Homoseksuel fodboldfan: Det var som et omsorgssvigt af nogle, man holder af

I dag ser Bjarke Charlie Serritslev ikke så meget fodbold længere. Han ser meget mere håndbold. Interessen for spillet med fødderne er simpelthen gledet bort.

Det var ellers hans storebror, der tog ham med på stadion til at begynde med. Og selv om broren blev Brøndby-fan, holdt Serritslev fast i Vejle Boldklub. Han elskede fodbold, VB, Thomas Gravesen og fællesskabet på tribunen. Fulgte sin klub ude og hjemme.

Da han havde været på efterskole og for første gang talt højt om sin seksualitet, vendte han efter en længere pause tilbage til lægterne, men de mennesker, han tidligere havde følt sig tryg ved, sang nu, at manden med fløjten var en “bøssedommer, bøsse-, bøssedommer.”

Det ramte den 15-årige dreng hårdt. Også fordi oplevelsen spejlede dem, han havde haft andre steder, hvor han ikke følte sig velkommen.

– Hele den periode er en dannelse af, hvem man er, og hvor man passer ind. Flere steder blev jeg afvist uden at blive direkte afvist. Så kom man på stadion, som for mig bare var megahyggeligt og et safe space, for der var altid nogle, der passede på mig, fordi jeg var yngre end de fleste andre, og så stod jeg der en dag, og der blev råbt “bøssedommer”. Det var lidt som et omsorgssvigt af nogle, man holder af, fortæller Bjarke Charlie Serritslev.

– Implicit siger de, at det er skidt at være bøsse. At det er noget værre noget. Det er endnu mindre rart, end hvis det var nogle, man ikke kendte.

Fodboldstadioner ophørte med at være et trygt sted at være, og efterhånden stoppede Serritslev helt med at komme der. Han har svært ved at sige, om det kun var på grund af tilråbene, men det var i hvert fald også på grund af dem.

– Hvis det havde været det samme, efter jeg kom tilbage fra efterskole, og jeg stadig følte, at “her er dejligt at være”, tror jeg, at jeg var blevet ved med at komme på stadion, men det blev forbundet med noget, jeg ikke var følte mig sikker i. Om det decideret var det, der gjorde, at jeg ikke ville gå til fodbold mere, ved jeg ikke, men det var helt sikkert en medvirkende årsag til det.

Bjarke Charlie Serritslevs pointe er ikke, at homofobi kun er noget, der finder sted på fodboldstadioner, for det gør det ikke. Måske var problemet for ham netop, at han også mange andre steder i sin barndomsby følte sig udstødt.

Men homofobien var ikke bare noget, der viste sig, dengang Gravesen havde hår og spillede for VB. For et par år siden, fortæller Serritslev, var han i Parken, endda på familietribunen, hvor nogle børn råbte om bøssemål og bøssedommer. Og endnu mere nyligt oplevede han det igen på Vejle Stadion.

– For ikke så lang tid siden var jeg hjemme i Vejle, og så skulle jeg selvfølgelig på stadion, fordi min nevø skulle løbe med VB på banen. Jeg kunne mærke, jeg var urolig i kroppen, selv om der ikke skete noget. Eller jo, der var én tilskuer, der råbte “bøsserøv” eller sådan noget, og det gav lige et gib i mig, fortæller han.

– På stadion er man ellers alle lige, og det er ligegyldigt, om man er rig eller fattig, ung eller gammel. Fodbold kan samle på tværs – bare ikke, hvis du lige er homo. Så bliver det mindre fællesskab. Et fællesskab, som kun er for nogle.

I morges var en Brøndby-fan i radioen for at forklare, hvorfor nogle tilskuere råber homofobiske ting til spillerne, og hvorfor han havde tænkt sig at gøre det mod Viktor Fischer på søndag, når der er københavner-derby.

– Det er ikke, fordi man har noget mod homoer. Sådan er fodboldjargonen bare, sagde Martin Johansen til P1.

Han og Bjarke Charlie Serritslev har tydeligvis helt forskellige syn på samme sag. Hvis sidstnævnte skulle forklare Johansen, hvorfor den slags gør ondt, selv om tilskuerne angiveligt ikke mener noget dybere med det, ville han sige det her:

– Det er noget, jeg er, som du bruger til at skælde et andet menneske ud med. Man råber jo ikke svans eller bøsse efter Viktor Fischer, fordi man gerne vil heppe på ham. Man vil gerne pirre ham, drille ham eller tale nedsættende om ham. Når man bruger bøsse, svans eller gay, bruger man det nedsættende. Det kan godt være, du helt inderst inde ikke mener noget med det, men så skal du lade være med at bruge det det nedsættende og sige “du er mindre værd.”

– Når vi i vores sprog bruger noget, som nogen er, som et skældsord, er det lige nøjagtig homofobi. Det er opskriften på det.