Sporløs med Thomas Thorninger

Thomas Thorninger passer børn og spiller old boys fodbold i AGF. Det er fru Rikke, der for tiden – som speicallæge – tjener pengene til familien i Risskov.

– Det er min tur til det nu, siger snart 35-årige Thorninger, der formelt set først stoppede karrieren for to år siden. Reelt var en kamp for AGF mod OB i efteråret 2004 den sidste, for der i efterårsmudderet fik den lille hurtige angriber smadret både korsbånd og menisk.

– Min karriere begyndte med et par skader, og den sluttede på samme måde, men ellers synes jeg, at jeg undgik det værste, fortæller han i dag, mens støjen i baggrunden afslører to mindre børns lege-aktiviteter.

Selv er farmand faktisk på vej ud og lege. Bentøjet er i orden igen, og Thorninger skal gennem byen og ned til AGF for at spille med Marc Rieper, Claus Thomsen, Flemming Povlsen og de andre AGF-old boys, som i fjor både blev danske mestere og pokalvindere.

– Jeg er ikke angriber mere. Jeg spiller sådan over det hele, eller hvor der er brug for løbere. Jeg er jo en af de yngste, griner Thorninger, der allerede som teenager spillede for PSV Eindhoven.
Så kom han hjem til Vejle omkring 1990 og 15 år efter var det slut.

– Jeg blev pokalvinder med AGF i 1996 og senere dansk mester med FC København, men jeg husker lige så godt et ynglingemesterskab med PSV og vores sejr i vestkredsen med Holstebros juniorer«, kommer det fra den oprindelige vestjyde.

– Man husker jo mest de positive oplevelser. De mindre gode går i glemmebogen, mener Thorninger, der faktisk var endnu en tur i Eindhoven, inden han kom hjem til AGF og derfra til FC København.

– Jeg har ingen hjerteklub, hvis man kan sige det sådan, men jeg spiller jo videre i AGF. Tilskuer på stadion er jeg ikke så ofte. Jeg vil hellere selv spille eller gå på jagt eller ud med golfkøllen, og jeg har også bevidst valgt ikke at blive i fodbolden som assistenttræner eller lignende lige efter jeg stoppede på topplan, siger Thorninger, der går og drømmer lidt om at starte op med »noget mad og vin«.

Der er der eks-angriberen også har nogle kontakter rundt omkring efter et langt fodboldliv.
– Rikke og jeg fik også mange gode venner på Østerbro, da vi boede i København, og dertil har vi beholdt forbindelsen.

– Jeg blev ikke rig af at være fodboldspiller. De rigtigt store penge var noget der fulgte lidt senere, fortæller Thorninger, der både nåede at spille sammen med Preben Elkjær i Vejle og se starten på FC Københavns store vingesus.

– Jeg er en af de sidste fra generationen, der havde et liv og nogle interesser ved siden af fodbolden. Det blev ændret med Bosman-dommen. Fra da af var der kun plads til fodbold. Jeg har det fint med en pause derfra, men man skal aldrig sige aldrig. Måske springer jeg på toget igen.