Fik du læst: FM - Computerspil overtager virkeligheden
Illustration
Premier League

Fik du læst: FM - Computerspil overtager virkeligheden

Football Manager-spillene har i årevis været berømmet for deres realisme, og i sommer indgik firmaet bag et samarbejde med scoutingvirksomheden Prozone og er dermed blevet en del af talentsøgningen i blandt andet Premier League-klubber. Men her stopper ambitionerne ikke.

Fredag 7. november er en stor dag for fans af Football-manager-spillet, der har release-dato verden over på 2015-versionen.
Få i den anledning den fremragende historie om, hvordan spillet efterhånden er blevet så godt, at det bliver brugt som værktøj selv blandt de helt store klubber.
Bragt i Tipsbladet 31. oktober:
 

Dem, der har spillet Football Manager, kender det formentlig. Man har lagt liv og sjæl i sit hold, investeret i dygtige talentspejdere, som afsøger de fjerneste afkroge af fodboldverdenen. Man har passet og plejet talenterne. Og man har fejret store, virtuelle triumfer med et hold, man har bygget op fra grunden. En dag ser man en af sine bedste spillere figurere på et nyhedssite. I virkeligheden. Knægten, man selv fandt i den slovenske 2. division, er blevet solgt til en europæisk topklub, og man praler med, at ham kendte man da længe før, han blev solgt.

Men der var nogle, der kendte ham endnu tidligere. Der er mennesker, der har scoutet ham i virkeligheden, før han blev en del af Football Manager, og den slags eksempler findes i overflod. For nok er det et computerspil, men det er kendt for at være så tæt på virkeligheden, som man kan komme. Bafetimbi Gomis har eksempelvis fortalt, at han brugte spillet til at researche på Swansea, inden han skiftede til den sydwalisiske klub i sommer, og Ole Gunnar Solskjær har berettet om, hvordan spillet har været med til at klæde ham på til sit nuværende hverv som rigtig manager. 

I august modtog spillet den hidtil største blåstempling af sin realisme. Firmaet Prozone, der leverer scoutingløsninger til eksempelvis Manchester United, Arsenal og Chelsea, indgik et samarbejde med Football Manager, og fremover er nogle af spillets data en del af de parametre, som professionelle fodboldklubber bruger til at scoute spillere. Den virtuelle verden er pludselig blevet en del af virkeligheden. 

Grundlaget for alt
Football Manager går i al sin enkelthed ud på at være manager i en fodboldklub. Man sætter taktikken, man forestår teamtalks før kampe, i pausen og efter slutfløjtet, man køber og sælger spillere, og man beviser, at man ved meget mere om fodbold end fjolset, der er chef for ens favorithold. 

Spillet udkommer én gang om året og har eksisteret siden 1992, hvor det gik under t

tnavnet Championship Manager. Dengang blev spillet programmeret af brødrene Paul og Oliver Collyer fra deres soveværelse, men siden er det blevet det mest populære sportssimuleringsspil i verden og har solgt over 20 millioner eksemplarer verden over. I dag kan man se kampene i 3D, tale med sin bestyrelse og afholde pressemøder, hvilket man langt fra kunne i starten. Men én ting har overlevet tidernes skiften. Den omfattende database er fortsat det, der ligger til grund for, at Football Manager kan fange millioner af spillere i deres egne virtuelle fodboldverden, spotte morgendagens fodboldstjerner og levere troværdige oplysninger til kontinentets bedste klubber. Databasen tæller over 600.000 spillere, trænere, fysioterapeuter og lignende, men den slags data anskaffer man ikke fra den ene dag til den anden. Eller fra den ene spiludgivelse til den anden. 

”Alt, hvad spillet gør, er drevet af dataene. Om det er vejret rundt om i verden, klubberne, antallet af fans på stadion. Hver eneste kamp er styret af data. Der er ingen forskel på vores og så mange andre spil, bort set fra at vi har fandens meget mere data end alle andre,” fortæller Miles Jacobson, der er chef for Sports Interactive, som udgiver spillet. 

Der har været andre, der har forsøgt at tage kampen op med Football Manager, eksempelvis da spillet skiftede navn i 2003. Sports Interactive brød med udgiveren Eidos, der fik lov til at beholde navnet Championship Manager og designet af brugerfladen i spillet, mens SI frem for alt fik den gigantiske database med. Siden kørte Championship og Football Manager parløb, men førstnævntes salgstal svandt, og det hidtil sidste Championship Manager-spil blev udgivet i 2010. 

Og hvordan skaber man så den database, der danner grundlag for den megasucces, som Football Manager er, og som er god nok til professionelle fodboldklubber? For det første bruger man lang tid. Det første spil med rigtige spillere udkom i 1995, og siden da har databasen vokset sig større og større, ligesom det hold, der henter al informationen, er vokset. 

”Vi har 51 hovedresearchere, og vi har 1300 assistentresearchere rundt om i verden, som ser spillere uge efter uge. Hver spiller bliver rangeret ud fra over 200 statistikker. Vejrdataen bliver opdateret hvert år, stadionernes længde- og breddegrader bliver opdateret jævnligt, for klubberne får nye stadioner. Vi har et hold af mennesker, som konstant arbejder på det. Udover at mange mennesker arbejder på spillet, er det også det største spejdernetværk i fodboldverdenen,” fortæller Miles Jacobson, der har arbejdet med Football Manager siden midten af 90’erne.

Databasen er naturligvis en vigtig del af Sports Interactive, og derfor er det ikke noget, ret mange får adgang til. Fodboldklubber og andre samarbejdspartnere kan købe sig til nogle af informationerne, men det er kun folkene bag, der kan tilgå hele databasen, som ”i høj grad er bag virtuel lås og slå,” som Miles Jacobson formulerer det.

Høje forventninger 
og fiktive spillere
Tilblivelsen af databasen var ikke mulig uden de 1300 assistentresearchere, eller scouts, som Football Manager har. I 90’erne, da internettet ikke var lige så udbredt som i dag, sendte folkene bag spillet breve rundt til de engelske klubbers fanzines og spurgte, om de ville udfylde tallene for den enkelte spiller, hvorefter papirerne blev sendt tilbage med posten eller via fax. I dag foregår det imidlertid ganske anderledes og noget mere tidssvarende.

”Nu skriver vi på hjemmesiden, når vi har en stilling ledig, og så ansøger folk. De forklarer, hvad de laver i en klub eller for en hjemmeside, og vi finder ud af, om de er partiske, og om de vil overvurdere spillerne, og hvilke kvalifikationer de har for at bedømme spillerne. Derefter ansætter vi dem som assistentresearchere,” forklarer Miles Jacobson.

Ifølge Football Manager-chefen giver det ofte en gode jobmuligheder at være scout for spillet, for nogle får arbejde i fodboldverdenen som journalister eller hos bettingfirmaer. Andre har allerede job i inden for fodbold; én hovedresearcher er chefspejder i en Champions League-klub, én er det samme i en Europa League-klub, mens nogle arbejder i FIFA og UEFA. 

De 1300 scouts er fordelt rundt på hele kloden, og alle verdensdele, hvor der spilles fodbold, er repræsenteret i Football Manager. Der er dog stor forskel på, hvor mange hold og spillere den enkelte scout har ansvaret for. 

”I England har vi en assistentresearcher for hvert hold helt ned til Conference North og South-niveau [sjettebedste række], mens vi i DR Congo har én mand, der ser på alle spillerne der. Det varierer fra land til land alt afhængig af det spillemæssige niveau og antallet af scouts, vi kan finde. Vi vil meget gerne have flere scouts i DRC, og det får vi måske i fremtiden, men det er et land, hvor internettet ikke er særlig udbredt, så det er svært at finde folk,” forklarer Miles Jacobson.

Scoutsene tager ud og ser kampe og træninger med de hold, de dækker, og derefter udfylder de tal på en skala fra 1 til 20 omkring spillernes færdigheder. Nogle færdigheder, som arbejdsstyrke, hurtighed og afleveringer, er synlige i spillet, mens andre kun kan ses af spillets udviklere. Alle de tal, som de mange scouts indsender, bliver kørt gennem et system, så udviklerne er sikre på, at de er korrekte. Hvis en ung spiller eksempelvis har bemærkelsesværdigt lave tal, vil systemet fremhæve det, for så ville klubben typisk have ladet ham gå for længe siden. Det sikrer både, at spillernes tal er rigtige, og at spillet ikke inkluderer fiktive spillere.

”Systemet reagerer også på spillere i lavere rækker med høje stats. Hvis en spiller i eksempelvis AFC Wimbledon har 20 i Styrke, er det sådan noget, vores database vil gøre opmærksom på, for det er sjældent, at en spiller i League Two er så stærk. Så ser vi på den information og tjekker det efter. Vi har den slags tjek, så vi ikke får situationer, som vi havde for år tilbage, hvor en spiller, der ikke eksisterede i virkeligheden, endte i spillet, som eksempelvis To Madeira,” siger Miles Jacobson om en af de karakterer, som elskere af spillet har taget til sig – netop på grund af hans fiktive natur.

Da Championship Manager udkom for første gang i 1992, var spillerne computergenererede og tog ikke udgangspunkt i virkeligheden. Det kom først i 1995, da der var lige over 4000 spillere og trænere i databasen. I den nye version, Football Manager 2015, som udkommer næste fredag, er der 606.150. I starten drejede det sig også kun om spillere i England, fordi det var de eneste, udviklerne kunne få fat på troværdige oplysninger om, men i dag drejer det sig om spillere fra hele verden. 

”Der var en samtale i starten mellem mig og en fyr, som passer databasen. Jeg sagde ”En dag kommer databasen til at indeholde 200.000 spillere,” og han grinte bare af mig og syntes, jeg var vanvittig. Det ville vi aldrig nå, men vi nåede nemt forbi, og vi er bare fortsat,” lyder det fra Miles Jacobson.

Og de har tænkt sig at fortsætte lidt endnu. For udviklingen og udvidelsen af databasen er ikke slut, siger chefen, selv om der allerede er 5000 spilbare hold fordelt på 51 forskellige lande. Især to områder vil de gerne blive stærkere på.

”Mellemøsten og Afrika. Vi ser på at udvide spejdernetværket i de områder, så vi kan få flere spillere derfra med. Det er mærkeligt med Afrika, for de fleste gode afrikanske spillere flytter til Frankrig eller Belgien i en tidlig alder. Der er også mange i Norge. Vi vil gerne finde de spillere, før de flytter til andre lande, så vi kender dem fra et tidligere tidspunkt. Databasen kan kun vokse. Den har vokset i 20 år, så vi ved ikke engang, hvordan vi skal stoppe. Der kommer flere stats, flere informationer og flere researchere,” lover han.

I udviklingen af spillet er der et helt hold af mennesker, der arbejder udelukkende med databasen, ligesom der er hold til at styre grafikken og til transferopdateringer. Der bliver lagt et kolossalt arbejde i den database, som danner grundlag for hele herligheden, og derfor glæder det chefen, når dataene får ret. Omvendt sker det så tit, at det er blevet hverdagskost.

”Folk har tendens til at påpege dem, vi tager fejl omkring, og nogle er blevet meget populære blandt fansene. Det lyder måske mærkeligt, men jeg forventer, at alle spillere, som har stort potentiale i spillet, bryder igennem. Når det sker, er det ikke rigtig en overraskelse længere, for vi regner med, at det er tilfældet,” siger han. 

Vil fikse engelsk fodbold
I sommer vurderede scoutingfirmaet Prozone, at dataene var så pålidelige, at de kunne inkluderes i programmet Recruiter. Det er også en slags database med spillere i hele verden, som fodboldklubber kan bruge til at søge efter fremtidige indkøb. Aftalen kom i stand, da Football Manager i forvejen havde et samarbejde med Amisco, som lavede spilleranalyse, der lignede Prozone. De to firmaer fusionerede, og eftersom et samarbejde allerede eksisterede, fandt man ud af, at Football Manager-databasen var velegnet til Recruiter-programmet. 

Miles Jacobson fortæller, at dataene fra spillet har øget Recruiter-databasen fra omkring 80.000 spillere til cirka 250.000, men det er langt fra alle spilleregenskaberne fra Football Manager, der går igen. Ting som kontraktinformationer og skadeshistorik er dog en vigtig del af det, som spillet leverer. 

Samarbejdet med Prozone er ikke den første af sin slags. I 2008 indgik Sports Interactive en aftale med Everton, der fik en kopi af databasen, som David Moyes og hans stab kunne bruge i deres scouting. Dengang var mange skeptiske omkring det, at et computerspil skulle levere oplysninger, som rigtige fodboldklubber spejder spillere ud fra. 

”Jeg gav et interview til BBC World, hvor journalisten sagde til mig ”Det er kun et computerspil, og ingen af jeres scouts har spillet rigtig fodbold. I kan umuligt have korrekte informationer,” og jeg sagde bare til ham: ”Det er sjovt, du siger det, for jeg voksede op og lyttede til dine kommenteringer, og jeg ved meget om fodbold fra at have lyttet til dem. Men du har ikke spillet fodbold, har du?” Og det svarede han bare ”Touché” til og fortsatte med noget andet,” siger Miles Jacobson og medgiver, at der stadig er nogle, der tvivler.

”Vi får skepsis, men det er typisk fra klubber, der ikke har succes. De rigtig succesfulde klubber har brugt spillet i mange år, og det er noget, vi gør opmærksom på i dokumentaren,” siger han om den såkaldte An Alternative Reality: The Football Manager Documentary, der udkom for et par uger siden. 

Spilchefen hævder selv, at de kender til flere tilfælde, hvor fodboldklubber har anvendt databasen med succes og fundet dygtige spillere, men ”ingen klub vil nogensinde indrømme det offentligt og give kredit til andre.”

Miles Jacobson er meget stolt over, at hans spil modtager den anerkendelse, det er, at eksempelvis Prozone synes, dataene er pålidelige nok til deres produkt, men han og Football Manager er ikke færdige der. De har stadig planer om at bevæge sig endnu længere fra den virtuelle til den virkelige verden. 

”Næste år bliver endnu et stort år for os med ting i den sfære. Vi ser virkelig frem til at arbejde meget tættere med folk i fodboldverdenen. Vi har 600 fodboldspillere, som betatester spillet og giver os feedback, og det er fint, men vi vil blive en endnu større del af fodboldverdenen og fodboldkulturen i fremtiden,” siger spillets chef.

Han vil ikke helt præcist ud med, hvad de pønser på, men han er ikke bange for at tage store ord i sin mund, når han skal beskrive intentionerne.

”Vi har et stort problem med fodbold i England. Vi har ikke nok trænere, så spillerne får ikke god nok træning. Det er en af årsagerne til, at vores landshold ikke klarer sig særlig godt, for det har været tilfældet i mange år. Jeg vil ikke fortælle, hvad planen er, men vi har en plan, der skal fikse den situation.”

Der er ikke nogen tvivl om, at Miles Jacobson og hans folk tror meget på deres produkt og på den database, der begår sig i både spillets og virkelighedens verden. Scoutingnetværket er enormt, oplysningerne pålidelige, og ambitionerne vidtrækkende. Men midt i alt det er han og de andre spiludviklere stadig også store legebørn, der arbejder med deres lidenskab. Efter endt interview takker Tipsbladet ham for hans tid og ikke mindst for spillet, for undertegnede er selv en trofast køber af spillet. 

”Selv tak. Jeg håber, du bliver ved med at købe spillet i mange år fremover, for så slipper jeg for at finde et rigtigt arbejde,” svarer han knastørt.