Interview: Thomas Frank og Brøndby-projektet

Thomas Frank debuterede i søndags i Superligaen som ny cheftræner i Brøndby. Den 39-årige træner står foran en stor opgave i den slumrende storklub, og det er hans opgave at føre klubben tilbage mod toppen i Superligaen. 

I første omgang er det dog ikke resultater, men projektet Brøndby, der tænder Thomas Frank. Det og meget mere fortalte han i et stort interview med Tipsbladet for en uge siden. Vi bringer nu hele interviewet her på tipsbladet.dk.

BRAGT I TIPSBLADET 19. JULI 2013

Nu gælder det Projekt Brøndby

Han startede som U/8-træner i Frederiksværk Boldklub, og efter i 18 år at have arbejdet med fodbold i forskellige stillinger og med forskellige aldersgrupper er Thomas Frank i dag blevet Superliga-træner. Her ved han godt, at presset bliver et helt andet, end han har oplevet tidligere.

Thomas Frank sidder på Brøndby Stadions ene langside i shorts og T-shirt. De store panoramavinduer har forvandlet Vilfort Loungen til en bageovn, så det er væsentligt mere behageligt at flytte interviewet udenfor, hvor der både er sol og en svalende vind. Herfra er der også et godt overblik over et af Danmarks flotteste stadioner.

- Det var meget godt sagt af vores nye kommunikationschef Anders Bay: Når Brøndbyskibet sejler forbi, så stiger man om bord. Det kommer ikke to gange. Det er en enestående chance - nej ikke chance, mulighed - jeg har fået på det her tidspunkt i min karriere. Der var ingen betænkningstid. Enten får jeg en fantastisk erfaring for livet og er fyret om et halvt år, eller også bliver det det vildeste eventyr. Og jeg tror på det sidste, siger Thomas Frank om årsagen til, at stoppede i DBU og takkede ja til jobbet som ny træner i Brøndby.

Den 39-årige nyansatte træner har tidligere haft sin gang på Brøndby Stadion, men dog i en noget anden rolle, end han har i dag.

- Da jeg var barn, var Brøndby på sit højeste. Brøndby har jeg altid været fascineret af. Jeg stod her til nogle af cupkampene i ' 89-' 90 og svingede et blågult flag. Man var ung og syntes, at fodbold var fedt. Men jeg har også været til FCK-kampe, så der er ingen relation til den ene eller anden side. Jeg har aldrig været kæmpe fan, mindes Thomas Frank, der ser Brøndby som en drivkraft i dansk fodbold - men også som en drivkraft, der har været sat i stå.

- Brøndby er en mastodont og et lokomotiv i dansk fodbold. De indførte professionel fodbold og har spillet noget af det mest fantastiske fodbold. De har virkelig været et forbillede for mange, men det er ikke nok at være et forbillede. Hvis man stopper op, går alle forbi dig. Man skal være undervejs hele tiden. Det er svært at blive ved med at opretholde en succes og være skarpe, for der kommer et dyk engang imellem, siger Thomas Frank.

Nu har Brøndby fået et nyt bagland, som igen skal få gang i hjulene. Thomas Frank har ansvaret for, at det sker på banen. Hans vej til Brøndby Stadion har været lang.

Johan Lange havde et tilbud
Thomas Frank var 21 år gammel, da han begyndte at træne fodbold i barndomsbyen Frederiksværk. Hans egen karriere på banen nåede aldrig længere end til serie 2-3-stykker, men passionen for fodbold var stor, og derfor fik han ansvaret for et U/ 8-hold i Frederiksværk Boldklub.

- Jeg havde gået på højskole et halvt år forinden og havde trænet nogle der. Jeg fandt også ud af, at jeg ville læse idræt på universitetet, og så var det godt at være i en forening. Derfor begyndte at træne de her drenge. Det syntes jeg sgu var meget sjovt, og jeg fandt en stor glæde i det, fortæller Thomas Frank om det, der var begyndelsen til rejsen mod Brøndby.

Glæden ved trænerarbejdet fandt han allerede dengang, og den har holdt ved siden.

- Generelt kan jeg godt lide at være sammen med mennesker og få dem udviklet, motiveret.

Og så har jeg altid syntes, at fodbold er fedt, og er blevet inspireret af det. Selv nu, hvor jeg er på et forholdsvis højt niveau, finder jeg nye grene og bliver mere og mere nørdet.

Den ene del er klart at have med mennesker at gøre, den anden del er at udvikle spillet og blive skarpere og klogere, siger Thomas Frank.

Efter fire år i Frederiksværk, to år med U/ 8-holdet, to år med U/ 12, flyttede Thomas Frank til København i forbindelse med sit idrætsstudie på Københavns Universitet, og han ville gerne fortsætte trænergerningen. Han sendte ansøgninger til klubber som B. 93, Frem, Brønshøj og Hvidovre, og han endte med at blive tilbudt jobbet som andetholdstræner hos Hvidovres juniorer.

- Det viste sig så, at førsteholdet ikke kom i juniorligaen, og så forsvandt hele holdet - det var blandt andet Michael Krohn-Dehli og Thomas Kahlenberg. Så forsvandt træneren også, og så fik jeg førstejunior i 1. division, siger Thomas Frank.

Afbrudt af et halvt år, da han rejste i udlandet med sin kæreste og senere kone Nanna, var Thomas Frank i Hvidovre fra 1999 til 2004. Undervejs blev han forfremmet til ynglingetræner, og så viste han sin forkærlighed for projekter, da han droppede ynglingeholdet og i stedet begyndte at træne et drengehold - årgang 1988 med blandt andet den senere Ajax-og Chelsea-spiller Per Weihrauch - fordi han mente, at han ville kunne føre den årgang op i juniorligaen. Det lykkedes også, men det var en travl periode i trænerens liv.

- På det tidspunkt var jeg ved at skrive speciale på universitetet, jeg trænede et juniorligahold, jeg var ved at tage A-trænerlicens, jeg var instruktør, og jeg fulgte også nogle U/ 17-og U/ 19-ligakurser. Og så havde jeg to børn på to og tre og Nanna derhjemme. Det hang slet ikke sammen, men det kunne jeg ikke se. For lige at toppe det blev jeg også lærer på Ishøj Handelsskole, fortæller Thomas Frank.

Den ambitiøse træner og idrætsstuderende havde sat adskillige skibe i søen, men han måtte vælge, hvad han ville satse på. Muligheden for for alvor at gå fodboldvejen bød sig, da Johan Lange, daværende U/ 17-træner i B. 93, ringede og spurgte, om han ikke kunne være interesseret i stillingen som ITU-træner [ ITU står for " integreret talentudvikling" -den stilling som i dag hedder A+-træner} i Østerbro-klubben.

- Jeg tænkte over det i tre dage, sagde ikke noget til nogen, og så ringede jeg tilbage og sagde nej. Jeg ville gøre mit speciale færdig. Så gik der to måneder til starten af december, og så ringede Sune Smith, som er talentchef i FCK, og som var min instruktør på A-trænerkurset. "Thomas hvad fanden laver du? Jeg ved, du har drømt om at være fuldtidstræner, og så får du et tilbud om at blive ITU-træner?"

Sune Smith fik B. 93' s Niels Frederiksen til at ringe til Thomas Frank, og han fik et formelt tilbud.

- Og så endte det sgu med, at jeg blev ITU-træner i B. 93. Og hvis ikke det var sket, havde jeg ikke siddet her i dag. Jeg siger til de trænere, som jeg har været med til at uddanne i DBU gennem årene, at det handler om hårdt arbejde, man skal være faglig kompetent, man skal have en personlighed, så man kan klikke med et team, og så skal man have et netværk. Hvis ikke jeg havde haft de ting, var jeg aldrig blevet ringet op. Men det var stadig lidt en tilfældighed, siger Thomas Frank, der ved skillevejen valgte fodbolden i stedet for at skrive sit speciale færdigt og måske blive lærer på en idrætshøjskole.

Læs om spillet, se spillet, diskuter spillet
Arrigo Sacchi førte i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne Milan til to Europa Cup-titler, men alligevel blev der indimellem sat spørgsmålstegn ved hans kvaliteter, fordi han havde en fortid som skosælger og ikke professionel fodboldspiller.

Det førte til hans berømte citat om, at han ikke vidste, man skulle have været tidligere hest, hvis man skulle være en god jockey. Den dag i dag kan man stadig møde fordommene om trænere uden en fortid som spillere.

- Hvilket er fuldstændig håbløst, hvis du spørger mig. Hvis man har spillet selv og været i et omklædningsrum, kan reflektere og bringe det med ud på banen, og samtidig finde ud af at lede og uddanne, så har man noget, som jeg ikke har. Men i dag handler det om at kunne analysere spillet - og det bliver man ikke nødvendigvis bedre til, fordi man har spillet 300 Superliga-kampe. Man har en foreløbig fordel, men så må jeg bare sørge for at se mange flere kampe live eller på dvd, så jeg minimerer den forskel. Jeg har været træner i 20 år, så jeg har mange gange stået på en træningsbane og set, hvad man skal gøre og klare. Det med at træne har jeg stået i, mens de er blevet trænet. Jeg tror, man ved hårdt arbejde kan nå langt ved at læse om spillet, se spillet, diskutere spillet, siger Thomas Frank og begynder at liste trænere uden gloværdig spillerfortid: Benítez. Mourinho. Wenger.

- Der er masser. Selv om Kasper [Hjulmand], min gode ven, nok vil mene, han har spillet på højt plan, har han altså ikke spillet nogen Superliga-kampe, siger Thomas Frank.

Trods argumenterne kan han stadig risikere at løbe ind i fordommen.

- Jeg tror da, man møder den. Nu går det rigtigt fint med truppen her, og generelt, når man har lært en trup at kende, handler det om faglighed, lederskab og menneskelig indsigt. Hvis man har de tre ting, er der ikke noget problem. Men først skal man vinde respekten. Og respekten vinder man ikke ved at råbe og skrige. Det gør man ved at vise sin faglighed. Så er det ikke noget problem, siger Thomas Frank.

Men hvordan bliver man så en god træner, når man ikke har en naturlig indgang til faget via sin aktive karriere? 

- Hårdt arbejde. Meget, meget hårdt arbejde. Jeg har trænet rigtigt mange timer og rigtigt mange hold. Masser, masser, masser - masser - af omgang med fodbold. Træning, se kampe, analysere kampe, og så selvfølgelig kurser. Diskuteret med alle mulige og skabt et netværk, så man kan diskutere fodbold på alle mulige planer. Og jeg har været nysgerrig og har tilranet mig en masse viden. Jeg har uddannet mig, siger Thomas Frank.

- For eksempel kan jeg huske, at når der var EM og VM, skulle jeg se stort set alle kampe.

Både af interesse, men også notere lidt om for eksempel standardsituationer eller hvordan spillet blev bygget op. Så lod jeg mig inspirere af det.

To spor i Brøndby
Thomas Frank var ITU-træner i B. 93 i godt et år, inden han fik samme stilling i Lyngby.

- Jeg elsker projekter. I Frederiksværk var jeg med til at bygge klubben og lave Den blå Tråd. I Hvidovre var det lidt det samme. I Lyngby havde vi et fantastisk setup. Jeg var der to og et halvt år, og vi var mig, Kasper Hjulmand, Niels Frederiksen som U/ 19-træner, Christian Nielsen, som i dag er A+-træner i Nordsjælland, og Johan Lange som var U-holdstræner. Hold kæft hvor vi pingpongede på kryds og tværs, og det var så sjovt. Det var så fedt et miljø. Vi rykkede og skubbede til hinanden. Det var nok et af de steder, jeg rykkede mig mest, siger Thomas Frank.

Mens han var i Lyngby, fik han så tilbuddet om at blive ansat i det, som med tiden var blevet hans drømmejob.

- I Hvidovre-tiden satte jeg mig nogle mål om, at jeg inden for fem år skulle være træner i juniorligaen, og jeg nåede det lige præcis på de fem år. Undervejs fandt jeg ud af, at det med at være instruktør og uddanne andre kunne være fedt. I 2002 søgte DBU en masse nye instruktører, og jeg søgte jobbet og fik det. På et tidspunkt i den proces tænkte jeg, at det kunne være fedt at være fuldtidstræner. Dengang var der ikke lige så mange U/ 15-, U/ 17-og U/ 19-trænere, som der er i dag. Så jeg tænkte, at det der ITU-træner kunne være et drømmejob. Så dumpede det ned, og senere tænkte jeg, at landstræner kunne være det ultimative. En dag ringede DBU så. Jeg har tænkt tankerne, og af en eller anden grund er det lykkedes, siger Thomas Frank, der blev U/ 17-landstræner i 2008 og dermed var hos DBU i fem år.

- Det er meget sjovt, for da jeg kom til DBU, sagde jeg, at jeg skulle være der mellem to og ti år. Jeg skulle ikke være - og det siger jeg med den dybeste respekt - en ny Per Andersen, som var der 25 år. Og to år var nok for lidt, så det var nok mere realistisk at sige mellem fire og otte år. Og efter fem år er jeg så her.

- Jeg var nødt til at prøve noget andet. Det var ikke det samme som, at jeg ikke kunne komme tilbage til DBU. Det kan godt være, jeg kommer skrigende om et halvt år og råber "hjæææælp, jeg vil hjem!" Nej, jeg vil ikke afvise, at jeg en dag vender tilbage til DBU. Jeg skulle bare prøve noget andet på et tidspunkt. Jeg har for meget krudt i røven og keder mig. Der skal være noget at tage fat i, og det var der så i fem år, men jeg kunne også godt have været der i otte år, siger Thomas Frank, der føler, han blev en bedre træner i sine DBU-år.

- Efter at have prøvet en masse ting af i Lyngby fik jeg virkelig tunet mig ind på, hvad der virker for mig. Hvad er det vigtigste, når vi bygger en træning op, når vi skal sætte holdet op, når vi lægger en langsigtet plan og så videre. Alle de her ting fik jeg hele tiden finpudset, og jeg havde tid til det, mens det nogle gange her i Brøndby er fra uge til uge og næste kamp, næste kamp, næste kamp.

Jeg håber virkelig, at jeg tager med fra DBU, at jeg kan køre med et resultatspor, altså frem mod næste kamp, og så et udviklingsspor, hvor vi kan udvikle spillet, holdet, den enkelte spiller og klubben, siger Thomas Frank.

Det med at skulle udvikle en klub og en stil samtidig med, at der skal leveres resultater, er noget, som flere trænere har kommenteret.

Den tidligere OB-træner og nuværende U/ 18-landstræner Henrik Clausen har sagt, at det føles som om, man skal asfaltere den vej, man kører på. Liverpool-træner Brendan Rodgers er mere højtsvævende: "Problemet med at være manager er, at det er ligesom at forsøge at bygge et fly, mens det er i luften." 

Thomas Frank håber, at erfaringerne fra DBU kan imødekomme den problematik.

- Lad os bare tage et eksempel: Vi skal spille en kamp mod Randers i weekenden, så i den uge har vi set Randers live og på dvd. Vi konstruerer træningen, så små nuancer i spillet kan straffe Randers bedst muligt. Vi kigger på spillerne, hvem er klar, hvem er ikke klar? Hvordan ser de ud i øjnene? Samtidig sørger vi for at have individuelle evalueringer med så mange som muligt. Vi laver en klar plan for spillet, så vi ikke bare ændrer hele lortet, men er ret faste i kødet. Så hvis det er at bygge spillet op eller presse højt, så er det små nuancer i det, vi ændrer, så vi hele tiden forbedrer det. Vi bevarer den røde tråd og bygger en kultur.

Presset og pressen
Nu er det nemlig Brøndby, det handler om, når Thomas Frank for første gang siden 2004 har ansvaret for et klubhold. Han var begyndt at drømme om at prøve kræfter med Superligaen, mens han var U-landstræner, men at det lige skulle blive i Brøndby, havde han ikke forventet.

- Jeg fik en opringning fra Brøndby på et tidspunkt. Jeg skulle komme med et lille oplæg om, hvordan vi kunne bygge klubben op med talentudvikling og en strategi gennem det hele. Altså lave et projekt, som jeg har gjort gennem hele mit liv. Det gik godt, og jeg fik tilbudt jobbet. Det kom lidt ud af den blå luft. Jeg havde ikke regnet med det. Jeg kunne godt se mig selv andre steder, men jeg havde ikke set det her komme. Det blev jeg lidt overrasket over. Men uden at det skal lyde selvforherligende, så er det, jeg kan, og det, de søgte, et perfekt match, siger Thomas Frank.

Thomas Frank var ikke i tvivl om, at jobbet var noget for ham, men han diskuterede alligevel tilbuddet med sin hustru. Han forventer nemlig ikke, at det er nemt at være Superligatræner.

- Det sætter sine spor. Hvis man ser på billeder af stort set alle trænere i Superligaen fra for fem år siden og til i dag, ser de bare mere trætte ud. Der er mange timer og beslutninger og meget pres, hvis man taber kampe. Det er svært at beskrive, og jeg har heller ikke prøvet det, så jeg ved ikke rigtigt, hvad der venter mig. Det er bare en konstatering af, at presset vil komme, og det vil være hårdt. Og så er der pressen, som er med til at diktere presset ved at skrive en masse fede artikler - eller knap så fede artikler. Selvfølgelig kan jeg gå i Netto eller Føtex og handle, og det vil jeg også gøre, men jeg vil blive lagt mærke til. Der er meget få trænere, som er mere profilerede end mig. Men er jeg fyret om tre måneder, går det hurtigt i glemslen, siger Thomas Frank.

Der var den igen. I alt fire gange i løbet af interviewet hentyder Thomas Frank til, at man aldrig ved, om han står uden job om et par måneder.

Hver gang bliver det sagt med et smil på læben og et glimt i øjet, men det er dog et faktum, at han er i en klub, som har haft fire forskellige trænere alene i den tid, Thomas Frank var hos DBU.

- Der er aldrig noget, der er sikkert i den her verden. Men med den plan og strategi, som den nye ledelse har lagt, ved jeg, at jeg får lang snor. Det er klart, at vi ikke kan tabe de første ti kampe. Det går ikke. Men jeg glæder mig bare helt vildt til at komme i gang. Hvis vi gør tingene godt og fornuftigt hver eneste dag, så er chancen for succes til stede. Jeg tager det meget afslappet, siger Thomas Frank.

Og hvad vil han så gerne med Brøndby, som har været så meget igennem de senere år? 

- Jeg vil rigtigt gerne være med til at skabe en klub, hvor vi får lavet et ordentligt værdisæt blandt trænere, ledere og frivillige om, hvordan vi arbejder sammen. Vi skal gøre tingene professionelt og med stor kvalitet, men også med stor begejstring og glæde. Vi får sat et aftryk i måden hvorpå, vi spiller og udvikler talenter, og så flytter vi klubben længere frem. Hvis man om fire år kan se, at der i Brøndby er en fast måde at spille på samtidig med, at vi har flyttet klubben fremad og stadig har plads til unge spillere, så vil jeg være tilfreds, siger Thomas Frank.

Ikke et ord om resultater. Det er helt bevidst for ikke at sætte sig selv og holdet under pres. I første omgang handler det om udvikling og om projektet.