23-årig stopper karrieren – starter nyt projekt

Silkeborg-spilleren Oscar Fuglsang er blevet tvunget til at stoppe karrieren i en alder af 23. Nu kaster han sig ud i et helt nyt eventyr som iværksætter.



En helt almindelig træningsdag i Lyseng blev skæbnesvanger for højrebacken Oscar Fuglsang.

Et løbepas endte i et stræk fra lysken og op i maven, som nu koster ham fodboldkarrieren ved kontraktudløb i Silkeborg IF. Oscar Fuglsang er blot 23 år gammel, og må sige stop længe før, han selv havde planlagt det.

Efter mange snakke med familie, venner og sin forlovede måtte han tage den tonstunge beslutning.

– Det allerhårdeste er det her med, at jeg må sige stop på grund af en skade. Jeg ville jo gerne selv kunne have sagt stop efter at have forsøgt at få det maksimale ud af karrieren. Hvis nu det var fordi, evnerne ikke rakte til det, eller jeg selv kunne sige stop som 35-årig efter rigtig mange gode år, ville det være optimalt.

Oscar Fuglsang har i mange år været på kontrakt i Silkeborg IF, men det var under lejeopholdet i Nykøbing FC, at skaden indtraf. Højrebacken fik konstateret sportsbrok, som han blev forsøgt opereret for.

– Jeg blev første gang opereret i januar 2024, og genoptræningen i Silkeborg gik faktisk godt.

Derfor blev Oscar Fuglsang udlejet til FC Fredericia i indeværende sæson. Smerten i maveregionen vendte dog tilbage igen kort inde i opholdet hos 1. divisionsklubben, hvorfor han måtte under kniven igen.

– Jeg har spurgt mig selv så mange gange, om noget kunne være blevet gjort anderledes. Men det er en kompleks skade, hvor det er svært at sige, om det kunne være blevet håndteret på en anden måde. Jeg føler, vi gjorde alt, vi kunne.

Selvom fodbolddrømmen er brast, så holder Oscar Fuglsang hovedet højt, og som han selv siger, så lever han med mindsettet om, at “intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”

Kickstarter helt nyt projekt

Oscar Fuglsang har nu sparket døren ind til en helt ny levevej – iværksætter og virksomhedsejer kan nu skrives på cv’et.

I sidste uge gik han nemlig i luften med RecoverMore, som er en webshop, der specialiserer sig i at sælge restitutionsudstyr til alle, der gerne vil investere i sin krop og velvære.

– Jeg er startet op alene, og lige nu sælger jeg recovery boots, der giver fornemmelsen af en god omgang massage. På den lange bane vil jeg gerne udvide produktsortimentet, og der findes jo heldigvis rigtig mange gadgets indenfor den her branche med forskelligt fitness- og wellness-udstyr, siger Oscar Fuglsang, der allerede har solgt sine første produkter.

– Jeg har solgt tre indtil videre, og jeg kan godt fortælle dig, da den første ordre tikkede ind på mobilen… det var godt nok stort, siger Oscar Fuglsang, hvis nerver har siddet uden på tøjet op til lanceringen af sin virksomhed.

Tanken om at starte som iværksætter og stoppe karrieren opstod ikke længe efter operation nummer to i september.

– Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville hjælpe andre mennesker på en eller anden måde. Jeg kunne også godt tænke mig at have mit eget projekt og være stolt af det, og så faldt tingene pludseligt i hak.

15 år med fodbolden har ifølge Oscar Fulgsang givet ham værdifuld erfaring, som også kan bruges i livet som iværksætter.

– Igennem fodbolden har jeg været sindssyg målrettet, dedikeret og går 100 procent ind i nye projekter, og det er tre ting, jeg har brugt allermest i mit nye liv som iværksætter. Faktisk har fodbolden givet mig rigtig mange gode ting, som jeg kan tage med mig videre i alle livets aspekter.

Løvens Hule-deltager?

Med farvellet til fodbolden skal Oscar Fuglsang selv stå for regnskaber, sælge sine produkter og styre hjemmesiden RecoverMore.

Og så må tiden vise, hvor stor virksomheden ender med at blive, og om DR 1’s iværksætterhit ‘Løvens Hule’ kan blive aktuelt med den tidligere Silkeborg-back som deltager.

– Jeg vil da ikke udelukke det, for det er et fedt program, som man kan lære meget af. Jeg gik selv på HHX i Silkeborg, hvor programmet blev brugt som undervisningsmateriale, så programmet har fulgt mig, men det kan da godt være, at der skal lidt mere fut i virksomheden, inden jeg melder mig til.

Udover et fuldt fokus på iværksætterdrømmen kæmper Oscar Fuglsang fortsat med generne fra sportsbrok.

– Jeg håbede, jeg kunne give dig et andet svar, men jeg er desværre meget hæmmet af det. Jeg kan ikke løbe en tur, som jeg har taget for givet førhen. Så skaden har også sat en stopper for nogle af de her ting, som en almindelig 23-årig burde kunne. Jeg håber bare på, at kroppen bliver bedre, når den får en masse ro.

Oscar Fuglsang nåede aldrig at debutere i Superligaen, og hans sidste sæson i FC Fredericia blev med kun 26 pokalminutter i benene.

Foto: Privatfotos.





LIVE

TransferLIVE: Jørgensen lejes ud

FCK-boss teaser for ‘mange’ nye transfers

Vil sprænge banken for Marcus Rashford

‘CV’ gør det igen: Køber profil til spotpris

Færdig i dansk klub efter 2 dage

Kenneth Emil Petersen revser Superliga-træner

Ked af hemmeligt FCK-skifte



LIVE

Superliga-LIVE: Forlænger med profil

Varmt Brøndby-emne fraværende til træning

Dommerekspert: Her manglede der to straffespark!

Transfer-spådom: Denne SL-klub jagtede også Hyseni

Monstrøs PL-transfer tæt på

Der knokles i kulissen: Det koster Clem lige nu



TIPSBLADET SPECIAL

Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?

Afsløring: FC København afviser millionbud

Stor intern Superliga-transfer? Sig nej!

Rundens Hold i Superligaen – 2. runde

Trist Jesper Lindstrøm-nyhed bekræftet

LIVE: Drømmelodtrækning for FC København!



TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026

Kæmpe økonomiske problemer hos Larsson-bejler

I dialog med BIF – nu er han skiftet til storklub

AGF får forstærkninger tilbage før CL-brag

Siger op: Superliga-ekspert stopper

Chido Obi kan være på vej væk fra Man Utd

Anton Gaaei-handel meldes død

Afsløring: Marcondes tæt på Melbourne City FC

Vejle jagter forsvarsspiller med 58 landskampe 

Ekspert fatter intet af Amin Chiakhas klausul

LIVE: AGF får benhård CL-lodtrækning!

Afsløring: Sønderjyske køber Bubacarr Tambedou

Kap Verde-landstræner fortsætter i Marokko

Voldsom dommerkritik: ‘SL-sæsonens dårligste’

Træner med i Brøndby: Ikke et velgørenhedsprojekt