Video : Tipsbladet
Superliga

'For mig en gåde, han ikke er A-landsholdsspiller'

Superligaens varmeste angriber hedder Tonni Adamsen, der indeholder en usædvanlig historie. Han har taget en helt anden vej uden ungdomslandskampe eller smarte akademier. Derfor står han først i en alder af 29 på toppen af karrieren. Tipsbladet har lavet et stort portræt af Superligaens bedste angriber via samtaler med tre af hans tidligere trænere.

Tonni Adamsen.

Superligaens topscorer har en historie ulige andre, man ser i moderne fodbold.

Først i en alder af 27 fik han sin Superliga-debut, og her to år senere er han landets varmeste angriber.

Men hvordan pokker går det til, at angriberen uden ungdomslandskampe eller noget nævneværdigt akademi på cv'et bruger så mange år i serierne, siden divisionerne og først for to år siden blev hentet til Superligaen af Silkeborg IF?

Det har Tipsbladet talt med flere af hans tidligere trænere om. Jonas Borup var den første til at sætte angriberen på holdkortet i Taastrup FC.

- Jeg var tilfældigvis ude at se noget U19-fodbold en kedelig vinteraften, hvor jeg så Taastrup slå KB's andethold med 5-0. Han scorede alle fem mål - det ene flottere end det andet. Jeg tænkte jo: "hvem er den gut?"

- Jeg snakkede efterfølgende med ham, men han var ikke interesseret i at spille på førsteholdet. Han er en stille og rolig fyr, der bare gerne ville spille, der hvor han var. Jeg lod ham så være, men lige så stille og roligt fik han smag for det, og derfra så han sig ikke tilbage.

Faktisk er det en fortælling, der går igen omkring Tonni Adamsen.

- Jeg var selv ude at se ham og måtte konstatere: "Hold da kæft, han er godt nok god ham der." Så havde jeg ham til samtale et halvt år før, han kom til FC Helsingør. Men han havde stadig en aftale med Frem, som han ikke ville løbe fra. Frem kunne hverken rykke op eller ned på det tidspunkt, men han var ikke interesseret i et skifte, siger Morten Eskesen, der var hans cheftræner i FC Helsingør.

Den efterfølgende vinter lykkedes det at bringe Tonni Adamsen til FC Helsingør, men den del vender vi tilbage til.

Foto: Alamy

Brøndby takkede nej
I tre år fra 2011-2014 havde Jonas Borup og dengang 16-årige Tonni Adamsen glæde af hinanden i Danmarksserie-klubben Taastrup FC.

Han var ellers omkring Brøndbys Masterclass, men en drilsk hofteskade afholdte dem fra at skrive kontrakt med angriberen.

Skaden plagede ham faktisk i mange år, mens han var i Taastrup FC, og derfor nød Danmarksserie-klubben rigtig godt af hans mange mål, fordi talentet ifølge Jonas Borup var "fuldstændig ekstraordinært."

Man kunne ikke holde på ham forevigt og FC Vestsjælland, som dengang var på vej frem, viste også interesse i ham, men til syvende og sidst skiftede han i 2018 til 2. divisionsklubben BK Frem.

- På et fodboldteknisk niveau og i hans formåen med bolden var han uovertruffen for en spiller i 2. division. Når man kigger alene på det, var det måske et spørgsmål om tid, før han nåede til det niveau, han har i dag, siger Tonni Adamsens tidligere træner i BK Frem, Allan Ravn, til Tipsbladet.

Brøndby-legenden havde et spørgsmåltegn i forhold til Tonni Adamsen og en tilværelse i et elitemiljø.

- Tonni er en meget atypisk fodboldspiller. Han er introvert, stille og passer sit job. Han opfører sig ordentligt og kommer til tiden, så mit spørgsmålstegn dengang var, om han ville have den mentale stamina til at træde i karakter. Han er en enorm behagelig, sympatisk og vellidt fodboldspiller, så mit spørgsmål til mig selv dengang var, om han havde et dumt svin i sig for at kunne tage det næste skridt.

Foto: Alamy

Skiftet til 1. division
FC Helsingør fik i januar 2021 overbevist Tonni Adamsen om, at han var "dumt svin-agtig" nok til at blive en del af et elitemiljø. Han sagde derfor farvel til BK Frem, sit job som vinduespudser og dedikerede sig fuldt ud til fodbolden.

- Da han først havde taget valget om fodbolden, så var jeg ikke i tvivl om, at han havde den. Modsat mange andre var han enormt taknemmelig for sin dagligdag. Som han sagde til sine holdkammerater: "Vi er simpelthen så heldige, at vi bare kan stå op om morgenen og spille fodbold," fortæller Morten Eskesen og tilføjer:

- Han kom bare fra en helt anden verden, da han ikke havde været en del af et professionelt setup som så mange andre. Han satte enormt meget pris på, at han bare kunne spille fodbold.

Efter en tilvænningsperiode i FC Helsingør begyndte Tonni Adamsen, som han har gjort i hele sin karriere, at høvle mål ind i både kamp og træning.

Nu kom nye bejlere til fra nær og fjern.

- Nogle klubber fra udlandet ringede til mig og spurgte, om der var noget galt med ham mentalt. De kunne simpelthen ikke forstå, at han ikke spillede i Superligaen. Han var 26 år, rendte rundt i 1. division og var blandt topscorerne, men i og med han ikke var i en Superliga-klub, så tænkte de, at der var noget galt med ham. De forstod det slet ikke. Jeg overbeviste dem så om, at han er helt normal.

Silkeborg IF lykkedes som bekendt med at skrive en fireårig aftale med Tonni Adamsen, der nu er Superliga-topscorer med otte fuldtræffere.

Tonni Adamsen lagde op til Oliver Sonnes scoring, der sikrede Silkeborg pokalsejren over AGF i sidste sæson. Foto: Alamy

Kent Nielsen, Ove Christensen og Henrik Lehm var der hver weekend
Historien om Tonni Adamsen åbner også op for en helt anden debat.

Skøjter klubberne i Danmarks to bedste rækker for hurtigt henover de skjulte skatte i divisionerne?

Det mener Jonas Borup.

- Jeg har tænkt meget over det, men jeg synes, at historien om Tonni Adamsen må få nogle rundt omkring i 1. divisions- og Superliga-klubberne til at tænke, om de gør deres arbejde ordentligt. Det var altid de samme mennesker, som var ude og kigge. Kent Nielsen, Ove Christensen og Henrik Lehm var der hver weekend.

- Der må da være klubber herhjemme, som i stedet for at hente en islænding, normand eller serber, burde kigge i det danske talentsystem. Der fejler vi, siden man kan overse de her rigtig, rigtig dygtige spillere, for de findes stadigvæk i divisionerne. Der synes jeg, at vi i Danmark har for travlt med at kigge mod udlandet efter nye spillere.

Allan Ravn mener også, at Tonni Adamsens historie skal stå som et skoleeksempel på, at ydmyghed og hårdt arbejde belønner sig.

- Det er usædvanligt, men også enormt glædeligt. Jeg er ikke tilhænger af de her nærmest børnearbejde-tendenser, der efterhånden er i fodbolden. I både dansk og international fodbold er der en modetendens med, at spillerne skal være yngre og yngre, hvilket gør, at nogle spillere med en senere modningsfase sorteres fra.

- Det er en sand fornøjelse at blive bekræftet i, at fodbolden er et langt liv. Jeg tror, det er en særlig vigtig bekræftigelse for mange af de unge spillere, som bliver sorteret fra alt for tidligt. Der er han et eksempel på, at fodbold er andet end høje lønninger og Premier League, for der er så meget andet til et fodboldliv end bare det.

Foto: Alamy

Tonni Adamsen på landsholdet?
Angriberen har vist, at han uden problemer kan tilpasse sig 2. division i BK Frem, 1. division i FC Helsingør og nu Superligaen i Silkeborg IF.

Men hvad skal det næste skridt egentlig være, hvis hans tidligere trænere skal lege karrierevejledere for Tonni Adamsen?

- I min optik er han med længder den bedste angriber med dansk pas i Superligaen. Det er mig en gåde, og nu kan det godt være, jeg er lidt farvet, at man ikke kan finde plads til ham i en landsholdssamling for som minimum at teste ham af der, siger Jonas Borup og tilføjer senere:

- Der må da også sidde nogle klubber i Brøndby og FCK og tænke, om de har gjort deres hjemmearbejde godt nok, når Superligaens absolut bedste angriber render rundt i Silkeborg.

Ifølge Allan Ravn vil et skifte udenfor Danmarks grænser være at foretrække for angriberen.

- Jeg vil klart anbefale at tage til udlandet, hvis han får muligheden. Han kan sagtens tage skridtet op til FCK, Brøndby eller Midtjylland, men min anbefaling vil helt klart være at finde en klub i udlandet. Danmark er et lille fodboldland, og alle øjne vil hvile på ham i klubber som FCK eller Brøndby, hvor han i en udenlandsk klub vil blive købt ind som en potentiel stjerne.

Tonni Adamsen, 29 år, skal i første omgang koncentrere sig om tilværelsen i Silkeborg IF, hvor han er på kontrakt frem til 2026.