Madrid på monkey class

30 timer tidligere er jagten på en billet i gang. Det foregår ved “Torres A” på Estadio Santiago Bernabeu. En time før salget åbner denne fredag eftermiddag klokken 15 er der en lille kø på knap 30 mennesker, der står og venter.

Ventetiden foran det mægtige stadion i udkanten af Madrids centrum føles slet ikke lang, og solen bager med råstyrke og høj temperatur velgørende ned over en skandinavisk vinterbleg krop, mens tiden kravler af sted.

Efter en halv time i solen og i kø har der pludselig samlet sig en menneskeslange på næsten 200 meter. Ganske kort tid før portene åbnes, beslutter en betjent at vende køen.

Slangen snor sig langt hen af gaden, og betjenten beslutter, at det er generende for trafikken, når folk står, som de gør, så han går i gang med at dirigere en rokering af køen. Hvorefter der naturligvis opstår en vis uro blandt de, der får dårligere pladser i køen efter rokaden.



Da porten endelig åbner, er der kun billetter tilbage på fjerde niveau – en 60-75 meter over banen på den ene endetribune – så det lugter lidt af et fyldt stadion til lørdagens kamp. Til gengæld er det billigt at se stjernerne fra en plads i nærheden af skyerne. 20 Euro koster billetten.

Lørdag aften viser det sig, at pladserne slet ikke er så ringe endda på monkey class. De meget stejle tribuner sikrer en overskuelig afstand til banen trods de mange meter i højden.

Stadion ser ikke kæmpestort ud udefra. Banen er sænket til omkring 25 meter under gadeniveau, og derfor snyder højden på stadion. Det er højt – meget højt. De officielle kilder siger efter kampen, at der er over 70.000 tilskuere på tribunerne.

Og de fleste jubler, da Raul to gange vipper bolden over forsvaret til Ronaldo, og brasilianeren først spiller på tværs til Owen, der scorer, og anden gang bliver bokset ned af Racings keeper, så han selv kan score på straffesparket.

Men det kræsne publikum vil have mere. Fra en klub, hvis indløbsmelodi langt overstråler SAS Ligaens ‘Eye of the Tiger’-retorik med en operahymne bestående af storladne toner og en lang gentagelse af ‘Real Madrid’, forventer publikum mere end 2-0 og færdigt arbejde.

De får, hvad de kommer efter. I pausen nyder de madrilenske “socios” både medbragt vand og madpakker på tribunerne, og til anden halvleg er der medbragt slik. Nødder og frø i alle afskygninger. Det er som en god lørdag aften i en dansk kernefamilie med lørdagsslik og Colombo på skærmen.

I anden halvleg bliver forskellen på banen endnu tydeligere, og Raul får lov til at krone en flot kamp med to identiske scoringer til 3-0 og 4-0, inden Ronaldo viser, at han stadig tænker på rækkens topscorerpris og undlader at spille bolden til Owen, så brasilianeren selv kan score efter at have rundet målmanden.

5-0 og bedre kan det ikke gøres. Real spiller ikke fantastisk, men de fleste steder stiller man sig tilfreds med en sådan sejr. På endetribunen – om det så er, fordi det er de billige pladser, skal være usagt – kræver folk stadig og konstant underholdning.

Zidane spiller en fornem kamp og giver mange prøver på sin sublime boldbehandling, men da han i anden halvleg to gange ikke får fat i et par halvdårlige afleveringer, så falder buh-råbene og piberiet prompte fra lægterne. Lunten er ikke lang. Et kvarter før tid bliver Zidane og en mindre en middelmådigt spillende Beckham skiftet ud, og de bliver fulgt fra banen af pligtskyldige klapsalver. De to indskiftere, den evigt populære Guti og portugiseren Figo, modtager et brøl af en anden verden. Selv blandt verdens største stjerner er der selvfølgelig forskel på folk.

Blandt disse stjerner løber der en dansker rundt og dirigerer og forsøger at organisere. Men på netop denne aften er der heldigvis ikke det store behov for danskerens kvaliteter, for Gravesen spiller en anden halvleg under niveau, hvor han en håndfuld gange bliver overspillet på midten og kommer til at løbe forgæves. Med 2-0 ved pausen er det tydeligvis svært for de store stjerner for alvor at motivere sig til spillet bagud.

Den hårdtarbejdende dansker har allerede erobret en plads i madrilenernes hjerter. Som vores hotel receptionist formulerede det: “He is not beautiful player, but he has big heart. Not like Beckham”. Om modsætningen med Beckham drejer sig om hjertet eller det med at være en smuk spiller er lidt uklart, men det er tydeligt, at danskerens stil tilfører noget nyt til den kongelige klub.

I fanshoppen Area Real Madrid, der både ligger først på byens handelsstrøg og naturligvis i forbindelse med stadion, har Gravesens tilstedeværelse i hvert fald tilført nye merchandisemuligheder for spanierne. Man kan næsten fornemme de mange fedtede spegepølse-fingre på danskerens trøjer i fanshoppen.

En dansk kvartet forlod butikken alle iført den kongelige hvide trøje med nummer 16 og Gravesen på ryggen. Efter kampen var det danskeren selv, der bar trøje nummer 16, og Gravesen forlod Bernabeu efter en 5-0 opvisning, der egentlig mindede meget om en pligtsejr.

Det lignede til gengæld ikke pligt, da Ronaldo efter kampen på vej mod spillertunnelen vendte om på en tallerken og spadserede mod endetribunen. Roligt og værdigt traskede brasilianeren ned mod målet. Han var alene på græstæppet – kun mandsopdækket af en sikkerhedsvagt – og Ronaldo gik målrettet ned og donerede sin trøje til en tilskuer, der kastede sig frem over hegnet og greb klenodiet.

Med to mål sikrede Ronaldo sig popularitet på banen. Han ved også godt, hvad der skal til udenfor banen. Og så traskede brailianeren ud i omklædningsrummet igen.