Klubløs i halvandet år: Jeg føler mig glemt

Den tidligere AGF-spiller Thomas Juel-Nielsen har ikke haft en klub i halvandet år, og han er fyldt 31. Det dufter af et karrierestop, men sådan forholder det sig ikke. Han drømmer om et opsigtsvækkende comeback.



Kan du huske Thomas Juel-Nielsen?

Den danske midtstopper har spillet 13 Superliga-kampe – ti for AGF og tre for SønderjyskE – og han har repræsenteret Sandefjord, Falkenberg, Maccabi Netanya, Orange County og Gaz Metan i udlandet. Nu er hans karriere dog mildt sagt gået i stå.

Det er halvandet år siden, at han forlod Gaz Metan i Rumænien, og siden har 31-årige Thomas Juel-Nielsen ikke haft en klub. For mange ville det være ensbetydende med et farvel til fodbolden på øverste niveau.

Sådan forholder det sig dog ikke for Thomas Juel-Nielsen. Forsvarsspilleren arbejder målrettet for at få sparket gang i karrieren igen og gøre et opsigtsvækkende comeback. 

– Status er, at jeg ikke har fundet noget, jeg gerne vil. Jeg har ikke fundet noget, der gav mening for karrieren. Det har selvfølgelig været lang tid, jeg har været uden kontrakt, og det er jo aldrig let ikke at gøre det, man elsker. Det har været en frustrerende tid med al den uvished, fortæller Thomas Juel-Nielsen til Tipsbladet og fortsætter:

– Hele januar har jeg deltaget i preseason i en divisionsklub for at holde mig i gang og gøre mig klar til noget, jeg gerne vil. Jeg havde sidste træning forleden og håber, der snart sker noget.

Halvandet år som klubløs er jo rigtig meget. Hvordan kan det være, der er gået så lang tid?

– Fodboldens verden er meget sort og hvid. Hvis man kigger på det udefra, ville jeg da nok også studse over, hvorfor tingene har været, som de har, og hvorfor jeg har været fri så længe. Men fodboldens verden er som sagt sort og hvid, og der er selvfølgelig en dybere forklaring.

– Jeg har spillet i mange lande, og i hvert land har jeg været inde og ude igen ret hurtigt. Jeg havde mulighed for at forlænge med både SønderjyskE og AGF i Danmark, men jeg traf nogle andre valg, og så har karrieren været mere flakkende. Som dansk klub stoler man måske ikke på den investering, jeg ville være, når jeg kun har været i landet så kort tid. Og så har coronasituationen åbenlyst ikke gjort det lettere at finde en ny klub.

– Det, der står, når man kigger på mit papir, er ikke super sexet, det må jeg indrømme, men jeg har sådan set bare handlet ud fra, hvad jeg følte var bedst for mig. Det er bare ikke så let at forklare klubberne.

Er der noget, du skulle have gjort anderledes, når du kigger tilbage?

– Sidst, jeg spillede en fuld sæson, var for Falkenberg i Allsvenskan, og jeg blev kåret som Årets Spiller, selv om vi rykkede ned. Det var rigtig fint, og det var det også i AGF, hvor jeg var fast mand og følte, jeg gjorde en forskel. Jeg havde en to-årig forlængelse på bordet samt andre tilbud, men jeg valgte alligevel Israel, selv om det nok havde været bedst for mit navn i Danmark at blive. Det tænker jeg selvfølgelig på nu. Det havde nok gjort det nemmere for mig, hvis jeg over flere sæsoner i AGF havde vist mit værd.

Du forlod Israel, fordi du ikke blev registeret, og du forlod Rumænien, fordi du ikke fik løn til sidst. Har du gjort dit forarbejde godt nok?

– Man tror jo altid det bedste. Man kommer med sin danske tankegang til udlandet. Jeg gjorde mit bedste for at sætte mig ind i landenes kultur, men det er bare anderledes i udlandet. I Rumænien foregik tingene ikke helt efter bogen, og sådan noget skal man vænne sig til, når man kommer fra Danmark.

Hvad mener du med det?

– Ledelsen og ledelsesstilen var anderledes bygget op. Der var en klubpræsident, som havde enorm meget magt, og det ser man jo ikke i danske klubber. Det var ham, der styrede tingene både på- og udenfor banen. Han havde for meget magt, det er helt sikkert.

Føler du dig glemt i Danmark nu og her?

– Ja, det gør jeg. Det, der står på mit papir, ser meget flakkende og ikke særligt sexet ud, men jeg vil sindssygt gerne tilbage på det rigtige spor, hvor jeg føler, jeg hører hjemme. Jeg er virkelig motiveret efter at vise mig frem. Jeg er sikker på, jeg kan få de bedste år af min karriere i de kommende år, hvis jeg får den rigtige platform.

Hvad har du egentlig fået dagene til at gå med de seneste halvandet år?

– Jeg har trænet med flere personlige trænere, jeg har selvtrænet, og jeg har trænet med lavere rangerede hold. Jeg har fokuseret på at holde mig klar, og så har jeg gjort, hvad jeg kunne for at undersøge mine muligheder. Desværre er der ikke noget, der er kommet på plads. Jeg har også forsøgt at finde noget konstruktivt at lave ud over det, men fodbold er mit et og alt, og når det ikke fungerer, er der ikke noget andet, der fungerer.

Det kan godt være, du er i fysisk god form, men du må jo mangle helt vildt meget kamptræning. Hvad får dig til at tro, at du kan nå et højt niveau igen?

– Min tilgang til at være fodboldspiller. Ni ud af ti spillere ville nok gå ned med flaget i min situation og mistet modet, men jeg kan godt lide at arbejde med alle facetter af spillet, og de her flakkende år har gjort mig enorm sulten efter at få hele mit potentiale ud. Jeg kan ikke acceptere, at jeg ikke får det ud. Min karriere skal ikke slutte sådan her. Derfor ærgrer det mig også, hvis folk tror, jeg ligger død i graven.

Du har jo gået i halvandet år nu uden en indtjening. Har det ikke været et problem?

– Jo. Jeg har jo været fuldtidsprofessionel hele min karriere og boet i mange lande, og så pludselig står man der. Min klub har jo altid været mit hjem, så på den måde har jeg følt mig hjemløs. Og så er der alle de ting med, at der ikke er noget at stå op til hver dag, og der ikke er nogen indtægt. Det er svært mentalt og ville nok få mange til at gå ned.

– Jeg har opholdt mig hos min familie i den her periode og holdt mig klar. Alle mine ting er pakket i kasser, og bilen er klar. Det har selvfølgelig været en mærkelig periode uden et hjem og uden en identitet og alle de her ting, som man er vant til at have. Nu håber jeg bare, at det er det hele værd, og at jeg finder en god klub.

Har du så levet af din opsparing i halvandet år?

– Ja, jeg har altid været fornuftig med mine penge, og jeg har jo tjent lidt i løbet af karrieren. Derfor har jeg også gjort nogle ting i forhold til det økonomiske og tænkt mig om. Jeg har ikke haft det store økonomiske stress, selv om man selvfølgelig altid gerne vil tjene flere penge.

Hvad er så drømmen nu? En klub i Superligaen?

– Jeg føler, jeg slog igennem i 1. division og var en profil, da jeg spillede i AB. Efterfølgende har jeg med succes været i de bedste rækker i Skandinavien, og det vil være for stor en mavepuster for mig at tage et skridt tilbage.

– Selv om det ser svært ud på papiret, er det umiddelbart kun Superligaen, der interesserer mig i Danmark. Jeg er villig til at starte bagerst i køen og kæmpe mig op. Jeg er også åben geografisk. Jeg ved godt, at min forhandlingssituation ikke er stærk, men det vigtigste for mig er, at platformen er den rigtige, lyder det fra Thomas Juel-Nielsen.

Forsvarsspilleren som håber, at han ikke er helt glemt endnu. 







Pludselig nævnte Zorniger Moukoko


Sker lige om lidt: ‘Rasmus Højlund solgt’

Kæmpe dansk stjerne til Tottenham?

– De bliver solgt for ekstrem udsalgspris

Klubskifte kan ske – møde i denne uge

‘Nærmest et karaktermord’

– Ingen har pengene til at friste mig

– Så kan de glemme alt om et dansk mesterskab

‘Fodbold bliver ligegyldigt’

Det kan da godt være, FCK skal se at hente ham

Prelec med kontant Christian Sørensen-melding

Sensationel udvikling på vej?

Michael Laudrup: ‘Han er bedre, end jeg var!’

AC Milan meldes interesseret i Superliga-stjerne

Afslører kollapset FC Midtjylland-transfer

Slut: Imponerende Brøndby-sejr

Hent denne Superliga-profil, AGF!

Hård kritik efter Rune-skade: Frygter for helbred

Fire på stribe for Hjulmand

Tv-ekspert: ‘FC København køber en angriber’

Dorgu stjæler overskrifter – bliver slagtet

Vanvid! 152 tyrkiske dommere indblandet i skandale

Brøndby-boss kritiserer fans: Totalt ødelæggende

Skrækkeligt Napoli-nyt

Se de vilde billeder – Wass måtte tale til fansene

‘FCM ville ikke vælge én eneste fra FCK’

Dansk træner reagerer på konkurs: ‘Sørgeligt’

Bombastisk melding – stort millionbeløb til FCM?

Transfer på vej? ‘CV’ flirter med Superliga-profil

Helt nyt ansigt i Brøndby-truppen

Dansk stjernes liv ændret: Det har været voldsomt

I svime over dansker

Skidt nyt for Andreas Christensen

Farvel og tak – Juventus fyrer Igor Tudor

Tidligere Brøndby-profil færdig i sin klub

Vanvittig kamp af “ustoppelige” German Onugkha

Tophold jagter to danskere

Superliga-bombe? ‘Jeg hører, han koster 340 mio.’

– Hvis det øjeblik kommer, stopper jeg

118 Superliga-kampe – kan nu hentes kvit og frit

Kæmpe fejl og kampafbrydelse – BIF banker OB

Dansk cykelrytter ramt af flere blodpropper

Sådan starter OB og Brøndby IF

OB – Brøndby IF

– Jeg faldt ned på ryggen og hørte et knæk

Her kan du se OB mod Brøndby IF

Afviste Brøndby: Nu kommer Viborg med nyt

Storroser Yuito Suzuki

‘Kom uventet – det har været voldsomt’

På røven over dansk stjerne

Dreyer fortsætter målformen i playoff-kamp