Den aften, de jog duer væk fra Lars Høghs målfelt

Det var først, da jeg for et par år siden snakkede med en redaktør af et Newcastle-fanzine i skyggen af St. James’ Park, at jeg fik sat ord på, hvorfor AaB betød så meget for Aalborg og for mig selv op gennem firserne og halvfemserne.

”Newcastle er den store by i England, der ligger længst væk fra hovedstaden, og det fremmer en stor selvbevidsthed og en stor loyalitet overfor området,” sagde Michael Martin, og det passede også perfekt på mine mange oplevelser som fast mand bag målet på Aalborg Stadion.

For hold kæft hvor var vi stolte over de lokale helte og deres præstationer efter den beskæmmende nedtur i starten af firserne fra 1. til 3. division. Det kan godt være, at den klassiske nordjyske indstilling til livet som fodboldfan i gamle dage var med armene over kors og en sund portion skepsis overfor kampen i baghovedet, men de ironiske bemærkninger skjulte en stor kærlighed til holdet og vi kunne begejstres – og blev det når backen Søren Larsen taktfast blev klappet frem til endnu et langt indkast, når Asaa-angriberen Søren Dissing brugte en uspecificeret del af kroppen til at skubbe bolden over stregen eller når den unge knægt Peter Møller ude fra Gistrup gik til de voksne med vilje og selvtillid.

Vi var ikke bedst i tabellen, og det var der heller aldrig nogen forventning om, at vi skulle være. Til gengæld lå vi altid nummer et over antallet af tilskuere, således også da 4. spillerunde skulle afvikles i den første hele Superliga-sæson på noget så uvant som en onsdag aften, men på det dejlige tidspunkt klokken 19.00, der ellers blev udraderet med indførelsen af Superligaen og dermed fjernede det perfekte punktum på weekenden.

Vi var 8900 tilskuere i betongryden, hvilket ikke lyder af meget, men skal sammenlignes med den næstbedst besøgte kamp i den spillerunde, da AGF tog imod titelkandidaten fra Lyngby foran 4300 folk på lægterne.

Morten Olsen skældte ud
Aftenens modstander var OB og for en gangs skyld var der lidt forventninger i aftenluften, for AaB var begyndt stærkt med fem point i de første tre kampe (to sejre og en uafgjort i det gamle to-points system), og der var også en vis forurettet stemning over tilskuerpladserne.

For weekendens 1-1 hos de forsvarende mestre fra Brøndby havde ikke givet meget kredit uden for Nordjylland. Tværtimod havde TV 2, der dengang sad på rettighederne, gjort grin med AaB’s defensive spil, mens Brøndbys cheftræner Morten Olsen havde været meget vred efter kampen.

”Hvis man vil udvikle fodboldspillet og gøre det bedre, så gælder det om at spille fodbold. Ellers kan vi lige så godt lukke biksen og gå hjem,” sagde den senere landstræner og understregede sin utilfredshed ved at sige, at han personligt hellere ville gå hjemme i haven end spilde tid på sådan en kamp.

Den slags københavner-snak ramte altid hårdt i den nordjyske stolthed, så der var en duft af hævn i luften, og det skulle gå ud over OB, der nok lige havde solgt forsvarsstyrmand Johnny Hansen til Ajax, men stadig kom til Aalborg med gode navne som målmand Lars Høgh, frontløberen Keld Bordinggard, unge talenter som Thomas Helveg og Steen Nedergaard og selvfølgelig den fra Luton hjemvendte angriber Lars Elstrup.

”Jeg plejede ellers nok at kunne holde styr på Elstrup, men den aften var han helt umulig. Han var i topform, for han var lige kommet hjem fra Luton, og sådan var det tit, når man mødte de gamle udlandsproffer. De havde bare en fysik, der var svær at hamle op med. Men Lars var også en god fyr, han peb aldrig over noget, men gav bare igen, så ham spillede jeg mange sjove kampe imod. Men lige den aften der…”

Sådan husker AaB’s benhårde centerforsvarer Søren Thorst sin del af kampen i dag, og det passer fint med de personlige minder fra dengang. For selv om Vejles Allan Simonsen stadig er den bedste, hjemvendte prof, undertegnede nogensinde har set på Aalborg Stadion, så var Elstrup tæt på den aften.

Han gjorde simpelt hen, hvad han havde lyst til, mens AaB helt efter de klassiske nordjyske forventninger ikke havde formået at leve op til topplaceringen, men tværtimod spillede rædselsfuldt.

Indlæg efter indlæg fra Vandet
Helt slemt blev det efter pausen, hvor vi havde håbet på et pres, men hvor OB blev ved med at styre tingene. På et tidspunkt landede en flok duer endda nede i Lars Høghs straffesparksfelt og til vores store frustration bag målet, fik de lov at spankulere rundt og prikke i jorden i flere minutter uden at blive forstyrret af angrebshungrende AaB’ere. Tværtimod gjorde Bordinggaard det til 3-0 oppe i den anden ende med en halv time tilbage.

Så burde det bal have været forbi, men midt i krisen fik de lokale og nedpiftede helte pludselig en lille chance, da Ulrik Moseby kom for tungt ind i en tackling. Jeg husker det som værende en hård kendelse, men dommer Lambæk hev det andet gule kort op ad lommen til midtbanemanden, mens tilskuerne endelig fik noget at juble over. For dengang var den fysiske Moseby en af de spillere, man elskede at hade, når de lagde vejen forbi Limfjorden.

Udvisningen gjorde OB’s unge amerikanske forsvarer Geoffrey Gray så nervøs, at han lavede selvmål, og da Søren Dissing kort efter gjorde det til 2-3, begyndte vi at øjne et bemærkelsesværdigt comeback. Følelsen holdt dog kun et minut, da Elstrup med største selvfølgelighed igen gik fri af Thorst og bankede hat-trick’et i nettet, mens skuffelsen lagde sig som en dyne over stadion.

For hvad kunne AaB gøre. Man havde kun Henrik Vandet tilbage på den dengang meget korte bænk, og den hjulbenede back virkede ikke som den rigtige mand at smide ind til en sidste offensiv, men det gjorde Poul Erik Andreasen med spektakulært resultat.

Vandet skruede indlæg efter indlæg ind over byen fra venstrekanten, og OB’s forsvar vaklede. Møller flugtede fænomenalt i en meters højde men ramte overliggeren, før han kort efter reducerede til 3-4 tæt under mål, mens aftensolen fik betongryden til at koge. Og i dommerens overtid eksploderede det hele med et lydtryk, der kunne høres over hele Vestbyen.

For endnu et indlæg kom susende fra Vandet, og ovre ved bageste stolpe kom minsandten den anden back Torben Boye løbende. Kamprekordholderen i AaB nåede 560 kampe for klubben, hvor det også blev til 22 mål, men det mod OB vil jeg aldrig glemme. Det skadede selvfølgelig ikke, at Sport på 3’eren brugte det som kending gennem hele efteråret, for kampen var sidst færdig af de fem i runden og der var en direkte linie igennem til Lone Pagh, der kom på, som indlægget var på vej.

”Det var jo en fuldstændig forrykt kamp, tempofyldt og med masser af chancer. Og så kan jeg huske, at det var en smuk sommeraften med godt humør og god stemning på tribunerne. Der var en frigjorthed og en energi over det hele, der så også endte med, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind af begejstring, da jeg kom igennem til allersidst. Det var der også mange, der kommenterede sidenhen, men for mig var det en af de kampe, man altid vil huske,” siger Lone Pagh i dag, for selv om hun har været uden for sportsverdenen i et årti og nu arbejder med HR-opgaver som uddannet jurist, så klinger kampen stadig.
For hendes råb da AaB udlignede var fuld af den nerve, vi følte endnu mere som fans bag de netmasker, der blev ramt af anlægsgartner Boye. Det var simpelt, det var en inderside, men det var ligegyldigt. Bolden strøg i mål, Finn Lambæk fløjtede af og AaB havde klaret 4-4.

Jeg har aldrig set en bedre kamp i Superligaen, og jeg og min gamle gymnasiekammerat, der var den faste makker bag målet, var da også euforiske, da vi kom ud med den livligt snakkende tilskuerflok, der pludselig var forbrødret over kraftanstrengelserne på cementtrinene. Men alle var ikke lige imponerede.

”Hold kæft hvor var AaB ringe i aften,” lød det fra et par andre venner, vi stødte på uden for stadion, og det havde de også ret i – i de første 80 minutter. Men de sidste 10 blæste den typisk nordjyske tilbageholdenhed af de fleste af os og gav mig en onsdag aften, jeg aldrig vil glemme.