Topfodboldens maskuline image-tabu

– Jeg har ingen ide om, hvorfor man ikke har hørt om homoseksuelle, danske fodboldspillere. En gang imellem hører man lidt fra udlandet, hvor det er en offentlig hemmelighed, hvem der er det. Jeg kendte et enkelt tilfælde i mine unge dage, men der var ingen problemer i den sammenhæng, mener formand i FCK, Flemming Østergaard, og bringer selv ordet “problem” på banen.

Som eksponenter for de to største fodboldklubber i Danmark bliver Flemming Østergaard i øvrigt bakket op af sin kollega i Brøndby, Per Bjerregaard:

– Fodbold er ikke en idrætsgren, der tiltrækker homoseksuelle. I mine 30 år som klubformand og direktør er jeg da stødt på fænomenet et par gange, men med den lave frekvens må man sige, at det ikke er et særligt forekommende problem i topfodbold, fortæller han og nævner igen ¿ ligesom Østergaard – ordet “problem” i forbindelse med afdækningen af fænomenet.



Viggo Jensen, Silkeborgs træner, bringer for tredje gang ud af tre ordet “problem” på bane, dog ligesom med Østergaard og Bjerregaard er det i den forsikrende kontekst, at han skam “ikke ser noget problem” i homoseksuelle. Han går ikke og bedømmer sine spilleres seksualitet, men kan sagtens notere sig udpræget feminin mandeadfærd i andre sammenhænge:

– Om de er homoseksuelle eller ej, er ikke noget jeg tager notits af blandt spillerne. Men i andre sammenhænge kan jeg da godt tænke: “Han ser lidt bøsset ud, ham dér”, eksempelvis med balletdansere eller operasangere. Omvendt er fodboldmiljøet ikke et sted, der umiddelbart tiltrækker mænd med feminine gener, for i min tid inden for fodbolden har jeg kun hørt et enkelt rygte om en spiller, der blev set på bøssebar, fortæller Viggo Jensen og tilføjer, at han nemmere kan forstå, at kvinder inden for sport, specielt håndbold, er homoseksuelle:

– Det er der lidt mere mand over, siger han og overser i den forbindelse, at der både findes såvel feminine lesbiske som endog temmelig maskuline bøsser¿

– De findes simpelthen ikke!, er Brøndby-træner John “Faxe” Jensens korte og kontante kommentar til fænomenet. Den tidligere europamester er en erfaren herre, der har bevæget sig inden for topfodbold igennem 23 år i hele Europa, inklusiv Tyskland og England, og han tilslutter sig altså sine øvrige kollegers påstand om, at man skal lede længe, for ikke at sige forgæves, efter tilfælde af mandlige bøsser i professionel fodbold ¿ eller spillere, som vil indrømme/stå frem med det.

En række markante og erfarne fodboldledere og -trænere forekommer således at være stort set ubekendte med homoseksualitet i dansk topfodbold. Dette stemmer imidlertid ikke overens med de videnskabelige tal for folks seksuelle adfærd, hvor det i en samlet befolkning anslås, at procentsatsen af potentielle personer med netop denne seksuelle afvigelse udgør ca. fem procent. Dette betyder, at hver 20. mand i teoretisk set er bøsse, hvilket i gennemsnit svarer til en-to spillere i hver professionel trup!

Ifølge en praktiserende sexolog og psykiater, der ønsker at være anonym, findes der heller ikke i den sexologiske litteratur dokumenterede eksempler på, at en bestemt erhvervsgruppe sportsgren eller hobby skulle være væsentligt underrepræsenteret med homoseksuelle personer. Sagt med andre ord er det ud fra et seksual-videnskabeligt synspunkt utænkeligt, at der ikke skulle findes bøsser blandt topklubbernes feterede stjerner.

Som nævnt svarer dette overhovedet ikke overens med det, som de her adspurgte fodboldfagfolk har givet udtryk for. Samtlige af disse, der som bekendt alle optræder aktivt i dansk topfodbold, kan nemlig over 20-30 års perioder ikke nævne mere end en en-to tilfælde af det, vi leder efter, så hvordan forklares denne tydelige uoverensstemmelse mellem faktuelle udsagn af fagfolk med fingeren på pulsen i fodboldens verden ¿ og så de veldokumenterede og udførlige videnskabelige påstande?

For det at optræde åbent som homoseksuel er jo almindeligt kendt i andre offentlige sammenhænge. Hos håndboldpigerne, der efterhånden ¿ inklusiv privatliv ¿ er national ejendom, er det helt almindeligt, at den ene efter den anden melder ud om parforhold med andre kvinder, ofte holdkammerater. Anja Andersen, Camilla Andersen og norske Mia Hundvin (der nu igen er “straight” med en mand), var alle pionerer på den front. Også blandt kvindelige, danske fodboldspillere skulle procenten af lesbiske forhold være oftere forekommende end hos gennemsnittet af befolkningen, ligesom offentligheden uden tilsyneladende (i hvert fald offentlig) forargelse indimellem også præsenteres for kendte politikere med en anden seksuel præference end den gængse mand/kvinde-konstellation.

Derfor tilbage til hovedtemaet: Hvorfor hører man aldrig om mandlige, homoseksuelle top-fodboldspillere? For hvis bøsser spiller fodbold, findes der vel også fodboldspillere, der er bøsser?

– Der er simpelthen tale om et alt for stort tabu i den macho-verden, som prof-fodbolden giver et billede af, og de spillere, som er homoseksuelle, er meget bange for det image-tab, de vil lide i den mandeverden, som fodbolden repræsenterer. Jeg forstår sådan set godt, hvis de ønsker at bevare dem for dem selv, mener en insider i “homo-idræts-scenen”, Henrik Hansen, formand for Pan Idræt, en københavnsk idrætsklub for bøsser og lesbiske. Han gennemhuller således fodboldledernes udsagn om, at der overhovedet ikke forekommer homoseksuelle i topklubberne.

– Jeg kender personligt flere eksempler på spillere på højt niveau, der er bøsser, og det gælder for så vidt også for håndbold og ishockey. Hvor mange, det drejer sig om i alt, ved jeg ikke, men man må formode, at de, der findes, gør alt for at skjule det. I et tilfælde ved jeg, at en homoseksuel idrætsudøver på topplan forbød sin kæreste at vise sig omkring kampene, fordi han ikke ønskede, at offentligheden skulle kende hans status af bøsse, fortæller Henrik Hansen. Han nævner, at selv om selveste DBU’s informationschef, Lars Berendt, sågar har meldt ud, at der ikke findes bøsser i topfodbold, ja, så mener Henrik Hansen altså at vide, at sandheden er en anden:

– Jeg ved, det findes på højt plan, men de pågældende er bare ikke åbne omkring deres seksualitet på grund af angsten for at miste værdighed hos holdkammerater og blandt fans, selvom homoseksuelle burde være vant til at blive kaldt diverse grimme ting. Selvom vi i Danmark er langt fremme med tolerancen af seksuelle minoriteter, så tror jeg, at fodboldledere ignorerer eller fortrænger, at homoseksualitet findes blandt spillerne.

Hvorfor det skulle forholde sig sådan, er Henrik Hansen imidlertid forbeholden med at svare på. Han nævner flere muligheder, bl.a. at de fleste ledere sandsynligvis ikke ønsker at slås med det ekstra arbejde, de sanktioner eller det image-tab, som “afsløringen” af en homoseksuel i truppen kunne medføre.

Er det tænkeligt i et tolerant(?) land som Danmark, at enkelte spilleres anderledes seksualitet vil kunne forringe markedsværdien af det skinnende, mandedunstende produkt; “professionel fodbold”?

Og kan det i den sammenhæng tænkes, at der blandt toplederne trives en kollektiv og uudtalt lobbyisme, der går ud på at benægte/fortrænge begrebet “herre-homo-spiller”?

Eller er den enkelte spiller så god til at skjule sin ikke gængse, seksuelle orientering, at ledere og medspillere umuligt kan komme til at kende den enkeltes “hemmelighed”? Den sandhed om deres eget jeg, som de vælger at holde skjult, da angsten for sanktioner vejere tungere end behovet for at være åbne med deres behov¿

Vi vender os nu mod sagkundskaben, hvad angår seksualitet ¿ og specielt den anderledes og afvigende af slagsen i henhold til heteroseksuelle normer. Den populære sexolog, Joan Ørting, forklarer det manglende offentlige kendskab til bøsser blandt de kendte spillere således:

– Muligvis ville mænd med den tendens slet ikke gå til fodbold, de ville ikke turde gå i bad med andre mænd og røre ved dem ved scoringer. Det ville en bøsse ikke udsætte sig selv for. Og hvad ville holdkammeraterne mene, hvis de fandt ud af det? Ville de turde kramme ham efter et mål? Mænd er ofte bange for bøsser, og jeg tror, homofobien er ekstra udbredt i en mandesport som fodbold. Det ville jo ikke være en mandeting længere, hvis der var en bøsse med, kommer det med ironisk distance fra det rødhårede sex-orakel, der nyder stor succes med at sætte ord på danskernes sexvaner, problemer, usikkerhed og alt andet, der vedkommer vores stærkeste drift.

Trods udsigter om negative reaktioner for vedkommende, kommer hun alligevel med følgende spådom:

– En eller anden dag i fremtiden vil en topspiller springe ud som homoseksuel. Det kommer, uden tvivl, og det vil da være enormt spændende, hvis eller når en tør bryde det tabu! Men han skal nok forberede sig på, at han som pioner i den forbindelse vil blive udsat for stærke reaktioner, bl.a. fordomme som f.eks., at “man da ikke kan have en pige i mande-fodboldflokken”¿Han skal dog nok blive kendt, der vil blive læserstorm på aviserne, og samfundet samt fodboldkulturen vil skulle bruge en del tid på at bearbejde denne nye situation.

En anden fagmand i emnet idræt og psykologi er cand scient i selv samme fag, Jakob Hansen, der er tilknyttet Team Danmark som idrætsspykolog. Han indleder med at ransage sin subjektive hjerne-reol for teorier eller videnskabelig litteratur om emnet “homoseksuelle topspillere”, men mener ikke, at det er blevet udførligt behandlet i Danmark endnu:

– Ud fra sociologiske og seksuelle betragtninger kan det ikke passe, at der ikke findes topspillere, der er homoseksuelle. Grunden til, at man ikke hører om det, tror jeg skyldes flere ting. Fodbold er i første omgang en traditionssport, hvor det traditionelle går bedst hånd i hånd med gængs heteroseksuel adfærd, ligesom de fleste træneres ledelsesstil ikke er udpræget moderne. Fodbold fremstår som en sport for de hårde drenge, der hersker et knivskarpt hierarki uden plads til bløde håndled, forklarer Jakob Hansen.

Ligeledes finder han det forståeligt, at topspillere, der ofte er i medierne, ikke vil være interesserede i at få deres givne historie om en anderledes seksuel adfærd frem i lyset. Med den blomstrende supporterkultur, hvor det ikke altid er højeste fællesnævner, der præger sagerne, kunne man sagtens forestille sig 10.000 tilskuere råbe “bøsserøv” efter den pågældende spiller, der måtte være sprunget ud, og hvem ønsker at udsætte sig selv for det?

– Offentlighedskulturen, ikke mindst medierne og supporterne, udgør et vigtigt argument for, at en homoseksuel topspiller skulle finde det uhensigtsmæssigt at være åben om sit privatliv, for hans seksualitet kunne nemt komme til at forfølge ham både på og uden for banen. Jeg ved ikke, hvordan med- og modspillere ville reagere, men tilskuernes opførsel er ofte præget af dumsmarte bemærkninger, og her ville han kunne stå for skud. Så meget desto mere ville det være prisværdigt, hvis én spiller var villig til at løbe risikoen og stå frem, opfordrer idrætspsykologen.