AaB-trænerens tunge valg: Det går jo ikke, det her

Da Oscar Hiljemark i forsommeren stoppede sin aktive fodboldkarriere og i stedet blev assistenttræner i AaB, var det ikke bare et almindeligt jobskifte. Det var også et endegyldigt farvel til den tilværelse, han havde drømt om som barn, og som han gennem årene havde ofret så meget for.

Hiljemark har altid vidst, at han ville være sportsmand. Han dyrkede fodbold, ishockey og floorball, og sport fyldte hele hans liv.

– Der gik vel ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på sport, da jeg var ung, som han siger.

Fra 15 års-alderen satsede Oscar Hiljemark målrettet på en fodboldkarriere, og selv om han var talentfuld, kom han ikke sovende til det. Nåleøjet var så småt, at man skulle være mere end bare et naturtalent.

– Jeg tror, at den største fordel, man kan have som elitesportsmand, er at have det rigtige mindset, og at man er klar til at arbejde hårdt og gøre det, som ikke alle andre er klar til: bruge tiden, lave ekstra træning, træffe sine valg ud fra, at man satser på sin sport. Man misser nogle ting med vennerne eller familien. Der ligger nok den største forskel på dem, der tager skridtet, og dem, der ikke gør, siger Hiljemark.

Han var en af dem, der var klar til at ofre det, der ofres måtte, for at han kunne nå til tops. Hiljemark nåede at spille i Allsvenskan, Æresdivisionen, Serie A, den græske liga, den russiske og Superligaen. Han fik også 28 A-landskampe for Sverige. Men i en alder af blot 28 år måtte han vinke farvel til livet som elitesportsmand.

Hiljemark kunne ikke slippe af med en skade, han havde pådraget sig i efteråret, og den forvoldt ham store smerter. Han prøvede og prøvede, men gav til sidst fortabt. Han var ”både forbandet og ked af det”, som han sagde dengang, og beslutningen havde været ”ufattelig svær.” Omvendt var det også en lettelse.

– Når man skal indse, at nu går det ikke mere, er det selvfølgelig tungt. Den dag eller den uge, jeg skulle tage beslutningen, var selvfølgelig hård, men det var også en beslutning, jeg var tvunget til at træffe, så for mig var det også et naturligt valg, siger han.

– Jeg var meget målrettet med, at jeg skulle tilbage og bidrage på banen. Det var det, hele min verden gik ud på. Vi afprøvede alt, hvad vi kunne, og vi gjorde en masse ting, som vi troede ville hjælpe, men det fungerede bare ikke. Så da jeg tog beslutningen, var det også et meget indlysende valg.

– For mig fandtes der ingen andre tanker, end at jeg skulle tilbage og spille fodbold, indtil måske to uger før jeg traf beslutningen. Så jeg var 100 procent dedikeret til, at jeg skulle tilbage. Da vi så havde afprøvet alt, og jeg havde talt med familien og min hustru, følte jeg, at ’det går jo ikke, det her’.”

Oscar Hiljemark er en mand, der ikke bruger unødig energi på at se sig over skulderen. Han vil frem i verden, og det kommer man ikke ved at være tilbageskuende. Så selv om han elskede at være fodboldspiller, ser han sommerens omvæltning som at afslutte én karriere den ene dag og påbegynde en ny den næste.

Han fik job som assistenttræner i AaB, og det har mildest talt været et pletskud.

– Jeg elsker hvert et minut af mit nyt job. Jeg synes, det er virkelig sjovt at arbejde med drengene og være en del af lederstaben og arbejde med tingene på en helt anden måde. Jeg elsker, når de ting, vi træner på, fungerer. Jeg har ikke fortrudt ét sekund, at jeg stoppede. Jeg nyder hver dag, siger Hiljemark.

Savner du nogensinde at spille?

– Nej, det kan jeg ikke sige. Jeg må sige, at jeg elsker at være træner. Jeg elsker at være en del af AaB og min rolle. Så efter jeg stoppede, har jeg ikke siddet og tænkt: ’Bare jeg stadig var spiller.’ For mig var det et kapitel, og det kapitel er afsluttet. Nu har jeg fuldt fokus på at blive så god, som jeg kan blive som fodboldtræner.

Det skal gerne være lige så god, som han var som spiller. Som han siger:

– Ambitionerne er præcis lige så høje.