Lars Høghs hemmelige våben: Lige så meget et stunt

(Bragt i Tipsbladet 26. december 2014)

Det var den 28. maj 2000, det var sidste spillerunde, og det var en ganske ligegyldig kamp i Vejle mellem et allerede nedrykket hjemmehold og et OB-mandskab, der ikke kunne flytte sig fra niendepladsen.

Men der var dog en enkelt detalje, der gjorde kampen historisk, og undervejs fik de 2.627 tilskuere til at give stående bifald, for det var nemlig den sidste kamp ud af 817 for gæsternes 41-årige målmand.

Hvis der var noget, Lars Høgh var kendt for udover Mexico, Madrid og de mange, mange kampe for OB, så var det hans evne til at redde straffespark, og derfor var det også meget passende, at han i sin sidste kamp fik chancen for at redde fra pletten.

Kampreferatet vil faktisk vide, at Høgh skulle have været vist ud for nødbremsen i det 70. minut, men han slap for sin første udvisning i karrieren og kunne i stedet plukke forsøget fra den gamle holdkammerat Henrik Risom.

– Lige i den fase der, da var jeg skarp på de straffespark, så Henrik havde jo nok set mig tage nogle stykker, og måske satte det lidt ekstra pres på ham. Der stod 0-0, det var mig, der havde begået straffesparket, så det havde været irriterende, hvis det kostede. Men jeg snuppede det, og så vandt vi 1-0.

– Jeg har ikke noget statistik på det, men jeg har da taget en del straffespark, og så er det jo meget sjovt, at jeg også gør det i min sidste kamp. Ellers kan jeg huske den her famøse pokalfinale, vi vandt over AaB efter to kampe, hvor vi faktisk spillede på Odense Stadion, fordi Parken var under ombygning.

– Der sluttede jeg den sidste kamp med at tage to straffespark, et fra Peter Møller og et fra Søren Thorst, så vi blev pokalmestre, og så blev jeg gift dagen efter. Det blev en rime- lig fed fest, siger Lars Høgh med et grin.

Men det der med straffesparkene tog han selvfølgelig med sig over i sit coachingarbejde, hvor han er kendt for at have en metode, som han ikke vil afsløre.

– Jeg vil jo ikke løfte sløret 100 procent for den strategi, jeg selv har brugt, for det er ligesom blevet en fabrikshemmelighed, som jeg går og hygger mig lidt med – ja, det er sgu lige så meget et stunt, som det er virkelighed, men det er fint nok – men det er også trukket i en anden retning i dag.

–  Udviklingen på det her felt har været enorm i de seneste år, for man har mange flere muligheder for at være underrettet, inden sparket bliver taget.

– I gamle dage havde man jo ikke alle de statistikker, og man skulle virkelig være skarp for at kunne huske, hvad man havde skrevet ned om, hvor de forskellige sparkede.

– I dag kan du se på tv, hvordan det lige kommer op, hvor han har sparket de seneste straffespark. Der er nogle muligheder der, som jeg også er begyndt at tage med ind i min strategi.

– Det vigtigste for keeperen er at finde roen og så have en strategi. Vide hvad man vil, inden sparkeren går til bolden. Vær beslutsom og følg det 100 procent. Det kan også være, at det er en strategi, at man vælger at vente, til man ser, hvor han sparker.

– Men det er vigtigt at have en strategi, for man skal som målmand være bevidst om, at man har et andet spændingsniveau, når man står i kampen, i forhold til når man står og arbejder med sin træner eller øver med holdkammeraterne.

– Spændingsniveauet stiger, og man vil være tilbøjelig til at komme lidt hurtigere af sted, være lidt for ivrig, så man skal se, om man kan lægge en mental dæmper på sig selv i forhold til det, man har valgt at gøre.

– Det jeg kan sige omkring min strategi, det er, at 1) vi har en indikation af, hvor sparkeren sparker, og det tror vi på. Den strategi følger vi 100 procent. Og 2) hvis det så ikke virker, så har vi ligesom et sikkerhedsnet, der kan understøtte, at hvis han ikke sparker der, hvor man har forventet det, så kan man måske få ham til at sparke der, hvor man gerne vil have det. Det er de to elementer, der er i den måde, jeg gør det på, siger Lars Høgh om straffesparkets psykologi set fra målmandens side.

Men det er kun den ene del.

– Ja, angriberens psykologi spiller lige så meget med. Det pres der er på angriberen. Som keeper bliver man ofte spurgt: ”Er du ikke nervøs, når der er straffespark eller straffesparkskonkurrence,” og det er man faktisk ikke, for presset ligger ikke på os. Presset ligger på angriberen, og det er jo en vigtig ting at have med sig. Man skal virkelig være klar over, hvor stort et pres der er på vedkommende.

– Der var en norsk undersøgelse for nogle år siden, der sagde, at det pres der er på en skytte til en slutrunde i en straffesparkskonkurrence, det svarer til det pres, der ligger på en krigskorrespondent under beskydning.

– Det fortæller, hvor meget hammer der er på. Hvor mange tanker der går gennem hovedet, når han går ned mod bolden. Man får næsten medlidenhed med ham, men det kan jo ikke nytte noget, for det handler jo om at pille det straffespark,” siger Lars Høgh.