Ferguson-jubilæum: Da Sivebæk mødte »hårtørreren«

Bragt i Tipsbladet 4. november 2011 i forbindelse med Alex Fergusons 25 års jubilæum. Vi genpublicerer historien som markering af dagen for Alex Fergusons første kamp som manager i Manchester United for præcis 30 år siden.:

I midten af firserne var Manchester United en såret storklub.

Man havde den både glorværdige og tragiske historie med titler og Busby Babes, man havde det højeste tilskuertal, man havde en karismatisk manager i Ron Atkinson, man havde store stjerner som den engelske landsholdsanfører Bryan Robson, skotske Gordon Strachan, nordirske Norman Whiteside og danske Jesper Olsen, men man havde ikke resultaterne med sig. Det seneste af syv mesterskaber var fra 1967 og Europa Cuppen for mesterhold blev vundet i 1968, men siden da var det kun blevet til tre FA Cup-titler, og det var alt for lidt i selvbevidstheden. Samtidig var engelsk fodbold plaget af et stort hooligan-problem, og klubberne var blevet udelukket fra Europa efter de 39 dræbte på Heysel i forbindelse med Europa Cup-finalen mellem Liverpool og Juventus i maj 1985, så Manchester United og fodbolden på spillets fødeø havde slet ikke samme rolle som i dag.

Men det fik ikke den danske landsholdsback John Sivebæk til at tvivle, da United henvendte sig til Vejle-spilleren om en transfer i slutningen af 1985.

»Jeg var godt spillende på det tidspunkt og efter præstationen i Irland, hvor jeg scorede og lagde op til to mål [i en legendarisk landsholdssejr på 4-1], kom der virkelig gang i det. Der kom mange henvendelser til klubben og [Vejle-formand] Ejgil Jensen, der tog sig af den slags ting, men da først United kom på banen, var jeg ikke i tvivl. Det var ikke, fordi jeg havde drømt om engelsk fodbold på forhånd, og på det tidspunkt var det heller ikke specielt attraktivt, men Manchester United var bare så stor en klub, at det kunne jeg ikke sige nej til,« fortæller den nu 50-årige Sivebæk, der i dag arbejder som spilleragent.

Så backen fra Vejle skiftede Nørreskoven ud med Old Trafford og røg lige ind i en nedtur. United havde ellers startet sæsonen med at vinde de 10 første kampe og lå på en sikker førsteplads, men så begyndte formen at svigte, og man sluttede helt nede på fjerdepladsen en håndfuld point efter Liverpool, Everton og West Ham. Og det fortsatte i den nye sæson, da man mistede topscorer Mark Hughes til Barcelona og i stedet købte Nottingham Forest-topscorer Peter Davenport.

I starten af november lå man i den tunge ende af rækken med 13 point for 13 kampe, og presset var tungt mod levemanden Ron Atkinson, kaldet Goldfinger på grund af sine mange fingerringe, som Tipsbladet dengang noterede om manageren, der havde haft siden 1. juni 1981 til at få United op på toppen af den bedste række, der dengang gik under det mundrette navn 1. division. Det kiksede, og en omkamp i Liga Cuppen på The Dell i Southampton gav Big Ron dødsstødet. For United tabte 4-1, blandt andet på to mål af en 18-årig indskifter ved navn Matthew Le Tissier, og to dage efter var det slut.

»Jeg havde jo aldrig oplevet en træner blive fyret før, så det var en anden verden for mig. Jeg kan huske, at vi sad nede i det lille vægttræningsrum, der var på anlægget, for der var indkaldt til et tidligt møde, og vi havde da en ide om, hvad der var ved at ske, for der havde allerede været rygter aftenen før,« fortæller Sivebæk, der ikke selv havde været på banen i Southampton.
»Efter et stykke tid kom der så en ned og fortalte, at manageren var blevet fyret, og kort efter kom Atkinson selv ned for at sige farvel til os. Det var en lidt speciel fornemmelse, for det var jo ham, der havde købt mig,« siger Sivebæk om situationen dengang.

Sådan kom Ferguson til Manchester
Allerede dagen efter var der en ny manager klar, hvilket siden har afstedkommet flere forskellige udlægninger af, hvordan Alex Ferguson egentlig skiftede fra Aberdeen til Manchester United.

Den oprindelige historie lød på, at formand Martin Edwards efter fyringen af Atkinson tog til Aberdeen og sikrede sig skotternes succesmanager, men det lød en anelse risikabelt, for hvad nu, hvis klubben eller måske Ferguson sagde nej, som han allerede havde gjort til følerne fra Wolverhampton, Tottenham og Arsenal. Så endte United i samme uheldige situation som tilbage i 1981, da Dave Sexton blev fyret, og klubben først fik en ny manager i fjerdevalget Atkinson, efter at Lawrie McMenemy (Southampton), Bobby Robson (Ipswich) og Ron Saunders (Aston Villa) havde sagt nej.

I sin biografi fra 1999, Managing My Life, fortæller Ferguson da også en anden historie om skiftet, for dagen før fyringen af Atkinson havde United kontakt med Ferguson, og fire bestyrelsesmedlemmer tog direkte til Aberdeen, hvor de først mødtes med Ferguson på en tankstation på motorvejen syd for Glasgow, hvorefter en fremtidig aftale blev forhandlet på plads hjemme hos Fergusons kones søster. På den måde kunne Manchester United allerede dagen efter fyringen af Atkinson præsentere en ny manager for John Sivebæk og resten af spillerne.

Ferguson havde stået i spidsen for det skotske landshold under VM i 1986 efter mentoren Jock Steins tragiske dødsfald på sidelinjen i den afgørende kvalifikationskamp til slutrunden, men selv om Skotland og Danmark var i VM-gruppe sammen, havde Sivebæk, der kun fik en VM-kamp, nemlig fra start mod Tyskland, ikke noget stort kendskab til den nye manager.

»Jeg kendte ham ikke. Jeg havde selvfølgelig hørt om ham, og han havde både et godt navn og et godt cv, så det kunne ikke undre, at det var ham, der blev den nye mand i spidsen for Manchester United,« fortæller Sivebæk.

Og Ferguson gjorde med det samme et godt indtryk på den danske back, mens han begyndte på den store opgave med at løfte det United-hold, der lå på en 19. plads lige over nedrykningsstregen, for der var visse problemer, hvor det tidligere træningsslagsmål mellem midtbanemanden Remi Moses og kanten Jesper Olsen, der kostede den lille dansker 10 sting i øjenbrynet , var det mindste af dem. For som i så mange engelske klubber var der også en drinking culture, som Ferguson selv beskriver det i sin biografi, og som han mødte med det samme, da det viste sig, at flere af nøglespillerne havde sagt farvel til manager Atkinson på en pub torsdag aften, kun to dage før den nye managers debutkamp ude mod Oxford.

Så det fokuserede Ferguson på med et nyt regelsæt, mens han langsomt lærte sine nye spillere at kende.

»Ferguson kom til en klub, der var lidt i krise både placerings- og spillemæssigt. Den trængte til nyt blod og nye impulser, men vi fornemmede nu ikke en stor krise. Det var stadig tidligt i turneringen, og meget kunne ske. Jeg synes også, det er voldsomt at snakke om en druk-kultur i klubben. Nogle af spillerne kunne være lidt tørstige ind imellem, og der var også en pub-tradition, men ikke så folk ravede rundt. Og jeg passede mit sammen med Jesper Olsen.«

»Ellers synes jeg, at Ferguson havde en meget ydmyg indgang til tingene. Han følte sig lidt frem og tog sig tid til at finde ud af, hvordan spillerne præsterede til træning, og hvordan de var som mennesker, før han drog sine konklusioner. Og der var heller ingen revolution rent spille- og træningsmæssigt. Selvfølgelig var der nogle nye øvelser, men det var først og fremmest i mandskabsbehandlingen, at tingene ændrede sig. Jeg var for eksempel halvskadet efter en landskampe, da han kom til klubben, men han var meget interesseret i at snakke med mig, også om landsholdet,« husker John Sivebæk.

Læs mere på næste side