Farvel, Hvilsom: Det værste er de tabte venskaber

Alting har en ende – nogle gange måtte turen bare godt have været lidt længere.

Det er nogenlunde sådan, Mads Hvilsom føler denne mandag, som er den første dag, hvor han har prædikatet "tidligere fodboldspiller" klistret på ryggen. Søndag meddelte Hobro IK, at den 30-årige angriber har indstillet karrieren. Knæet kan ikke mere.

Mads Hvilsom var én af dansk klubfodbolds farligste angribere, da han var bedst, men det er efterhånden nogle år siden, at han scorede mål på samlebånd i Superligaen for Hobro og blev solgt til Eintracht Braunschweig i Tyskland. Det seneste års tid har han dårligt nok kunnet løbe.

Nu kan han heller ikke løbe fra, at den drøm, han i mange år har udlevet, endegyldigt er forbi.

– På mange måder har jeg godt været klar over, hvor det bar henad, og jeg tror, at jeg i nogle måneder har gået og løjet for mig selv og kæmpet for at komme tilbage, selv om jeg nok godt inderst inde vidste, at det var slut, siger Hvilsom til Tipsbladet og fortsætter:

– Når jeg var ude at løbe en tur, måtte jeg stoppe op efter 15-20 meter og gå hjem igen. Det er jo ikke et liv for en professionel fodboldspiller, så de seneste to år har været en lang smertevandring, hvor jeg har forsøgt at gøre nogle forskellige tiltag i håb om, at et eller andet lykkedes. Det gjorde det ikke.

Mads Hvilsom debuterede for FC Midtjylland som 16-årig og blev dengang i 2009 regnet som ét af dansk fodbolds største angrebstalenter. Han fik da også en fin karriere – men hvad kunne det ikke være blevet til?

Hvilsom er ikke sikker på, at det nødvendigvis var blevet til ret meget mere. For fodbold er også et mentalt spil – og der haltede han bagefter.

– Men det er ikke hele forklaringen. Skaderne har naturligvis gjort mig mindre mobil, men jeg var i forvejen ikke verdens bedste fodboldspiller, og da jeg blev solgt fra Hobro til tysk fodbold, fandt jeg også ud af, at min mentalitet ikke er skabt til at spille fodbold på øverste hylde – og det her var jo sådan set ”bare” 2. Bundesligaen.

– Jeg har altid fungeret bedst i sociale relationer, og når jeg har følt mig som en del af et fællesskab. Den mentalitet er bare ikke bygget til et liv i topfodbold, det måtte jeg erkende i Tyskland. Jeg var simpelthen ikke god nok – hverken på banen eller udenfor.

– Jeg lærte nok også i Tyskland, at talentet ikke rakte til det. Der er altså også andre i den her verden, der har trænet på at spille fodbold, og jeg var ikke i nærheden af at være den bedste i den trup, vi havde i Braunschweig. Når man heller ikke er mentalt stærk nok, så bliver man spist og glemt.

– Derfor ærgrer jeg mig i virkeligheden over, at jeg ikke har spillet flere Superliga-kampe. Det var der, jeg havde det bedst, og det var det niveau, jeg havde, siger han.

Blev ikke lykkelig af tidobbelt løn
Da Mads Hvilsom i 2015 blev solgt til Eintracht Braunschweig, oplevede han også, hvad det vil sige at være en højt betalt fodboldspiller. Og det er unægtelig én af de største goder, der følger med det professionelle fodboldliv – en hyre, som 8-16-pøblen kun kan drømme om. 

Men for Mads Hvilsom var det ikke ensbetydende med et bedre liv. Tværtimod.

– Pengene har aldrig drevet mig – så havde jeg ikke spillet i Hobro i så mange år. Det har været vigtig for mig at kunne leve af fodbolden, og i Tyskland prøvede jeg at tjene 10 gange så meget, som jeg gjorde i Hobro, men det blev jeg absolut ikke lykkelig af. Det var den tid, jeg havde det allersværest. Jeg droppede hurtigt tanken om at blive rig af at spille fodbold, siger han.

Hvad er det bedste ved at være professionel fodboldspiller?

– Det bedste er at få lov til at vise, hvad man kan foran mennesker og få lov til at spille på de største adresser i Danmark. Jeg var også så heldig at score en del mål – noget, jeg havde øvet mig på, siden jeg var seks år gammel.

– Da jeg var lille, var jeg på et tidspunkt inde og se Brøndby IF træne, og jeg kunne slet ikke forstå, hvordan man kunne leve af at spille fodbold. Jeg tabte kæben, da jeg så Daniel Agger træne den dag, og senere fik jeg lov til selv at spille mod ham. Det har givet mig oplevelser for livet.

Hvad er så det værste?

– Jeg har mistet utrolig mange venner. Vi gled fra hinanden, fordi vi levede forskellige liv, og fordi jeg prioriterede fodbolden så højt, at jeg ikke kom til deres fødselsdag eller bryllup. Fodbolden føltes som en vigtigere ting for mig, og det har kostet mig venskaber, fordi jeg ikke prioriterede dem højt nok. Det er hårdt at tænke på. Det kunne have været mine gode venner i dag, hvis jeg havde brugt lidt mere tid på dem. 

Hvad så nu?
Mads Hvilsom ved ikke, hvad fremtiden bringer. Det har han aldrig rigtig tænkt over. Nu er den pensionerede fodboldspiller tvunget til det, og han lægger ikke skjul på, at det er svært.

– Det her har jo bragt mig ud i en klar identitetskrise, og jeg ved godt, at jeg ikke bliver klogere på fremtiden i dag eller i morgen. Der går nok noget tid, før jeg har accepteret det hele. Jeg har levet af fodbold det meste af mit liv – de seneste 15 år har jeg ikke skænket andet arbejde en tanke. Derfor står jeg også nu, hvor det hele er slut, og tænker ”hvad er det egentlig, jeg er god til?”. Jeg har ikke svaret lige nu, siger han.

Mads Hvilsom er i gang med at uddanne sig til serviceøkonom og efterfølgende er planen at læse sportsmanagement. Han håber, at det måske kan føre til et fremtidigt job i fodboldens verden.

Mads Hvilsom nåede 113 kampe i Superligaen. Han har tørnet ud for FC Midtjylland, Viborg FF, Eintracht Braunschweig, SK Brann, Sønderjyske, Esbjerg fB og naturligvis Hobro IK.