– Meget normalt i sager om mulig partnervold

Da Manchester United i mandags offentliggjorde beslutningen om, at Mason Greenwood skulle finde sig en ny arbejdsgiver, fik spilleren også lov til at udsende en udtalelse via klubben. Her afsluttede han første afsnit med at konstatere:

”Jeg gjorde ikke nogen af de ting, jeg blev anklaget for, og i februar blev jeg frifundet i alle sigtelser.”

Det er dog ikke korrekt. En frifindelse kan kun finde sted i retten, og sagen nåede ikke til retten, fordi anklagemyndigheden droppede sagen. Det skete ifølge anklagemyndigheden, fordi nøglevidner havde trukket sig, og nye oplysninger var kommet for en dag.

Det er meget normalt i sager om mulig partnervold, at de ikke fører til dom. Endsige en anmeldelse i første omgang. Det fortæller Mette Marie Yde, der er direktør i organisationen Danner, der arbejder for en verden fri for vold mod kvinder. Hun kan af gode grunde ikke vide, hvad der er sket mellem Mason Greenwood og hans kæreste, men som hun påpeger:

”Man kan ikke sige, at fordi der ikke falder en dom, så er det så hermed bevist, at det ikke er sket. Man kan sige, at anklagemyndigheden har ikke kunnet løfte bevisbyrden tilstrækkeligt til, at der kunne falde en dom.”

Det kan være svært for anklagemyndigheden at bevise anklager om vold, især hvis offeret ikke vil anmelde det eller afgive vidneforklaring. Men selv hvis hun – det er stadig i langt de fleste tilfælde mænd, der begår partnervold mod kvinder – anmelder det, er det ikke givet, at det kan bevises.

”Det kan være svært at løfte bevisbyrden, medmindre der er skadestuerapporter og alt muligt andet. Der skal virkelig mange beviser til. Han vil jo have én fortælling og sige, jeg har aldrig været voldelig, mens hun beretter om vold,” siger Yde.

Det minder lidt, uden sammenligning i øvrigt, om det mønster, man også kender fra voldtægtssager:

”Der er rigtig mange voldtægter, men der er ganske få domme. Der er sådan en trakt, der går ned igennem, om det overhovedet bliver anmeldt, om det overhovedet kan føre til en tiltale, og om tiltalen overhovedet kan føre til en dom,” lyder det fra Danner-direktøren.

Tallene bakker hende op. The Guardian skriver eksempelvis, at bare én procent af de voldtægtsanklager, som politiet i Storbritannien modtager, ender med en dom. 70 procent af ofre for seksualforbrydelser trækker sig desuden undervejs, ifølge avisen på grund af lange retsprocesser, det lave antal domfældelser og udsigten til at blive retraumatiseret ved at gå igennem en retssag.

Noget andet end i Gazzas tid

Mason Greenwood og hans kæreste er stadig sammen og fik tilmed et barn tidligere på sommeren. Heller ikke det kan man dog bruge til at konkludere noget om anmeldelserne, mener Mette Marie Yde, da relationerne i alle forhold kan være komplekse og især, hvis den ene part har være voldelig. Hun ved fra sit arbejde, at der kan være mange forklaringer på, at kvinder, der anklager deres partnere for vold, forbliver hos dem.

”Det starter med en kærlighedshistorie, og mange gange er det det, man prøver at komme tilbage til,” siger Yde.

”Nogle gange får han hende overtalt til at komme tilbage og lover, at det bliver godt igen. Måske starter han i terapi. Det kan være lige fra den ene ende, hvor han faktisk arbejder på at blive en bedre version af sig selv, og hvor han ikke har en voldelig adfærd over for hende – til den anden ende af spektret.”

”Nogle gange ser vi, at det bliver en overlevelsesstrategi for kvinderne. For det farligste tidspunkt for en kvinde er det tidspunkt, hvor hun prøver at bryde ud af det voldelige parforhold. Så nogle gange trækker de anmeldelsen igen, fordi det er deres sikkerhedsstrategi. De bliver simpelthen udsat for meget chikane og trusler.”

Især engelske men også internationale medier har den seneste uge været fyldt med artikler, indslag og debatter om Mason Greenwood, og det fortæller ifølge Mette Marie Yde noget om tiden, vi lever i. Som eksempel fremhæver hun Paul Gascoigne, den farverige og gudsbenådede englænder med de mange dæmoner. Hans ekskone fortalte i slutningen af 90’erne, at han havde banket hende ved flere lejligheder.

”Der er en tavshedskultur, der omgiver vold i hjemmet, og det er det, der gør det så svært at få greb om virkeligheden, når det sker for én selv. Jeg troede helt ærligt, at jeg var den eneste kvide, der gik igennem det. Og jeg følte også, at jeg på en eller anden måde var skyld i Pauls adfærd,” sagde hun dengang.

Som Mette Marie Yde husker det, blev der heller ikke gjort nær så meget ud af det, som i tilfældet Mason Greenwood.

”Det havde ingen konsekvens, det skabte ikke rigtig nogen offentlig debat. Det var lige før, at man grinte lidt af det, fordi han var jo, som han var. Og der synes jeg, at der er sket noget. Om det så er rigtigt gjort af Manchester United, det skal jeg ikke kunne sige. Men det er i hvert fald et udtryk for, at man jo i højere grad, sådan bredt i samfundet, siger fra over for nogle af de her ting, som vi tidligere syntes hørte til privaten,” siger hun.

”Der har været en samfundsudvikling. Det her kommer også på ryggen af MeToo, hvor flere kom til at tænke: 'Vi kan heller ikke være sådan nogle, der bare accepterer vold på kvinder.' Der er jo sket noget i samfundet. Hvad synes vi er acceptabel adfærd, både i parforhold, men også i forhold til synet på kvinder? Så den kontekst skal vi nok også forstå det i. ”