Payback på Prebens plæne

“De unge har for let ved at melde fra i dag. Jeg har hørt de første 100 undskyldninger. Så er der en polterabend, så skal de til 57-års fødselsdag, så er der en Skanderborg Festival. Da jeg var ung, blev man gift lørdag eftermiddag, og spillede så selv på Vildbjerg Stadion 10.30 søndag formiddag. Mentaliteten har ændret sig.”

Efter 460 førsteholdskampe for Vildbjerg SF fordelt over de seneste 16 sæsoner er vi i selskab med en sand kender af fodboldlivet, som det leves rundt om i de mere betydende jyske serier.

Preben Juelsgaard var 22, da han i 1989 gjorde sin entré på det blå og gule førstehold i stationsbyen mellem Herning og Holstebro. Træneren hed Ove Pedersen, og siden skulle hans evner sende ham til fine steder som Herning, Ikast, Qatar, Esbjerg, Århus og senest Thisted, hvor den sovende gigant AGF efter sigende ikke var uheldig med 2-2.

Preben Juelsgaard, derimod, forblev tro mod sportsforeningen i Trehøje Kommunes største by, og anskuet i det perspektiv, er der vel en slags højere retfærdighed i, at 2. runde i DBUs pokalturnering anno 2006-2007 sender selveste SAS-Ligaklubben AC Horsens ud på Vildbjerg Stadions omhyggeligt nursede græs.

Efter myriader af opgør mod Vejgaard, Sædding/Guldager, Lemvig GF og lignende serie-sværvægtere er der omsider payback til Preben fra den fodbold, der har været omdrejningspunktet i hele hans liv.

Og det er seriøst, det med græsset. 38-årige Preben Juelsgaard er nemlig ansat i Vildbjerg Sports- & Kulturcenter som stadioninspektør, så det er både hans ansvar og fortjeneste, at det er appetitligt som en af greens på golfbanen udenfor byen.

“Når man selv skal spille på banen, så gør man sig nok lidt mere umage. Jeg har det godt med at græsset er nyslået og stregerne lige.”

Dannebrog hænger slapt over Vildbjerg Stadion i den skærende klare sensommeraften. Ni minutter lever drømmen, så scorer spændende Yasin Avci tæt under mål for de fine gæster. Op mod pausen går AC Horsens fra 0-1 til 0-5.

“Da jeg så på uret første gang, var der kun gået et kvarter. Da var vi allerede nogle, der hang. Jeg kender i alt fald én på venstre midtbane,” erkender veteranen Juelsgaard. Han går ud i pausen. Der er fem rækker mellem jyllandsserien og SAS-Ligaen.

Lokale iagttagere mener, at den teknisk velfunderede Preben Juelsgaard kunne have gjort som kammeraterne Flemming Linnebjerg og Henrik Risom på lillebyens stolthed i de tidlige firsere, ynglinge DM-holdet. De gik benhårdt efter en karriere i topfodbolden.

Når de rituelt mødes en gang årligt beretter Flemming Linnebjerg om anførerbindet i AGF og Henrik Risom om landskampe og vinklede indlæg for blandt andre tyske Dynamo Dresden. Var Juelsgaard nu til pral – hvad han bestemt ikke er – ville han byde ind med eksempelvis et klassisk avancement til danmarksserien.

“På en måde ville jeg gerne have prøvet det, men jeg fortryder ikke, at jeg ikke gik efter det. Jeg er vældig tilfreds med den måde, jeg har valgt at leve mit liv på. Nu var der også det ved Flemming og Henrik, at selv om vi spillede lige mange timer, havde de den hurtighed, jeg manglede. De var bare det bedre end mig,” konstaterer Preben Juelsgaard nøgternt.

Det fremgår af den regionale eftermiddagsradio, at den spillende Vildbjerg-træner John Nielsen – med international erfaring fra engelske Southend, sågar – håber på en god oplevelse og måske et straffespark. Et ydmygt, men aldeles urealistisk håb. Med lysår-lange 17 minutter igen kommer effektive AC Horsens på 0-10.

“De gik frisk til den og kørte virkelig på. Virkede meget professionelle, det må man sige. Det gik meget, meget stærkt, og det var som om, de var tre, fire mand mere på banen,” analyserer Juelsgaard.

Som snart 40-årig har Preben Juelsgaard for længst aftjent sin værnepligt på de midt- og vestjyske fodboldbaner. Han har da også i flere omgange lovet fru Dorthe, at det skulle være slut, men hver gang viben kommer, tropper gammelfar op med tasken, klar til en ny sæson for en institution, der betyder noget for ham. Og netop derfor piner det ham, at folk nu til dags er så troløse mod seriefodbolden.

“Bolden, den skal jeg altså have for fødderne en gang om dagen. Jeg kommer aldrig til at slippe det helt, og når jeg selv stopper, fortsætter jeg vel med noget træning af en slags. Men seriefodbolden har ikke den klang, som den havde tidligere. I gamle dage var der normalt 300-400 tilskuere, når vi spillede hjemme. I weekenden var der vel mellem 25 og 50 mod Vejgaard. De unge har måske fået for mange ting at vælge imellem. Da jeg var knægt, gik vi altid ned for at se førsteholdet. I dag gider de knapt nok være bolddrenge.”

En institution i Vildbjerg og omegn er Preben Juelsgaard, men alt godt får en ende, og kontinuitets-bæreren kan mærke på snakken i omklædningsrummet, at det bliver stadigt sværere at skræve over generationskløften.

“Jeg sidder da og lytter, når de fortæller, at de har været i byen og måske scoret. Så husker jeg jo, hvordan jeg selv var. Men jeg falder mere og mere ud af jargonen. Vi har ikke de samme ting at tale om. Så får jeg en snak med træneren i stedet. Han spørger måske til, hvordan jeg ser på det og tager mig med på råd. Men til november er det uigenkaldeligt ovre. Og det uden så meget som en fibersprængning. Okay, nu når jeg måske heller ikke op i hastigheder, hvor fibre kan briste,” smiler Preben Juelsgaard.

Kent Nielsens liga-folk tugtes ofte for minimalfodbold, men i aften knuser de med stor omhu og kynisme værterne fra Vildbjerg med 0-13.

“Vi kender dem jo fra tv. Nu fik vi at se, hvor hurtigt det går i virkeligheden. Jeg synes faktisk ikke, det var sjovt.”

Mr. Vildbjerg smiler skævt, men han er ramt på stoltheden. Det gik langt værre end frygtet.

Preben Juelsgaard, version 2.0, er på vej. Han hedder Dennis, er 13 år og lige begyndt på drengemester-holdet i Viborg FF. Naturligvis central midtbanemand som sin far, men “forhåbentlig ikke lige så tung i røven.” VFF, fordi de var hurtigere ude end ellers emsige FC Midtjylland, hvis hjemmebane anes fra højtliggende dele af Vildbjerg.

“Han træner to gange om ugen i Viborg og én i Vildbjerg. Det er en lang tur, men nu prøver vi i efteråret. Det må bare ikke gå ud over lektierne,” slår Preben Juelsgaard fast.

Fornemmer man ekkoet fra en mor?

“Der er et ordentligt hul dér, det tager vi i morgen,” siger stadioninspektøren på vej mod badet.

Efter det venter marineret kylling, små stegte kartofler og tomatsauce samt fem slags salater oppe i fritidscentret.

“Jeg hører de tabte helt vildt dernede,” lyder det fra hende, der retter an.