"Alle siger at jeg er stjernen på Haiti, men vi har virkelig mange gode spillere."

Solen bager fra en næsten skyfri himmel, og de unge purke har taget opstilling ved træningsbanen, hvor Brøndbys spillere snart indleder dagens tørn på “kontoret”. Skoleferien og Brøndby Cup gør, at der er mange tilskuere til træningen. Jean Philippe Peguero kommer slentrende sammen med Trond Andersen med støvlerne i hånden. Vejret er lige noget for Brøndbys nye Haitianer, som bliver overfaldet af autografjægerne inden han sætter sine fødder på træningsbanen. Rene Skovdahl tager sig af Peguero og fire andre spillere, der starter med en let løbetur. Peguero virker til at falde godt ind i den lille gruppe, selv om han er klassens nye dreng. Men han er langt hjemmefra. Opvæksten i Haiti virker som en stor kontrast til pariserhjulet og hoppeborgen i baggrunden. Men hvem er han egentlig denne nye haitianer, som de første kritikere i bedste fald karakteriserede som en lottokupon?

“Jeg voksede op i Port de Paix på Haiti. Det er en lille stille by, som var rar at vokse op i. Her gik jeg i skole og besluttede derefter at flytte til USA og færdiggøre min uddannelse. En dag skal jeg tilbage på college i USA og gøre min uddannelse færdig, for det er vigtigt for mig at have en uddannelse. Når min fodboldkarriere er slut, så flytter jeg tilbage til USA. Jeg voksede op på Haiti hos min gudmor, som behandlede mig godt. Jeg boede sammen med fætre, kusiner, onkler og tanter i en hus på tre etager. Dengang var der ikke vold og kaos på Haiti som i dag. Vi havde et godt liv – et roligt liv. Min far flyttede til USA i 1984 og min mor fulgte efter i 1989. Min ældste søster, min yngste bror og jeg blev på Haiti,” smiler Peguero – som familien i øvrigt kalder “Pedro”.

Fodboldkarrieren blev grundlagt i de tidlige år, og kirken kom til at spille en stor rolle i karriereplanlægningen.

“Jeg startede med at spille fodbold som femårig. Som lille plejede jeg at komme i en kirke, der blandt andet arrangerede en fodboldturnering for børn og her startede det hele. Det var allerede dengang en drøm for mig at blive professionel fodboldspiller,” siger Peguero.

Drømmen om en tilværelse som professionel fodboldspiller kunne dog ikke realiseres på Haiti, hvor forholdene generelt ikke er optimale for fodboldspillere. I stedet satte den 24-årige angriber kursen mod forældrene i USA, og her fik et besøg hos en MLS-klub stor betydning for den fremtidige karriere. “Pedro” fik en fornemmelse af, at han kunne være med på højeste niveau.

“Jeg flyttede til USA i 1999. Her spillede jeg bare fodbold for sjov med nogle venner fra nabolaget. Jeg gik i skole, mens jeg boede hos mine forældre. I fritiden arbejdede jeg hos Bear Furniture, som min onkel er daglig leder af. Jeg elsker fodbold og har altid gerne ville være fodboldspiller. Der var et MLS-hold i Fort Lauderdale, som jeg så spille. Da jeg så kampen tænkte jeg bare: Der kunne jeg sagtens være med. Hvis jeg troede nok på det, så skulle det nok blive til noget. Derefter prøvede jeg lykken i den brasiliansk klub klub Vitoria, hvor jeg scorede seks mål i otte træningskampe, men træneren kunne ikke træffe en beslutning og ville se mig mere an. Det var min agent ikke tilfreds med, han blev nervøs og jeg flyttede tilbage til Haiti for at spille for Don Bosco. Sideløbende nåede jeg et par kampe for landsholdet. Senere kom skiftet til USA og Colorado Rapids,” fortæller Peguero mens han kigger over græstæppet på Brøndby Stadion.

Han sidder roligt på det blå tribunesæde og fortæller om sin karriere og sit liv. Han har ikke behov for de store armbevægelser, men han har en stor tro på egne evner og tvivlede ikke, da agenten fortalte om muligheden for en kontrakt med Brøndby.

“Det var en drøm der gik i opfyldelse, da jeg skiftede til Brøndby. Jeg har altid gerne ville spille i Europa, men jeg var da overrasket da jeg hørte Brøndbys interesse. En topklub i Danmark – jeg var klar. Det ville virkeligt være godt for min karriere. Jeg havde ingen betænkeligheder ved at skifte til Europa, for det er mit levebrød, men jeg har stadig meget at lære fra spillere og træneren,” siger Brøndbys mørke bomber, som Rene Meulensteen har sammenlignet med Didier Drogba.

“Sammenligningen med Drogba er jeg stolt over. Han kontrollerer bolden godt, er aggressiv og hurtig. Den sammenligning kan jeg vist godt være bekendt. Jeg ved dog også, at jeg skal forbedre mig. Specielt skal jeg være bedre til at bevæge mig og skabe plads til holdkammeraterne og mig selv. Men jeg skal nok forbedre mig, hvis jeg holder fokus. Som type er jeg stærk i spillet langs jorden, hurtig og meget aggressiv. Jeg er først og fremmest målscorer og jeg fighter altid for at vinde. Desuden er jeg fysisk stærk,” konstaterer Peguero.

Karrieren har også budt på landskampe for den haitianske spiller, der kan skrive 10 A-landskampe på sit cv. Samtidig mener han, at det er blevet til 14 kampe for Haitis U23-hold med et snit på lige under et mål per kamp.

“Det betyder alverden for mig at spille for mit land. Det giver en god følelse at slås for sit land, og mine landsmænd er vilde med landsholdet. Hvis man klarer sig godt, så elsker folk dig. Når jeg træder ind på banen, så tror holdet på sejren. Alle siger at jeg er stjernen på Haiti, men vi har virkelig mange gode spillere. I øjeblikket er jeg viceanfører, men fansene kan generelt lide alle spillere. Under opvarmningen til en kamp fik jeg en skade og startede ikke inde. Træneren ville ikke sætte mig ind, men publikum blev ved med at råbe “Pedro, Pedro” og til sidst var han nødt til at sætte mig ind. Jeg scorede ikke, men spillede også kun i 10 minutter. Havde jeg fået 15 minutter, så havde jeg scoret,” smiler Peguero og nikker overbevisende.

Han bliver dog hurtigt alvorlig igen, da samtalen kommer ind på vilkårene for Haitis bedste spillere. Et område som han tydeligvis gerne vil arbejde for at forbedre.

“Det eneste fodbolden mangler på Haiti er gode baner. Her sidder jeg og kigger ud over Brøndby Stadion, som har en fremragende bane. Teknisk er haitianske spillere rigtig gode, men de har svære vilkår. De spiller på baner, hvor der kun er græs i den ene ende og jord i den anden ende. Uden for banen mangler Haiti også en del. Her i Brøndby har vi for eksempel træningsrum med vægte, men det findes ikke på Haiti. Så skal man i hvert fald køre efter det. Men det er jo ikke godt, når man ikke kan arbejde med fysikken. Jeg ved dog at de arbejder for bedre vilkår for professionelle spillere. Vi har mange gode spillere, men opbakningen skal være større. Fans er der mange af, specielt hvis vi spiller i Miami med 60.000 tilskuere, men forbundet skal arbejde bedre for landsholdet,” fastslår Haitis stjernespiller, der stadig bor på hotel.

I øjeblikket virker det som om, at “Pedro” er lykkelig for den nye drejning i karrieren. Målet har siden barndommen været en professionel karriere og gerne i europæisk fodbold. Det er nu blevet en realitet. Han virker som en målbevidst mand, der når sine mål. Nu kan han lukke munden på kritikerne ved at få netmaskerne på diverse stadions til at blafre. Lottokuponen kan vise sig at blive guld værd for Brøndby.