Mester på Maldiverne

Men hvordan ender man som dansk fodboldspiller overhovedet på et maldivisk fodboldhold? Det spørgsmål skal vi lige først have besvaret.

“Kim Nørholt, som jeg spillede sammen med i Fram Reykjavik på Island, havde spillet dernede i fire måneder for ti år siden. Han var blevet den helt store superstjerne på Maldiverne, så lige siden har de hvert år spurgt ham, om han ikke kunne tænke sig at komme ned og spille igen. Desværre blev han skadet på Island i slutningen af sæsonen, så han ikke selv kunne spille, men så spurgte han mig og den tredje dansker i Fram, Hans Mathiesen, om ikke vi kunne tænke os at tage med ham derned og hygge os lidt. Vi skulle så spille for holdet i sæsonens afgørende finalekampe, og han skulle være assistenttræner. Jeg havde ikke andet at lave, da den islandske turnering allerede slutter midt i september, så jeg sagde “jep, lad os da bare smutte derned og drikke lidt bajere”, og så tog vi afsted,” fortæller han.

“Lidt skæg og ballade kunne da ikke være i vejen, efter at vi var rykket ned fra den bedste islandske række med Fram.”

Men megen tant og fjas blev det ikke til i begyndelsen på den sunni-muslimske øgruppe, hvor ramadanen netop var skudt i gang på hovedøen. Så øl var umuligt at opdrive. Til gengæld fejlede modtagelsen i lufthavnen ikke det mindste.

“Da vi trådte ud af flyet stod der en hel modtagelseskomite på seks personer klar. En af dem satte sig ned på knæ foran Kim Nørholt, som om han var en eller anden ophøjet person. Han havde godt nok fortalt hjemmefra, at han var pænt populær dernede, men jeg havde bare sagt “ja, Kim, det er fint”, så jeg var dybt rystet,” griner Bo Henriksen.

Og derefter blev den danske trio vartet op efter alle kunstens regler.

“Vi fik ikke løn for at spille, men de betalte alt. Flybilletter, hoteller, mad og drikke, simpelthen alt. Efter den første uge, hvor vi trænede en gang om dagen, sendte de os afsted ud på nogle af klubejerens resorts, hvor vi bare kunne drikke, spise og hygge på deres regning. Det var helt vildt. Og sådan var det hele vejen igennem. Vi dykkede, kørte på vandscootere og badede løs.”

Det fodboldmæssige var både og.

“Altså rent teknisk var de fremragende og bedre end langt de fleste spillere i SAS Ligaen. Til gengæld var de en katastrofe på det taktiske plan. De spillede bare. Vi vidste langt mere om spillet, end træneren gjorde, så vi sad ofte om aftenen, mens han og andre fra klubben spurgte løs om dit og dat,” fortæller den 30-årige angriber.

“Vi havde ikke noget fast træningssted eller klubhus. Vi blev som regel kørt i taxi ud til enten en græsbane, en kunststofsbane eller stadion for at træne. Bagefter blev vi så kørt hjem af medspillere eller andre fra klubben på deres scootere.”



“President’s Cup” er kulminationen på fodboldsæsonen på de i alt 1200 koraløer og ¿skær, hvoraf kun de 192 er beboede. De fire bedste hold fra en forudgående hovedturnering mødes i det afgørende finaleslutspil i hovedstaden Male, hvor de to stærkeste hold først møder hinanden i en kamp om at gå direkte i finalen. Danskerklubben Victory var endt på en fjerdeplads, så de lægger ud i en knald eller fald kamp mod hovedturneringens nummer tre – Valencia – om retten til at møde taberen fra den anden kamp i semifinalen.

“Vi vinder 5-1 i den første kamp. Jeg scorer to mål og bliver kåret til kampens bedste spiller. Bagefter spørger vi “Kan vi ikke få lov til bare at drikke en enkelt øl i omklædningsrummet?” og forklarer, at det er vi vant til fra Danmark. Men øen er fuldstændig tørlagt. De her mennesker i klubben vil dog gøre alt for os, så efter et stykke tid kommer der drønende en mand på en scooter med en kasse øl bagpå. Så havde klubben lige været henne og bestikke det lokale politi, så vi kunne fejre vores sejr,” lyder det med rungende fynsk accent.

I semifinalen venter Hurriyya. Bo Henriksen har spillet sig varm på tropeøen og scorer begge sit holds kasser i 2-1 sejren.

“Det er jo fuldstændig grotesk. Jeg er jo bare en splejs på 1,77 meter, men dernede går de fleste spille mig til brystet. Så mine medspillere hælder høje bolde i feltet, hvor det så er meningen, at jeg skal komme flyvende. Nu har jeg altid været en total terning med hovedet, men dernede lykkedes det mig da et par gange at vinde en hovedstødsduel.”

Victory er i finalen og de lokale aviser går amok og hylder de tre danskere som store frelsere. Mediedækningen er massiv.

“Altså Kim Nørholt bliver nærmest gjort guddommelig, da man mener, at hans blotte tilstedeværelse gør, at vi ikke kan tabe mere. Aviserne kalder ham “Den store gud” og alt muligt, mens jeg – “fyrtårnet fra Danmark” – også får masser af opmærksomhed, da det er mig, der scorer målene.”

“Alle synes bare, at man er en konge. Jeg er en middelmådig dansk fodboldspiller, så jeg har sgu aldrig prøvet at blive forgudet sådan før. Det var skide skægt,” griner Henriksen, mens støvregnen udenfor rammer vinduerne i stuen.

Finalen bliver spillet på et propfyldt stadion. 7000 mennesker er mødt op.

“Vi spiller ikke særlig godt i finalen mod New Radiant, der normalt er et klart bedre hold end vores, men vi er blevet udråbt som favoritter på grund af vores tilstedeværelse. Vi vinder finalen 1-0, hvor jeg lægger op til sejrsmålet, og bagefter får vi overrakt den her kæmpe pokal, medaljer og diplomer af præsidenten selv. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik, hvor Kim Nørholt og træneren sammen løfter pokalen. Det er det største brøl, jeg nogensinde har hørt.”

Bo Henriksen stråler over hele hovedet, når han beretter om de fantastiske jubelscener, der udspillede sig i sekunderne efter slutfløjtet.

“Jeg når helskindet ned i spillertunnelen og kigger mig tilbage. Og det eneste, jeg kan se, er bare Kims store, hvide, skaldede hoved, der rager op i menneskeflokken¿ha ha¿hold kæft, et syn. Hans Mathiesen var ikke til at se. Han er jo ikke højere end de lokale,” griner han.

Efter triumfen, hvor Bo Henriksen i øvrigt blev kåret til turneringens bedste spiller, bliver den dynamiske danske trio atter sejlet ud på en række småøer, hvor de lever det søde liv og bliver fejret.

“Klubben spørger om, vi ikke har lyst til at blive dernede i fjorten dage mere, så vil de sejle os rundt til forskellige resorts – stadig med alt betalt. “Joh, hvorfor ikke”, svarer vi, og så hyggede vi os ellers bare.”

Opholdet på den gæstfrie øgruppe har gjort et kæmpe indtryk på Bo Henriksen, selv om det endnu ikke helt har bundfældet sig.

“På det menneskelige plan er det den største oplevelse, jeg har haft i min fodboldkarriere. Den oprigtige glæde, gæstfrihed og entusiasme, som vi blev mødt med var helt utrolig. Så jeg kan sagtens finde på at vende tilbage igen, selv om det fodboldmæssigt er begrænset, hvad du kan få ud af det. Men jeg vil hellere blive rig på opleveren end på pengepungen,” kommer det fra den fynske fodboldnomade, der kan kalde sig “Mester på Maldiverne”.