Parken skal nedlægges

Det har ikke noget at gøre med jysk tranlampemisundelse over den aktuelle københavner-dominans i dansk fodbold. Jeg er forlængst kommet mig over Ikasts 3-4 nederlag til KB i 1981, da jeg besøgte Idrætsparken første gang.

Ingen bitre følelser herfra over Parkens status som Danmarks nationalanlæg og Københavns ubestridte rolle som hovedstad. Vi jyder har jo fået alle de motorveje, vi overhovedet kan ønske os, og vi elsker faktisk at tage til København engang imellem og strø om os med nogle af de kroner, vi sparer op ved hjælp af sort arbejde og den kommunale skatteudligning..

Mit ønske om at se Parken nedlagt er af en anderledes konstruktiv karakter end den nedrivningsselvtægt, Brøndbys fans rutinemæssigt benytter, når de besøger nationalhelligdommen på Østerbro.

Mit ønske er et kig til fremtiden og drømmen om det nationalstadion, som er en forudsætning for at realisere Brian Mikkelsens drøm om Danmark som vært for store idrætsbegivenheder, hvis han ellers må for finansministeren.

Der er jo kræfter – herunder selveste FCK-formanden – som gerne ser Danmark søge OL i 2020 eller 2024. Men skal vi gå efter det, kan vi ikke være bekendt at rende rundt og dele postkort ud med fotos af Parken. Næh, så skal vi selvfølgelig optræde med store armbevægelser og flotte 3D-tegninger af et bæredygtigt nationalstadion, der får operahuset, Forum Horsens og Ikasts overdækkede gågade til at blegne fuldstændigt på skalaen over visionær byudvikling.

Lad os bare tage udgangspunkt i den umiddelbart fornuftige placering, som Rambøll Management pegede på, da konsulentfirmaet tidligere i år regnede på mulighederne for at hive et OL hjem til Danmark engang i 2020 eller 2024.

Svanemøllens Kaserne lyder både nemt og bekvemt og med så tilpas nærhed til byen, at cooligans’ene nok skal finde derud. Der er tilmed superfine adgangsforhold for biler og lokaltog og plads til de nødvendige udenomsanlæg.

De dygtige folk i Parken skal selvfølgelig også drive den nye biks med de op mod 60.000 tilskuerpladser, som de eksempelvis her i 2006 ville have fyldt til sidste plads mindst 5-6 gange, hvis Parken havde haft kapaciteten.

Dertil kommer koncerterne med Madonna og Rolling Stones, som København måske nok også kunne have lokket over fra Danmarks kulturhovedstad, hvis Parken havde været en større og mere indbydende musikfacilitet med hensyn til lyd, lys og fest.

Nu er der bare det ved det, at Rambøll Management i cost-benefit-analysen er så bange for den samfundsøkonomiske skygge, at de nærmest foreslår et OL-stadion bygget af Mikado-pinde og flamingokasser som midlertidigt projekt.

Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Vi vil ha’ et rigtigt nationalstadion, vil vi. Med corporate facilities, fleksible konferencefaciliteter og mulighed for at omstille fodboldanlægget til et olympisk stadion med midlertidige løbebaner, når Ole Olsen, OL og EM i atletik engang imellem kommer til Danmark.

Der skal være opvarmningsstadion udenfor og træningshal i tribunerne, som det sømmer sig for et anlæg, der i det daglige skal bruges til elitecenter i en lang række idrætsgrene med hjemsted i de prægtige tribunebygninger. Der bliver også plads til Institut for Idræt, der så kan forlade de spredte bygninger omkring AB’s gamle rønne af et klubhus på Nørre Allé, lige som vores kanon-glade kulturminister kan hylde fortidens sportshelte på alle sportsmuseers moder med bibliotek, arkiver, eksperimentarium og historisk multimediehus, hvor Danmark slår Sovjet i Idrætsparken ved tryk på en interaktiv knap.

Det bliver en fest, gør det. Og nu kommer vi så til nedlæggelsen af den triste gamle Parken. Den vil ikke blive savnet ét sekund mere end det gamle Zentralstadion i Leipzig. Kolossen blev til på grund af pres fra DBU, der midt i 1980’erne i fuldt alvor truede med at flytte til Brøndby og et colosseum-lignende nationalstadion med plads til 60.000 tilskuere.

I panikken over den truende udflytning sprang de københavnske lokalpolitikere let henover stakken af indsigelser fra lokale Østerbro-borgere, der ikke brød sig om udsigten til skygge og betonmure fra det nye stadion, som skulle vendes 90 grader. Projektet var en rædsel. Der blev end ikke afholdt arkitektkonkurrence, men indviet blev det nye stadion nu alligevel i efteråret 1992.

Den monstrøse bygning løb op i 600 mio. kr. med det hele. Den var planlagt til 45.000 tilskuere, men det viste sig snart, at de 5000 intet at kunne se.

Resten af historien om den vekseleruddannede Skovshoved-dreng, der nogle år senere dukkede op fra de nordlige forstæder og forvandlede det triste betonskrummel til en pengemaskine, kender selv de yngste FCK-fans vist.

De samme fans medgiver nok, at udviklingsmulighederne på den nuværende placering er ret begrænsede. Selve grunden kan dog nok indbringe en fornuftig skærv til projekteringen af det nye, arkitektonisk opsigtsvækkende nationalanlæg, som dermed står klar på den gamle kasernegrund omkring 2015 – lige tidsnok til at blive brugt ved EM-slutrunden i fodbold i 2016 og EM i atletik i 2018 undervejs mod OL-drømmen.

Som man nok kan regne ud, har Parken nogle år i sig endnu. Vi skal jo brug skrumlet i EM-ansøgningen og igen til OL, men derefter er det slut med at gøre sig på højeste niveau. Nedlæg det monstrum!

Alting har sin tid. Spørg bare KB og Ikast, som spillede så flot i min målrige debutkamp som tilskuer i Idrætsparken i 1981, om forandring kun er til det værre…