Kun et år siden SønderjyskE fik sølv: 17 af 25 spillere er væk
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Kun et år siden SønderjyskE fik sølv: 17 af 25 spillere er væk

SønderjyskE hentede for lidt over et år siden sølvmedaljer i sæsonen 2015/2016, og når spillere gør det godt på et hold, der ikke har et stort budget, står større klubber klar med en lønforhøjelse. Sådan har det også været for SønderjyskE.

Den største sensation i Superligaens historie tegnede Herfølge Boldklub sig for, da klubben tilbage i 2000 vandt det danske mesterskab med John "Faxe" Jensen som træner.

En anden meget stor præstation stod SønderjyskE for, da klubben tog sølvmedaljer i sæsonen 2015/2016, men her lidt over et år siden, at spillerne fik hængt metal om halsen på Brøndby Stadion efter en sejr på 2-1 over Brøndby, er sølvholdet splittet for alle vinde.

Dengang fik 25 spillere spilletid i sæsonen, og blot otte af de spillere, der spillede i sæsonen, er tilbage i truppen hos Haderslev-klubben, der lørdag tager hul på endnu en sæson i Superligaen med et opgør mod Randers.

Også cheftræneren, Jakob Michelsen, og assistenten, Peter Enevoldsen, fra sølvholdet er væk.

Den store udskiftning er dog ikke noget, der overrasker sportschef Hans Jørgen Haysen synderligt. Han vil selvsagt altid gerne holde på de bedste splllere, men ved også godt, at det langt fra altid er muligt for en klub som SønderjyskE.

- Punkt ét: Vi er sådan en størrelse klub, at der altid er større klubber, så vi må affinde os med, at når spillere gør det så godt, så vil de også hen til de andre klubber, siger han til tipsbladet.dk.

- Vi lever også af at sælge spillere, så det skal vi også gøre en gang imellem.

- Og så er punkt tre, at når man får noget nyt ind, givet det noget nyt power, en ny energi og noget friskhed. Det skal vi sørge for at udnytte lige nu. Det kan godt være, vi ikke er det mest sammenspillede hold, hvis vi tænker på de udskiftninger, der har været det sidste halve og hele år, men jeg synes, at kvaliteten er rigtig høj. Kan vi få dem spillet sammen, kan vi komme til at se et rigtig spændende SønderjyskE-hold i den her sæson.

I det følgende vil vi se på, hvor SønderjyskE's sølvhold er henne i karrieren nu.

Marin Skender, 37 år
Målmand
Uden kontrakt

Den rutinerede keeper spillede samtilige kampe for SønderjyskE i 2015/2016 (hvor Jens Rinke var hans backup). Skender mistede i sidste sæson sin plads i målet til Lukas Fernandes, og han fik ikke forlænget sin aftale med klubben, som han spillede i fra januar 2013 til 1. juli 2017.

Marc Pedersen, 27 år
Forsvar
Spiller i SønderjyskE

Marc Pedersen blev hentet i Vejle og har siden været en yderst vigtig spiller for SønderjyskE, hvor han er blevet udnævnt til anfører. Pedersen spillede 30 gange for SønderjyskE - som højre back - og nu er han så blevet flyttet ind i midterforsvaret ved siden af Kees Luijckx. Har spillet i SønderjyskE siden sommeren 2015.

Bjørn Paulsen, 26 år
Forsvar/midtbane
Spiller i Hammarby

Altmuligmanden nåede syv kampe for SønderjyskE i sæsonen 2015/2016, inden han sidst i transfervinduet i sommeren 2015 skiftede til Esbjerg fB. Han var derfor ikke med hele vejen i sølvfesten. Skiftede fra Esbjerg til Hammarby i januar 2017. Fik sin debut i 2010 for SønderjyskE.

Søren Mussmann, 24 år
Forsvar
Har indstillet karrieren

Mussmann var en lovende spiller, der i sæsonen 15/16 spillede 16 gange for SønderjyskE, som han fik debut for i 2011. Skiftede for et år siden til Pro Vercelli på en fri transfer, men valgte i januar 2017 at indstille karireren efter hofteoperation nummer fire.

Kees Luijckx, 31 år
Forsvar
Spiller i SønderjyskE

Spillede 20 kampe i sølvsæsonen, efter han blev hentet til klubben i sommeren 2015. Spillede 24 kampe for SønderjyskE i sidste sæson og har fortsat et år igen af sin aftale med den Claus Nørgaard-trænede klub.

Joao Pereira, 27 år
Forsvar
Spiller i OB

Spillede 24 gange i sølvsæsonen for SønderjyskE, som han blot spillede for i et år. Skiftede efter sølvsæsonen til OB på en fri transfer, hvor succesen dog er udeblevet.

Marc Dal Hende, 26 år
Forsvar
Spiller i FC Midtjylland

Kom som kantspiller, blev omskolet til back og havde stor succes i SønderjyskE. Nåede godt nok kun 16 kampe for klubben i sølvsæsonen, men var en vigtig spiller, efter han skiftede fra den senere konkursklub FC Vestsjælland i august 2015. Skiftede i januar 2017 til FC Midtjylland.

Pierre Kanstrup, 28 år
Forsvar
Spiller i AGF

Rutinerede Pierre Kanstrup blev hentet i FC Fredericia i sommeren 2014, og han var en fantastisk spiller for Haderslev-klubben. Skiftede i sommeren 2017 til AGF på en fri transfer. I sølvsæsonen spillede Pierre Kanstrup samtlige 33 kampe for SønderjyskE.

Francis Dickoh, 34 år
Forsvar
Har indstillet karrieren

Den tidligere ghanesiske landsholdsspiller spillede for SønderjyskE i foråret 2016. Han fik fem kampe for klubben, hvoraf de tre var fra start. Spillede en vigtig rolle i sølvsæsonen, for han spillede i de sidste fire kampe i sæsonen, der gav syv point. Dickoh fik senere chancen i Lilleström, inden han indstillede karrieren.

Janus Drachmann, 29 år
Midtbane
Spiller i FC Midtjylland

Han blev hentet i AC Horsens op til sæsonen 2015/2016, og det viste sig at være en fremragende idé, for Janus Drachmann var fantastisk i sølvsæsonen for SønderjyskE. Spillede 28 kampe og blev i januar 2017 solgt til FC Midtjylland.

Mikkel Hedegaard, 21 år
Midtbane
Spiller i SønderjyskE

Havde ikke den store rolle i SønderjyskE i sølvsæsonen, men det blev alligevel til seks kampe for holdet, hvoraf de to var fra start. Fem af de seks kampe var i foråret, og han vandt fire, spillede en uafgjort og tabte en. Spillede 18 gange i sidste sæson.

Nicolaj Madsen, 28 år
Midtbane
Spiller i Vejle Boldklub

Den tidligere HB Køge-spillede rykkede i januar 2013 til SønderjyskE, og i sølvsæsonen stod han for ni scoringer og fire assists i 29 kampe som midtbanespiller - det var vigtigt for SønderjyskE. Blandt andet scorede han begge mål, så SønderjyskE vendte 0-1 til 2-1 i sidste og afgørende kamp mod Brøndby. Skiftede i juli 2017 til Vejle Boldklub.

Andreas Oggesen, 23 år
Midtbane
Spiller i FC Fredericia

Spillede 17 gange - ni af gangene som indskifter - i SønderjyskE's sølvsæson. Var aldrig helt i stand til at få gennembruddet og skiftede i stedet til FC Fredericia.

Simon Kroon, 24 år
Midtbane
Spiller i FC Midtjylland

Den svenske kantspiller spillede 15 kampe i sølvsæsonen, men skiftede i vinter til FCM samtidig med Marc Dal Hende og Janus Drachmann. Har endnu ikke etableret sig som fast starter og profil på samme måde som i SønderjyskE.

Johan Absalonsen, 31 år
Midtbane
Klubløs

Topscoreren fra sølvholdet forlod klubben, da juni blev til juli, og hans kontrakt løb ud. Lige nu bruger han tiden på at søger efter en ny klub og fortalte til tipsbladet.dk torsdag, at han forventede en afklaring inden for en uge.

Adama Guira, 29 år
Midtbane
Spiller i AGF

Oven på succesen i 2015/16 blev Guira solgt til franske Lens. Her fik han dog aldrig sit gennembrud, og i stedet vendte han i sidste uge tilbage til Superligaen igen - fire år efter han kom hertil første gang.

Marcel Rømer, 25 år
Midtbane
Spiller i SønderjyskE

Var en af de absolut bærende kræfter på holdet i den forgangne sæson og gik kun glip af tre kampe i alle turneringer. Er givetvis en af dem, der skal føre kulturen videre. Har været i SønderjyskE siden januar 2016.

Troels Kløve, 26 år
Midtbane
Spiller i SønderjyskE

Spillede blot ni kampe i jubelsæsonen, eftersom han blev ramt af en alvorlig knæskade. Kom dog tilbage i sidste sæson og spillede 40 kampe i alle turneringer. Blev SønderjyskE-spiller i sommeren 2015.

Baldur Sigurdsson, 31 år
Midtbane
Spiller i Stjarnan

Islændingen havde allerede forladt SønderjyskE, da sølvet blev uddelt. Fik kun syv kampe i efteråret, inden han i vinteren 2016 vendte han tilbage til hjemlandet, hvor han stadig spiller.

Silas Songani, 28 år
Midtbane/angriber
Spiller i SønderjyskE

I sidste sæson var Songani udlejet til FC Sydvest, og selv om han kom tilbage til SønderjyskE og fik et par kampe mod slutningen af sæsonen, har klubben indikeret, at han efter tre et halvt år i Danmark skal finde en ny klub. Prøvetræner nu i norske Elverum.

Tommy Bechmann, 35 år
Angriber
Har indstillet karrieren

Veteranen Bechmann scorede ni mål på vej mod sølvet i forrige sæson og fortsatte med at spille i efteråret. I januar måned stoppede han karrieren og fortsatte som ekspertkommentator på tv.

Thomas Dalgaard, 33 år
Angriber
Klubløs

Den tidligere Superliga-topscorer lykkedes aldrig med at etabere sig i den ene sæson, han var i SønderjyskE, men bidrog trods alt til sølvet med fem ligamål. Spillede i Vendsyssel FF i sidste sæson, men er nu uden klub.

Jeppe Simonsen, 21 år
Angriber
Spiller i SønderjyskE

Den unge Simonsen fra egen talentafdeling var udlejet til HB Køge i efteråret, men vendte tilbage til SønderjyskE i foråret, hvor han fik fire indskiftninger i Superligaen.

Casper Olesen, 21 år
Angriber
Spiller i SønderjyskE

Et beskedent bidrag på fire kampe i sølvsæsonen var alt, hvad det kunne blive til for Olesen, der blev rykket op i førsteholdstruppen i 2015. I den følgende sæson blev det ikke bedre med to ligakampe som eneste aftryk.

Emmanuel Okwi, 24 år
Angriber
Spiller i Simba SC

Den spiller, som fik allermindst spilletid (foruden dem, som ingen fik) i sølvsæsonen. Okwi nåede tre minutter fordelt på to kampe. I vinter skifede han hjem til barndomsklubben SCV Kampala, og denne sommer gik turen videre til Tanzania.