Millerntor overgiver sig aldrig

“Wir fahren nach Berlin”, lyder sangen over højttalerne allerede i pausen.

Det er nok formentlig planlagt efter elimineringen af Herha Berlin her i december. Hvis man vil leve op til sin kult-status skal man være foran, og de progessive fans” indflydelse på klubben er stor. Salget af merchandise og hele præsentationen af klubben sker med tilhængernes accept og godkendelse. Nogle af dem er blevet en del af organisationen, og præsidenten, Corny Littmann, er i hvert fald så aparten, at det gør noget. Han er bøsse og direktør for et par mindre, men velfungerende teatre på Reeperbahn. Littmann symboliserer det nye FC St. Pauli, tilholdssted for anarkisterne og de anderledes. Alligevel har han ligesom sine forgængere som klubførstemand planer om at udbygge og modernisere Millerntor. Det skal han passe på med. Tidligere forslag er faldet på en skidt økonomi, eller fordi tilhængerne har protesteret imod noget, de syntes fremmedgjorde dem. Selvfølgelig bliver man rig af succes, men klubben måtte også betale en bonus på næsten 90.000 kr. pr. spiller for aftenens præstation. Og Millerntor har med sin nuværende udstråling en særlig kraft og effekt, som bliver ekstra vanskelig at genskabe.



Ved pausen er stillingen 1-1, men alle synger med på finale-sangen om Berlin og klassikeren You”ll never walk alone. FC St. Pauli er en fest. I gode tider og i dårlige.

Egentlig er det lige nu med udgangspunktet i Regionalligaen mindre godt. Alligevel er klubbens største resultat en realitet med sejren over Werder Bremen og indtoget i pokalsemifinalen. Typisk St. Pauli, en klub, der ikke bevæger sig efter de normale mønstre.

På en sneglat og frosthård bane, som de gæstende bremere protesterede mod næsten op til kickoff, går halvamatørerne kontant til værks og bringer sig foran efter 10 minutter. Johan Micoud udligner syv minutter senere efter en af ganske få vellykkede Werder-kombinationer på banens sidste tredjedel, men midt i anden halvleg slår hjemmeholdet til med to lynsnare træffere skabt ud et enormt løbearbejde og ellers ingenting. St. Pauli har en håndfuld chancer gennem hele kampen og scorede tre mål. Men teknikerne fra Bremen er på dagen ikke bedre, har ikke flere tilbud og misbruger ved Tim Borowski et straffespark ved stillingen 3-1, da der resterer 12 minutter.

Klokken er henad 22.30, da aftenens sidste brøl i retning med forlystelseskvarteteret Reeperbahn lød. Dommeren fløjter af, og mens bremerne skynder sig til omklædning, bliver de sejrende paulianere fastholdt af de begejstrede fans. Det tager et kvarter at få træner Andreas Bergmann og spillerne hyldet færdig.

“Det er det største, jeg har været med til, og jeg har fulgt med i 10 år”, sigde Troels Fløe fra Brune Stjerne. Det er FC St. Paulis danske fanklub. Der er 17 medlemmer mellem 20 år og knap 40, og over halvdelen af dem havde tidligt onsdag taget turen sydover, i tog eller bil.

Når disse linier læses er de formentlig først lige returneret til den danske hovedstad, for der blev festet igennem på den og anden scene i St. Pauli efter pokalkampen.

“Det blev selvfølgelig til en underlig forestilling på den bane. Det havde ikke så meget med fodbold at gøre, men triumfen er i hus, og nu glæder vi os til semifinalen, hvor vi også får hjemmebane. Indtil i dag syntes jeg at oprykningen til Bundesligaen med sejren i Nürnberg i 2002 var det største øjeblik, men det her slår alt. St. Pauli rykkede ud af den bedste række igen i 2003 og ned igen året efter. Nu er klubben nr. tre i Regionalligaen og på vej op igen, men det her er utroligt”, siger Troels, som har fulgt FC St. Pauli i 10 år.

“Derhjemme går jeg til Brøndbys kampe, men kan også godt lide stemningen hos Brønshøj og Frem og den slags klubber, men det her er bare sagen. Det kan overhovedet ikke engang sammenlignes. Sådan som spillere, fans og alle rundt omkring klubben bakker hinanden op, så er det fantastisk at være en del af”, mener en af de danske brune stjerner opkaldt St. Paulis normalt brune spilletrøje.

“Du ser jo heller ikke ret mange klubber spille i en brun trøje, men vi har da fundet frem til en tre-fire stykker, bl.a. en i Norge, og det er da meget sjovt”.

Troels Fløe glemmer ikke at nævne, at der også er et politisk aspekt. Det er derfor han aldrig kunne blive indfanget af f.eks. Hamburger SV.

“Jeg holder med underhunden, jeg kan lide at man arbejder sammen om tingene, at spillerne står frem med den attitude, at de aldrig giver op, Millerntor overgiver sig aldrig, som man siger, og så er jeg imod vold og rascisme, som der også står på stadion. For vi fans handler det om mere end fodbold. Jeg er tit hernede til kamp, en gang om måneden vil jeg tro, og vi forsøger også at deltage i nogle af side-aktiviteterne. St. Paulis Ultras er i nær kontakt med andre “røde” klubbers fangrupper, f.eks. Terrana i den italienske serie B. Dernede afvikles til sommeren en stor anti-rascistisk festival, hvor der selvfølgelig også bliver snakket fodbold”.

Det gør der også i Hamburg i disse dage. Ailton stjæler onsdagens overskrifter, men FC St. Pauli med piratflaget erobrer dem om torsdagen og er klar til nye kampe.

Måske hundrede HSV-føler brasilianerens første træning efter lejeskiftet fra Besiktas til Bundesligaens nr. to. Et gigantisk medieopbud har i dagevis fulgt den sympatiske, men egocentriske millionær-angriber, og Bild slår plat på ankomsten til lufthavnen ved at sætte masser af avis-skilte op. Som om det var Bilds store transfer, og nok sætter boulevard-avisen dagsordenen, men alligevel.

I St. Pauli har man aldrig helte. Her hedder de ikke Ailton, Van der Vaart og Barbarez, mens Achim Hollerieth, Florian Lechner, Fabian Boll og Jens Scharping. Sidstnævnte er returneret til klubben efter ni års fravær, og man forstår på den 31-årige angribe, at han har valgt havneklubben for igen at få den der helt specielle fornemmelse, når man løber på banen. Den fulde opbakning.

“Jeg har ikke engang en favoritspiller, det går jeg ikke så meget op i. Men angriberen Felix Luz er da meget god”, siger Troels Fløe og tænker kollektivt.

Byen Hamburg, som har 1,7 mio. indbyggere og regnes for Tysklands rigeste, hvilket er med til at forklare HSVs ry overalt i Tyskland som en snob-klub, har andre spekulationer.

Byen skal trimmes og gøres VM-klar. Sommerens slutrunde skal udnyttes til at få skandinaver og andre til ikke at køre udenom byen, men ind til den. 380.000 gæster ventes til den tid, og for at optimere effekten skal 1500 journalister fra de VM-deltagende nationer inviteres til den tyske hovedstad for handel, medier og meget mere. De skal en tur rundt i Europas næststørste havn, møde HSV-legenden Uwe Seeler og til kamp i AOL-Arena, altsammen helt efter bogen.

Den anden side af Hamburg springer turistarrangørerne selvfølgelig over. Bagsiden med det syndige Reeperbahn, arbejdsløsheden og trøstesløsheden bagved de dyre butikker i Mönckebergstrasse og ved Alsteren, men også livsglæden og solidariteten på det brogede Millerntor, hvor FC St. Pauli altid er god for en historie, og hvor der næsten er udstedt garanti for ikke-vold. Hvor enhver efter sit første besøg vil fastslå, at her går turen endnu engang til. Man kan skrive om det, man kan se de på tv, men det rækker ikke. FC St. Pauli skal opleves. Og i april er der semifinale i pokalen. Fahren wir nach Berlin?