– Politiet lurede på både ude i havet

DETTE ER EN ARTIKEL FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 28. APRIL 2023.

Suva, Fiji Øerne, januar 2023

Hvad gør man, når man har været cheftræner i Ikast, Kolding, Odense, arbejdet i Vejle Boldklub og haft trænerroller i DBU i 15 år, og som spiller kun rundede Vejle og Kolding?

Uanset, hvad Flemming Serritslev havde stående i karriereplanen ved stoppet i DBU som U/21-landstræner i 2006, kunne han ikke have forudset, at han en januar-eftermiddag i januar 2023 ville stå på nationalstadion i Fijis hovedstad Suva.

Der er omkring 33 grader, men det føles nærmere omkring de 40 med en luftfugtighed på mindst 80 procent her i regntiden.

Oppe på måltavlen bag den ene målende er Fijis lyseblå og Cook Øernes mørkeblå flag afbilledet. En vild hund løber rundt bag den enlige tribune på stadion, hvor de tre andre ender er græsforhøjninger. En flok af Tahitis spillere, der var i aktion dagen før og er kommet for at se nærmere på kommende modstandere, køber bag om trænernes ryg chips og sodavand.

Knap 500 tilskuere er mødt frem denne smeltende varme eftermiddag. Nogle er fodboldfans, andre er tydeligvis i familie med de unge spillere, og særligt iøjnefaldende er de newzealandske forældre og søskende i sort og hvidt, der er rejst fra New Zealand for at se sønner, nevøer og brødre spille for turneringens storfavoritter i kampen mod Vanuatu umiddelbart efter Fiji og Cook Øernes kamp.

Flemming Serritslev i blå trøje efter kampen mod New Zealand i semifinalen ved U/17-VM.

U/17-landsholdet har deres egen træner, men Flemming Serritslev er som A-landstræner vanen tro med i en hovedrolle, præcis som han har været i de tre foregående år, hver gang et af Fijis landshold har spillet, og også selvom der kun er en uge til kontraktudløb og forbundets nye kontraktudspil ikke er tilfredsstillende for danskeren.

Fijis landshold i rugby er blandt de bedste i verden med en lang række stjerner i de stærkeste professionelle ligaer i verden i Australien, New Zealand, Storbritannien og Frankrig, og man har sit eget fuldtidsprofessionelle og kompetitive hold i den internationale klubturnering Super League, hvor også de bedste hold fra New Zealand og Australien spiller.

For at sige det diplomatisk, kan man godt se på spillet på Fijis U/17-landshold, at man i fodbold ligger nummer 168 i verden.

Tæmninger, afleveringer, afslutninger men især den taktiske forståelse af med- og modspilleres positioner matcher dårligt nok, hvad gennemsnitlige gymnasieelever i Danmark formår en kold forårsformiddag, måske med et par tømmermandsramte folk på bænken.

Og selvom Fiji anført af et par habile spillere fra fodboldakademier i Sydney og Auckland vinder sikkert med 3-0, er det til at forstå, hvorfor New Zealand også på ungdomsniveau sidder så fuldstændig suverænt på fodbold i Stillehavet med indtil flere teenagere på deres hold, der kommer fra klubber som Manchester City og Sheffield United.

”Det var en helt rædsom første halvleg,” siger Flemming Serritslev med et skævt smil oppe på tribunen bagefter, hvor han sammen med kollegerne skal se den sandsynlige semifinale-modstander New Zealand.

Hyret via UEFA og Stillehavets forbund

Da Tipsbladet taler med Flemming Serritslev igen tre måneder senere, er han forhenværende landstræner.

Afløseren har i marts hevet flere folk et godt stykke over 30 år med på A-landsholdet, hvilket undrer Serritslev, nu hvor fodboldforbundets udtrykkelige målsætning er at komme til VM 2026 i USA, Mexico og Canada, men den type kursskift er ikke noget, der kommer synderligt bag på den 76-årige dansker.

Han har nu arbejdet som træner og direktør i Nigeria, Armenien, Iran, Papua Ny Guinea, Malaysia og så altså Fiji Øerne plus det løse, og det kan godt være, Flemming Serritslev ikke er færdig endnu.

”Jeg har fået en henvendelse fra Europa og en fra Afrika. Jeg vil sige, at hvis jeg skal tage et job igen i min alder, skal det være noget spændende,” siger Flemming Serritslev, der altså tygger på muligheder og er åben for flere.

Men selv for en globetrotter som Flemming Serritslev kræver det nogle omveje at havne som landstræner på Fiji Øerne, knap 16.000 kilometer og 11 tidszoner fra Danmark.

”Det opstod via UEFA. De havde fået en henvendelse fra Oceaniens forbund OFC om at få en træner, der kunne afholde deres første trænerlicens-kursus på A-niveau. UEFA spurgte mig, og det ville jeg gerne være med til.”

”Efter jeg havde været i Auckland for at afholde kurset, var der en direktør i OFC, der ringede og spurgte, om jeg ikke ville være landstræner i Papua Ny Guinea [PNG]. Jeg tjekkede dem og fik at vide, at der var en masse kriminalitet der, men det rørte mig ikke, for det hørte jeg også om Armenien, før jeg blev landstræner der, og det er et af de mest fredelige steder overhovedet. Til gengæld lå PNG nummer 208 ud af 211 lande på FIFA's verdensrangliste, så jeg ringede tilbage for at sige, at det ikke lige var mig,” siger Flemming Serritslev.

”Direktøren spurgte, om ikke jeg lige ville tænke lidt længere over det og have holdet i en uges træningslejr, før jeg endelig bestemte mig. Det kunne ikke skade, tænkte jeg. Og da jeg så havde holdet i den træningslejr i januar 2016, gav den plads som nummer 208 ingen som helst mening. De var langt bedre. Så vi fik talt os til rette om en toårig kontrakt.”

Hvis man ikke er så velbevandret i geografi, ligger Papua Ny Guinea umiddelbart nord for spidsen af den australske østkyst.

Det er et af verdens mest ufremkommelige lande, hvor meget foregår omkring hovedstaden Port Moresby, herunder landets indtægtsbærende olieindustri, det meste af landet er tæt jungle, og hvor man ofte skal sejle eller flyve for at komme fra by til by, eksempelvis for at spille en fodboldkamp.

Her nåede Flemming Serritslev og landsholdet finalen i Stillehavets mesterskaber mod New Zealand, og den præstation vakte opsigt blandt de små ø-nationer, der har nærmest umuligt ved at konkurrere med stormagten fra det sydlige Stillehav, der har tæt på samme befolkningstal og økonomiske ressourcer som Danmark.

”I slutningen af tiden på PNG betalte forbundet mig ikke længere, så jeg ville videre. Derefter lavede jeg det første prolicens-kursus for trænere i Malaysia og brugte faktisk tiden der fra 2018 til 2020. Jeg fik en henvendelse fra Fiji i 2019, og det job var jeg interesseret i. De har nogle dygtige profiler og nogle fysisk stærke spillere, og de var på det tidspunkt mindst på niveau med PNG,” siger Flemming Serritslev.

Et lukket land

Nærværende Tipsbladet-skribent mødte og interviewede i midten af 2019 præsidenten for Fijis fodboldforbund, Rajesh Patel, og der var målsætningen om at komme til VM 2026 eller 2030 meget tydelig for fodboldpolitikeren og forretningsmanden, der kommer fra en af landets ledende erhvervsfamilier.

At vejen bliver svær er åbenlyst, når man først skal slå de øvrige Stillehavsnationer på nær stormagten New Zealand, og så derefter klare sig gennem en playoffturnering, hvor to billetter skal fordeles mellem toeren fra Stillehavet og så et hold fra hvert af de øvrige kontinenter, der lige netop glippede direkte kvalifikation.

Men Flemming Serritslevs start i det omtrent 900.000 indbyggere store ø-rige blev helt umulig, da COVID-pandemien lukkede det meste af planeten i månedsvis.

”Jeg begyndte som landstræner 1. februar 2020, halvanden måned før det første COVID-tilfælde i Fiji. Og så spillede vi først vores første landskamp sammen nogle dage før, vi skulle spille VM-kvalifikation i Qatar i marts 2022,” siger Flemming Serritslev.

Fiji er bedre kendt for rugby end fodbold. Både herrerne og kvinderne vandt OL-guld i 2021 i Tokyo.

”Restriktionerne i Danmark var der rene ingenting sammenlignet med Fiji og mange af de andre nationer i Stillehavet. I mange måneder måtte man ikke rejse mellem de forskellige regioner og byer, eller fra de mange øer og ind til hovedøen.”

”Der var politiafspærringer på vejene, det var politifolk, der bevogtede de stier, man måske kunne snige sig over til fods, ja selv ude på havet var der politifolk i både, der bevogtede havne og sejlruter. Det var lige meget, om man blev fanget i en anden by under en nedlukning, folk kunne i nogle tilfælde ikke komme hjem i månedsvis,” siger Flemming Serritslev.

”Jeg blev i al hast flyttet fra Lautoka til Nadi, men så blev alt lukket. Jeg kunne ikke komme over til vores akademi i byen Ba eller i hovedstaden Suva. Og i mange måneder måtte ingen af vores spillere træne, de kunne ingenting. Jeg holdt online-kurser for vores trænere i forbundet og i klubberne, men vi måtte ikke træne fodbold,” siger Flemming Serritslev.

Forhold under dansk amatørniveau

I Fiji var situationen under coronanedlukningerne så grel for store af befolkningen, at især yngre mennesker, der er flyttet ind til de større byer for at arbejde eller studere, vendte hjem til deres små landsbyer ude på landet for at opdyrke marker og fiske sammen med resten af familien og det lokalsamfund, der fylder så ekstremt meget i ø-rigets kultur og liv.

Inde i byerne var mange jobs forsvundet, så det at få nok mad blev en udfordring for mange, og i det ofte kaotiske og pressede liv blev fodbold prioriteret endnu lavere end vanligt, også helt op på det niveau, hvor Flemming Serritslev og hans kolleger udtager landsholdsspillere.

Og det kom oven i, at fodbold i nationen ikke er mere professionelt, end at lokale forretningsfolk i spidsen for klubberne i de store byer betaler lidt lommepenge og i gode spilleres tilfælde sørger for noget mad og logi, mens træningen og faciliteterne end ikke matcher, hvad man finder i Danmark på et jævnt serie-niveau.

”Men ellers er fodbold hårdt ramt af, at de spiller under rene amatørforhold, og forholdene kan slet ikke sammenlignes med selv amatørfodbold i Danmark. Der er kun én god bane på Fiji, og det er den på nationalstadion. Der er et par kunstgræsbaner, men de er af en ældre generation, og de er ikke vedligeholdt, ligesom de bliver helt umulige, når det har regnet meget, hvilket det gør store dele af året på Fiji. Landsholdsspillerne har slet ikke lige så gode forhold, som vi kender fra de fleste breddeklubber i Danmark i dag,” siger Flemming Serritslev.

Flemming Serritslev (nummer to fra højre) i tiden som U/21-landstræner for Danmark.

”Spillerne kommer dryssende ind til træning i deres klubber fra omkring fire-tiden om eftermiddagen. De kommer helt tilfældigt, og ofte kan træningen først så småt begynde kvart i fem. Og det kan lige så godt være træneren, der er for sent på den.”

”Når spillerne er hos deres klubber, bliver de ikke behandlet for skader. De spiller alt for ofte skadet, og det er også medvirkende til, at de ikke når op på det niveau, de har potentiale til. Det eneste tidspunkt, landsholdsspillerne har noget, der ligner en professionel tilværelse, er, når de er med landsholdet,” siger Flemming Serritslev.

Vilde oplevelser

Fiji endte med skuffende at ryge ud i puljespillet i den VM-kvalifikationsturnering, Qatars VM-værter var så venlige at finansiere og arrangere for Stillehavet og FIFA i marts sidste år.

Fem sejre, én uafgjort og to nederlag var facit for A-landsholdet i Serritslevs tre år, ogoplevelserne i det gæstefri land med utrolige strande, koralrev og fiskepladser, og med nogle skønne fodboldspillere og mennesker sætter Serritslev stor pris på.

”At behandle mennesker ordentligt er måske det vigtigste overhovedet for mig at se. Det har været så godt at opleve, hvordan spillere ikke længere var bange for at blive straffet og for at fejle, men er blomstret op, når de får tildelt ansvar. Det er så svært for fodboldspillere, der kommer fra kulturer, eksempelvis i Stillehavet, der aktivt forsøger at bremse alt selvstændigt initiativ,” siger Flemming Serritslev.

Nasarawa United, Mas Kerman, Armeniens landshold, Papua Ny Guinea og Fiji har måske ikke kastet titler og pokaler af sig, men for den fodboldglade østjyde har halvandet årtis globetrotteri været en perfekt afrunding på et langt liv i fodbold.

”Det, jeg har fået allermest ud af, er de mennesker og de møder med kulturer, jeg har fået. De fleste steder, jeg har været, er spillere, trænere, ja alle, vokset op i kulturer, der er så anderledes på nærmest alle områder fra det, vi kender i Danmark,” siger Flemming Serritslev.

”Det var så ekstremt frustrerende for mig at opleve i Nigeria, når vi eksempelvis tabte en udekamp 0-1 på et straffespark i 98. minut, hvor en modstander greb bolden med begge hænder i feltet og så fik tildelt straffe. Jeg spurgte mine spillere, hvordan de kunne være så rolige, når jeg var hvidglødende af raseri. 'But Mr. Flemming, this is Nigeria'. Den sætning har jeg taget med mig i mange andre sammenhænge.”

”Jeg har været i Iran, hvor regeringen blandede sig i alt i fodbold. I Armenien, der er stærkt præget af en gammel Sovjet-kultur. I Nigeria, hvor jeg skulle have et hold af kristne og muslimer til at arbejde sammen, og på Fiji hinduer og kristne i et lande med betydelige spændinger under overfladen. Det har været så spændende at arbejde med.”

Flemming Serritslevs fodboldrejse, siden han stoppede i Danmark i 2006.

Til fodbold på Fiji Øerne.