Hits fra 2015: FCM's store og gyldne planer for succes
Superliga

Hits fra 2015: FCM's store og gyldne planer for succes

14. december: Vi benytter dagene frem mod jul til at byde indenfor til det bedste fra Tipsbladet 2015. Læs eller genlæs de fremragende produktioner.

Hver dag frem mod 24 december bringer vi det bedste fra Tipsbladet Print 2015.
Historier, interviews, features og fokus med høj kvalitet - leveret med hjerte og indsigt.

Køb Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet - gør det online her

I dag, 14. december skruer vi tiden tilbage til januar 2015, hvor Tipsbladet får indsigt i, hvordan tingene i FC Midtjylland ser ud og fungerer med henblik på at vinde Superliga-guld og komme i Europæisk gruppespil. 
 

Læs eller genlæs historien, der første gang blev bragt i Tipsbladet. 16. januar 2015:
MILLIONINDKØB OG REVOLUTION UNDER GULDKAMPEN
    
FC Midtjylland fører Superligaen med otte point, og de seneste tre uger har klubben købt tre stærke udlændinge for over 10 millioner kroner. Klubben har desuden hyret en ny fuldtidsscout, en kommerciel direktør, en ekspert i sparketeknik, en underviser i meditation og en hjerneforsker, og der er flere andre nye tiltag i gang, alt sammen mens klubben rækker ud efter mesterskabet. Manden der binder klubbens sportslige arbejde, den nye ejers ideer og politikken på transfermarkedet sammen er sportsdirektør Claus Steinlein, som Tipsbladet fulgte på første træningsdag i 2015.
Hans Thodsen har en Ph. D. i geografi, han har i over et årti arbejdet som fritidsscout og hjælpetræner på FC Midtjyllands akademi, og fra 1. januar er han gået fra at forske i det danske landskabs jordbund og søer som ansat på Aarhus Universitet til at være fuldtidsscout i FC Midtjylland.
 
Denne mandag sidder han i en stol over for FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein.
 
Ved Thodsens side sidder FC Midtjyllands chefscout René S. Andersen, i klubben kendt som " Papin", og sammen skal de tre mænd finde ud af, hvordan de organiserer FC
Midtjyllands scoutingarbejde med base i en enorm mængde data fra den engelske FCM-ejers firma, og hvem de skal gå efter i det nuværende og næste transfervindue.
 
" Et: Vi skal finde en bil at køre i. To: Vi skal finde ud af, hvornår vi holder møder og har øje på status på de spillere, vi kigger på. Og vi skal have bygget vores agent-netværk op. Det skal vi langsomt i gang med," siger Claus Steinlein.
 
" Og vi skal finde et par dage, hvor vi kan tage til London. Især for Hans," tilføjer Rene S.
Andersen.
 
" Det kunne være, vi skulle tage et lidt længere ophold. Hvor vi ser på, hvilke ligaer, vi skal se på, for eksempel tager fat i ti spillere.
 
Vi skal ind og virkelig, virkelig forstå, hvordan deres statistik fungerer. Vi skal for eksempel sidde bag en, der analyserer en kamp. Vi skal forstå, hvordan de her tal opstår, hvorfor de slår ud. Vi skal et niveau dybere. Vi skal gøre det, når vi kommer hjem fra Portugal," siger Claus Steinlein.
 
De tre mand ping-ponger frem og tilbage om planerne for FC Midtjyllands scouting og transferarbejde. Det er via statistik fra den nye engelske ejer Matthew Benhams firma Smartodds, at de fik øje på de nye spillere Marcos Ureña, Tim Sparv og Kristoffer Olsson sidste sommer, spillere som Steinlein og Rene S. Andersen så tjekkede og sammen med Glen Riddersholm og trænerne vendte tommelfingeren op til. Det er den statistik fra Smartodds, som de tre mand ved bordet på Claus Steinleins kontor vil forstå indgående.
 
" Og vi skal finde ud af, hvordan vi putter vores bidrag ind i systemet, så vi ikke skal have et system herhjemme og et andet derovre," siger René S. Andersen.
 
" Rasmus [ Ankersen, FCM's bestyrelsesformand] fortæller, at Smartodds arbejder med et system, Brentford [ Championship-klub, som Matthew Benham også ejer] og Smartodds skal bruge i fællesskab. Der er " Papin" og jeg ikke allerstærkest i systematiseringen, der skal du for alvor på banen i forhold til at udforme systemet så smart som muligt," siger Claus Steinlein henvendt til Hans Thodsen.
 
" Du skal vælge et scouting-system. Vi skal være sikre på, at vi ikke får fem scout-systemer.Der er forskellige bolde i luften, og vi skal vælge det rigtige. Hans, du finder ud af, hvilke bolde vi skal sparke i mål, og hvad vi skal sparke væk," siger Claus Steinlein.
 
Derefter beder han Tipsbladets udsendte gå udenfor, for de skal til at diskutere konkrete transferemner, og så langt strækker gæstfriheden ikke.
 
TØR RIVE SUCCESER NED
Dette transfermarked er markant anderledes end det, Claus Steinlein ellers har prøvet, siden han blev direktør for hele foretagendet FC Midtjylland fra midten af 2012 og to år frem.
 
Siden juli 2014, hvor englænderen Matthew Benham købte FC Midtjylland, har klubben haft råd til at bruge betydeligt flere penge på nye spillere og kontraktforlængelser, mens Claus Steinleins jobtitel er blevet sportsdirektør, og det passer Steinlein særdeles godt.
 
Førsteholdet får flere ressourcer og er favorit til guldet med et forspring på otte point i vinterpausen, men det er langt fra det eneste, der sker i FC Midtjylland.
FC Midtjyllands to nye engelske bestyrelsesmedlemmer Cliff Crown og Nity Raj, begge ledende medarbejdere i Matthew Benhams analyse-og statistikfirma Smartodds (og i Benhams anden klub Brentford FC), var i efteråret i Danmark flere gange for at se nærmere på klubben, og der sker så meget, at man næsten bliver forpustet.
 
Der er kommet en ny kommerciel direktør, Jacob Jørgensen, hentet i håndklubben Tvis Holstebro, klubben har hyret Hans Thodsen som scout, og Lars OD Christensen, Ph. D. i medicinsk fysiologi, er ansat som konsulent til at se på hele arbejdsformen hos trænere og spillere.
 
FC Midtjyllands ejer Matthew Benham har fundet en specialist i sparketeknik, der skal hjælpe FC Midtjyllands spillere på dette område, i næste uge tager en anden ekspert hul på brug af meditation i klubben, klubben leder efter en ny A+ træner, så den nuværende mand i rollen Lars Friis kan dedikere sin tid til førsteholdet, og det kommer oveni, at mentaltræneren Rene Petersen sidste år kom på fuld tid i klubben, mens FCM fortsat ved lejlighed får hjælp af den tidligere jægersoldat BS Christiansen, eksempelvis til en overlevelsestur i sidste uge, hvor trænerne og spillerne stod på ski og overnattede i snestorm i det norske vinterlandskab.
 
Oveni har FC Midtjylland investeret i et tracking-og videoudstyr med tilhørende analysesoftware ved navn ZXY på MCH Arena og kunstgræsbanen i Ikast, som skal bruges noget mere, og som kan aflæse spillernes belastning, løbemønstre og boldomgang. I begyndelsen af januar flyttede den ikkesportslige administration ud på det 11.535 tilskuere store fodboldstadion i Herning, som er en bedre kulisse til at sælge sponsorater end hallen i Ikast, hvor førsteholdet og fodboldakademiet hører hjemme.
 
Der er fuld fart på, for selvom holdet ligger nummer ét, vil ejeren Matthew Benham og bestyrelsesformand Rasmus Ankersen hurtigst muligt dykke ned i en ny æra, hvor videnskab og nytænkning i alle afskygninger ser ud til at være drivkræfter.
 
Fodboldklubber plejer først at lave radikalt om på deres arbejdsgange, når de er i eller har været i problemer. I FC Midtjylland sker forandringerne på et unikt tidspunkt, hvor klubben ligger endnu bedre til i tabellen end for et år siden, og hvor man på seks måneder har skudt et tocifret millionbeløb af på nye spillere, der på papiret minimum gør truppen lige så konkurrencedygtig og bred som hos den store forårskonkurrent FC København.
 
" Benham, Rasmus [ Ankersen] og jeg tror ikke på at gå i andres fodspor. Vi har i årevis drømt om at prøve nye ideer af, nu har vi med Benham midlerne og organisationen til at føre dem ud i livet," siger Claus Steinlein, der ikke er bange for at pille ved et førstehold og en klub, der har spillet sig til en sikker førerposition i efteråret.
 
" Rasmus laver sammenligningen med Nokia, der i mange år var førende på mobiltelefoner og nu er overhalet. Vi er førende på nogle områder, men vi skal turde at smadre noget af det, der giver os succes, for at blive endnu bedre," siger Claus Steinlein.
 
NYE SPILLERE BETYDER FARVEL TIL GAMLE
En dag i begyndelsen af december 2003 satte Claus Steinlein sig i et fly i Murtala Muhammed International Airport i millionbyen Lagos. Ved siden af sig havde han Oluwafemi Ajilore, en 18-årig defensiv midtbanespiller fra FC Ebedei, FCM's nye samarbejdsklub i det vestafrikanske land Nigeria.
 
Siden spillede Femi, som han bliver kaldt, 78 Superliga-kampe for FC Midtjylland, blev solgt til Groningen i 2008 for 27 millioner kroner, kom til OL i Beijing med Nigeria samme år og røg i 2013 tilbage til FC Midtjylland efter et lejeophold i Brøndby IF.
 
Mandag morgen 12. januar sidder " Femi" på Claus Steinleins kontor. Det er et lokale på 15 kvadratmeter med et skrivebord, et mødebord og tre døre, en dør ud til trappeopgangen i hallen, en glasdør ind til nabolokalet, og en dør udenfor til gangarealet hen til parkeringspladsen og det gamle Ikast Stadion, der nu er betrukket med kunstgræs og fyldt med trænende spillere fra ungdomsafdelingen i det første spæde dagslys.
 
På væggen hænger en stor glasplade med en imaginær Champions League-kamp mellem FC Midtjylland og FC Barcelona, hvor Winston Reid scorer i FC Midtjyllands 5-3 sejr, og hvor Simon Kjær scorer for catalonierne.
 
Det var i tiden som chef for fodboldakademiet i klubben, at Claus Steinlein fik lavet glaspladen, og selvom FC Midtjylland nok vil være lykkelig for overhovedet at nå et europæisk gruppespil, er klubben begyndt at drømme igen med Matthew Benhams penge og mange planer.
 
Men når der kommer nye spillere til, skal andre ud, og det er slut med drømme om store Champions League-oplevelser for Femi, FC Midtjyllands første nigerianske spiller. Han fylder 30 år på søndag, han har spillet ti minutters førsteholdsfodbold, siden han forlod Groningen for halvandet år siden, og i dag sidder nigerianeren overfor sportsdirektør Claus Steinlein og sportslig koordinator Anita Hauge og taler om sit kommende stop i klubben og mulighederne for at få permanent opholdstilladelse, uddannelse eller en ny klub i Danmark, når han snart stopper som kontraktspiller i FCM.
 
" Du skal nok bestå indfødsretsprøven, Femi. Men vi skal tænke os om i forhold til en ny klub. Det vil jo ikke være smart at skifte på en lejeaftale til en klub i Norge, for så kan du ikke få opholdstilladelse i Danmark. Anita, kan du ikke kigge på reglerne, på hvad der skal til for, at Femi får permanent opholdstilladelse," siger Claus Steinlein.
 
Femi nikker. Han ser lidt bekymret ud.
 
Claus Steinlein lover, at han og Anita Hauge får afklaret reglerne så hurtigt som muligt og siger farvel til den nigerianske midtbanespiller.
 
Sportsdirektøren går op ad trappen og ind i loungen, hvor FC Midtjyllands spillere får morgenmad. Steinlein går rundt og hilser på spillerne, som han ikke har set siden før jul, og efter en hurtig runde i lokalet tager Steinlein efterårets skuffede førstemålmand Jakob Haugaard med ned på kontoret til den første samtale ansigt til ansigt, siden FC Midtjylland mandag i sidste uge præstenterede købet af den dyre svenske målmand Johan Dahlin fra Genclerbirligi.
 
De to kommer tilbage til loungen et kvarter senere, netop som cheftræner Glen Riddersholm skal til at tage ordet. Klokken er 9.15, Claus Steinlein har allerede talt med to spillere, der enten skal være reserver eller stoppe i FC Midtjylland, og han er ikke færdig endnu.
 
GODDAG OG FARVEL
Til mødet i loungen klokken 9.15 med truppen og trænerne tager Glen Riddersholm ordet, mens Claus Steinlein og Jakob Haugaard finder en ledig stol, Steinlein ved trænerne nærmest køkkenet og Haugaard oppe i den ende, hvor spillerne sidder.
 
Riddersholm byder velkommen til den ny målmand Johan Dahlin og minder spillerne på, at de skal huske på sammenholdet på sidste uges ski-og overlevelsestur i det norske fjeld resten af halvsæsonen. Så er det Steinleins tur til at tage ordet, før den fysiske træner Christian Clarup leverer et længere oplæg om den fysiske træning.
 
" I forhold til Femi, så handler det også om, at vi føler, at han har været i klubben altid. Vi skal finde ud af, hvordan han får permanent opholdstilladelse, hvad det betyder i forhold til fremtiden, så vi ikke lejer ham til en klub i udlandet, så han bagefter ikke kan blive i Danmark. Anita og jeg er sammen med Femi og agenterne ved at se på løsninger, som ikke kun handler om det næste halve eller hele år, men som giver Femi den bedste fremtid.," siger Claus Steinlein stående midt i lokalet.
 
" Lidt af det samme sker med målmændene. Vi følte, at vi kunne gøre noget i forhold til vores målsætning om at komme i europæiske gruppespil. Jeg ville meget gerne have været hjemme for at give beskeden til Jakob og Heinze face-to-face, men jeg var tvunget til at ringe til dem fra ferien. Vi er ved at finde løsninger på det, og jeg snakker med målmændene om, hvordan tingene skal se ud," siger Claus Steinlein.
 
Mødet slutter, og Steinlein går ned på sit kontor igen. Målmandstræner Henrik Ipsen har ud over Johan Dahlin også fået polske Patryk Wolanski, i efteråret udlejet til Vejle, der skal trænes, så Ipsen stikker hovedet ind på kontoret til en kort snak. Steinlein hilser på en sjællandsk dreng og dennes lillesøster og forældre, der ser nærmere på teenagerens nye klub, og så kommer Oliver Korch, endnu en målmand i FC Midtjyllands stald, som i efteråret var udlejet til bænken i Hobro.
 
Tipsbladet er ikke med til mødet, men Steinlein fortæller Korch, at FC Midtjylland ophæver keeperens kontrakt.
 
" Med årene er det blevet lettere at give den type beskeder. Når jeg sidder med Oliver, er jeg ked af, at han ikke lykkedes med at slå igennem her. Jeg har kendt ham, siden han var 14. Men jeg ved også, at han kommer til København, hvor han skal spille divisionsfodbold og får et godt liv," siger Claus Steinlein, da vi senere vender den hektiske start på dagen.
 
" Men det er noget andet med de nigerianske spillere. Jeg har det fint med at fortælle ham, at han ikke er del af den sportslige plan.
Men menneskeligt har jeg ondt i maven ved tanken om, at det ikke går ham, som han håber på nu, og vi er i klubben enige om, at vi skal hjælpe Femi og andre nigerianske spillere videre på bedst mulig måde, og at det her ikke handler om at spare den sidste krone," siger Claus Steinlein.
 
ERFARING VINDER MESTERSKABER
Claus Steinlein kommer ud til dagens træning på kunstgræsset på det gamle Ikast Stadion.
 
Henrik Ipsen har målmandstræning med to mand i den ene ende, mens de to andre keepere står i hver sin ende under spil til to mål.
 
Der er fuld indsats til træningen. På mødet en time forinden har Glen Riddersholm bekræftet, at FC Midtjylland skal undvære Kristoffer Olsson i tre måneder på grund af en brækket knogle i læggen, så der er noget at kæmpe om på den centrale midtbane, hvor Rilwan Hassan og Marco Larsen står med bedre kort med den svenske unglandsholdsspiller ude.
 
Der løber fodboldspillere rundt for mange millioner kroner i det midtjyske gråvejr, og tre-fjerdedele af de cirka 20 millioner kroner, det har kostet FC Midtjylland at købe spillere til den nuværende trup, har FC Midtjylland betalt i det halve år med Matthew Benham som ejer.
 
Efter træning er Claus Steinlein i Ekstra Bladet tv og TV2 Sports live-dækning, hvor den nye tv-station klokken 10 og 12 stiller live igennem til FC Midtjylland.
 
I kantinen, hvor der 12.30 er frokost, giver cheftræner Glen Riddersholm interview om til-og afgange i truppen og den berømte tvduel med Ståle Solbakken efter 0-3 nederlaget i Parken i december. Oliver Korch er der også for at sige farvel til sine holdkammerater, han skal fortsætte i Hvidovre i 2. division, og den nye svenske førstemålmand Johan Dahlin giver i samme lokale interview om sit skifte.
 
Sidst FC Midtjylland købte spillere i det prisleje var i sommeren 2010, da AGF fik lokket 7,5 millioner kroner ud af Jens Ørgaard for købet af Jakob Poulsen, og der havde FC Midtjylland netop solgt Winston Reid for 30 millioner kroner til West Ham.
 
Glen Riddersholm har skabt succes for FC Midtjylland de seneste år med spillere fra egen ungdomsafdeling, der fik chancen i årene efter 2010, hvor FC Midtjylland måtte spare voldsomt.
 
Det blev bemærket i Tipsbladet og andre danske medier, at Riddersholm før købet af Johan Dahlin havde talt om, at FCM skulle hente så få spillere som muligt, og i Fodbold FM at have sagt, at FC Midtjylland skulle sigte efter at bruge egne spillere, da værten specifikt spurgte ham til køb af en offensiv spiller, en venstre back og en målmand.
 
Riddersholm har bagefter forklaret, at han ikke kunne fortælle om planerne med Dahlin, når nu FC Midtjylland er børsnoteret, og Claus Steinlein synes overordnet ikke, at købet af adskillige spillere for et tocifret millionbeløb siden sidste sommer skaber problemer i forhold til FC Midtjyllands fokus på at bruge egne talenter. Men talenterne skal være bedre end i de seneste år for at komme på, for FC Midtjylland køber ind efter målsætningen om tre europæiske gruppespil i årene indtil 2020.
 
" Vi er i dag et fremadstormende FC Midtjylland, der kan minde om det, du så fra dannelsen i 1999 og otte år frem. Vi tager så det vigtigste med fra de svære år. Vi glemte lidt vores DNA tilbage i 2006, traf forkerte beslutninger, som jeg også var med til at tage. Set i bakspejlet kørte vi lidt af sporet. I dag investerer vi igen i spillere, men det er slet ikke så voldsomt som i 2006 og de næste år. Vi investerer langt mere i vores setup omkring fodboldklubben," siger Claus Steinlein.
 
" FCM er et fælles projekt, hvor hver en spiller er blevet diskuteret gennem lang tid. Vi ville have en hurtig angriber, en målmand og en otter, og så endte vi med at vælge at købe Ureña, Dahlin og Olsson. Glen er supertilfreds med de spillere, vi har fået ind," siger Claus Steinlein.
 
" Er det stadig dig, der bestemmer over jeres transfers? Man kunne jo få den tanke, at Benham med Smartodds' know-how ville presse meget på for at teste på transfermarkedet, om ideen om at finde rigtig gode, undervurderede spillere fungerer?"
 
" Sat på spidsen er det i sidste ende mig, der bestemmer, hvem vi henter til. Jeg lytter så til alle og træffer de beslutninger, som flest mulige er enige om. Jeg har den fordel, at jeg har arbejdet med Rasmus og haft et rigtig godt forhold til ham i mange år," siger Claus Steinlein og fortsætter:
 
" Vi er tre enheder, der diskuterer spillere. Smartodds på statistik, scoutingen, hvor jeg, Hans og " Papin" ser nærmere på spillere med vores vurdering, og hvor vi også kigger på, om de er gode mennesker. Og så er Glen og trænerteamet den tredje enhed, der skal beslutte, om de har brug for spilleren. Når vi alle tre er enige, tager vi spilleren. Jeg kommer nogle gange med spillere, som efter Smartodds' vurdering ikke er gode nok statistisk, og Smartodds kommer med spillere, jeg siger nej til. Det er når vi er enige, vi henter en spiller."
 
Når FC Midtjylland fra 2010 til 2014 brugte rigtig mange spillere fra klubbens eget akademi, drejede det sig også om, at klubben var for fattig til at hente nok erfarne spillere. De penge har klubben nu, og med Smartodds i ryggen og udviklingen af klubben, herunder udvidelsen af scouting-arbejdet, satser Claus Steinlein på, at det i modsætning til i den seneste periode med store indkøb mellem 2006 og 2010 lykkes at ramme rigtigt på transfermarkedet, og at FC Midtjylland formår at gøre talentudviklingen bedre.
 
" Når overliggeren er at ligge i subtoppen i Superligaen, kræver det et niveau af de spillere, der kommer op fra akademiet. Nu er overliggeren hævet, og det kræver, at spillerne fra akademiet bliver bedre. Vi kommer til at bruge udlejninger som med Jesper Lauridsen [ der blev lejet til Hobro i sidste sæson], og vi kan leje dem ud til et højere niveau end tidligere," siger Claus Steinlein.
 
" Talentudviklingen er helt vild vigtig for FC Midtjylland, så det betyder i første omgang, at vi ikke må købe for mange spillere ind. Vi skal hente et fornuftigt antal. Dernæst er det vigtigt, at vi henter de rigtige mennesker til. Glen og trænerstaben har bygget en sund kultur omkring førsteholdet, man ser hårdtarbejdende, dedikerede mennesker til træning. Vores nyindkøb slår alle ud på det parameter, at de er nogle gode fyre. Sparv, Ureña, Larsen, Olsson og Dahlin er mennesker, man gerne vil være sammen med," siger Claus Steinlein.
 
" Olsson og Ureña er i nogen grad hentet ind, fordi vi manglede udviklingsspillere på de pladser. Det hænger sammen med, at vi i de seneste år har solgt fem-seks af de spillere, der skulle have taget de pladser. Viktor Fischer til Ajax, Asger Sørensen til Salzburg, Joachim Andersen til Twente, Morten Knudsen til Inter og et par stykker til. De var de vigtigste spillere i de kuld, og dem mangler vi.".
 
BENHAM ER GLAD: FCM VINDER FORTJENT
Den sidste opgave på en hektisk første arbejdsdag er et møde med en spilleragent i slips og pænt jakkesæt.
 
Agenten har et par nordiske landsholdsspillere i stalden og har gennem adskillige år været en af de største agenter i Skandinavien med kontakter i hele Europa. Han er også en gammel kending af FC Midtjylland, fra perioden i sidste årti, hvor FC Midtjylland købte mange spillere, hvor han i nogle tilfælde hjalp FC Midtjylland i spillersalg og andre gange repræsenterede spillere, FC Midtjylland gerne ville købe.
 
Hans Thodsen viser agenten rundt og fortæller nærmere om samarbejdet med Smartodds og Matthew Benhams tanker om fodbold.
 
Claus Steinlein vil genopbygge et netværk af agenter, noget som FC Midtjylland i høj grad mistede, da sportsdirektøren gennem mange år Jens Ørgaard sagde op i 2012. At FC Midtjylland solgte Femi, Simon Kjær, Winston Reid, Jakob Poulsen og i ældre dage Morten Skoubo, Allan Bak Jensen og Mohamed Zidan for tocifrede millionbeløb hang direkte sammen med, at Jens Ørgaard havde et fantastisk netværk i hele Europa og derfor både havde styr på, hvem der ville købe ind, og ikke mindst hvordan man åbnede dørene til præsidenter og sportsdirektører i nogle af Europas store klubber.
 
Det netværk vil FC Midtjylland have igen, for det er nødvendigt med de ambitioner, klubben, dens ledere og ejer Matthew Benham har - der er det ikke nok med data på tusindvis af kendte og ukendte fodboldspillere på tværs af kloden.
 
" Ørgaard var rigtig stærk på agenterne. Jeg nedprioriterede det i mine to første år som direktør, fordi vi ikke skulle købe ind, og fordi det simpelthen var mindre vigtigt end de andre opgaver, vi havde," siger Claus Steinlein.
 
" Vi kan mærke, at der er større interesse fra agenterne i dag, end der var for et par år siden. Vi har interessante spillere i truppen, og vi har en stærkere trup. Vi er interesseret i at bygge det netværk op, fordi vi skal til at handle spillere ind. Vi har nogle danske agenter, vi har arbejdet meget sammen med og er utrolig glade for og fortsat vil arbejde meget sammen med, men vi vil gerne have et bredere netværk," siger Claus Steinlein.
 
Det er - igen - nye tider i FC Midtjylland.
 
Hos den nye ejer i England går de ledende medarbejdere ekstremt meget op i at analysere alt nøgternt og ikke lade sig rive med, og den indstilling forsøger de at smitte de danske medarbejdere i Jylland med. Derfor jubler Matthew Benhams og hans ledende medarbejdere ikke over Brentfords aktuelle femteplads i The Championship, selvom Matthew Benhams London-klub er oprykker fra League One og med topplaceringen potentielt er fire-fem måneder fra oprykning til Premier League og den milliard kroner, sådan en oprykning minimum giver i ekstra omsætning.
 
" Benham kigger ekstremt meget på tallene, og han glæder sig over, at vi stort set hver gang vandt fortjent i efteråret. Han går meget op i, at det ikke har været held, at vi vandt. FC Midtjylland har præsteret 10-15 procent bedre end det, vi sammen sigtede efter, og det er Benham ekstremt glad for," siger Claus Steinlein.
 
FC Midtjylland ser ud til at være gearet til et guldattentat i foråret. Nye spillere, flere trænere og erfaringen fra sidste forårs fejlslagne guldkamp trækker op, men Claus Steinlein insisterer på, at dagens hektiske aktivitet med udvidelse af scouting-setuppet, møde med en kendt agent og de ekstra ansatte omkring førsteholdet og ungdomsafdelingen ikke sker, fordi FC Midtjylland ligger på en suveræn førsteplads.
 
" Vi er mere rolige omkring det, der skal ske. Januar sidste år tænkte jeg kun på, hvordan jeg kunne holde sammen på truppen og forsvare førstepladsen. Vi kiggede meget på de andre. I år har det været helt anderledes. Vi er gået ind til januar med fokus på, hvordan vi kan forbedre truppen ovenpå et efterår, hvor vi var tæt på 2,5 point i gennemsnit. Vi har setuppet til at være anderledes offensive, og vi ved fra sidste forår, at vi udelukkende skal se på, hvad vi selv gør. På den måde er der en stor forskel sammenlignet med for 12 måneder siden," siger Claus Steinlein.
 
" Jeg tænker allerede nu på, hvordan vi ruster os bedst muligt til at komme i et europæisk gruppespil til sommer, og hvordan vi forbedrer os efter 2,5 point i gennemsnit i efteråret. Det er ikke fordi, jeg ikke tør sige ordet guld. Det er jo klart, at hvis vi lykkes med det, jeg her siger, så vinder vi DM."