Video : Tipsbladet
La Liga

- Han er meget mere end 7,5 milliarder kroner værd

Det store talent har fået en enorm frikøbsklausul, men er endnu mere værd, lyder det fra præsidenten.

Efter lang tids spekulationer fik FC Barcelona endelig forlænget kontrakten med supertalentet Pedri forleden dag.

Den 18-årige midtbanejuvel er nu på kontrakt i FC Barcelona frem til sommeren 2026, og i forbindelse med kontraktforlængelsen skrev han også historie. Pedris nye kontrakt indeholder nemlig en frikøbsklausul på 7,5 milliarder kroner, hvilket er den højeste i klubbens historie.

Spilleren er dog mere værd, mener FC Barcelonas præsident.

- Klausulen er en milliard euro (7,5 milliarder danske kroner, red.), som der står i kontrakten, men Pedri er meget mere værd end det, siger Joan Laporta på et pressemøde ifølge Reuters og tilføjer:

- Jeg vil sige, at det er den lykkeligste dag, siden jeg trådte til som klubpræsident.  Jeg var selvfølgelig også meget glad, da vi vandt Copa del Rey i sidste sæson, men det her er en historisk dag og en af dem, der gør det værd at være Barca-præsident.

Pedri kom til FC Barcelona sidste sommer og har allerede spillet 56 kampe for den spanske storklub. Han er desuden også spansk landsholdsspiller. I øjeblikket døjer spanieren dog med en skade.