"Jeg har aldrig manøvreret for at redde min egen røv"

Otte cheftrænere, fire formænd, en koncerndirektør, seks sæsoner uden medaljer, en del mislykkede spillerhandler og en masse skæld-ud har 54-årige Lynge Jacobsen overlevet i sine snart ti år i sportsdirektørstolen.

– Jeg er da heller ikke tilfreds. Vi er ikke kommet i Europa Cup’en, og vi har ikke nået top-3 eller top-4, som det er blevet populært at sige efter opfindelsen af Royal League. Dét, som har haft størst indflydelse på os, var sæsonen efter mesterskabet i 1999. Jeg ved ikke, om vi blev bortdømt i udekampen mod Dynamo Kiev, men vi var så tæt på at nå Champions League, og havde vi kvalificeret os, havde det haft en helt anderledes betydning for vores økonomi og klubbens image. Vi havde et vinderhold, der kun blev nr. 5 i Superligaen og som tabte pokalfinalen. Den investering vi havde foretaget i spillere som Jozo Matovac, Ståle Solbakken, Anders Andersson og Frank Strandli fik vi ikke forankret godt nok, og så rejste både Hans Backe og Ståle. Ikke at vi måtte starte forfra, men vi blev nødt til at trække i bremsen økonomisk, og det har vi gjort indtil nu, hvor vi er begyndt at tænke opad igen. Dét, vi mangler, er et par anden- og tredjepladser. I snit har vi de seneste seks sæsoner ligget som nr. 4-5, og det er ikke så forfærdeligt, men folk kommer efter os, fordi vi ikke har nået de anden- eller tredjepladser, der betyder adgang til UEFA Cup’en, som f.eks. FC Midtjylland og Esbjerg er lykkedes med.

– Det har også været smertefuldt, at vi har skiftet cheftræner for ofte. Ikke at nogen af fyringerne har været forkerte, for de har alle været velovervejede, men set i bakspejlet har de været generende for kontinuiteten, for en spillertrup bygger man op sammen med cheftræneren. Derfor er jeg også tilhænger af at forlænge med Erik Hamrén, når hans kontrakt udløber med udgangen af 2006, for vi er meget tilfredse med ham.



Ser du dig selv som en overlever?

– Nej, jeg ser snarere mig selv som én, der knokler en vis legemsdel ud af bukserne. AaB er mit andet liv efter min familie, men jeg tror godt, familien nogen gange kan komme i tvivl om, hvad der er min førsteprioritet. Jeg er selvkritisk, og hvis jeg får en fornemmelse af, at bestyrelsen synes, jeg har siddet her en måned for længe, så er jeg her ikke længere. Det lover jeg.

Har du nogensinde haft den fornemmelse?

– Nej, det positive og afgørende for mig er, at jeg altid har fået lov til at agere indenfor de økonomiske rammer. Hvem der er formand har jeg ingen indflydelse på, men hvad angår talentudvikling, træner- og spillervalg, har jeg altid følt opbakning. Fra tid til anden kan jeg da godt spørge mig selv, om jeg vil blive ved med at bruge min tid på dette her, men jeg har ikke været derude, hvor jeg føler, jeg har spillet fallit eller den slags. Det er ikke altid, tingene er lykkedes, men jeg har altid kunnet retfærdiggøre min handlinger.

– Og så synes jeg i øvrigt ikke, jeg har været den mest heldige sportsdirektør i landet, siger Lynge Jacobsen og rejser sig op i stolen for at remse alle de skader op, der i tidens løb har ramt nøglespillere som Søren Thorst, Ib Simonsen, Dan Sahlin, Frank Strandli, Lars Thomsen, Lennart Bak og Klebér Saarenpää.

– Vi hænger på lønudgifterne, selv om de ikke spiller, og forsikringssagerne er heller ikke afgjort endnu. Vi var uheldige i Kiev, vi har haft mange skader, så var der Priske-sagen, og da vi skulle have den sidste del af overgangssummen for Thomas Gaardsøe, gik Ipswich i betalingsstandsning. Så er det jeg spørger: Hvornår kommer heldet? På et tidspunkt følte jeg, at ligegyldigt hvad jeg rørte ved, så var jeg uheldig. Vi turde snart heller ikke have spillerne boende på et bestemt værelse, for alle, der boede der, fik korsbåndsskader.

Du har fået megen kritik, især fra jeres egne fans, men også gennem pressen. Er du med tiden blevet galvaniseret?

– Nej, det ligger ikke til min natur. Jeg prøver altid at svare folk, der henvender sig til mig på en pæn måde, for jeg vil gerne bibringe folk en forståelse af, hvad vi går og laver. Ind imellem synes vi, det er underligt, at pressen interesserer sig så meget for os, men vi må indrømme, at vi aldrig bliver ligeglade med, hvad der står i avisen. Når folk siger, at de bruger avisen til at pakke fisk ind i, så er det folk, der aldrig bliver skrevet om, der siger sådan. Det ville i øvrigt også være trist, hvis man var galvaniseret, for så havde man mistet følelserne. Du skal hele tiden have viljen til at gøre det rigtige, så du aldrig bliver dig selv nok.

– Jeg agerer altid på vegne af AaB, ikke på vegne af Lynge Jacobsen, og man skal vide, at man umuligt kan være venner med alle. Nogen elsker Morten Olsen, andre vil fyre ham. Som statsminister skal man vide, at det måske kun er 28 mennesker ud af 100, der kan lide én. Sådan er det også med mig. Der er nok en tredjedel, der ikke kan fordrage mig, en tredjedel, der synes, at jeg måske ikke altid gør det godt nok, og så en tredjedel, der synes, jeg er alletiders. Når det går dårligt for AaB, kan jeg da i nogen sammenhænge mærke, at der er nogen, der synes, jeg er et dumt svin. Det kan jeg sagtens klare, men jeg har det svært, når nogen begynder at nedgøre AaB.

Hvornår har du haft det værst?

– Da vi var ved at rykke ned for godt to år siden. I dag kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg overlevede. Vi har aldrig haft spørgsmålet om nedrykning inde på livet, og aldrig haft spillere, der ville have nedrykningsklausuler i deres kontrakter. Pludselig skulle vi til at tænke på en plan B, og det var vanvittigt svært at overskue. Men det var ikke i den fase, hvor jeg har tænkt mest på at stoppe. Jeg tog en snak med Lars Høgh (OBs tidligere målmand, red.), der havde prøvet at rykke ned med et hold, man mente var alt for godt. Det skulle jeg aldrig have gjort, for da han fortalte, hvilke store spillere, der var på det OB-hold, fik jeg det virkelig dårligt. Da vi spillede den tredjesidste kamp i Silkeborg, headede Iddi Alkhag på vores stolpe i sidste minut. Var den gået ind, kunne vi meget vel være rykket ned. Det lærte os, at man ikke skal være for hellig. En nedrykning kan overgå alle.

Hvornår har du det så bedst?

– Jamen, langt hen ad vejen kan du ikke få et job, der er bedre end det her. Du kommer ud at rejse og er med, hvor det sner. Du oplever at være sammen med mennesker, som alle i dette game gerne vil være sammen med – f.eks. har jeg mødt folk som skotten Steve Archibald, der spillede for Tottenham, og Franco Baresi. Når man har det allerværst, skal man slå den anden hjernehalvdel til, så man ikke får ondt af sig selv.

Når Lynge Jacobsen har været i stand til at overleve dårlig økonomi, mislykkede handler og andre kriser, må det til en vis grad skyldes, at han er dygtig til at manøvrere i det politiske spil. Ellers ville han vel ikke være der længere?

– Jeg tror, jeg har lært at sige de ting, der skal siges på det rigtige tidspunkt og på rette sted. Til gengæld er jeg usikker på min egen udstråling, for den kan jeg ikke selv vurdere. Jeg har selvfølgelig fået en del erfaring og lært, at pressen er en meget vigtig faktor. I dag kender jeg altid på forhånd journalisternes dagsorden. Når vi skal spille mod AGF på lørdag, vil der være pres på AaB, og inden kampen kommer der tre tv-kanaler, der vil snakke med mig. Hvis vi vinder 2-0, kommer der allerhøjest én bagefter. Mit største problem opstår, hvis jeg er i en presset situation, og en journalist kommer og spørger mig for tredje eller fjerde gang. Så kan jeg godt blive sur og miste overblikket.

Har du ikke også været nødt til at manøvrere for at redde din egen røv?

– Nej, det kunne jeg aldrig finde på. Selvfølgelig har der været tidspunkter, hvor bestyrelsen har stillet mig spørgsmål for at få at vide, hvorfor jeg har ageret, som jeg har gjort, men jeg tror aldrig, min position har været på dagsordenen på et bestyrelsesmøde. Så jeg har aldrig haft et behov for at redde min egen røv, som du udtrykker det, og det ville jeg heller aldrig gøre. Jeg oplever meget frie rammer. Jeg har et budget at holde mig til, og kun når det er beløb af en vis størrelse, vil jeg som minimum kontakte formanden. Den sportslige ekspertise skal ligge hos træneren og sportsdirektøren.

Den evige snak om nødvendigheden i at sælge spillere for at skabe overskud i AaB må vel irritere en sportsdirektør?

– Det kan jeg garantere dig for. Vi har desværre brugt al for megen tid på at svare på det spørgsmål. Nogle gange har jeg valgt at svare som en politiker, men alligevel er det kommet til at fremstå som om f.eks. Martin Ericsson er sat til salg. Her i sommer har folk nærmest fået indtryk af, at Ericsson og Rasmus Würtz er solgt tre-fire gange, og jeg har forbandet mig selv over, at den snak er opstået. Jeg orker næsten ikke at snakke om spillersalg mere. Vi skulle én gang for alle have meldt vores politik ud og sagt, at den ikke har ændret sig i ti år. Det har kørt alt for længe, og jeg er fuldstændig enig i, at der har været alt for meget snak om det emne. Jeg har dummet mig, jeg skulle have været mere kort for hovedet og sagt, at der ikke er nogen til salg, og at det gider vi ikke snakke om. Det har været en ørkenvandring, som ikke bare har skabt tvivl ude i byen, men også i træner- og spillertruppen. Vi har brugt alt for mange kalorier på det.

Sportsdirektøren har talt. Han ærgrer sig i øvrigt også over, at FCK og Brøndby er stukket af sted.

– De øger afstanden for hver weekend, og det bliver den første sæson, hvor det står bøjet i neon, at det kun er de to, der slås om mesterskabet. Men forhåbentlig skal vi ikke affinde os med, at det bliver sådan i al fremtid. Hvor lang tid jeg selv bliver siddende? Jeg har altid sagt, at når jeg fylder 60 år, og klokken er kvart over fire, så er det slut. Men folk siger, den opfattelse ændrer sig, når man fylder 58…



———————————————



Citater/billedtekster:



“Når det går dårligt for AaB, kan jeg da i nogen sammenhænge mærke, at der er nogen, der synes, jeg er et dumt svin. Det kan jeg sagtens klare, men jeg har det svært, når nogen begynder at nedgøre AaB.”



“Jeg orker næsten ikke at snakke om spillersalg mere. Der har været alt for meget snak om det emne. Det har været en ørkenvandring, som ikke bare har skabt tvivl ude i byen, men også i træner- og spillertruppen. Vi har brugt alt for mange kalorier på det.”