Sporløs med Søren Juel

Topscorere glemmer aldrig deres måltal: 107 træffere i den bedste række, husker 42-årige Søren Juel, i dag økonomichef i Max Bank i Næstved, en gang målbøddel af bedste danske skuffe.

»Jeg spillede på ungdomslandsholdet med Flemming Povlsen, og der var andre rivaler som Claus Nielsen og Lars Elstrup, så der var kamp om det på de forreste plader, så jeg nåede ikke højere end ligalandsholdet«, fortæller den stilfærdige frontløber, der måske savnede den sidste gnist af vildskab.

Men oplevelserne er der. Individuelt og kollektivt med det grønne Næstved-hold, der var en hjemlig magtfaktor i firserne. Det blev til fire sæt medaljer for Frank Hougaard, Mogens Hansen, Alex Nielsen, Torben Johansen, Kurt Jørgensen og de andre gode navne nedefra Susåen.
»Jeg missede sølvet i 1988, for den sæson var jeg i OB. Af flere grunde gik det ikke så godt. Jeg skulle pludselig være heltids-prof, og det havde jeg det svært med, og året efter var jeg tilbage i Næstved«, fortæller Juel, der kan se tilbage på flere højdepunkter. I 1989 bl.a. UEFA Cup-mødet med Zenith Leningrad.

»De var ikke bdre end at vi kune have slået dem, men vi tabte 3-1 derovre og fik kun 0-0 hjemme. Den næste modstander var Werder Bremen, og det kunne være blevet rigtig sjovt«.

Søren Juel standser dog allermest op ved pokalfinalen i 1994 mod Brøndby.

»Vi havde dem faktisk nede i posen, men forsømte at score imod dem, og så endte det i straffespark, og vi var for trætte til at sparke den i mål. Jeg var en af synderne. Det var på en måde en stor skuffelse, men også en stor præstation af os at levere sådan en kamp og nå så langt i turneringen.«

Søren Juel husker også et par af sine mange træffere.

»Engang scorede jeg fire mål i en kamp mod Lyngby, men jeg husker lige så godt en kamp mod Frem i 1992, tror jeg. De fører 2-0 til der mangler 10 minutter, men vi får 2-2 og redder pladsen i Superligaen«.
I 1994 lægger den 30-årige Søren Juel støvlerne på hylden. Den sidste lyst til at træne hårdt og ambitiøst var pludselig væk. Et halvt år efter rykker Næstved ud af Superligaen, som siden har været lukket land for sydsjællænderne.

»Det er blevet nye tider, men jeg mener fortsat at Næstved er en rigtig fodboldby og elelrs burde man kunne finde ud af at gå sammen med Nykøbing Falster om et fælles elitehold for det her område. Der strømmer jo tilskuere til Næstved Stadion, når det går godt, og jeg har da også selv været ude og heppe på vores førstehold i 1. division. En overgang var de med i toppen, men er nu faldet tilbage. Det er et ungt hold, og spillerne er ved at være slidte. Man skal huske, at de er oprykkere, så set over hele sæsonen har de gjort de rigtig godt«, mener Juel, der stadig selv triller lidt old boys og veteranbold, hvor næstved´erne af og til spiller næsten lige op med Laudrup-brødrenes Lyngby.

»Alex Nielsen er skadet for tiden, og det er et handicap, men det er nu ikke fordi vi træner så meget, men kampene kan vi da klare«, fortæller Juel senior, hvis datter Pernille på 13 år er en dygtig svømmer, mens sønnen Pelle fører sig frem som angriber på det lokale 1. divisionshold hos juniorerne.

»Han har talentet, men også mange andre interesser, så hvis han skal arbejde målrettet med fodbolden, så skal det komme fra ham selv«, mener den gamle målscorer, der sidder med i sportsudvalget i amatørafdelingen og gerne slår et slag for den rette talentudvikling. Den, hvor der er plads til at boltre sig for den enkelte, men alligevel i holdets tjeneste. Søren Juel er noteret for 375 førsteholdskampe i Næstved. Det ovrgås kun af Frank Hougaards 511 og Mogens Hansens 427.