Sporløs med Søren Andersen

Året er 1992 og….Søren Andersen dratter om i landsholdets træningslejr i Zaragoza ved OL i 1992. Spydspidsen, der sammen med Miklos Molnar og Peter Møller bar nationens målscorerhåb på deres skuldre, er en meget lys fyr med rødt hår, som slet ikke er vant til at træne i de steghede spanske middagstemperaturer om sommeren. Søren Andersen får et hedeslag og kommer ikke til at spille nogen større rolle for OL-landsholdet. Bedre bliver oplevelsen ikke af, at resten af det talentfulde hold underpræsterer voldsomt og får indløst returbilletten til Danmark efter indledende runde.

»Det var selvfølgelig skuffende, at det skulle gå på den måde, men jeg ser nu tilbage på OL som en mine største oplevelser som fodboldspiller alligevel sammen med EM 1996. Selvom vi heller ikke fik succes ved den lejlighed, er der noget specielt stort over at være med til en slutrunde sammen med sit landshold,« siger nu 37-årige Søren Andersen.

Når han ser tilbage på sin karriere, overskygger det positive så klart det negative. Det kan godt være, at de oppe i Aalborg havde deres Røde Romario i skikkelse af AaB-angriberen Erik Bo Andersen, men i Århus havde de Søren ‘Røde’ Andersen til at jagte boldene og smække dem i kassen. Ud over sin målfarlighed gjorde Søren Andersen det sjovt at komme på Århus Stadion (som det slet og ret hed dengang), på grund af sin altid opportunistiske spillestil og unikke fighterevner. Det kortplyssede røde hår og den lidt uortodokse motorik mindede lidt om Arsenal-angriberen Perry Groves, som i 1980’erne huserede på et ellers lidet attraktivt spillende George Graham-mandskab.

Paradoksalt nok skiftede han til spansk fodbold og et klima, der ellers ikke bekom ham vel, men i provinsklubben Lleida vænnede han sig til varmen.

»Vi trænede på lidt mere humane tidspunkter i Lleida. Spanierne vidste jo godt, hvornår solen stod højest på himlen og indrettede sig efter det. Der var træning tidligt om morgen og så om aftenen, så det var lige til at holde ud. Med landsholdet trænede vi jo i middagsheden,« husker Søren Andersen.

Han fik også pæn succes i Lleida og var med i startopstillingen i de fleste kampe. Men det var hans udseende, der gjorde ham til lidt af en kultfigur i Spanien.

»Ikke nok med at jeg var rødhåret, hvilket stort set ingen spaniere er. Jeg var nok også den eneste udlænding i byen i det hele taget, så jeg stak ud fra mængden,« griner Søren Andersen.

Spaniensturen fortsatte til hovedstadsklubben Rayo Vallecano, hvor det dog ikke blev til den store succes.

Så kaldte Skandinavien igen med et tilbud fra satsende IFK Norrköping i Sverige, men en enkelt sæson senere var Søren Andersen tilbage i Danmark. Desværre fpr århusianerne valgte han ikke AGF, men finansielt stærkere AaB, hvor han igen scorede mål på samlebånd. Hele fem gange nettede han i én og samme kamp mod Viborg.

Et sidste udlandsophold i engelske Bristol City fik Søren Andersen også med i bagagen, men kun for en enkelt sæson, inden han i 1999 vendte tilbage til Danmark og OB. Herfra begyndte skaderne langsomt, men sikkert, at gøre indhug. De slidte akillessener var skyld i, at afslutningen i AGF ikke blev det store sus, og Søren Andersen lagde endeligt støvlerne på hylden i 2003 efter et års forgæves genoptræning og behandling af de ømme hæle.

»Jeg synes selv, at jeg var på toppen fodboldmæssigt i min første periode i AGF fra 1988 til 1994. Dengang havde vi et virkelig godt hold. Af de steder jeg har været i udlandet, var Bristol City og engelsk fodbold nok det sted, der passede mig bedst, men uden for banen var Spanien den største oplevelse. Specielt nød vi virkelig at bo i Madrid, hvor vi fik mange gode venner, som vi stadig besøger en gang i mellem,« konkluderer Søren Andersen.

Han er helt holdt op med at spille fodbold i dag, men er stadig et naturmenneske, som kan lide at fiske og gå på jagt. Og så spiller han golf.

»Men jeg skal igang med noget old boys-fodbold igen. Det bliver nok i Silkeborg, hvor flere af mine gamle venner spiller. Bukserne er ved at stramme lidt om maven,« griner Søren Andersen, der på trods af bopælen i Ans ved Silkeborg, hvor han er træner for et drengehold, stadig har et bankende AGF-hjerte.

Privat var det meningen, at Søren Andersen ville læse til læge ligesom sin far, da karrieren sluttede, men karaktererne fra gymnasiet var ikke helt gode nok til at komme ind på studiet. I stedet tog han en uddannelse som landmåler og arbejdede for et privat firma i branchen et halvt års tid. Landmålerhvervet var ikke så spændende i længden, og i dag arbejder Søren Andersen i stedet på deltid i sin kammerats tømrerfirma, samtidig med at han går og passer familiens fem-årige datter Frederikke i hjemmet.