skiftede tilbage til Manchester United for en dengang rekordsættende transfer på 105 millioner euro., hvor af Mino Raiola ifølge dokumenter fra Football Leaks skulle have tjent omkring 25 procent i agenthonorar, hvilket også var en verdensrekord.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Mino Raiola trods sin enorme liste af klienter også var meget personligt tæt på sine klienter. Da Raiola døde, var Mario Balotelli ikke bleg for at kalde Raiola sin anden far. Paul Pogba har også flere gange kaldt Raiola og dennes højre hånd Rafaela Pimenta for sin anden familie.

Zlatan Ibrahimovic' forhold til Raiola er også velbeskrevet i selvbiografien ’Jeg er Zlatan Ibrahimovic’, hvor Zlatan Ibrahimovic levende fortæller om hvordan han både undervurderer Raiolas fysiske fremtoning, og samtidig bliver tirret af Raiolas utallige kærlige provokationer til at forbedre sit spil og afslutninger, der i sidste ende er afgørende for, at Zlatan Ibrahimovic får succes i Italien.

De fleste agenter lever af at have gode relationer. Både til spillerne, men også til klubberne. Og her var Mino Raiola ingen undtagelse. Det kan godt være, at Paul Pogbas første skifte virkede som et skifte, der var motiveret af penge, men Raiolas første klient Pavel Nedved sad også i direktionen i Juventus i tiden omkring Paul Pogbas transfers.

Den slags tætte relationer imellem en manager og en agent var absolut ikke unikt for Mino Raiola, men er nærmere kutyme i dag.

Det kan godt være, at Sir Alex Ferguson bandlyste Raiola på et tidspunkt, men så nærede Ferguson selv et nært forhold med en anden navnkundig superagent som israelske Pini Zahavi, der blandt andet hjalp Ferguson med at facilitere Rio Ferdinands umulige og forbudte skifte fra Leeds United til Manchester United helt tilbage i 2002, dengang Leeds forsøgte at vokse sig lige så stor som Manchester-klubben.

Mino Raiola har også været særdeles god til at udnytte den model, hvor han både agerer agent for den sælgende klub og spilleren i transfers. Da Paul Pogba skiftede tilbage til Manchester United, blev han både betalt af Juventus og Manchester United for sin rolle.

Det er heller ikke noget, der er uvant, og selv i Superligaen er det praksis, men det er beløbenes størrelse og proportionalitet, der har tiltrukket sig negativ opmærksomhed, ifølge flere engelske medier og ikke mindst lækkede dokumenter fra Football Leaks tjente Raiola mere end 40 millioner pund på Paul Pogbas transfer tilbage til Manchester United.

Det er ikke kun Pavel Nedved, der har draget nytte af Mino Raiola igennem årene. En klub som Borussia Dortmund har tjent gode penge på klienter som Henrikh Mkhitaryan og ikke mindst Erling Braut Haaland. Ajax har igennem årene også nydt godt af, at Mino Raiola ikke bare har fundet en ny klub til sine talenter, men også de rigtige og rigeste klubber.

I bagklogskabens klare lys var valget af Dortmund utvivlsomt bedre for Haaland fremfor større tilbud som det fra Manchester United, så det er ikke altid at den kortsigtede økonomisk gevinst er vigtigst for Raiola, hvilket Raiola også selv hævdede i flere interviews.

Amerikanerne kommer
Inden for de seneste 10 år er der kommet meget mere spotlight på superagenter ligesom Mino Raiola og Jorge Mendes, dels på grund af sociale medier og tilgængelige digitale database-sider som Transfermarkt, men også fordi agenternes indflydelse er blevet mere synlig. Mange fodboldfans kan genkende agenter som Mino Raiola, Pini Zahavi, Volker Struth og Jorge Mendes lige så godt som fodboldtræneren eller sågar spillerne.

De fleste store agenter har startet deres karriere med at være markedsledende i deres hjemland, og så skabt yderligere internationalt netværk i takt med, at der har været bud efter deres spillere i udlandet, men den karrierevej ser ud til at blive sværere i fremtiden.

Flere af de store amerikanske agentbureauer, der har rødder i underholdnings- og mediebranchen, har i deres jagt på vækst og markedsandele med store investorer i ryggen kastet sig over europæisk fodbold, hvor agenthonorarer langt fra er lige så reguleret og kontrolleret som amerikansk sport, og med amerikanske øjne er lidt et Wild West. Bureauerne går aggressivt til værks.

I stedet for at lade nye agenter opbygge en stald med tålmodighed og organisk vækst, så har man haft store penge med. Et af Englands store agentbureauer Stellar Group med navnkundige Jonathan Barrett i spidsen blev for to år siden opkøbt af ICM Partners.

Sidste år blev ICM Partners så opkøbt og fusioneret med det endnu større agentbureau Creative Artists Agency (CAA) med over 2000 ansatte, der allerede i 2020 blev kåret som verdens mest værdifulde sportsagentbureau af Forbes. CAA havde i forvejen selv opkøbt et stort britisk agentbureau Base Soccer Agency i 2020.

Derudover har CAA i mange år haft et samarbejde med Jorge Mendes og hans Gestifute, og selvom ICM Stellar Sports og CAA stadigvæk er uafhængige af hinanden, så er det en stor markedsandel, de har sammenlagt.

Flere af CAA's store rivaler rører også på sig, eksempelvis Wasserman, der også har købt op i de senere år. Mino Raiolas gamle ærkerival Rob Jansen er i dag en del af Wasserman og styrer deres hollandske kontor, og tilbage i 2006 købte man det store bureau SFX, der havde eksempelvis Michael Owen og Steven Gerrard som klienter. Steven Gerrard er stadigvæk repræsenteret af Wasserman.

William Morris Endeavor (WME), der er et af verdens største talentbureauer inden for underholdning og mode, har endnu ikke kastet sig over fodbold på samme måde, men tidligere på året lavede man en aftale med Kylian Mbappé om alle kommercielle aftaler. Mbappé er ellers repræsenteret af sin familie.

Det er ikke kun storklubberne og globale brands, der har agentbureauernes interesse,

da Sønderjyske sidste år ledte efter en ny CEO og ’Head of Player Development og Recruitment’, var det med CAA's assistance. Sønderjyske omtalte CAA ganske nøgternt: ”SønderjyskE har sat det internationale rekrutteringsbureau, Creative Artists Agency (CAA), til at styre ansættelsesprocessen. CAA er et af verdens førende sportsrekrutteringsbureauer og har tidligere hjulpet mange internationale klubber i rekrutteringsprocessen.”.

Fremtidens bureauer – Er superagentens tid forbi?
De seneste par år har amerikanske investorer haft stor appetit på ejerskab af europæiske fodboldklubber, og de har også involveret de amerikanske bureauer på en måde, man heller ikke har set tidligere.

Da Chelsea blev solgt tidligere på året, var CAA også involveret som partner og supporter for Martin Broughtons købstilbud. Var Broughtons gruppe endt som ejer i stedet for Todd Boehly, så havde det skabt ny præcedens for, hvor meget agenter er involveret i en fodboldklub.

Hvor Jorge Mendes og Gestifutes magt i eksempelvis Wolverhampton og Valencia har været af uformel og ikke-bindende karakter, så ville CAA's engagement have været af formel og juridisk karakter.

De amerikanske agentbureauer har nogle flere år på bagen end de fleste, klassiske europæiske bureauer, og har gennemført første eller andet generationsskifte. Det betyder, at bureauet, der i sig selv er et brand, typisk er stærkere end den enkelte agent.

Når man samtidig har næsten uendelige ressourcer og tilbyder spilleren en meget bredere vifte af services og eksperter, er det en trussel imod den uafhængige, mere klassiske agent.

Hvis agenten stopper på bureauet, så bliver han erstattet af en ny.

Hvor mange uafhængige agenter typisk er selfmade mænd som Mino Raiola eller tidligere spillere som Mikkel Beck, så er mange af de ansatte som de amerikanske bureauer folk med højt uddannelsesniveau med eksempelvis jura som speciale. I manges tilfælde er relationen imellem spilleren og bureauet, og ikke nødvendigvis imellem en agent og spilleren.

Her står det i tydelig kontrast til superagenten. I et interview med det tyske magasin 11 Freunde understregede Mino Raiola flere gange, at den personlige relation er vigtigst for ham, og kemi mellem de to parter er en absolut nødvendighed. Man har en relation til Raiola og hans personlige assistent, og det er det.

En mellemting imellem megabureauerne og enkeltmands-agenten er et kontinentalt eller regionalt bureau, der strukturmæssigt er flere små kontorer og bureauer, men under et samlet brand og en stigende tendens for at beskytte sig imod megabureauerne.

Eksempelvis hollandske Sports Entertainment Group (SEG), der indtil for nyligt også var repræsenteret i Danmark ved Mads Bach Lund. SEG tilbyder også flere formelle services som juridisk rådgivning, data-analyse, sponsorater og coaching.

En dansk agent i et lignende internationalt bureau, fortæller til Tipsbladet, at bevægelsen mod fusioner og større firmaer ser ud til at være kommet for at blive.

”Det er i dag en naturlig proces i takt med væksten at søge en fusion. Det handler mest om muligheden for at have bedre spillere at handle med internationalt. Det er ikke sikkert, at enkeltmands-agenten forsvinder som sådan, men jeg tror, han får det sværere, men det handler så også om agents ambitioner og ønske om måden at være agent på," siger agenten, der har ønsket at være anonym.

Tipsbladet har også talt med flere kilder blandt større uafhængige agenter, og der synes den største bekymring at falde på, at det i dag er for nemt at blive agent, så det er nærmere antallet end størrelsen på konkurrenter, der er fokus på. Heri også en større bekymring for kvaliteten af det agentarbejde, der bliver gjort.

I Jerry Maguire er det den uafhængige agent, der vinder den davidske kamp imod det store bureau og i overført betydning kampen imod storkapitalen. Sådan bliver det udfaldet måske ikke altid i fremtiden, men som en agent understregede overfor Tipsbladet, så vil der altid være behov for langvarigt, uafhængig rådgivning.